GEOPOLITIK // ESSAY – Fra kampen om Grønland og magten i Arktis til Ruslands angrebskrig i Ukraine og præsident Donald Trumps erklæring om, at USA skal dominere den vestlige hemisfære: Den internationale orden er i opbrud. Vi ser ind i en mere uforudsigelig og pluralistisk verden, hvor opkomsten af nye magtcentre har øget kompleksiteten i det internationale system, skriver Frederik Thomsen.
Ved starten af 2026 befinder vi os i en verden, hvor den regelbaserede orden er stærkt svækket, idet magt, afskrækkelse og nationale interesser prioriteres over folkeret og multilaterale løsninger, når vitale sikkerhedsinteresser vurderes at være på spil.
Det er en verden, der er mere ”realistisk” end ”idealistisk” i sin grundlæggende struktur, og som snarere stabiliseres via kalkuleret magtudøvelse end gennem fælles idealer. Dens multicivilisatoriske karakter udfordrer desuden idéen om en fælles normativ ramme for verdenspolitikken, som i stedet udfoldes inden for en global struktur, hvor forskellige kulturelt afgrænsede værdifællesskaber sameksisterer og brydes.
I sådan en verden efterlades de, der endnu ønsker en international orden baseret på idealismens principper med en kompliceret opgave, hvor realismens kyniske analyse skal forenes med liberalismens normative ambitioner og tiltro til menneskets anlæg for rationalitet og samarbejde.
For at lykkes hermed samt forstå tidens geopolitiske opbrud må man nødvendigvis anlægge et nøgternt og historisk perspektiverende blik på samtidens globale udviklingstendenser.
Wilson, Kant og efterkrigstidens liberale verdensorden
Ved udgangen af 1. verdenskrig gav den amerikanske præsident Woodrow Wilson en tale til Kongressen, hvori han fremlagde 14 principper, der skulle danne grundlag for fredsforhandlingerne efter krigen. Ifølge Wilson skulle den kommende fred sikres gennem udbredelsen af demokrati, åbent diplomati og fælles regler og standarder.
Den visionære statsmand plæderede desuden for opretholdelsen af et institutionelt forbund (Folkeforbundet) med fokus på fredelig konfliktløsning, hvorfor hans vision for den nye verdensorden var baseret på et fundament af demokrati, internationale institutioner og retlige normer.
Selvom Wilsons idéer tabte under fredsforhandlingerne i Versailles, da de europæiske magter prioriterede sikkerhed og hævn over Wilsons idealisme, blev hans liberale tanker institutionaliseret i en ny og amerikansk ledet orden
Hensigten var, at fortidens organiserede rivalisering skulle udskiftes med globalt samvirke: Internationalt samarbejde skulle erstatte magtbalancer og ligevægt imellem konkurrerende interesser. Magtpolitik blev set som en jungle, der skulle tæmmes og værdier og moral skulle indtage en styrende rolle i international politik.
Ud af disse visionære principper opstod en doktrin, der ofte omtales som wilsoniansk idealisme.
Men selvom Wilson ofte forbindes med denne tænkning, kan den spores helt tilbage til den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant og hans skrift Den evige fred, hvori Kant argumenterer for et fredeligt forbund af republikanske stater underlagt et sæt kosmopolitiske loves herredømme. Et værk, der sammen med Adam Smiths Nationernes velstand var den europæiske oplysnings store opdrag til verdenssamfundet.
Og selvom Wilsons idéer tabte under fredsforhandlingerne i Versailles, da de europæiske magter prioriterede sikkerhed og hævn over Wilsons idealisme, blev hans liberale tanker institutionaliseret i en ny og amerikansk ledet orden i årene efter 1945. En transatlantisk orden, som skulle inddæmme verdens anarkistiske natur gennem et omfattende netværk af internationale juridiske og organisatoriske strukturer.
Denne efterkrigstidsorden, som blev yderligere konsolideret ved Sovjetunionens sammenbrud og Warszawa-pagtens opløsning, byggede på nogle underliggende antagelser, idet både Kant og Wilson anså mennesket som tilbøjeligt til fredelige kompromisser og sund fornuft.
