USA2024 // KRONIK – Man kan ikke se på valget i USA uden at analysere, hvordan legitime politiske modsætninger mellem Demokraterne og Republikanerne i løbet af nogle få år er slået over i et så hadefuldt og gensidigt udelukkende fjendskab, at det er vanskeligt at skelne mellem ødelæggelse og selvødelæggelse: Frygt din næste, som din næste frygter dig!
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det amerikanske valgresultat skabte på rekordtid traumelignende reaktioner i både USA og Europa. Situationen kan bedst beskrives gennem et gammelt marxistisk tema fra Det Kommunistiske Manifest, hvor det hedder, at ”alt fast og solidt fordufter”. Det var ikke først og fremmest det materielle, som Karl Marx mente, det var den symbolske orden, alt det, som gør det muligt for det enkelte menneske at finde faste og vedvarende identifikationspunkter.
I timerne efter valgets afgørelse spredte der sig således en følelse af, at der var sket noget chokerende, fordi ”en hel række af trætte antagelser kollapsede”, som en kommentator i den engelske avis The Guardian formulerede det.
Det mest forbløffende var imidlertid ikke, at Trump vandt. De potentielt traumatiserende og foruroligende begivenheder var til at forudse, Trump havde jo ikke ligefrem holdt noget skjult. Ingen kunne benægte, at de ikke vidste, hvad Trump ville med en sejr. Men måske blev modstandernes frygtkapacitet alligevel overdøvet af behovet for ”fornægtelse”, som jo efterhånden har opnået status som nutidens primære perversion, som den slovenske filosof Alenka Zupančič har formuleret det: ”Vi ved det godt, men det ændrer ingenting.”
Konflikter vil der altid være, men det politiske projekt går ud på at forhindre dem i at slå over i kompromisløshed, had, vold og samfundsmæssig opløsning. Måske er det dette politiske projekt, som definitivt er slået fejl i USA
Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit stillede op med en isnende koldsindig beskrivelse af, hvad der tilsyneladende var gået galt for Trumps modstandere op til valget: “Fejlen var at tro, at vi boede i et bedre land, end vi gør.” Efter Rebecca Solnits opfattelse havde man undervurderet, hvor udbredt racismen og kvindehadet faktisk var i USA, og dermed også, hvor mange der var parate til at stemme på en ”voldtægtsmand og kriminel, der beundrer Hitler”. Med andre ord: Mange havde forsømt at tage Trump på ordet.
Når en præsidentkandidat siger, at han vil bruge sin magt til at igangsætte massedeportationer, når han truer med at forfølge og straffe ”den indre fjende”, burde man have taget det mere alvorligt og ikke blot forsøgt at ønske det væk. Da man endelig åbnede øjnene, viste det sig i stedet, at alt fast og solidt var forduftet.
Den kritiske masse er nået
Rebecca Solnit rammer lige ned i det samfundsmæssige paradoks, som alle kender, men som ofte forsvinder i de sært tågede opfattelser, som vores samfundsmæssige liv hviler på: Selv om vi lever sammen i et samfund, så består dette samfund også af personer og grupper, som vi i virkeligheden slet ikke føler, vi hører sammen med eller overhovedet har lyst til at dele samfund med. De fleste kommentarer efter valget var udtryk for den pludselige og traumatiske konfrontation med dette problem, selv om det måske afslører, hvor mærkeligt uforberedte mange har været på virkeliggørelsen af den forventede begivenhed, som valget af Trump jo var.
Et andet eksempel på, hvor overraskende valgresultatet tilsyneladende har været, kan vi finde i det amerikanske magasin The Atlantic, som har eksisteret siden 1857. Redaktionelt bygger det på grundlæggernes krav om, at der skal være grænser for partiskhed, og ”at den frie udveksling af idéer på tværs af ideologiske linjer var afgørende for det store amerikanske eksperiment”.
