ENSOMHED // KRONIK – Vi har fået de tekniske muligheder for at være forbundet, men vi er blevet mere og mere isolerede fra hinanden. Vi kommunikerer konstant med nogen. Men hvad med nærværet? Noget tyder på, at vi ikke længere er formateret til den verden, som vi lever i. Eller at verden ikke længere er formateret til mennesket.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ensomhed kan have sundhedsmæssige konsekvenser, som svarer til at ryge 15 cigaretter dagligt. Men vil kampen mod ensomhed få lige så høj politisk prioritet, som kampen mod røgen fik? Spørgsmålet skal i virkeligheden lyde: Tør politikere verden over presse high tech-virksomhederne bag de sociale medier lige så meget, som de pressede tobaksindustrien? Og ikke mindst: vil der være folkelig opbakning til at begrænse de sociale medier, som er en betydelig kilde til den ensomhed, som WHO i dag kalder for et globalt sundhedsproblem?
Hannah Arendt skrev, at ensomhed angår menneskelivet som helhed. Det får mennesker til at føle sig overflødige og mangle en tryg plads i verden. Ensomhed er den smertefulde oplevelse af at være i verden, sammen med andre, men uden nogen dybere kontakt og forbindelse.
Hvad i nutidens samfund forhindrer et stigende antal mennesker i at finde denne dybere tilknytning til andre mennesker og fællesskaber? Fra begyndelsen fødes vi jo alle lige ind i armene på andre mennesker, og vi har aldrig kommunikeret mere, end vi gør i dag. Men der har heller aldrig været mere ensomhed. Det kunne lyde som begyndelsen på to helt forskellige historier, men måske hænger de sammen. At forstå den moderne ensomhed er at træde ind i dette paradoks.
En CupTogether-kaffe
Jeg sidder på min stamcafé og læser om den seneste undersøgelse af ensomhed i Danmark: ”Mange unge mænd har sjældent nogen at tale fortroligt med. Ensomheden er særligt udbredt i Region Sjælland.” Det er den region, hvor jeg selv bor, og min café ligger.
Det er en god café, jeg har fundet. Her sidder der par på dating, studerende, som laver gruppearbejde, mødregrupper med barnevogne, driftige erhvervsfolk, som råber ind i mobiltelefonen, kærestepar, som kysser, børnefamilier, som drikker kakao, venner (mest veninder), som dybde-taler om deres liv, og naturligvis alle dem, som bare hænger lidt ud eller, som jeg selv, kommer næsten dagligt for at skrive, læse og arbejde.
Personalet er en historie helt for sig selv. De ser på en, de taler til en, de spørger, de gør sig menneskeligt umage. De viser, at der stadig findes venlighed i verden. Generøst sætter de dagligt en exceptionel menneskelig varme og imødekommenhed ind på min og andre kunders eksistenskonto.
Når man bestiller sin kaffe, kan man bede om at få den serveret i en speciel kop. ”CupTogether” står der på koppen, som er dekoreret med to mennesker, som rækker ud og slynger sig om hinanden. Med en ”CupTogether” foran sig på bordet signaleres det, ”at du er åben for hyggelig samtale og gerne vil dele dit bord”, som caféen skriver i præsentationen af den kampagne, som skal bidrage til at ”bryde tabuet omkring ensomhed og være med til at bekæmpe den”.
Der er ikke nogen grund til naivitet. Min café er sat i verden for at tjene penge, ikke for at bekæmpe ensomhed og skabe fællesskaber. Men vi må tage det hele med for at få skabt flere organiserede fællesskabszoner midt i den næsten organiserede ensomhed, som er resultatet af en samfundsform, bygget op omkring de sociale medier. Det, som min café, og ikke mindst personalet understreger, er, at vi hver især kan begynde nu, i vores eget liv, ved at skabe nye relationer: Sæt dig ved mit bord, så bliver det vores bord.
Mobil- og teknofri zone
27 pct. af de 15- til 25-årige unge mænd i min region giver udtryk for ensomhed. Rundt om mig i caféen sidder der en del mennesker, men tilsyneladende ikke nogen fra lige netop den gruppe. Flere sidder alene. Det betyder naturligvis ikke, at de er ensomme. På dansk har vi jo kun et ord for ensomhed. På engelsk kan man også sige ”solitude”, hvor man vælger frivilligt at trække sig tilbage og være alene, fx for at få ro til at tænke eller arbejde i modsætning til den ufrivillige ensomhed.
Det er naturligvis ikke de sociale medier, som helt alene har skabt ensomheden. Facebook opstod fx i en periode, hvor ensomheden i forvejen var voksende. Måske var det derfor, at de sociale mediers løfte om flere kontakt- og kommunikationsmuligheder blev så tiltrækkende. Der er dog ikke nogen tvivl om, at den globale ensomhedsepidemi knytter sig tæt til den globale udbredelse af smartphones o.l.
Vi kan nemlig kun have de mest intime, dybe og meningsfulde relationer med mellem fem og 15 andre mennesker
Ensomhed er knyttet til de muligheder, vi har for at være sammen om at leve vores individuelle liv. I dag er disse muligheder først og fremmest skabt af det globale afhængighedsforhold til den teknologi, som gør de sociale medier til vores primære kommunikationsform.
