BØGER // ANMELDELSE – Lykke Friis’ Håbets Europa i 89 billeder er en detaljemættet indføring i det bevægende begivenhedsforløb bag kommunismens sammenbrud, Berlinmurens fald og demokratiets sejrstogt i Europa. Bogen er samlet set et vellykket projekt med stor relevans og få skønhedsfejl, skriver Frederik Thomsen.
Revolutionsåret 1989 var utvivlsomt et afgørende år i Europas nyere historie. Et år, som omkalfatrede europakortet, udhulede frygten for atomkrig og afsluttede den ideologiske tvekamp, der i form af Den Kolde Krigs geopolitiske nulsumsspil havde domineret verdenspolitikken i knap fem årtier.
Ved årets udløb blev brudstykker af Berlinmuren solgt til højstbydende på vestlige auktionshuse, Ceausescu var blevet skudt, central- og østeuropæerne havde genvundet deres frihed og systemkritikerne Václav Havel og Lech Wałęsa var taget i ed som præsidenter i henholdsvis Tjekkoslovakiet og Polen. Hele dette revolutionerende forløb, hvor de marxistiske paroler forstummede og Europas socialistiske regimer blev afløst af demokratiske republikker, forløb tilmed, med undtagelse af i Rumænien, mere eller mindre fredeligt.
De mange små beretninger giver historieskrivningen en konkret menneskelig form, der – i samspil med de mange billeder – gør bogen til en både levende og bevægende læseoplevelse
Med bogen Håbets Europa i 89 billeder har Lykke Friis, som er direktør i tænketanken Europa og forhenværende venstreminister samt tysklandskorrespondent for Berlingske, påtaget sig at beskrive denne europæiske ”stjernestund”. Udgivelsen markerer 35-året for Murens fald og er en revideret version af førsteudgaven fra 2019. Da meget er sket siden da, indeholder bogen desuden to nyskrevne essays om Europa før og efter 1989, hvori Friis sætter vores samtids dystre udviklingstendenser i relation til det håbefulde revolutionsårs begivenheder.
Jerntæppets fald i ’89
De to perspektiverende essays indrammer en kronologisk gennemgang af det spektakulære hændelsesforløb i årene 1989-1990, som Lykke Friis har valgt at indlede med George W. H. Bush indsættelse som amerikansk præsident i januar ’89. Herefter følger historien om, hvordan Europas kommunistiske regimer væltede som dominobrikker i løbet af sensommeren og efteråret 89, inden den østeuropæiske frihedskamp kulminerede med Berlinmurens fald i november måned.
Friis fortsætter fortællingen op igennem 1990, hvorfor hun både inddrager Tysklands genforening og de forhenværende diktaturstaters første, frie demokratiske valg i sin beretning.
Som titlen antyder suppleres de collageagtige tekster med 89 billeder, der visualiserer det historiske forløb og understøtter indlevelsen i den fascinerende fortælling om det blokopdelte Europas sammenbrud. Friis har desuden krydret de mange historiske punktnedslag med talrige udsagn fra centrale politikere samt mere eller mindre kendte historikere og politologer.
Håbets Europa i 89 billeder er således en detaljemættet indføring i det bevægende begivenhedsforløb bag kommunismens sammenbrud, Berlinmurens fald og demokratiets sejrstogt i Europa. Friis fokuserer imidlertid ikke blot på de overordnede linjer, men indfanger flere gange den lille historie i den store fortælling, hvilket er en stor styrke ved bogen.
Som læser bliver man fx introduceret til historien om, hvordan en østtysk familie i 1979 flygtede til Vesttyskland i luftballon, hvorefter Stasi allierede sig med en af farens gamle venner, der efterfølgende opsøgte familien med henblik på at undergrave sin vens nyetablerede virksomhed.
Vi præsenteres desuden for historien om den sidste østtysker, Chris Gueffroy, der blev dræbt i forsøget på at forcere Berlinmuren. Et absurd militært spærringssystem, der både markerede Den Kolde Krigs ideologiske frontlinje såvel som DDR-socialismens falliterklæring, da den såkaldte arbejder- og bondestat ikke kunne holde til, at folket stemte med fødderne.
De mange små beretninger giver historieskrivningen en konkret menneskelig form, der – i samspil med de mange billeder – gør bogen til en både levende og bevægende læseoplevelse.
Historiens genkomst: fra håbets til frygtens Europa
I sin kronologiske gennemgang af den europæiske stjernestund udmaler Lykke Friis overordnet billede af en håbefuld tid, hvor fremtiden tegnede lys og det europæiske kontinents skæbne blev forbundet med fred, åbenhed og velstand. Disse forhåbninger til det liberale demokratis postideologiske æra blev efterfølgende opsamlet i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas berømte tese om historiens afslutning.
Lykke Friis adresserer også denne udvikling i bogens reflekterende essays, hvor hun blandt andet kobler Ruslands krig i Ukraine til de epokegørende begivenheder i ’89
En tese, hvorigennem han videreførte den gammelkendte idé om historiens indre logik, idet han proklamerede enden på menneskets ideologiske evolution og udråbte det liberales demokratis intellektuelle sejr.
