FRIMÆRKER // ESSAY – Vi sender flere mails og færre breve. Derfor frygter danske frimærkesamlere, at deres elskede hobby er ved at uddø. Men engang samlede alle raske drenge på frimærker, og geografilærerne nikkede anerkendende, når plyshårede 12-årige overraskende kendte til Øvre Volta og Nyasaland. En genfødt filatelist ser tilbage.
Måske har det forbigået enkeltes opmærksomhed, men Frimærkets Dag markeres i år lørdag 19 september.
Normalt mødes danske frimærkesamlere på denne dag i idrætshaller, forsamlingshuse og gymnastiksale over hele landet for at tælle takker, studere vandmærker og beundre hinandens nyerhvervelser, men i år er de fleste arrangementer aflyst på grund af corona.
Noget tyder imidlertid på, at den store fælles passion, filatelien, også trues af en mere permanent aflysning.
På kun 10 år er antallet af breve i Danmark nemlig faldet med knap 80 procent, og i dag har mange børn aldrig set et frimærke, mens de rutinemæssigt strør om sig med emojis og smileys.
Jeg er selv en frafalden filatelist. Ovenikøbet én af de rettroende.
I 1826 dage var mit liv med pincet, lup, vandmærkesøger og taktæller.
Når jeg kan tidsfæste denne periode i mit liv med så stor præcision, skyldes det, at min altopslugende interesse for de kvadratiske, aflange og i sjældne tilfælde trekantede papirlapper opstod på min 11-års fødselsdag, da jeg af min faster fik foræret Stender’s album Hele Verden med plads til 6.100 mærker i de markerede felter.
I fem år var mit unge liv derefter dedikeret til filatelien, og alle mine lommepenge samt alle de timer, som skole og lektier efterlod mig – og det var rigtig mange, må jeg i dag indrømme – blev brugt på at vaske, tørre, sortere, bytte og indklæbe frimærker fra alverdens lande.
Passionen sluttede lige så brat, som den var begyndt.
Det skete på min 16-års fødselsdag, da jeg fik en mintgrøn knallert af mærket NSU Quickly, hvorved et vindue blev smækket op og en trækvind tog alle mærkerne, inklusive de elskede rovdyrsmotiver fra Belgisk Congo og de trekantede sportsmærker fra San Marino og stedte dem til hvile på glemslens øverste hattehylde.
Farvel til Abessinien, Britisk Somaliland og andre af mine eksotiske samlerområder. Slut med i frikvartererne at blære sig med udtryk som kilovare, postfrisk og helsag. Nu handlede det om med simple tekniske indgreb at få Quickly’en til at leve op til sit navn – 45 km/t var målet – og så ellers liggende vandret hen over styret at udforske virkeligheden uden for filateliens verden herunder specielt hende, der hed Janne og gik i parallelklassen.
Frimærkernes lærdom
Men årene bøjet over de takkede papirlapper havde ikke været spildte.
Allerede tidligt i min samlerkarriere havde jeg bemærket, at jo mere ubetydeligt et land var, desto større og mere prangende var dets postale påklædning – frimærkerne. Måske fik jeg allerede dengang en mistanke om, at det muligvis kunne forholde sig på samme måde med mennesker og deres tøjstil.
Via min hobby havde jeg også lært, at Helvetia er latin og betyder Schweiz, at Magyar Posta signalerer Ungarn og at italienerne skriver Poste Italiane på frimærker.
I skolen havde lærer Frederiksen forklaret, at tyskerne under Weimarrepublikken skulle medbringe en kuffert med pengesedler for at købe et rugbrød, en information, der i klassen blev modtaget med en vis skepsis. Men ikke hos mig; hjemme i Stender’s Tyskland Før 1945 havde jeg jo det blå Deutsches Reich 10 milliarder-mærke fra 1923.
Frimærker kan det samme som Richs-billeder og gamle polaroidfotos. Formatet er beskedent, men den nostalgiske gennemslagskraft er uendelig stor
Sammen med Anders And & Co har de takkede papirlapper nok været min mest betydningsfulde oplysningskilde i adskillige år. For eksempel lærte jeg tidligt, at det britiske imperium måtte være utroligt stort, for den unge smukke dronning Elizabeths profil sås ikke blot på mærker fra Canada, New Zealand og Australien, men også fra underlige steder som Grenada, Mauritius og Seychellerne.
