UDDANNELSESREFORM // KOMMENTAR – Selvom efterskolerne umiddelbart ser ud til at være sluppet nådigt gennem uddannelsesreformen – i modsætning til de institutioner, der forsvinder efter 2030 – kan reformens langsigtede konsekvenser vise sig at blive en udfordring for skoleformen, skriver efterskoleleder Lars Luplau.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Næsten to år skulle der gå fra Reformkommissionen i maj 2023 præsenterede sine anbefalinger til reformen på uddannelsesområdet, til regeringen med undervisningsminister Mattias Tesfaye i spidsen kunne fremlægge det færdigforhandlede lovforslag.
Det blev ikke så bredt et forlig, som ministeren kunne have tænkt sig, men det blev i stedet et forlig, som i det store og hele tager afsæt i ministerens ønsker og kun i meget begrænset omfang deler lunser ud til resten af forligskredsen. Det største aftryk fra andre partier er vel Venstres, der sørgede for, at efterskolerne slap en del nådigere, end Reformkommissionen og ministeren gerne havde set.
Som en, der tjener til livets ophold på netop en efterskole, skal jeg naturligvis glædes over, at vi i denne omgang ikke fik for meget af reformivrig kærlighed at føle, men jeg skal senere vende tilbage til, hvorfor jeg også på min skoleforms vegne ser med en vis skepsis på perspektiverne.
Tesfayes plan mangler solskin i bagindgangen
Men først lidt om reformen i bredere forstand:
Jeg hørte engang fra en sociolog om Tante Sofie-doktrinen. I Thorbjørn Egners Folk og Røvere i Kardemommeby synger Tante Sofie, at hvis ”alle andre var som jeg, så gik det nok til sidst”. Sociologer har bemærket, at det ofte sker, at politiske forslag baserer sig på den præmis.
Jeg tror sagtens, at uddannelsesreformens udspring kunne være ministerens forestilling om, at unge i 2030 i hele Danmark har brug for præcis det uddannelsessystem, som Mattias Tesfaye kunne have tænkt sig, at det så ud i 1990’ernes Aarhus.
Reformens succes står og falder med, at man kan lokke eller tvinge tilstrækkelig mange på EPX, og her er det, at jeg kan blive lidt nervøs på efterskolernes vegne
Et sådant system får man åbenbart ved at nedlægge institutioner, som egentlig fungerer ganske fint, som 10. klasse og HF, der i dag løser en opgave, som man håber, men ikke med sikkerhed kan vide, at den nye EPX vil kunne løse mindst lige så godt. Og så altså søsætte EPX, som er et gymnasium for dem, som ikke passer ind på det, som vi i dag kalder gymnasiet.
Mattias Tesfaye har talt meget om, at de unge nu skal ind ad samme hovedindgang, uanset om de er til åndens, håndens eller begges arbejde. I stedet for at fokusere på hovedindgangen burde Tesfayes blik måske hellere rettes mod at blæse solskin ind ad bagindgangen på den nye ungdomsuddannelse. For med hævelsen af karakterkravet til 6 for at få adgang til STX og HHX kommer EPX alle de gode intentioner til trods til at kæmpe med at være det gymnasium, hvor man kan komme hen, hvis ikke man er klog nok til det rigtige gymnasium.
Reformens succes står og falder med, at man kan lokke eller tvinge tilstrækkelig mange på EPX, og her er det, at jeg kan blive lidt nervøs på efterskolernes vegne. For en tilstrømning til efterskolerne, som vi ser i dag, vil med faldende ungdomsårgange være en medvirkende årsag til, at der ganske enkelt ikke er unge nok til, at EPX vil kunne kalde sig en succes.
Vi skal et par årtier tilbage for at finde kimen til min skepsis. I 2003 blev der nedsat en Velfærdskommission, som den 7. december 2005 fremlagde sin slutrapport inklusive en række anbefalinger til finansiering af fremtidens velfærd. Disse anbefalinger – om blandt andet udfasning af efterlønnen, hævelse af folkepensionsalderen og forkortelse af dagpengeperioden – var ikke just noget, der strøg de store vælgergrupper med hårene. Politikere fra alle sider af Folketingssalen var derfor hurtige til at lægge afstand til anbefalingerne.