For enden af historiens universelle udviklingsmønster identificerede han således en verdensomspændende konsensus omkring markedsøkonomien og den demokratiske retsstats legitimitet, hvorved han ophævede den internationale politiks ideologiske konflikter og reducerede fremtidens idékampe til tekniske spørgsmål vedrørende økonomi, miljø og opfyldelsen af diverse forbrugsbehov.
De seneste års politiske udviklingstendenser i både USA og Europa har imidlertid slået skår i denne fortælling, og med Putins angrebskrig i Ukraine blev der definitivt sat punktum for det Europa, som blev skabt i ’89. ”Konfrontationens tidsalder” var alligevel ikke forbi, som Lykke Friis skriver.
I dag er stormagtrivaliseringen derimod tilbage og nye magtcentre agerer i stigende grad murbrækker for en mere pluralistisk orden baseret på en verden opdelt i forskellige interessesfærer. På denne baggrund synes optimismen erstattet med selvransagelse og bekymring, idet private nødlagre af konserves, vand og jodtabletter vinder frem og et nyt spørgsmål sig trænger på: var ’89 blot en parentes i det moderne Europas historie?
Lykke Friis adresserer også denne udvikling i bogens reflekterende essays, hvor hun blandt andet kobler Ruslands krig i Ukraine til de epokegørende begivenheder i ’89. For Putin markerede året nemlig ikke en håbefuld begyndelse, men derimod en ulykke, hvor Sovjetunionen modstandsløst afgav sine østeuropæiske satellitstater og indledte sin imperiale deroute. På denne baggrund er Håbets Europa i 89 billeder både relevant og vigtig læsning for alle med interesse for europæisk politik.
Håb i frygtens Europa
Men selvom Lykke Friis tegner et dystert billede af vores samtid, nærer hendes bog også en håbefuld flamme i mørket. En af hendes gennemgående pointer er nemlig den, at begivenhederne i ’89 hverken var uundgåelige eller resultatet af en politisk masterplan.
Da Gorbatjov lancerede sine økonomiske og politiske reformer, havde ingen forestillet sig, at de markerede startskuddet til et revolutionært systemskifte i Østeuropa, endsige Sovjetunionens sammenbrud. I forlængelse heraf indtraf Murens fald nærmest ved et tilfælde.
Mere konkret blev begivenheden udløst af en surrealistisk kæde af tilfældigheder og fejlslagen kommunikation, som den 9. november resulterede i, at grænsevagten Harald Jäger – efter utallige forgæves opkald til sin overordnede – egenhændigt besluttede at åbne grænseovergangen.
For Lykke Friis er læren af ’89 derfor heller ikke, at historien sluttede, men derimod, at fremtiden er uforudsigelig og beror på en blanding af tilfældigheder, held og enkeltpersoners mod. Det, som forekommer uforanderligt, kan med andre ord ændre sig, og der er altid håb, selv under ugunstige forhold. Dette er historiens lektie til os.
Håbets Europa i 89 billeder er samlet set et vellykket projekt med stor relevans og få skønhedsfejl. Hvor Den Kolde Krigs ideologier pegede fremad, synes mange konflikter i dag at pege bagud i historien og fokusere på spørgsmål om identitet. Denne forskydning kom dog allerede til udtryk kort efter Sovjetunionens sammenbrud, da den jugoslaviske føderation blev opløst som følge af nationalistiske spændinger, og man kan i den forbindelse savne en mere indgående behandling af 90’ernes borgerkrige på Balkan.
Derudover opstiller Lykke Friis flere konkrete spørgsmål i bogen, som hun imidlertid undlader at binde an med
Det virker desuden overflødigt, at Lykke Friis inddrager historierne om den britiske forsker Tim Berners-Lees opfindelse af internettet samt Ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie. For nok inkarnerer Berners-Lees opfindelse dele af ånden fra ’89, ligesom Rushdieaffæren peger frem mod nye globale konflikter, hvor Den Kolde Krigs ideologiske frontlinje forskydes til de kulturelle brudflader mellem en række transnationale civilisationer, men ingen af dem synes direkte knyttet til revolutionerne i ”håbets Europa”.
Derudover opstiller Lykke Friis flere konkrete spørgsmål i bogen, som hun imidlertid undlader at binde an med. Det kunne være interessant samt have givet bogen mere kant, såfremt Lykke Friis havde omsat sin ekspertise i et forsøg på at udrede disse for læseren. Var massakren i Kina på den Himmelske Fredsplads, der cementerede kommunistpartiets greb om magten og dermed banede vejen for en ny autokratisk vindermodel for det 21. århundrede, fx en vigtigere historisk begivenhed end Murens fald?
Disse indvendinger ændrer dog ikke ved, at Håbets Europa i 89 billeder er en både letlæselig, informativ og velkomponeret bog fyldt med interessante indsigter vedrørende fortidens såvel som nutidens politiske landskab.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og