Corona: Min løbetur skabte et rum af frygt

i Liv & Mennesker/Sundhed af
CORONAKRISE // KLUMME – Jeg gør det stadigvæk, det både indrømmer og beklager jeg. Jeg er ikke stolt af det, det er dumt, men åbenbart så indlejret en del af mit mentale og sociale beredskab, at jeg har umanerligt svært ved at lægge det fra mig.

Det gentog sig så sent som i går. Jeg nød forårsdagens sidste solstråler under en løbetur på Amager Fælled, ad snoede labyrintiske stier og igennem et pilekrat så tæt, at det gav en flygtig illusion om vildmarksisolation. Men netop som jeg var ved at forcere en mindre forhøjning, kommer en lille purk storsmilede og stolt stolprende direkte imod mig.

Jeg smiler ned til ham og holder ind til siden på den smalle sti for at gøre plads for hans usikre ben og den barnevogn, der følger efter.

Trods den lette brise og sikre afstand skabte min dampende tilstedeværelse et usikkert, frygtfuldt rum for hende og hendes knægt. Jeg glemte for et øjeblik, at min forståelse af høflighed er fra en verden af i går

Og det er dér, at jeg dummer mig. Det er lige dér, idet jeg holder til siden, kigger ned, smiler og trækker vejret, at jeg udstiller mig selv og min manglende hensynstagen.

For bag barnevognen går en ung mor, der bestemt ikke deler min opfattelse af god etikette:

Hun sender mig et kort blik, ét af dem, der stikker, og som på et splitsekund forvandler mig til en grufuld dæmon, til et monster, der spyer ild og bringer død og ødelæggelse. Eller bare corona, og det er jo stort set det samme.

Og det værste er faktisk, at hun er i sin gode ret. Måske ikke ligefrem til at trylle mig om til et frygteligt fantasivæsen, hvilket næppe var hendes intention, men til at betvivle mine ellers gode hensigter.

For trods den lette brise og sikre afstand skabte min dampende tilstedeværelse et usikkert, frygtfuldt rum for hende og hendes knægt. Jeg glemte for et øjeblik, at min forståelse af høflighed er fra en verden af i går, fra en verden, hvor øjenkontakt var normalen, og hvor en lille hilsen ikke brændte broer.

Jeg glemte for et øjeblik, at min forståelse af høflighed var før-coroniansk og derfor ikke længere gældende praksis. I verden af i dag, er min høflighed nærmere uhøflig, til tider en forbandelse, for et smil spreder ikke længere glæde, men potentielt inficeret vira.

Det burde ikke komme bag på mig, for jeg ved jo egentlig godt, at forståelsen af høflighed afspejler samfundets sindelag.

Få ting kan ændre den kollektive forståelse af høflighed så gennemført og gennemgribende som en farlig virus, der hopper fra hånd til hånd, fra smil til smil

Høflighed har alle dage været socialt betinget, været et flydende kulturelt fænomen, der formes, størknes og remodelleres i tæt samspil med tidens – og forskellige gruppers – behov, udtryk og klassificeringer af god og meningsfuld stil og omgang med hinanden.

Og få ting kan ændre den kollektive forståelse af høflighed så gennemført og gennemgribende som en farlig virus, der hopper fra hånd til hånd, fra smil til smil.

Der er dog stadig folk, der smiler tilbage, og endda trækker vejret samtidigt, når jeg i svage øjeblikke glemmer situationens alvor. Hvor rynker formes i venlighed, hvor unge øjne ser mig, og hvor fuldskæg laver bølgende bevægelser af imødekommenhed.

Men det er måske vaner, vi alle burde forsøge at aflægge os og erstatte med de nye, gældende høflighedsregulativer om behørig afstand til alt og alle. I hvert fald indtil klogere folk end os har forkyndt, at vi kan vende tilbage til den verden, vi hæsblæsende forlod de første uger i marts.

Når klokkerne kimer, og roen sænker sig til oprydning, bliver et af de mange store spørgsmål dog nok, hvor meget af os selv og vores måde at være mennesker sammen på, vi reelt har glemt på perronen, og hvor meget vi egentlig ønsker at tage med os ind i det nye post-coronianske samfund.

Forhåbentligt kan vi finde frem til en fælles, måske ny, forståelse af høflighed, hvor afsprittede smil, gummihandskehåndtryk og indre dørspioner ikke betragtes som nødvendige, og hvor man ikke længere skaber frygt og usikkerhed, ved at give lidt plads til hinanden.

 

LÆS BRIAN TRAANTOFT RASMUSSENS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER.


Foto: Kristoffer Trolle/Flick.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Brian Traantoft Rasmussen (f. 1989) er BA i historie, BA i religionsvidenskab og Cand. soc. i Development and International Relations med specialisering i Global Refugee Studies fra Aalborg Universitet København.

Han arbejder som museumsinspektør på Nationalmuseet, men har desuden skrevet reportager om palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, kinesisk indflydelse i Vietnam, om arbejdsmigration i Filippinerne, om Marokkos besættelse af Vestsahara og om livet som Sahrawi-flygtning i Algeriet, foruden artikler om nicheområderne videnskab, religion og kultur i 1700-tallets Danmark.

Han er desuden anmelder af faglitteratur på historie-online.dk.

Seneste artikler om Liv & Mennesker