Den regelbaserede orden kan nok overleve en vis grad af hykleri, men ikke rendyrket nihilisme
Frem for at være drevet af egeninteresse eller magtbegær betragtede de mennesket som rationelt, hvilket gjorde konflikter til et styringsproblem afkoblet menneskets natur. Historien blev desuden betragtet som en lineær march mod stadig større fremskridt – et kernelement i den liberale idétradition, som ligeledes kom til udtryk efter Den Kolde Krigs afslutning.
Her udråbte den amerikanske politolog Francis Fukuyama det liberales demokratis intellektuelle sejr og optegnede en langsigtet udviklingshistorie vedrørende menneskets normative forståelse af den ”retfærdige” politiske orden og dens institutioner.
For enden af historiens universelle udviklingsmønster identificerede Fukuyama således en verdensomspændende konsensus omkring markedsøkonomien og den demokratiske retsstats legitimitet.
Bristede forhåbninger
Denne forestilling om det liberale demokratis uafvendelige fremmarch var en plausibel forhåbning i perioden efter murens fald, da verden ikke længere var binært opdelt i to rivaliserende blokke og politisk-økonomiske indflydelsessfærer domineret af hver deres atomare supermagt.
Men i stedet for at fremme en fredfyldt og postideologisk æra har det seneste årti nedbrudt den liberale verdensorden til fordel for en mere ”naturlig” tilstand, hvor nationernes plads i verden bestemmes af økonomi, militær styrke og national sammenhængskraft.
Junglen gror tilbage
Opbruddet i den liberale efterkrigstidsorden blev kun tydeligere ved Trump-administrationens nylige militæraktion i Venezuela, hvor USA, uden en forudgående FN-bemyndigelse, afsatte landets præsident, hvis Chavista-regime tjente som Kina og Ruslands fremskudte brohoved i den amerikanske ”interessesfære”.
I det lys markerede aktionen kulminationen på en udvikling, hvor stormagter igen tænker i rå magt og neoimperialistiske indflydelsessfærer. Aktionen befæstede derfor også det ”normative” Vestens sammenbrud og bidrog til at underminere den regelbaserede verdensorden, som USA har været selvbestaltet bannerfører for siden 1945.
Og selvom der ikke er noget nyt i sidstnævnte, da stormagter før har underløbet FN-pagtens bestemmelser, er det sigende, at Trump-administrationen end ikke forsøgte at besmykke aktionen og det efterfølgende kanonbådsdiplomati med idealistisk FN-retorik eller neokonservative proklamationer om den demokratiske retsstats udbredelse. Den regelbaserede orden kan nok overleve en vis grad af hykleri, men ikke rendyrket nihilisme.
Modvægten vokser
Derudover har den såkaldte Krink-alliance – Kina, Rusland, Iran og Nordkorea – længe søgt at omstyrte den vestligt sanktionerede verdensordens værdipolitiske dogmer. Nye mellemstore magter og ikke-vestlige vækstøkonomier ønsker desuden at omdefinere deres plads i verden, og flere er søgt ind i det løst funderede BRIKS-samarbejde, der – trods interne interessemodsætninger – udgør en handlekraftig modvægt til Vestens globale indflydelse og liberale globaliseringsevangelium.
Ovenstående markerer selvsagt en strukturel udfordring for den globale orden.
Forskydningen i den internationale magtbalance medfører desuden et øget konfliktpotentiale. En klassisk problemstilling, der allerede blev påpeget af den oldgræske historiker Thukydid i hans berømte analyse af krigen mellem Athen og Sparta, som netop blev muliggjort af Athens stigende magt samt Spartas frygt herfor.
Det liberale hovmods pris
Set fra et europæisk perspektiv har den liberale tilgang til international politik indimellem da også været et både naivt og fejlbehæftet politisk kompas at navigere efter. Den politiske teori er blevet til en værdiladet norm, til hvilken den empiriske verden skulle tilpasses snarere end omvendt.
Den liberale tro på markedets demokratiserende indflydelse og den gensidige afhængigheds civiliserende og tolerancefremmende kraft gjorde på sin vis Europa blind over for en række storpolitiske udviklingstendenser. Et Europa, som på baggrund af den liberale ideologis utidssvarende geopolitiske præmisser blev afhængig af energi fra Rusland, kritiske råstoffer fra Kina og sikkerhedsgarantier fra USA.