Når jeg er i København, kommer jeg ofte på en anden café. Her kan man ikke få ”CupTogether-kaffe”, men til gengæld kan man komme til at sidde i en ”mobil- og teknofri zone”. Mens ensomheden ofte lever i det skjulte, er den globale afhængighedsepidemi af smartphones blevet et definerende kendetegn i billedet af vores nuværende livsform. Idéen om ”mobilfrie zoner” sætter derfor, om ikke andet, fokus på den moderne ensomheds dybeste strukturelle rødder.
Grænser for kommunikation?
Det er ikke usundt at kommunikere. Online-livet handler imidlertid primært om maksimering af antallet af forbindelser og langt mindre om kvalitet og meningsfulde relationer. Det er derfor også af betydning, at vores sociale liv sandsynligvis har en biologisk grænse. Det vil sige en grænse for, hvor mange vi overhovedet kan have en meningsfuld relation til. Denne grænse er blevet beskrevet med tallet 150, eller med ”Dunbars ciffer”, som det også kaldes.
Robin Dunbar er en engelsk psykolog, som efter historiske undersøgelser af forskellige grupper, i sammenhæng med bl.a. evolutionspsykologien, nåede frem til tallet 150, som er det maksimale antal mennesker, vi kan have en meningsfuld relation til. Tallet forekommer meget lavt i forhold til vores nuværende globaliserede liv på nettet, og så skal der endda yderligere tilføjes en meget vigtig begrænsning. Vi kan nemlig kun have de mest intime, dybe og meningsfulde relationer med mellem fem og 15 andre mennesker. Vi kan have større netværk, men udelukkende ved at gå på kompromis med relationernes forskellige kvalitet og sammenhængskraft.
Kommunikerende, men ensomme
Der er naturligvis blevet rettet kritik mod Dunbars ciffer, og selvfølgelig er der forskellige niveauer af intimitet i forskellige former for menneskelige relationer. Der er imidlertid noget intuitivt korrekt i hans generelle teori. Der er nemlig kommet en tredje faktor ind i relationen mellem mennesker, nemlig de sociale medier, som forstyrrer, afleder, afbryder, og ikke mindst dækker over manglende menneskelig dybdekontakt.
Det er det problem, som caféernes ”CupTogether-kaffe” og ”mobilfrie zoner” stiller skarpt på, selv om det måske lyder helt naivt. Det er naturligvis heller ikke løsningen, men måske alligevel en lille del af den, og i hvert fald en understregning af problemet, fordi internettet og de sociale mediers løfte om bedre menneskelig kontakt er fejlet helt fatalt.
Er mistrivslen ved at nå et niveau, hvor den skaber menneskelig lidelse i et omfang, som skader hele samfundet; eller er det fortsat blot det enkelte menneske, som bare kan holde fingrene fra tasterne?
Vi har fået de tekniske muligheder for at være forbundet, men vi er blevet mere og mere isolerede fra hinanden. Vi er blevet kommunikerende ensomme. Vi kommunikerer konstant med nogen. Men hvad med nærværet? Noget tyder på, at vi ikke længere er formateret til den verden, som vi lever i. Eller at verden ikke længere er formateret til mennesket.
Sidste år viste en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at allerede over to pct. af danskerne i aldersgruppen 16-64 år er blevet afhængige af de sociale medier. Undersøgelsen pegede også på konsekvenserne: øget risiko for ensomhed, en mindre social (fysisk) omgangskreds, depression og psykisk sårbarhed generelt. Psykiatrifonden skriver, at ensomhed ”opstår, når mennesker oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger”. På den baggrund er det ikke noget mysterium, at de sociale medier kan skabe en dyb følelse af fremmedgørelse og mistrivsel.
Ensomhedsminister?
I 2018 fik Storbritannien verdens første minister for ensomhed. I 2021 fik Japan ligeledes en minister med fokus på bekæmpelse af den støt voksende tendens til ensomhed og selvmord blandt kvinder i det japanske samfund. En minister for ensomhed vil for mange nok lyde mere dystopisk end utopisk. Men idéen peger på noget vigtigt.
En meget stor del af de løsninger på ensomhedsepidemien, som bliver lanceret i disse år, handler nemlig om, hvad det enkelte menneske kan gøre. Den amerikanske professor i digitale medier Ian Bogost siger imidlertid, at det afgørende er en direkte politisk konfrontation med de store virksomheder bag de sociale platforme. Han argumenterer fx for at lovgive i et hidtil uset omfang, som nok desværre vil bestyrke mange i, at ensomhed ikke er et politisk problem, men et individuelt. Mange vil således føle deres individuelle frihedsrettigheder krænket, ”hvis du for eksempel kun kunne poste på Facebook én gang om dagen, ugen eller måneden. Eller kun til et bestemt antal personer”, som Bogost skriver.
Set i et historisk perspektiv er det umuligt at tænke et samfund, hvor der ikke er en eller anden form for mistrivsel, fremmedgørelse, eller hvad vi nu igennem tiden har kaldt det. Det forekommer umuligt at holde samfund uden forskellige former for individuel mistrivsel, på grund af det pågældende samfunds indretning.
Det afgørende er, hvornår grænsen passeres; hvornår mistrivslen overgår gevinsten ved at leve i dette samfund? Er mistrivslen ved at nå et niveau, hvor den skaber menneskelig lidelse i et omfang, som skader hele samfundet; eller er det fortsat blot det enkelte menneske, som bare kan holde fingrene fra tasterne?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