Dagen efter valget kunne man imidlertid læse i The Atlantic, at USA nu er på vej til at blive ”et andet land”. En af magasinets faste kommentatorer, David Frum, mente, at den kritiske masse nu var nået for, hvor mange amerikanere der uproblematisk eller ukritisk kunne leve med Trumps lovovertrædelser. Derfor ville den kommende præsident ”nu forsøge at omdanne den føderale regering til en loyalitetsmaskine, der tjener ham selv og hans kumpaners interesser”.
Ikke i samme båd
Jo flere erfaringer, vi gør os med de mennesker og grupper, som vi ikke føler, vi hører sammen med, jo tydeligere bliver beviserne for, at vi rent faktisk heller ikke kan eller skal forsøge at høre sammen, skriver den tyske filosof Peter Sloterdijk i bogen Im selben Boot, (da.: I samme båd.), som netop har denne titel for at problematisere den udbredte, men fejlagtige, forestilling om, at befolkningen i et samfundsmæssigt og politisk fællesskab kan siges at være i ”samme båd”.
Hele den politiske historie har handlet om, hvordan det overhovedet er muligt at samle mennesker til et liv i fællesskab. Uproblematisk har det aldrig været, og Sloterdijk mener, at den politiske idéhistorie lader sig læse som forskellige forsøg på ”at tage brodden af det paradoks”, at politiske fællesskaber altid handler om, hvordan vi kan være sammen med nogen, som vi ikke har lyst til at være sammen med.
Konflikter vil der altid være, men det politiske projekt går ud på at forhindre dem i at slå over i kompromisløshed, had, vold og samfundsmæssig opløsning. Måske er det dette politiske projekt, som definitivt er slået fejl i USA.
På grænsen mellem ødelæggelse og selvødelæggelse
Sloterdijk mener slet og ret, at menneskelige samfund kun kan eksistere ”så længe de lykkes med at indbilde sig selv, at de er et samfund”.
Reaktionerne efter det amerikanske valg viser, at nogle masker er faldet, nogle erkendelser åbenbaret, og nogle nye territorier opdaget omkring den indre grænse, hvor det er svært at skelne mellem ødelæggelse og selvødelæggelse. Rebecca Solnit skriver således, at efter dette valg vil resten af amerikanerne, og resten af verden, være ”oprydningspersonale” efter dem, som stemte Trump til magten, fordi de ”rydder aldrig op efter sig selv”. Her har vi altså rengøring som metafor for det, der skal ske i fremtiden; der skal ryddes op og gøres rent efter dem, som har svinet landet til.
Det er imidlertid lige præcis denne type af gensidig benægtelse, som sker i disse år med USA som et eksempel i gigaklassen, selv om fx også flere og flere EU-lande står over for samme dilemma
Metaforerne er ikke mindre ufortyndede, når en Trump-tilhænger skriver om Demokraterne, at ”mange, mange, mange henrettelser er berettiget”, fordi “disse forrædere er en dødelig kræftsygdom, der SKAL udryddes fuldstændigt for at gøre Amerika sundt igen”.
På den ene side har vi rengørings- og oprydningsmetaforen, på den anden side sygdoms- og kræftmetaforen. Hvad kan disse to parter overhovedet forvente sig af hinanden, andet end totalt fjendskab, modstand og afvisning?
Der findes naturligvis modererende kræfter på begge sider, men det fjerner ikke det hovedindtryk, at legitime politiske konflikter er eskaleret til had, og som den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger skrev for godt 30 år siden i bogen Med udsigt til borgerkrigen, så skal ”blot én ud af hundrede have viljen til borgerkrig for at gøre ethvert civiliseret samliv umuligt”.
Enzensberger skrev under indtryk af de frygtelige borgerkrige på Balkan. Men hans centrale pointe er fortsat gyldig, fordi krig og vold i et historisk perspektiv altid har været en del af normalbilledet, og det er ”ikke undtagelsen, at mennesket tilintetgør, hvad det hader, og det er sædvanligvis rivalen på ens eget territorium”.