Det tragiske verdenssyn
For at begribe og handle i den nye verdensorden kan det derfor være relevant at supplere Wilsons idealisme med et korrigerende blik, der kredser om staters sikkerhedsproblemer i et globalt anarki, hvor international politik er historien om ordener, der kontinuerligt vokser frem og bryder sammen.
For længe før Kant nedfældede sine tanker, tjente Niccolò Machiavelli som embedsmand i renæssancens florentinske bystat, der var præget af både krigstrusler og interne fraktionskampe. Konkret var Machiavelli ansvarlig for republikkens udenrigspolitiske anliggender, hvilket dannede grundlag for hans erfaringsbaserede tanker om den internationale politiks grundlæggende præmisser.
For ham var international politik et konkurrencepræget magtspil styret af begær og andre lidet flatterende urinstinkter, hvorfor historien blot er en serie af forskellige begivenheder drevet frem af de samme grundlæggende magtrelationer og menneskelige drifter. Historien indeholder således ikke noget iboende formål, som driver mennesket frem mod virkeliggørelsen af dets rationelle natur – en tanke, som ville have rystet Kant.
Magt over moral
I dette lys kan Machiavelli betragtes som en åndelig fader til den udenrigspolitiske doktrin ”realisme”.
Det er en doktrin, der hævder magten og interessernes forrang i analysen af internationale relationer, og som kredser om staters overlevelse i et anarkisk system, hvor sammenstød mellem forskellige definitioner af egeninteresse udgør et tragisk grundvilkår. Udfaldet determineres af staternes relative magtforhold, hvorfor realismen afviser tanken om, at magtpolitik kan elimineres til fordel for en global harmoni baseret på en moralsk, institutionel og rationel administration af staternes samkvem.
Institutioner afspejler magtforhold, de erstatter dem ikke, og kun magtbalancer kan bryde den cyklus af konflikt, som realisterne typisk henfører til menneskets grundlæggende natur.
Huntington forudså derfor også tidligt, hvordan Kinas opstigen ville føre til en kulturel og magtpolitisk rivalisering
I dag, hvor stormagtrivalisering og sikkerhedsdilemmaer atter indtager den storpolitiske scene, kan realismens blik for den geopolitiske virkeligheds kyniske konfliktfelt være et relevant korrektiv til de seneste årtiers liberale idealisme. Konkret kan realismen fx kaste lys over spændingerne i Det Sydkinesiske Hav, Ukraine-krigens sikkerhedspolitiske dimensioner samt kampen om kritiske mineraler og kontrollen med nye sejlruter i Arktis.
Fælles for disse geografisk adskilte konflikter er, at de alle er fronter i en global magtkamp om regional indflydelse, kritiske ressourcer og national sikkerhed.
En verden af civilisationer
Verden er dog ikke blot multipolær, men også multicivilisatorisk. For frem for at konvergere i retning af et fælles og før-kulturelt politisk system synes den nye verdensorden snarere at lade sig fortolke i forlængelse af den amerikanske politolog Samuel Huntingtons bog om civilisationernes sammenstød. Et værk, hvori Huntington forskød den kolde krigs ideologiske frontlinje til brudfladerne mellem en række transnationale civilisationers kulturelle skillelinjer.
Huntingtons civilisationsparadigme deler den klassiske realismes grundantagelser, men flytter fokus fra fx økonomi og militær styrke til dybereliggende kulturelle identifikationer, da religion og civilisatorisk identitet øver stærk indflydelse på staters fortolkning af deres respektive interesser.
Huntington forudså derfor også tidligt, hvordan Kinas opstigen ville føre til en kulturel og magtpolitisk rivalisering mellem Vesten og den siniske (kinesiske) civilisation. I dag kan hans teori desuden forklare, hvorfor globaliseringen ikke nedbrød klodens kulturelle blokke til fordel for en harmonisk orden styret efter den vestlige verdens ”universalistiske” antagelser.
Kulturel oprustning
Forestillingen om den globale landsbys harmoniske sameksistens har i forlængelse heraf altid været baseret på en underliggende idé om, at verden ville blive formet efter den vestlige verdensopfattelses liberale grundsætninger.
