Jeg har altid troet, at jeg skulle bæres ud af DR. Det har nok været tæt på nogle gange. Der har været knald på. Nu er jeg ude, i levende live. I anledning af POVs fokus på stress ser jeg tilbage på, hvad jeg var en del af. For hvis ansvar er det, når der er for meget tryk på kedlerne?
Hvilket chefudsagn er fra det virkelige liv?
- “Det er ikke rimeligt overfor dine hårdt pressede kolleger, at du fortsat er sygemeldt med stress. Så skal de jo løbe hurtigere for at dække dig ind!”
- Du er nødt til at skrue ned og kun yde 85 procent, ellers kører du dig selv i sænk. Du skal gemme de 15 procent til en dag, hvor det virkelig kræves.”
Begge dele er sagt i det virkelige liv, af en chef med magt til at ansætte og fyre.
Det første er helt ud over kanten af, hvad der er rimeligt at sige til sygemeldte mennesker med konstateret stress. Det var gudskelov ikke mig, der fik den melding, det var en kollega. Jeg har ikke været ‘nede med stress’. Men jeg har været tæt på.
Det andet er virkelig mærkeligt at få at vide. Af en chef. Det blev sagt, da jeg vistnok osede af noget, der lignede stress.
Det vender jeg tilbage til senere.
Befriet for arbejdslivets stress
Kender du den vidunderlige tegning af menneskets aldre? Ser man tegningen, tænker man uvilkårligt: Hvor mon jeg egentlig befinder mig i den udvikling?
Jeg er helt klar over, at jeg skal hen i nærheden af slutningen på menneskets livsaldre for at finde det sted, der er relevant for mig. Grøn kjole, tror jeg.
Og det siger jeg uden sorg, uden fornægtelse. Sådan er det bare.
Er man så heldig som jeg at være i nærheden af sin 67 års fødselsdag, så er det fordi, man ikke er død inden da, og så er der tale om et menneske med en forholdsvis lang livshistorie.
Det er et menneske, der efter de fleste statistikker er på vej ud af arbejdsmarkedet.
Det er snart to år siden, jeg skiftede fra fuldtidsansat til freelancer med en enkelt opgave, og dermed fik mindre travlt. Ganske frivilligt.
Og det er et halvt år siden, jeg efter eget valg gik ud af døren i DR Byen efter over 40 års radio, tv og alt det der. Mæt af radio, glad for at kunne være fri for arbejdsgiver, personaleafdeling, lønningskontor, møder, overenskomster, præstationsræs, MUS-samtaler, vagtplaner, strukturændringer og ikke mindst travlhed. Alt hvad der ellers hører med til en moderne og spændende mediearbejdsplads.
Jeg er blevet direktør i mit eget liv! Jeg bestemmer selv farten. Det har været en vidunderlig befrielse at forlade rollen som ansat. Ikke længere være funktionæren, der skal udrette, hvad chefen siger, fordi det er her, man leder og fordeler arbejdet. Nu er det mig selv, der er chefen.
Det skal ikke misforstås. Jeg synes stadigvæk, det er interessant at følge, hvordan medierne udvikler sig, hvor vi får vores informationer fra, hvem der skal betale og teknologiens rolle i den udvikling. Jeg følger med som før, deltager temmelig aktivt på nettet, og alene det at være en af de faste bloggere her i pov.international er så langt fremme i skoen, man næsten kan komme i medieudviklingen. Det er en fest at være med til.
Men alt det andet har ændret sig! Jeg er blevet direktør i mit eget liv! Jeg bestemmer selv farten.
Det har været en vidunderlig befrielse at forlade rollen som ansat. Ikke længere være funktionæren, der skal udrette, hvad chefen siger, fordi det er her, man leder og fordeler arbejdet. Nu er det mig selv, der er chefen. Jeg siger ja og nej, som det passer mig, kan rejse væk eller holde fri uden at skulle spørge nogen. Tiden er min egen.
Og tidspunktet har vist sig at være helt rigtigt.
Jeg er ikke gået for tidligt. Bortset fra mine gode kolleger og det daglige liv på redaktionen savner jeg ingenting.