Apropos den britiske dronning, så sad jeg en vintereftermiddag med min klassekammerat Ebbe på hans værelse i byens nye højhus og kiggede i ét af hans fars albums med de flotte aflange mærker fra kroningen i 1953.
”Ved du, hvad dronning Elizabeth har mellem benene?” spurgte Ebbe pludseligt men en helt ny og underlig stemme.
Jeg blev usikker og tavs. Det her havde vist ikke noget med frimærker at gøre, kunne jeg fornemme.
”En Philips-modtager,” spruttede Ebbe rød i hovedet.
Jeg kan huske, at jeg på vej hjem tænkte, at det var et underligt sted at opbevare en transistorradio, men allerede dengang havde jeg en fornemmelse af, at alting var anderledes på den anden side af Nordsøen.
For eksempel havde jeg undret mig over, at briterne, der jo som alle ved opfandt frimærket i 1840 aldrig havde skrevet landets navn på deres mærker. Der stod bare Postage. Men jeg tænkte, at det sikkert var fordi, at de var først med frimærker og ikke regnede med, at andre lande ville følge efter.
Filatelien satte mange overvejelser i gang.
For eksempel undrede det mig, hvorfor de fleste monarker og statsoverhoveder til frimærkebrug var gengivet i halv-eller helprofil set fra venstre? På et tidspunkt stod jeg teenageprætentiøst ude foran badeværelsesspejlet og betragtede indgående min profil for at finde den mest gunstige vinkel, hvis jeg en dag skulle få chancen for at udkomme på frimærke.
Ebbes far fremsatte en teori om, at diktatorer og despoter havde en særlig forkærlighed for at vise højre side af deres ansigt på frimærker. Vi undersøgte sagen grundigt, Ebbe og jeg, og vi måtte give faren ret med henvisning til min næsten komplette Adolf Hitler-serie 1941-43 (jeg manglede kun 16 pfennig blågrøn), mine tre ungarske Stalin-mærker (hvor gamle Josef var afbilledet med en olivengren og et bedstefaderligt blik) samt alle dubletterne i alverdens farver og værdier af den spanske generalisimo Franco, der med trimmet overskæg og tunge øjenlåg stirrende højrevendt og latinoselvbevidst ud på sit underkuede folk.
Ifølge mine albums havde danske monarker også fortrinsvist ladet brevskriverne se deres venstre side med Christian den 10. som den mest markante undtagelse, men der kunne ifølge lærer Frederiksen vist også sættes spørgsmålstegn ved netop denne regents demokratiske sindelag.
Først et par år senere blev jeg gjort opmærksom på, at konger, dronninger og præsidenter selvfølgelig er fotograferet fra venstre, så de placeret i konvoluttens øverste højre hjørne kigger ind på brevet.
Filatelien i krise
NSU Quickly’en kom faktisk til at køre rigtig godt, og skal jeg være ærlig, så har jeg siden min 16-års fødselsdag kun tænkt på frimærker, når jeg om aftenen stod og manglede porto til et vigtigt brev.
Mine mange albums har i et halvt århundrede befundet sig dér, hvor langt de fleste danske frimærkesamlinger er stedt til hvile, nemlig i øverste garderobeskab bag weekendtasker, badmintonketsjere og gamle rulleskøjter.
Men så skete der pludselig noget.
PostNord havde udgivet en ny serie mærker, og i et nyhedsindslag i tv bad journalisten medlemmerne af en lokal frimærkeklub, alle tyndhårede mænd af fløjlsjakkesegmentet, om at kommentere de nye frimærker og filateliens generelle fremtid.
Den så ikke lys ud, kunne jeg forstå.
Danskerne sendte ikke længere breve, og gjorde de det, så var det med en håndskrevet mobilportokode i øverste højre hjørne. Og de nye frimærker, tja, de var da rigtig flotte men alt for perfekte og glansbilledagtige og derfor temmelig uinteressante for passionerede samlere, der jo elsker fejltryk og andre uregelmæssigheder.