Man kan simpelthen ikke opdrive en eneste politiker fra forligspartierne, der vil bruge begrebet ”10. klasse” om det, som efterskolerne kan tilbyde efter 2030
Men trods den hurtige og bastante undsigelse af anbefalingerne kunne man i årene, der fulgte, konstatere, at samfundet stille og roligt bevægede sig i den anbefalede retning. Her 20 år efter kan konklusion kun være, at den hårde modtagelse fra politisk side nok snarere handlede om ikke at støde vælgere fra sig, end det handlede om egentlig politisk modstand mod anbefalingerne.
Advarselslamper
Om det går på samme måde med Reformkommissionens anbefalinger fra 2023, er for tidligt at sige, men hvis man som efterskolemenneske kigger efter advarselslamper, er der nogle, der lyser. Alle partier i forligskredsen vidste udmærket, at man ikke med et hug skulle indføre en reform, der umiddelbart kunne føre til lukning af en masse efterskoler. Men vejen for langsomt og i al ubemærkethed at gøre det uattraktivt at tage på efterskole efter 9. klasse er banet.
Efterskolernes eksistens er betinget af muligheden for at tilbyde noget, der svarer til den 10. klasse, som tilbydes i dag. Forsvinder den mulighed, vil rigtig mange efterskoler forsvinde med den. I reformens tekst står der eksplicit, at efterskolerne fortsat skal have lov at tilbyde et år efter 9. klasse, selvom 10. klasse nedlægges. Den advarselslampe, der lyser kraftigst, finder vi her.
Man kan simpelthen ikke opdrive en eneste politiker fra forligspartierne, der vil bruge begrebet ”10. klasse” om det, som efterskolerne kan tilbyde efter 2030. Den betegnelse undgås så konsekvent, at der kun kan ligge en tanke bag. Statstilskuddet til henholdsvis 8. og 9. klasses elever og elever i det nye ”år efter 9. klasse” er og vil også efter 2030 være en del af de årlige finanslovsforhandlinger. Jeg kan være bekymret for, at reformens retoriske nedlæggelse af 10. klasse også på efterskoler allerede nu af dele af forligskredsen er planlagt til at skulle følges op af økonomisk udsultning af ”året efter 9. klasse”. Som et håndtag, der kan drejes på, når – ikke hvis – det bliver sværere end forventet at få elever til at strømme ind på EPX.
Samtidig står vi nu i en situation, hvor det kan være svært for efterskolerne at mobilisere en modstand mod tiltag, der på sigt vil gøre livet surt for dem. Lige nu er der en bred forståelse af, at efterskolerne med forliget er sluppet ganske let. På det netop afholdte årsmøde i Efterskoleforeningen var stemningen da også mere præget af lettelse over, at der stadig er mulighed for et år efter 9. klasse, end bekymring over, at det på sigt kunne gå med Reformkommissionens anbefalinger, som det gik med Velfærdskommissionens for 20 år siden.
Efterskolerne må stå fast
Efterskoleforeningens formand har da også sørget for såvel på foreningens årsmøde som på sociale medier at takke politikerne for muligheden for at kunne tilbyde dette ”år efter 9. klasse”, og hvis man deler min skepsis og synes, det lyder som at sige ”tak for lussingen”, skal man huske, at Reformkommissionen for det første lagde op til alt mellem en kæberasler og et slag med en forhammer midt mellem øjnene, og at Tesfaye for det andet stod klar med både knojern og hammer. Der kan derfor være god mening i taknemmeligheden.
Det vigtige for efterskolerne bliver nu ikke at vende den anden kind til, for så vil det næste, de bliver bedt om, sandsynligvis være at trække bukserne ned og bøje sig forover.
Læs også Steen Becks kronik “Fra reformkaos til bæredygtige løsninger: Sådan kan Tesfaye undgå fortidens fejl”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
