
JEPPE PAA BJERGET // ESSAY – Kunsten skal helst i det moderne kunstsyn være “kritisk”, “magtkritisk” og i den forstand elitær. Men er der ens regler for billedkunst, film, musik og teater? Christian Tangø har læst teateranmeldelser og en kronik om markedsføring af den elitære kunst.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Frederik Cilius er på mange måder en af mine helte: Hans satire som Kirsten Birgit har jeg – det må jeg tilstå – grint en del af. Opera-rejsen var lidt for smal til den fælles underholdning i hjemmet, men “Orkesteret” havde absolut sine underholdende sider.
Nu er Cilius så blevet kongelig skuespiller, og det er sådan set helt fint. Jeg har som så mange andre ikke råd til at gå i Det Kgl. Teater, så de må have deres elitære-populære forestilling for sig selv. Men omtale får stykket da. Tophistorie på Politiken.dk. Hold da op. Og iøvrigt er forestillingen vist helt udsolgt.
Kunst må helst ikke være kommerciel. Kunsten skal være magtkritisk. Næsten som var den socialpropaganda
Men ikke alle er lige begejstrede. Og Cilius selv siger om anmeldernes dom:
“En ting, jeg har lært, er, at det er fuldstændigt umuligt at regne ud, hvad folk kan lide”.
Selv om jeg krummer lidt tæer over en så simpel kunstteoretisk analyse, som at “alt er bare et spørgsmål om smag”, er der en del af mig, der må give Cilius ret. Det analytisk at forsøge at regne ud, hvad der slår an i f.eks. billedkunstens verden, er en umådelig svær opgave. Muligvis er det endnu værre i teaterets og underholdningens verden.
Jeppe og de billige point
Politikens anmelder er kun ude med tre ud af seks hjerter til forestillingen:
“Frederik Cilius kæmper for sin rolle, som gjaldt det livet, men opsætningen af ’Jeppe på Bjerget’ på Gamle Scene ender med at gå efter de billige point.”
Anmeldelsen her på POV ved Ole Blegvad er lidt i samme skuffe:
“Forestillingen vil gerne holde virkelighedens spejl op for publikum og bruge Jeppe på Bjerget til at fortælle os om tidens aktuelle undertrykkelse og magtforhold – som der står i programmet.”
Men det løfte ser Ole Blegvad ikke indfriet i forestillingen. Argumentationen synes at være: Hvis noget er for populistisk, er det dårlig kunst.
Og det var på sin vis der, jeg slap i min forrige diskussion af kunstens kvaliteter. Spørgsmålet om ideologier, og først og fremmest: Kunst må helst ikke være kommerciel. Kunsten skal være magtkritisk. Næsten som var den socialpropaganda.

Men hvor går den grænse? Tilsyneladende er det helt ok, da Kim Larsen i sin tid storsolgte af sine plader. Vi ville næppe kalde Kim Larsen for “kommerciel”, med den tilhørende negative klang af, at det var noget overfladisk lort.
I en anmeldelse af den oscar-nominerede film “Pigen med nålen” siger René Fredensborg: Når en film kun sælger 35 billetter ud af en sal, der kan rumme 1200, så må det være noget elitært pis. Her kan man argumentere for, at film netop er massekommunikation, og hvis filmen er ekstremt smal, er den dårlig. Altså point til Fredensborg.
Andre regler for billedkunsten?
Men for billedkunsten gælder der måske andre regler.
Den nærliggende fordom er naturligvis, at hvis man arbejder “kommercielt” som billedkunstner, hvis man kan tjene penge på at sælge sine kunstværker, ja så kan man ikke samtidigt også være en “dyb” og samfundskritisk kunstner. Man aner her det ideologiske arvegods fra den socialt engagerede kunst, der fremfor alt skal være kritisk overfor det kapitalistiske system.
Men vent et øjeblik. For er der ikke også en anden side af denne “fordom”, der faktisk indeholder noget rigtigt? Er der ikke et alment kvalitetsbegreb, der går ud på, at hvis noget virkeligt kun er “fremstillet med profit for øje” (som det hedder på marxistisk sprogbrug) så er det ofte noget lort?
Er f.eks. Politikens historie om supermarkedernes skruppelløse placering af underlødige forarbejdede “snack”, der knapt fortjener betegnelsen fødevarer, ikke netop rigtig?
