Henrik Dahls uskønne karaktermord på sin tidligere partileder

af i Debat/Politik & Samfund

KOMMENTAR // DANSK POLITIK – Henrik Dahls frontalangreb på Anders Samuelsen peger tilbage på afsenderen. “Hvis det billede af betændte relationer, som Dahl tegner, havde noget på sig, kan intet retfærdiggøre hans egen lange venten og hans medløberi i alle de år. Han skulle have henvendt sig til sine vælgere langt tidligere. At vente til dagen efter det katastrofale valg for først at åbne munden, når Cæsar ligger badet i sit eget blod på senatets gulv, er kun udtryk for én ting: den dybeste illoyalitet og politiske opportunisme.”

Henrik Dahls frontalangreb på Anders Samuelsen, der udspillede sig dagen efter Liberal Alliance blev vurderet af vælgerne og fundet for let, var uden sammenligning en af de mest uskønne begivenheder i efterspillet ovenpå folketingsvalget.

Som bekendt gik Dahl ud og meddelte, at Samuelsens nepotisme og magtfuldkommenhed havde ødelagt partiet, som man nærmest måtte skamme sig over at være medlem af – “”tåbeligt” og “pinligt” var blot nogle af ordene i karakteristikken. Samuelsen måtte derfor tage konsekvensen og gå af, meddelte Dahl.

Han fortalte samtidig offentligheden, at han allerede i 2017 havde sendt en mail til partiets ledelse med sine kritikpunkter, men at partiledelsen ganske havde ignoreret hans mail. Han blev ihvertfald mødt med tavshed, måtte man forstå.

Man kan kun gætte på, hvad der motiverer Henrik Dahl til en sådan handling? Frustration, raseri, såret forfængelighed, akkumuleret had, eller et sammensurium af det hele?

Men at man har sendt en mail med noget kritik, kan næppe frakende Henrik Dahl et politisk medansvar for, hvad der er foregået i det parti, han selv har siddet i Folketinget for i den forgangne valgperiode.

For det første er Henrik Dahl en politisk veteran. Han har bl.a. været aktiv i kredsen omkring Socialdemokratiet og SF i sine unge dage. For det andet har han i årevis fungeret som politisk analytiker (og har ikke just sat sit eget lys under en skæppe – tværtom har han ofte fremhævet sit eget lysende intellekt i sammenligning med andre, mere jævne eksistenser).

Og som det stod klart af ordvalget, begrænsede Dahls kritik sig heller ikke til det politiske. Han rettede i ligeså høj grad skytset mod Anders Samuelsen som person.

Man kan kun gætte på, hvad der motiverer Henrik Dahl til en sådan handling? Frustration, raseri, såret forfængelighed, akkumuleret had, eller en sammensurium af det hele?

En ting er sikker: det kan umuligt være spontant, et resultat af et uimodståeligt øjebliks nedslag, båret af en trang til politisk bekendelse.

Dertil er Dahl som nævnt både alt for trænet i politik – alt for mange partier og politiske ideologier har han lagt bag sig. Tillige kender han alt for godt magtens spil. Hans træk ser i særklasse kalkuleret ud. Meningsmålingerne viste også i længere tid, hvilken vej vinden blæste, og hvilke muligheder, der ville være tilbage, når resultaterne lå klar.

Dahl ønskede snarere at opnå et konkret politisk mål. Men hvilket?

Med sit ubønhørlige angreb på den knuste ledelse indsætter Dahl sig selv som kongemager, der kan bestemme, hvem der bliver partiets nye leder

Det mest nærliggende umiddelbare svar er, at han gør såvel Judas som Pontius Pilatus kunsten efter: han vasker hænder og fralægger sig ansvaret for den svingende lussing, partiet har kasseret og han forråder samtidig den stifter af partiet, der gav Dahl selv chancen som politiker.

Med denne dobbelte manøvre overtager han initiativet og gør det umuligt for resterne af den tidligere ledelse at kontrollere processen med at genopbygge partiet fra bunden.

Med sin politiske næse er han også klar over, at han aldrig selv kan blive partiets leder. For Dahl er så langt fra en samlende figur for det parti, der ligger i ruiner. En ny leder, der ikke udstråler ro, overskud og evne til at samle resterne op og heale sårene, er den rene skarntydesaft.

Derfor er målet et andet.

Angreb er det bedste forsvar siges det ofte. Og med sit ubønhørlige angreb på den knuste ledelse indsætter han sig selv som kongemager, der kan bestemme, hvem der bliver partiets nye leder. Der er kun fire tilbage i Folketingsgruppen og den nye leder vil være afhængig af stor velvilje fra de andre tre. Simon Emil Ammitzbøll-Bille er som en del af den gamle tandem med Samuelsen  på tålt ophold i Folketingsgruppen, mens Henrik Dahl omvendt vil være tilsvarende centralt placeret i denne sammenhæng.