Men i takt med, at magtfuldkommenheden og selvtilliden vokser i ikke-vestlige samfund, genbekræfter ikke-vestlige stater i stigende grad deres særegne kulturelle identitet, hvilket har udfordret forestillingen om, at den liberale modernitet ville overflødiggøre alle etniske og religiøse forskelle til fordel for en universel, sekulær og rent fornuftsstyret civilisation.
I dag får Jihad-tendenserne et geopolitisk udtryk, når ikke-vestlige stater revitaliserer deres kulturelle identitet som modvægt til vestlig påvirkning
Globaliseringen gjorde nok ”de andre” stærkere, men ikke ”vestliggjorte”, og i modsætning til den liberale fremskridtsfortælling synes verden i dag formet af civilisatorisk selvbevidste folkeslag med dybe kulturelle rødder – fx i form af slavisk-ortodokse russere, indiske hindu-nationalister, neo-osmanniske sunnimuslimer og kinesiske kommunister rundet af en konfuciansk kulturarv og historisk tradition for bureaukratisk centralisering.
Jihad vs. McWorld
Denne strømning i global politik er imidlertid ikke ny og kan indfanges af begrebsparret Jihad og McWorld, som den politiske teoretiker Benjamin Barber udviklede i begyndelsen af 1990’erne.
Her dækker førstnævnte over en metafor for antivestlige og antiuniversalistiske kampe, der – som en dialektisk reaktion på globaliseringens postulerede rodløshed – ønsker at genskabe en verden defineret af religion, traditioner og de kulturelle identiteters historiske fællesskaber. I opposition hertil inkarnerer McWorld den kulturelt udjævnede verden af ensartede konsumenter, som globaliseringens ensrettende kræfter frembringer.
I dag får Jihad-tendenserne et geopolitisk udtryk, når ikke-vestlige stater revitaliserer deres kulturelle identitet som modvægt til vestlig påvirkning og global homogenisering – fx i form af kritik af vestligt definerede menneskerettighedsidealer og demokratiseringsprojekter.
En ny verdensorden tager form
Efter 1. verdenskrig varede den nye verdensorden i to årtier. Den næste, efter 2. verdenskrig, overlevede derimod i fire årtier. Og nu, mere end 30 år efter den kolde krigs afslutning, forskyder geopolitikkens tektoniske plader sig altså igen.
Idéen om, at en rationel og moralsk politisk orden udledt af universelt valide principper kan opnås, og at multilaterale organisationer og aftalesystemer som fx WTO kan forebygge krige og konflikter, er i dag under pres.
I stedet er vi vidner til en fragmenteret, multipolær og mere konfliktpræget verden, hvor civilisationssammenstød og stormagtskonflikter er blevet centrale drivkræfter i international politik.
Hvad der venter forude, er endnu uklart, men tidens geopolitiske situation minder i stigende grad om verden forud for præsident Wilsons tale til den amerikanske Kongres, nærmere bestemt årtiet op til 1. verdenskrigs udbrud i 1914 – en epoke, der var præget af en dybdegående globalisering og økonomisk sammenfletning kombineret med en ustabil magtbalance og geopolitisk rivalisering baseret på opkomsten af nye regionale magtcentre (fx Kina i dag og Tyskland i 1890’erne).
Derudover kan begge perioder defineres ved en spirende nationalisme og identitetspolitik med fokus på kulturel suverænitet og civilisatorisk selvhævdelse.
Men selvom der er flere strukturelle ligheder, er der også markante forskelle på de to perioder. I dag findes der fx et omfattende netværk af traktater og multilaterale institutioner, hvilket ikke var tilfældet før 1914, hvor diplomatiet var svagt institutionaliseret grundet fraværet af globale institutioner.
Derudover er nutidens globalisering af forsyningskæder og finansielle systemer langt mere kompleks, ligesom atombomben og verdenskrigenes historiske erfaringer reducerer sandsynligheden for en storkrig. Analogien er dog analytisk frugtbar og kan skærpe vores dømmekraft og forståelse af risici i en overgangstid præget af systemiske spændinger, uklare magtbalancer og multipolaritet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og