Hvad betyder det, når mennesker og befolkningsgrupper i et samfund begynder at afvise mulighederne for et minimum af fællesskab med hinanden? Man kan ikke benægte eksistensen af de 76 millioner amerikanere, som stemte på Trump, ligesom man heller ikke kan benægte eksistensen af de godt 72 millioner, som stemte på Harris.
Det er imidlertid lige præcis denne type af gensidig benægtelse, som sker i disse år med USA som et eksempel i gigaklassen, selv om fx også flere og flere EU-lande står over for samme dilemma, hvor befolkningsgrupper skal finde ud af at leve sammen med nogen, som de i stadig mindre grad har lyst til at anerkende og leve sammen med.
Tragedie nok til alle
Med Donald Trump som den centrale forstærker var allerede det forrige amerikanske valg i 2020 en generalprøve på, hvad der aktuelt sker i dag. I minutterne efter, at Joe Biden var blevet udråbt som vinder over Donald Trump, skete der således noget dybt tankevækkende og foruroligende i studiet hos TV-stationen CNN. I kommentatorpanelet sad Van Jones, som bl.a. havde været rådgiver for Barack Obama, og den republikanske politiker Rick Santorum. Fra to forskellige legitime politiske positioner kommenterede de konsekvenserne af det kommende skift fra Donald Trump til Joe Biden.
Van Jones sagde, med lettelsens gråd i stemmen, at det var et frihedens øjeblik for de mange amerikanere, som fra den første dag efter Trumps valgsejr i 2016, havde levet i frygt for, om der var plads til dem i Republikanernes vision for det amerikanske samfund. Rick Santorum svarede, at nu skulle man huske, at i dag var der nogle helt andre amerikanere, som efter Bidens sejr var lige så bange for, om der var plads til dem i Demokraternes vision for fremtidens USA.
I USA kan der ikke engang længere findes enighed om den ydre fjende, som ellers traditionelt er det, som binder nationer sammen
Historien gentager sig, skrev Karl Marx, først som en tragedie og derefter som farce. Van Jones og Rick Santorum satte ord på den begyndende tragedie ved valget i 2020. Efter perioden op til det seneste valg er der fortsat så meget tragedie tilbage, at der er nok til alle, men der er også stærke elementer af ødelæggende farce, fordi store dele af Trumps kampagne har formået at indføre en parallel virkelighed, hvor der tales et besynderligt nysprog og ikke mindst refereres til en konfliktfyldt virkelighed, som forstærkes, mens den udtales.
Babelstårnet
Situationen i USA kan måske bedst beskrives gennem myten om Babelstårnet, som handler om, hvordan mulighederne for enighed og enhed mistes, fordi Herren steg ned og forvirrede menneskenes sprog, ”så de ikke forstår hinanden”. Fra den ene side lyder det i dag, både i USA og mange andre steder i verden: ”Det er jer, vi frygter”. Fra den anden side lyder svaret: ”Nej, nej – det er os, som frygter jer.”
I USA kan der ikke engang længere findes enighed om den ydre fjende, som ellers traditionelt er det, som binder nationer sammen. Den ene dag siger den ene præsident, at det er Rusland. Den anden dag siger den nyvalgte præsident, at den største fjende er den indre, altså måske endda din nabo. På den baggrund må kernen i politik nødvendigvis blive et gensidigt mobiliserende princip, baseret på frygten for, om de andres politiske vision rummer plads til én selv. Eller med en omskrivning af nogle kendte ord: Frygt din næste, som din næste frygter dig!
Det siges, at en af den russiske leder Mikhaíl Gorbatjovs udsendinge advarede Vesten om, hvad der ville ske efter Sovjetunionens sammenbrud og murens fald: ”Vi kommer til at gøre det mest forfærdelige mod jer. Vi vil fratage jer en fjende.” Det ser ud til, at amerikanerne har fundet løsningen – de har vendt sig mod sig selv! På den måde er Donald Trump blevet USA’s symptom.
Læs også Troels Gaihedes artikel “Florida efter orkaner og valg: “Det kan ikke blive værre, end det er nu”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