Jeg er heller ikke gået for sent. Jeg slap for rædselsscenariet, at en chef prikkede mig på skulderen og sagde: Der er lige noget, vi to må tale om! Jeg oplevede ikke, at toget kørte forbi mig, eller at jeg havde svært ved at følge med.
Heldige mig.
Skruen strammes hvert eneste år
Hvad har den enorme omvæltning fra fuldtidsansat til fritidsbegunstiget pensionist ellers betydet i mit liv?
Jeg er sikker på, at min krop igennem de sidste 30-40 år har været i en konstant anspændt tilstand. Klar til action. Der har været damp på alle maskiner, fuld fart frem og håret tilbage. Indimellem ‘ild i håret’.
Det har været sjovt, spændende, udfordrende, hårdt og krævende. Jag skulle være forberedt på lidt af hvert, der kræver hurtig reaktionsevne: angreb fra uventet hold, sære deadlines, mærkelige arbejdstider, stadigt opskruede krav om ydelse, 2 procents besparelser hvert år siden jeg var 26 år, rationaliseringer, budgetnedskæringer, ny teknologi, fyringstrusler, utilfredse chefer og sure lyttere.
Det er for mig slet ikke overraskende, at jeg de sidste 6-7 år som fuldtidsansat havde nogle forfærdelige migræneanfald. Mon ikke jeg overbelastede dele af min hjerne med det arbejde, jeg udførte? Og mon ikke jeg opbyggede et stresslignende angreb på min krop?
Som medarbejder er jeg nysgerrig efter at følge med i, hvad der sker omkring mig, vil være med til det hele, har svært ved at sidde stille og blander mig i alt muligt, der dukker op i mit liv.
Med til historien hører også, at jeg er ambitiøs og gør mig umage. DR og radioen var mit liv og fyldte utrolig meget. Spørg bare familien.
Jeg ved, at min værste fjende var mit eget ambitionsniveau. Begrebet at springe over, hvor gærdet er lavest, kendte jeg ikke. Uudtømmelig energi tilsyneladende som en duracell-kanin, indtil opgaven var løst.
Indimellem ville jeg have elsket at kunne være lidt mere ligeglad og bare sige: går den så går den. Men det kan jeg ikke. Tingene skal være i orden. Og det kræver tid. Eller rettere: den tid, det kræver, den får man sjældent tildelt, så den må man tage. Fra sin fritid! Eller fra sit overskud.
Pas på dig selv, sagde chefen
På et tidspunkt var det så, at jeg blev kaldt til en snak med chefen.
“Monica, jeg synes, du virker lidt stresset!”
“Jeg er ikke stresset!”
“Nej, men du virker stresset! Og derfor vil jeg bede dig om fra nu af kun at yde 85 procent af dit arbejde!”
“Det er jo en fuldstændig vanvittig ordre til en perfektionist som mig, at jeg skulle efterlade 15 procent af arbejdet ugjort. Jeg slog mig i tøjret, og troede ikke mine egne ører: Beder hun mig om at gøre mit arbejde dårligt? Ja, det gør hun.
“Du kan ikke fortsætte med at knokle på, som du gør! Du er nødt til at have noget i reserve, du bliver nødt til at spare de 15 procent til en dag, hvor det virkelig brænder på. Derfor siger jeg, at du skal yde 85 procent.”
Hun havde på en måde ret. Det var godt, hun fik mig til at tænke over det. Selv om jeg er rundet af en tid, hvor det var en selvfølge, at arbejdet skulle udføres 100 procent. Sådan tænker man ikke i dag fra arbejdsgiverens side. hvis budgetter skal holde, så bliver det ‘as good as it gets’. Vi lever med småfejlene og den lidt dårligere kvalitet.
“Jeg er meget taknemmelig for det chefen sagde. Jeg trængte til at forstå, at jeg skulle passe på mig selv.
“Men det er ikke godt for en stresset person, hvis det ikke bliver præciseret, hvad det så er man ikke skal udføre. Uvilkårligt forsøger man, dvs jeg, at arbejde endnu hurtigere, så jeg kan nå det hele alligevel. For hvordan vælger jeg noget ud, der ikke skal gøres?