”Der er i dag faktisk børn, der ikke ved, hvad et frimærke er,” konstaterede formanden for frimærkeklubben med et suk så dybt som Marianer-graven, mens de andre frimærkesamlere tungsindigt nikkede samtykkende
Filatelisternes bekymring havde belæg i statistikken, fremgik det af indslaget. I 2009 lagde danskerne 985 mio. breve i postkasserne, men allerede i 2018 var tallet reduceret til 253 mio. Mails, tweets og sms’er var på vej til at gøre postbuddet tomhændet.
”Der er i dag faktisk børn, der ikke ved, hvad et frimærke er,” konstaterede formanden for frimærkeklubben med et suk så dybt som Marianer-graven, mens de andre frimærkesamlere tungsindigt nikkede samtykkende.
Jeg slukkede for fjernsynet, rejste mig fra lænestolen og gik ud i entréen, hvor jeg fandt den lille trappestige frem. Efter lidt ommøblering af et gammelt leksikon og et par gulnede årgange af Mad Magazine kunne jeg få armen ind i det øverste garderobeskab og forsigtigt lirke de gamle albums ud, ét efter ét.
Lugten af antikvarboghandel var markant, og allerede mens jeg balancerede på trappestigens øverste trin, kom jeg til at åbne et indstiksalbum. Det skulle jeg ikke have gjort. Frimærker kan det samme som Richs-billeder og gamle polaroidfotos. Formatet er beskedent, men den nostalgiske gennemslagskraft er uendelig stor.
Sådan var det også med denne serie på 1,2,3, 5 og 15 Franc fra Monaco. For engang samlede alle raske drenge samlede engang på Monaco; det var let og økonomisk overkommeligt, for den lille kasinostat skaffede sig betydelige ekstraindtægter ved at udgive en lind strøm af store, farvestrålende sports- og dyremotiver. Men lige præcis denne bryllupsserie med fyrst Rainier 3. og den amerikanske stjerneskuespiller Grace Kelly – placeret i ornamenterede ovale rammer med datoen 19. april 1956 – havde jeg dengang for mig selv; den var simpelthen for tøset efter den gængse smag på drengeværelserne, der mere gik i retning af racerbiler, rovfugle og lokomotiver.
Jeg har altid bedst kunne lide det kongeblå 3 Franc-mærke, hvis baggrundsfarve på en eller anden måde matcher Grace Kellys mørke og meget lidt bryllupsagtige blik, der synes at rumme både Alfred Hitchcock og den stejle bjergskråning, som hun 26 år senere ulykkeligvis skulle køre sin Rover P6 ud over.
Enemærker
Jeg gyste lidt og gik forsigtigt ned fra trappestigen; Memory Lane kan være en risikabel vej.
Med stablen af albums satte jeg mig derfor ved spisebordet og lagde ud med Stender’s Hele Verden. Engang turde man åbenbart operere med dette begreb; fornemmelsen af illustreret historiebog føltes overvældende. Her var således serien med Belgiens kong Baudouin (1930-1993) med det kraftigt bølgede hår og de solide Buddy Holly-hornbriller, som mere fik ham til at ligne en sirlig herrefrisør end en magtfuld regent med kolonier i Afrika. Hans dronning Fabiola syntes jeg var rigtig, rigtig pæn, og jeg kan huske, at min mor og søster tit talte om, at det var rigtig synd, at de ikke kunne få børn.
Og her var så den komplette serie af Norges kong Haakon 7. (1872-1957) med det imponerende hvalrosoverskæg og et blik så stærkt som selve grundfjeldet. Haakon var allerede i min frimærke-barndom en helt, fordi han ifølge lærer Frederiksen i 1940 havde nægtet at overgive sig til tyskerne og i stedet – vistnok delvis på ski – var flygtet til England, hvorfra han var med til at organisere den norske modstandsbevægelse. Og så havde han giftet sig med sin kusine, den britiskfødte prinsesse Maud, som jeg havde et grønt 10+5 frimærke med. Jeg var betaget af hendes lidt dystre Asta Nielsen-udseende. Og selvfølgelig navnet Maud. Det måtte min kusine og tilkomne også godt hedde, tænkte jeg dengang, men jeg havde kun to fætre, og de hed Bjarne og Flemming.