Jeg har prøvet på egen krop, at hvis man lige i en periode faktisk kan sælge sine malerier, så bliver man straks – i al fald af mange – på en eller anden måde set ned på
Og altså tilsvarende: Hvis kulturelle produkter kun er fremstillet med for at “behage” eller tilfredsstille et lavere “begær”, ja diskvalificerer de så ikke sig selv som “kunstnerisk udsagn”? Er det ikke rigtigt, at det yderst svært at se filmene på “Pornhub” som “kunstneriske skuespil-præstationer”? Netop fordi det “lavere begær” synes at spænde ben for noget, der har med kunst at gøre?
Er det ikke også rigtigt, at man ved selvsyn kan konstatere, at markedet nærmest svømmer over i temmeligt dårlige og netop ukritisk jubel-optimistiske malerier, en slags husmoder-kunst, der bare lalleglad hylder det tankeløse?
Mangler kunsten markedsføring?
I en anden af ugens meningsprotokoller har PR-kongen Christian Have fra reklamebureauet Have en kronik på Altinget. Den handler om, at vi skal have mere for de penge, vi investerer i kunstuddannelserne. Og at det, der mangler, er MARKEDSFØRING og BRANDING.
Læs: Kunstnerne er for dårlige til at skabe reklame for sig selv. Måske ikke overraskende som synspunkt, når nu Have selv er direktør for et reklamebureau.

Men hvad er det med de penge og billedkunsten?
Er det rigtigt, som Have påstår, at der mangler markedsføring? Kan markedsføring overhovedet bruges, uden at man derved kommer til at stemple kunstneren som “kommerciel”?
Jeg har prøvet på egen krop, at hvis man lige i en periode faktisk kan sælge sine malerier, så bliver man straks – i al fald af mange – på en eller anden måde set ned på. Christian Mange-penge kaldte en kunstner mig på et tidspunkt, da min “pop-kunst-fabrik” faktisk spillede en smule guld ind.
Men hvad Have også synes at overse, er det helt grundlæggende problem, at det er svært at markedsføre unika-produkter. Markedsføring og reklame er netop noget, der hænger sammen med masseproduktion og breddeappeal. Og samtidigt er der hele tiden den lurende “kritiske stemme”, der stempler lidt for markedsorienterede kunstner som “kommercielle”.
Måske problemet ligger et helt andet sted, nemlig i forbrugernes valg af og viden om billedkunst
Man kunne nævne Artpusher, Poul Pava og Hornsleth som kunstnere, der ofte netop får den beskyldning hæftet på sig. Det hænger blandt andet sammen med, at de her nævnte kunstnere alle har det tilfælles, at de sideløbende med deres produktion af originaler, har benyttet sig af reproduktionsteknikker, der har muliggjort et salg til det, vi kan kalde for almindeligt, dødelige mennesker.
Problemet er jo netop, at den seriøst arbejdende kunstner ofte producerer få værker, der derfor er nødt til at være rimeligt dyre, hvis økonomien skal hænge sammen. Samtidigt klipper gallerierne som bekendt 50 pct. af prisen. Netop de tre nævnte kunstnere har i vid udstrækning SELV ageret gallerister, og dermed har det faktisk været muligt, at bruge Have’s forslag om “markedsføring”.
Men denne “løsning” er næppe gyldig for ret mange. Den “elite” som Have henviser til, er snarere afhængig af, at der både eksisterer støtte-ordninger for billedkunst og gallerier, der kan præsentere og garantere for kunsten.
Måske problemet ligger et helt andet sted, nemlig i forbrugernes valg af og viden om billedkunst. Hvis det, der udbydes til salg af malerier og reproduktioner i f.eks. “Idé-møbler” og “Ikea” er kendetegnende for forbugernes smag og valg, er der lang vej igen.
Her hersker for alvor den dårlige smag, dvs. dekoration, der kun minder om egentlig kunst. Man skulle tro, at det var en joke, men der findes faktisk et firma, der leverer “ægte” kunst til diverse møbel-huse: “Maleri-fabrikken” hedder firmaet. Herren være de stakkels lærred-smørere nådige.
Men problemet er igen, at det er svært at se forskel. Man er nødt til at vide lidt mere om kunstneren, og man kan netop ikke forlade sig på en umiddelbar smagsdom, kan man hævde. Og så er det ikke markedsføring, men kunstforståelse hos masserne det handler om.
Man kunne også sige: Alle undersøgelser peger på, at Danmark er det dyreste land i verden at leve i. Men vi hænger stadigt for mange plakater og masseproducerede kunstværker på væggene.
Følg Christian Tangø her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her