KLUMME – “Ensomheden har været min bedste ven siden barneårene, hvor jeg begyndte at dyrke min alenetid i langt højere grad end mine jævnaldrende. Dengang, i 70erne og 80erne, slog man det bare hen, ensomhed havde intet navn – og havde det et alligevel, sagde man det ikke højt”, skriver Bo Nygaard Larsen, der ser sin ensomhed som et grundvilkår trods en stor familie, et aktivt politisk liv samt et arbejde.
Toget kører til perron. Det gør det lige så ofte, som det kører derfra igen. Og som passagererne ombord skuler ud gennem ruderne, bliver der også skulet til dem. For eksempel af Katinka Bai, hovedpersonen i Herman Bangs mesternovelle Ved vejen fra 1886. Gang på gang sidder hun trygt bag potteplanterne i vindueskarmen i stuen i stationsforvalterbygningen og ser på den verden, der kører forbi hende med bestemt eller ubestemt mål.
Selv skal hun ingen steder, om end drømmene nu og da sender hende på langfart. Katinka Bai hører til blandt Herman Bangs stille eksistenser – præcis som titlen på den samling, som Ved vejen er en del af.
Vi taler altså ikke om folk, der henslæber tilværelsen bag tykke gardiner uden sociale kompetencer eller job. Mange ensomme er netop aktive på flere planer, er en del af arbejdsmarkedet og har familie. Også jeg, der er gift, har fire børn, rejser rundt i landet og holder foredrag og er byrådsmedlem
På den måde er hun ikke noget særligt, hvilket ingen af os er, når det kommer til stykket. Alligevel har litteraturhistorien skabt den myte, at Katinka Bai netop er noget for sig til den kedelige side, fordi hun ikke tør leve sine drømme ud eller har modet til at forlade vindueskarmen og den ensomhed, hun er fanget i.
Men Katinka Bai er ikke noget for sig. Hun er som mennesker er flest – både i samtiden og i den altid aktuelle nutid. På den måde får Herman Bang tegnet et portræt af en menneskehed og ikke blot et enkelte et af slagsen. For den ensomhed, Katinka Bai må leve med, er universel og gældende i de fleste af os.
Jeg er en mandlig udgave af Katinka Bai. Ensomheden har været min bedste ven siden barneårene, hvor jeg begyndte at dyrke min alenetid i langt højere grad end mine jævnaldrende. Dengang, i 70erne og 80erne, slog man hen, ensomhed havde intet navn – og havde det et alligevel, sagde man det ikke højt.
Ret beset ønsker vi ensomme ikke inklusionen, fordi vi på den måde kommer til at lade vores eneste allierede, ensomheden, i stikken …For så vidt udtrykker min ensomhed en kontrolleret nedsmeltning, og kører der for mange tog til perron, går jeg tidligt i seng, lytter til vinden og mit indre ur
I dag er det anderledes. Der bliver talt ensomhed i flere og flere sammenhænge – ikke mindst takket være Mary Fonden, hvis indsats på området fortjener den største anerkendelse. Det er således fonden, der har beregnet, at omkring 100.000 danskere i alderen 30-60 år kæmper med alvorlig ensomhed. Med Kronprinsessen som spydspids har fonden da også formået at skabe nogle tilbud for voksne, der har oplevet ensomhed i længere tid.
Og her taler vi altså ikke om folk, der henslæber tilværelsen bag tykke gardiner uden sociale kompetencer eller job. Mange ensomme er netop aktive på flere planer, er en del af arbejdsmarkedet og har familie. Også jeg, der er gift, har fire børn, rejser rundt i landet og holder foredrag og er byrådsmedlem.
Det kan virke selvmodsigende. Men det kan også lyde som en kamp, jeg bliver nødt til at tage for at kunne holde det hele – eller blot det halve – ud.
Nok er det blevet mere synligt at være ensom, men ikke nødvendigvis lettere. For vi taler om en grundtilstand i sindet, der ikke lader sig påvirke af kronprinsesser og kampagner – eller en tur på bowlingbanen med vennerne. Det er misforstået, at løsningen altid er en aktivitet, og at ensomme kæmper voldsomt for at komme ud af tilstanden.
Jeg gør ikke, for dermed vil jeg klippe forbindelsen til min tilværelses eneste sikre base over. Jeg kan være i valgkamp, optræde på tv og netværke, men når det kommer til essensen foretrækker jeg mit eget selskab, hvor de sorte tanker og frygten for at miste venner kan trives. For så vidt udtrykker min ensomhed en kontrolleret nedsmeltning, og kører der for mange tog til perron, går jeg tidligt i seng, lytter til vinden og mit indre ur.
Måske jeg fejler noget. Min søn på 12 er infantil autist, og siden, vi fik hans diagnose i december 2015, har jeg tænkt, at jeg nok lider af noget af det samme. Men for så vidt er det også underordnet, for hvad er der at gøre ved det? Ikke det store
Kun i fosterstilling er jeg herre over mit liv, og det er her, under den varme dyne, at jeg lader op til hverdagens hårde slag. Det er og bliver min medicin.
Måske jeg fejler noget. Min søn på 12 er infantil autist, og siden, vi fik hans diagnose i december 2015, har jeg tænkt, at jeg nok lider af noget af det samme. Men for så vidt er det også underordnet, for hvad er der at gøre ved det? Ikke det store.
I 2012 vedtog Folketinget den såkaldte inklusionslov, der skulle gøre det lettere for børn i specialtilbud at være en del af den almindelige klasseundervisning.
På papiret en ædel tanke, men i praksis en håbløs én. Mange børn med diagnose som autister ønsker netop ikke at være en del af en større enhed, fordi de ikke kan rumme det. Konsekvensen er da også tydelig, da rekordmange diagnosebørn føler sig kørt over ende og videre ud på et sidespor.
Tilsvarende er det med os ensomme. Ret beset ønsker vi ikke inklusionen, fordi vi på den måde kommer til at lade vores eneste allierede, ensomheden, i stikken.
Det eneste, der batter, er forståelse og den åbne samtale.
For når det kommer til stykket, tror de fleste, at det er et spørgsmål om at tage sig sammen. Om at gribe dagen, muligheden og det næste tog. Det er mere komplekst, som Gare du Nord i myldretiden. Jeg ved, at jeg ikke er, som folk er flest, at noget i mig får mig til at fravælge i stedet for at vælge til.
Ensomhed er et grundvilkår, et helvede på jord. Nok kan vi drømme, men udsigten er begrænset som den vindueskarm, der forhindrer Katinka Bai i at krydse sporene.
Topillustration: PxHere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