På det seneste er der trillet en masse ti-ører på plads, og det er ganske tankevækkende for mig. Jeg er faktisk først nu ved at være ‘rask igen’
“Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det undervejs. For jobbet har været det sjoveste, mest spændende og livsbekræftende for mig. Et ønskejob. Og det element hører jeg sjældent omtalt som det adrenalinkick, det er: ærgerrigheden efter det optimale, kampen om at vinde en arbejdsopgave, være bedre end nogle kolleger, komme først med en nyhed, få projektet til at lykkes. Midt i udfordringen skænker man sjældent arbejdsmiljøreglerne en tanke. ‘Vi skal jo lige være færdige med det her!’.
Men arbejdsgivere forstår at gøre de gode præstationer til selvfølgelige hverdagsopgaver. ‘Vi ser gerne, at det her lykkes hver dag’. Til den årlige MUS-samtale kan man så opregne antallet af vellykkede projekter, føle at man er særlig sej og måske blive belønnet med 200 kr. mere i lønningsposen – om måneden!
Men hvor mange nævner i den sammenhæng, at kroppen bliver slidt, at det tærer på familielivet og at der mangler pauser, hvor man kan lade op igen?
Kun når jeg havde stået tre timer i et direkte program, tænkte jeg fra tid til anden i mit stille sind, at i dag har jeg brugt af noget, jeg ikke skulle bruge af. Med konstant musik i hovedtelefonerne og ansvar for både det tekniske og indholdet i udsendelsen: interviews, besvarelser, telefoner, nyhedstjek osv. Hjernen summer et par timer bagefter, der er lidt støj i ørerne og jeg skal bruge tid på at falde ned, før jeg kan sove. Og så fire dage i træk!
Det var ‘nemt’ for mig som eftermiddagsvært. Mine kolleger, morgenværterne, har udsendelser fire timer i træk, fire eller fem dage om ugen. Det er et sjovt job, man bliver berømt, lytterne og cheferne er glade, man er selv glad.
Men ingen spørger, om det er klogt!
Ingen medarbejder siger nej eller stiller krav.
Ingen fagforening undersøger, hvad den slags arbejde koster fysisk og mentalt.
Det er for mig slet ikke overraskende, at jeg de sidste 6-7 år som fuldtidsansat havde nogle forfærdelige migræneanfald. Mon ikke jeg overbelastede dele af min hjerne med det arbejde, jeg udførte?
Og mon ikke jeg opbyggede et stresslignende angreb på min krop?
På det seneste er der trillet en masse ti-ører på plads, og det er ganske tankevækkende for mig. Jeg er faktisk først nu ved at være ‘rask igen’
Ned i gear
De første måneder efter jeg holdt op, lavede jeg ikke en pind. Slappede af og konstaterede, at jeg var dødtræt. Kroppen trængte til at slappe af og komme ned i kadence. I løbet af et par måneder fik jeg også sovet ud. Jeg klattede dagene væk, når ikke jeg holdt foredrag eller skrev for pov.international. Foredragene er kun en gang imellem og at være blogger er dels ganske frivilligt og desuden ulønnet. Så jeg skylder ikke nogen noget. I de her seks måneder har jeg nydt, at jeg selv kunne bestemme farten.
Erkendelser
Forleden forstod jeg, hvor hårdt spændt for jeg har været. Og at det sikkert var sidste udkald for mit vedkommende. Gudskelov at jeg lyttede efter og sagde: Tak for nu, jeg stopper!
ERKENDELSE 1: Slut med det daglige pres!
Når jeg ser i min mailboks i dag, er der én måske to nye mails, måske ingen. Og de har altid karakter af noget fredsommeligt og overkommeligt.
Slut med de truende 175 ulæste mails, der kunne indeholde uoverkommelige opgaver, overskredne tidsfrister eller orientering om møder, jeg ikke nåede at komme med til.
For slet ikke at tale om alle de mails, jeg nåede at få læst og tænkte: Det skal jeg lige huske at få ordnet, for så at glemme det igen.