Jeg bladede videre og genså topmavede paver med foldede hænder og himmelvendte blikke fra Poste Vaticane, rygende vulkaner og springende gejsere fra Island, muntert syngende og dansende landarbejdere fra Italien, berømte og fremadskuende opdagelsesrejsende fra Portugal og lykkeligt smilende minearbejdere fra Deutsche Demokratische Republik.
Sidstnævnte serie gav mig for øvrigt en tidlig erkendelse af, at hvis et land bærer ordet demokrati i sit navn, så er netop den styreform med stor sandsynlighed totalt fraværende på de kanter.
Dengang havde skoledrenge normalt ikke deres eget værelse (og havde de, så måtte de ikke låse døren), så albums, cigarkasser, blikdåse, skotøjsæsker og hvor vi ellers opbevarede frimærkerne var vores eneste helt private ejendom… Man kan sige, at frimærker også var enemærker
Og dér sad de så på række, min filatelistiske stolthed, serien med sort sørgerand udgivet i 1934 i anledning af den tyske præsident Hindenburgs død, frimærker, som hverken Ebbe eller nogen andre kunne bytte sig til, ikke engang for den eftertragtede løve fra Tanganyika eller den trekantede flyvemaskine fra Liberia.
I dag kan jeg godt undre mig over, at en præpubertær dreng med kroppen sydende af hormoner og nyeste hits med Laurie London og Tommy Steele, alligevel aften efter aften kunne sidde og glæde sig over at have denne serie komplet.
Jeg vidste ikke rigtigt, hvem Hindenburg var. Men mærkerne var mine.
Og dengang havde skoledrenge normalt ikke deres eget værelse (og havde de, så måtte de ikke låse døren), så albums, cigarkasser, blikdåse, skotøjsæsker og hvor vi ellers opbevarede frimærkerne var vores eneste helt private ejendom. Søstre og forældre havde ingen adgang, hvad de formentlig heller ikke havde noget ønske om.
Man kan sige, at frimærker også var enemærker.
De klassiske filatelister
Eneste ulempe ved denne opbyggelig hobby var, at den så udpræget var en drengeting; jeg har aldrig kendt en pige, der samlede på frimærker, selv om jeg rigtig gerne ville. Og lige meget, hvad pigerne sagde, så var vi frimærke-nørder faktisk meget sociale. Efter skoletid gik vi med dublet-albums under armen hjem til kammerater for at bytte. Når vi var blevet trætte af det og havde beundret hinandens nyanskaffelser, spillede vi fodbold, hørte musik, læste tegneserier, snittede i pinde eller drillede mindre søskende.
Kort sagt: vi var drenge på fri fod, frimærkerne var blot vores introduktionsskrivelser til hinanden.
Pengene til at opbygge min samling fik jeg ved en budtjans i min fars forretning. Fem kroner om ugen gav jobbet, og mindst halvdelen af beløbet blev spenderet i Papirkælderen, en lille, lavloftet forretning, der foruden artikler som sangskjulere, hyldepapir og etiketter til syltekrukker også solgte frimærker. Indehaveren, en lille tavs mand i tweedjakke, stod tålmodigt og ventede, mens jeg kiggede hans indstiksalbums med mærker til henholdsvis 5, 10 og 25 øre igennem.
Når jeg pegede på et mærke, lempede han det forsigtigt med sin pincet over i en lille pergamentpose og skrev beløbet på en blok. Det kunne godt tage lang tid, men indehaveren ignorerede med stoisk ro ventende kunder, der rømmede sig mere og mere højlydt. Jeg fik aldrig selv lov til at tage frimærkerne ud. Og vi vekslede aldrig andre ord end goddag og farvel. Jeg gik ud fra, at han selv var frimærkesamler.
Mine forældre billigede selvfølgelig min hobby, for i en tid med læderjakker, anderumpefrisurer og andre opvarmningsøvelser til ungdomsoprøret, bar de gladeligt over med, at jeg mange aftner fyldte vaskekummen med kuvertafriv for siden omhyggeligt at tørre mærkerne på aviser spredt ud på badeværelsesgulvet.
