Hverdagsdansk: Er lighedstanken et selvbedrag?

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – For at lighedstanken kan fungere i Danmark, er vi nødt til at lade, som om hierarkiet ikke eksisterer, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas. Hun undersøger forholdet mellem idealet om lighed og hierarki i verdens mest lige samfund.

Forleden cyklede jeg forbi en reklamestander med ordene: I ”danmark” er alle tænder lige. Sikke et fantastisk ordspil på økonomisk støtte fra sygesikringen til at få rettet tænder og så lighedstanken, der er en af de stærkeste samfundsværdier i vores land.

Denne reklame virker så fint. Men selvfølgelig kun i Danmark, hvor det er selvindlysende, at alle bør være lige. Ikke fordi alle er lige i virkeligheden. Sådan hænger verden desværre ikke sammen. Men vi hylder idealet om, at alle bør være det.

Lighedstanken disharmonerer med hierarki og ledelse

Sagen er bare, at lighedstanken ikke harmonerer ret godt med ord som ledelse og hierarki. Hierarkiets overordnede formål er jo netop at rangordne mennesker i forhold til hinanden. Det er nødvendigt for at træffe beslutninger og føre idéer ud i livet. Nogen skal lede, og nogen skal følge.

Hvis det skal fungere i et lighedssøgende samfund, skal hierarkiet være subtilt og underforstået. Vi er med andre ord nødt til at lade, som om hierarkiet ikke er der. Ellers kan vi ikke opretholde illusionen om, at alle er lige.

Vi lader jo, som om der ikke er forskel på folk, mens vi samtidig hylder det ekstraordinære.

Derfor fortæller vi os selv og hinanden, at det ikke nødvendigvis er finere eller bedre at være højere oppe i hierarkiet end andre. Samtidig lønner vi folk efter ansvar og kvalifikationer. Og disse to er netop udslagsgivende for, hvor du befinder dig i hierarkiet.

Betyder det så ikke, at vi gør os skyldige i et selvbedrag? Vi lader jo, som om der ikke er forskel på folk, mens vi samtidig hylder det ekstraordinære.

Respekten skal gå begge veje

Lighedstanken slog igennem i 60’erne og 70’erne med ungdomsoprøret og kvindekampen. Før da havde vi i Danmark et langt stejlere samfundshierarki. Dengang var det ikke sjovt at høre til blandt samfundets svageste. Det var heller ikke sjovt at være i bunden af hierarkiet.

Den populære tv-serie Matador foregår i 1930’erne og 1940’erne og viser talrige eksempler på, hvor ubehageligt det kunne være at være nødt til at indordne sig i hierarkiet. Eller at ”kende sin plads”, som kokkepigen Laura ville formulere det. Det sker overalt i det lille fiktive samfund. Lige fra Arnold, der ydmyges af Hr. Schwann i Damernes Magasin, til Mads Skjern, der bruger sin position til at gennemføre korrupte grundkøb.

Vi ser også et godt eksempel på, hvordan respekten bør gå begge veje i hierarkiet. Den sympatiske bankdirektør Varnæs og den lige så sympatiske bogholder Stein har en upåklagelig arbejdsrelation. I deres relation er hierarkiet måske det, der definerer deres indbyrdes forhold allermest.

Stein ”kender sin plads”, men Varnæs taler ikke ned til ham af den grund. Varnæs behandler sin bogholder med stor respekt på grund af hans faglighed som bogholder og tiltalende gemyt.

På den måde er deres indbyrdes hierarkiske relation egentlig ikke svarende til det tidsbillede, tv-serien prøver at tegne. Det er derimod tidstypisk for den tid, hvor serien blev skabt (i slutningen af 1970’erne) og frem til i dag.

Lighedstanken maskerer hierarkiet

Vi nyder relationen mellem Varnæs og Stein, fordi hierarkiet er subtilt og underforstået. Det er netop sådan, vi kan lide det. De to karakterer er det perfekte eksempel på, at hierarkiet bliver pakket ind i lighedstanken og dermed gjort spiseligt.

Spørgsmålet er nu, om vi er bevidste om, at det hænger sådan sammen? Eller om vi hellere vil fortælle historien om, at vi alle er lige i Danmak?


Læs også:

Hverdagsdansk: Lighedens pris – er Danmark blevet for lige?


Foto: skribenten.

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned for en tid i Brabrand med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Mette blogger om kulturmødet i hverdagen på www.kulturspejlet.dk, hvor du også kan melde dig på hendes nyhedsbrev og lytte til første kapitel af bogen Kulturspejlet læst højt af forfatteren.

Med klummeserien Hverdagsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.