ERKENDELSE 2: Det er færdigt, når jeg er tilfreds.
Når jeg i dag går i gang med en opgave, stor eller lille, så er jeg selv herre over, hvornår opgaven er løst. Det er udelukkende mig, der bestemmer, hvor lang tid jeg kan bruge på at vaske op, hænge en vask op på tørresnoren, forberede et foredrag, lave mad eller skrive en tekst som denne her.
Før i tiden var jeg underlagt deadline: Kl. 15 begynder udsendelsen, og det er dig, der skal sørge for at få teknikken til at virke og indholdet sendt ud over rampen. Eller jeg var underkastet Onormer: Du får syv en halv time til at lave det program! Der er afsat to timers forberedelse til den udsendelse. Osv. Osv.
Regeringens produktivitetskrav på to procent betyder efter 10 år, at det samme personale skal løfte 22 procent flere opgaver. Der er vi i dag. Om ti år er vi oppe på, at det samme personale skal løfte 49 procent flere opgaver. Er det rimeligt? – Citat fra Facebooksiden De sygeste historier, med bidrag fra diverse sundhedsorganisationer.
Tilfredsstillelsen ved at føle, at arbejdet var fuldført, fordi min hjerne og min krop var tilfreds med resultatet, oplevede jeg stadig sjældnere. Der manglede altid lidt dit og lidt dat, for nu var tiden gået – og så kommer nattesøvnen i fare.
Man vænner sig til presset, man vænner sig også til den lille utilfredshed, for lige om lidt er det sendt. Man vænner sig til en konstant form for stress. Og det er ikke sundt!
Det pres er ude af mit liv. Og stressen efterhånden også. Men jeg har opbrugt min reserve. Der er ikke mere. Selv om jeg er i god form, “så er jeg jo heller ikke 55 mere!”, som Lis Sørensen engang sagde i mit radioprogram.
ERKENDELSE 3: Skaden er sket!
Indimellem glemmer jeg det. For nylig gabte jeg over for meget. Jeg troede, at jeg stadigvæk både kunne stå tidligt op og ordne noget om morgenen, køre halvvejs gennem landet for at optræde og hjem igen, så jeg kunne nå en premiere i Det Kgl Teater om aftenen. Jeg kunne høre kroppen råbe: Nej, nej, nej! Men jeg hørte ikke ordentligt efter. Og i dagene efter betalte jeg regningen: mega migræne, hverken vådt eller tørt i 24 timer, kun på langs under dynen og efterfølgende aflysning af et foredrag: Det er aldrig sket før, og jeg har stadig dårlig samvittighed!
Duracell-kaninen skal økonomisere med kræfterne. Så gudskelov hun selv er herre over sin tid og sine engagementer. Den var ikke gået i DR. Det er ikke foreneligt med de krav, der stilles til en fuldtidsansat mediemedarbejder – uanset alder!
Hvis man overhovedet ved, at arbejdet er fysisk belastende, så er det ikke chefen, der kommer og siger: “Tag den med ro, tag en halv fridag!” Man må selv sige til. Og hvem tør gøre det?
Om det siger POVs Thomas Milsted:
“Det er lidt utroligt, hvor vedholdende mange er, når det kommer til den holdning, der handler om, at folk da bare kan sige fra og nej, hvis de bliver behandlet dårlig eller urimeligt på deres arbejdsplads. Undskyld, det er altså en holdning, der er inficeret med en liberalistisk logik, hentet i de mest primitive strukturer i reptilhjernen. Man kan kun trygt sige fra i en ligeværdig relation. Er relationen hierarkisk, og har den, du siger fra overfor, beføjelser til at fyre dig, er den ikke ligeværdig, og muligheden for at sige fra er yderst risikabel. #stopstress”.
Topfoto: Duracellkaninen i dag – privat foto.
Vi får ikke løn her på POV. Det tager aldrig under en arbejdsdag, at sætte ord, billeder, redigering og koder sammen. Jeg bliver meget glad for støtte til det videre arbejde. Jeg ser det, smiler og synes aldrig, det er pinligt at modtage et beløb: 2424 6242
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