Det var dengang en almindelig antagelse, at det var nerveberoligende at samle på frimærker. Den typisk frimærkesamler blev i 1960’erne afbilledet som en midaldrende mand fra den øverste del af middelklassen, der efter aftensmaden løsnede slipset, trak sig tilbage til arbejdsværelset og piberygende hengav sig til den meditative tilstand det er at sortere små kvadratiske papirstykker efter oprindelsesland.
Tys, tys, far sidder med mærkerne, lød det advarende fra køkkenet.
Måske var det også bare en måde at få fred for familien på, lidt ligesom fædre i dag flygter på racercykel iført i stramt lycratøj eller træner weekend efter weekend til en halvmaraton.
Jeg skulle huske at passe rigtig godt på samlingen, da den efter hans overbevisning engang ville blive mange penge værd og dermed være i stand til at forsøde min alderdom, som han udtrykte det
Ser man på dansk filatelis tidligste historie, er der en overvægt af højtuddannede som læger, ingeniører, jurister og officerer. De havde åbenbart et særligt behov for at slappe af efter arbejdstid.
Én af pionererne var generalmajor Fritz Hegermann-Lindencrone. Foruden en hæderkronet indsats i fægtningen ved Vejle i 1864, og en prisværdig indsats for hesteavlens fremme, opnåede han æresmedlemskab af Kjøbenhavns Philatelist Klub på grund af sin omfattende brevsamling fra Danmark, Norge, Slesvig og Holsten.
Men inden man på den baggrund dømmer frimærkesamlere ude som lettere kuldslåede embedsmænd, skal man lige tage i betragtning, at også den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og den egyptiske kong Faruk var passionerede frimærkesamlere. Det samme var for øvrigt John Lennon, hvilket måske var den indirekte årsag til, at han i 1963 insisterede på at lægge stemme til Beatles-hittet ”Please Mr. Postman”
Det skortede således ikke på rollemodeller under min fem år lange karriere som filatelist, og når min far om aftenen så mig sidde over mine dubletalbums og AFA-kataloger var det ofte med en bemærkning om, at jeg skulle huske at passe rigtig godt på samlingen, da den efter hans overbevisning engang ville blive mange penge værd og dermed være i stand til at forsøde min alderdom, som han udtrykte det.
Jorden kunne være et bedre sted
I dag er jeg glad for, at jeg supplerede med en kapitalpension.
Dødsboer sender i dag en lind strøm af frimærkesamlinger på auktioner, hvor hammerslaget ofte ikke engang rækker til et enkelt tandimplantat eller et par briller med flerstyrkeglas.
Men i 1826 dage – og det var i de vigtige formative år – var jeg en dedikeret filatelist, og i rørstrømske øjeblikke takker jeg i dag denne uddøende hobby for, at jeg siden har holdt mig fri af bandemiljøer, berigelseskriminalitet, voldsdomme og blandingsmisbrug (her tæller rødvin ikke.)
Som optakt til Frimærkets Dag 2020 udsender PostNord fem nye mærker over temaet, at vi skal opføre os ordentlig, når vi skriver til hinanden. På nettet, selvfølgelig.
Mens jeg kravlede op på trappestigen og i det øverste garderobeskab fandt en ny og lettere tilgængelig plads til mine albums bag fodbadekarret og håndvægtene, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om Jorden ikke ville være et bedre sted at mellemlande, hvis små drenge var blevet ved med at udveksle spændende frimærker fra alverdens lande i stedet for hademails og kompromitterende sexvideoer?
Frimærker har i 170 år været de firkantede tandhjul, der får Jorden til at dreje rundt og mennesker til at meddele sig til hinanden, og i 1826 dage og nætter bildte jeg mig ind, at der ville opstå orden i kaos og mening med det hele, hvis jeg blot lige sikrede mig det flotte blå 40 øres lyntogsmærke med storebæltsfærge fra 1947.
Jeg fik det til sidst, og virkningen varede faktisk i flere dage.
P.S.
Øvre Volta var fra 1958 en selvstyrende koloni i Fransk Vestafrika. I 1960 opnåede man selvstændighed og siden 1984 har navnet været Burkina Faso.
Nyasaland var indtil 1964 et britisk protektorat i det sydøstlige Afrika. I dag hedder landet Malawi.
Fotos: Carsten Ingemann.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