For at nå det mål er kniven i ryggen på Samuelsen en overkommelig pris for at nå i land.

En medløber er en opportunist, en principløs forræderisk person, der altid er klar til at stikke kniven ind i ryggen på modparten

Kønt ser det imidlertid ikke ud. Et oldgammelt æreskodeks tilskriver netop, at man ikke skal slå på modstanderen, når vedkommende ligger ned.

Den talemåde kender den belæste forfatter og selvudråbte intellektuelle Dahl naturligvis godt. Så hvad er grunden til, at han alligevel ikke tøvede med at slå på Samuelsen, når denne netop ligger ned?

I den romerske historie har Idus Martiae (den 15. dag i måneden marts ) en særlig betydning. Det var dagen, hvor Julius Cæsar blev myrdet i et attentat anført af brødrene Decimus Junius Brutus, Marcus Junius Brutus og Gaius Cassius Longinus. Som bekendt betragtede Cæsar Brutus som sin søn, men siden mordet på ham ved vi, at politik ingen forældre har.
Brutus og Cassius var magtens medløbere, ligesom så mange andre blev det gennem  historien.

En medløber er en opportunist, en principløs forræderisk person, der altid er klar til at stikke kniven ind i ryggen på modparten.

Og her finder vi nok årsagen til, at Henrik Dahl efter eget udsagn holdt munden lukket og ikke udtrykte sin påståede voldsomme misbilligelse med et eneste ord i så lang tid.

Man kan tale om loyalitet overfor partiet eller overfor partimedlemmerne, men hvornår forvandles loyaliteten over for partiet og medlemmerne til medløberi? Har han netop ikke selv ført partimedlemmerne bag lyset med sin tavshed?

Har han ikke fået partimedlemmerne til at engagere sig i et foretagende, som ifølge ham selv var nepotistisk, indspist og fikseret på Samuelsens person, venner og familie?

Partiet ignorerede Dahls mail for 2 år siden, lød det. Javel. Burde Henrik Dahl så ikke have henvendt sig til vælgerne med sin kritik som en anden politisk whistleblower?

Har han ikke med al sin analytiske kraft selv forsvaret den uforsvarlige politik og formuleret rosende ord om Thyra Frank og Mette Bock, som han åbenbart kun har haft foragt for?

Partiet ignorerede Dahls mail for 2 år siden, lød det. Javel.

Burde Henrik Dahl så ikke have henvendt sig til vælgerne med sin kritik som en anden politisk whistleblower?

Hans kritik hører selvsagt ikke hjemme i småtingsafdelingen. Tværtimod er den personrettet og voldsom. Og hvis det, Dahl siger, er sandt, er Liberal Alliance slet ikke liberalt men feudalt. Med andre ord er der ingen alliance men blot underdanighed i forsøget på at behage magten.

I Dahls karakteristik minder LA mere om et parti i Pakistan, hvor en familie eller et klan ejer partiet end et, der hører hjemme i Danmark anno 2019.

Her må man stille sig selv et spørgsmål: Hvordan har de ellers meget selvbevidste og udfarende partimedlemmer kunne finde sig i det?

For Henrik Dahls grundlæggende kritik hudfletter både partiets politik, organisering og centrale aktører. Han sammenligner Liberal Alliance med et familieforetagende med én magtfuld person og vedkommendes familie og venner i centrum. Han udnævner ligefrem Kejser Nero og dennes hest til Senator til at fremme forståelsen for sagen (i øvrigt, til din information, Henrik Dahl, var det nu ikke kejser Nero, men Caligula, der efter sigende havde planlagt at udnævne sin hest “Incitatus” til konsul.)

Henrik Dahl tilhører – i lige så høj grad som Samuelsen – fortiden

Alle Dahls sammenligninger peger imidlertid tilbage på ham selv. For det billede af betændte relationer, som han tegner med sin bombastiske udmelding, tilsiger, at intet kan retfærdiggøre hans egen lange venten og hans medløberi i alle de år.

I en sådan situation burde en forstandig person med dømmekraften i behold efter sit forgæves forsøg på at tale partiledelsen til fornuft, henvende sig til sine vælgere. I følge grundloven er et medlem af Folketinget kun forpligtet af sin samvittighed og af landets love. Henrik Dahl var derfor et frit menneske i ordets egentlige forstand.

Når han omvendt venter til dagen efter det katastrofale valg for først at åbne munden, når Cæsar ligger badet i sit eget blod på senatets gulv – for nu at blive i den Dalhske metaforiske verden – så er det kun udtryk for én ting: den dybeste illoyalitet og politiske opportunisme. Henrik Dahl tilhører med sin optræden fortiden i lige så høj grad, som Samuelsen gør det.


Topillustration: Anders Samuelsenog Henrik Dahl, Steen Brogaard www.ft.dk.

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra