FREMTIDENS SERVICE // KLUMME – En weekendnat glemmer du din taske med ALT det vigtige i Metroen, fordi du i 3-4 dage er blevet serviceret så godt og grundigt, at du åbenbart ikke længere kan klare dig selv i det offentlige rum. Der er systemer, der kan hjælpe dig, men bedst i åbningstiden – hverdage mellem 8 og 16. Men der er heldigvis også stadig mennesker bag systemerne, der leverer fremragende service, hvis du kan komme bagom og få dem i tale. Og det kan kunstig intelligens hjælpe dig med.
Lørdag aften står jeg ved Hovedbanegården efter 3-4 dage på Folkemødet, hvor jeg har deltaget i en bunke sessioner, mødt en masse mennesker, fået et par fadøl og festet med de unge på Gæsten og i Toga-teltet, hvor man i stedet skulle have ligget og sovet skønhedssøvn. Ikke at det havde hjulpet.
Som medlem af bestyrelsen i en stor organisation er jeg blevet serviceret i hoved og r.. under Folkemødet. Nogen har booket transport, værelse i sommerhus og cykel, og de samme mennesker arrangerer en morgenmadsbuffet med æg, juice, ost, brød fra Svaneke Brød, pølser fra Hallegaard osv. Så bliver det bare ikke bedre.
Ud over den fremragende service leverer sekretariatet indhold, styring, logistik, praktisk afvikling på to scener, SOME, venlige bemærkninger og så videre. På tidligere Folkemøder har jeg haft den slags opgaver for andre organisationer, men ikke på dette, og jeg er imponeret over det høje niveau.
Jeg er blevet ”sørget for” og har ikke skullet tænke over nogen praktikaliteter i fire dage, og det hævner sig på vej hjem i Metroen fra Hovedbanegården. Hjernen er en muskel, som skal holdes ved lige, ellers går det stærkt den gale vej.
Hvad gør en klog, der er blevet sørget for i fire dage, nu hvor man skal tænke selv?
Pludselig dukker Nørrebro Station op, jeg vågner af min bestyrelses-blunder og stormer ud af Metroen med min rulletaske. Og opdager lidt senere, at min lille rygsæk stadig ligger i Metroen, der nu er på vej til Skjolds Plads.
Katastrofen er indtruffet, og du har ni procent strøm tilbage
I tasken ligger alt det, du ikke vil miste: pas, iPad, USB, nye AirPod Pro, solbriller, kasket, diktafon, en bog til anmeldelse, dine noter, en powerbank og værst i første omgang: nøglerne til din lejlighed.
Fuck, panikken breder sig, da katastrofen går op for mig. Der er ni procent strøm tilbage på telefonen, og jeg kan på Find iPhone, som tracker min iPad og de nye AirPods se, at mit pas nu er nået til Trianglen. Det er utrygt.
Hvad gør en klog, der er blevet sørget for i fire dage, nu hvor man skal tænke selv? Skal man tage Metroen den anden vej og hoppe fra vogn til vogn? Skal man tage hjem og prøve at komme ind i lejligheden og finde et sæt bilnøgler, så man kan opføre sin helt egen version af Mad Max Fury Road – på jagt efter et vogntog, der drøner derudaf?
Jeg går mod hjemmet. Ringer til Sune og Dorthe, som bor lige om hjørnet og har en ekstranøgle. De sejler Sjælland Rundt og ligger i Helsingør Havn. Uden bil hjælper det ikke så meget.
Deres børn og mine børn, som kunne hjælpe med noget nøgleri, er ikke hjemme. Eller meddeler: ”Jamen far, du har en nøgle til min lejlighed, men jeg har aldrig fået en nøgle til din.” Note to Self: Det skulle man nok have tænkt over, før man blev gammel og småsenil.
Der er lys hos en overbo, som lukker mig ind i vores fælles taghave, her kan jeg få strøm til min telefon og ringe til en låsesmed, som lover at komme i løbet af en halv time.
Jeg glemmer, at overboens kone faktisk stadig har en ekstranøgle til min lejlighed, da hun styrer vinduespudsningen i hele ejendommen, og det kommer til at koste mig 3.195, da låsesmeden har boret låsecylinderen ud og givet mig tre nye nøgler.
Ældrebyrden og magten
I den halve time, jeg har besøg af låsesmeden, ringer ”Jesper” for femte gang og spørger låsesmeden om, hvornår han kan være hos ham, for hans hund er syg, og han har – antager jeg – smækket sig ude. Låsesmeden kan ikke give et præcist tidspunkt, men siger, at Jesper skal holde op med at ringe og rykke, og at han kommer så hurtigt, som han kan – og at Jesper ellers bare kan ringe til nogle andre.
Låsesmeden har magten, men han er blevet forrået af de mange opkald, og Jesper lover ikke at ringe igen. Der er helt åbenbart andre fjolser end mig i sommernatten, og jeg ser pludselig situationen som et billede på det lidt ubehagelige begreb ”ældrebyrden”. Det bliver også et billede på, hvem der har magten i fremtiden, hvis man ikke lige ”kan ringe til nogle andre”.
Klokken er nu over 1, det er nat mellem lørdag og søndag, og man kan komme i kontakt med Metros kundeservice mandag kl. 8.00. Nu siger Find iPhone, at min taske befinder sig i Sydhavnen tæt på Himmelekspressen. Det samme gør mine AirPods, og det har de gjort i 10 minutter. Måske har de fået et nyt hjem hos de hjemløse?
Jeg sætter mig i bilen og kører til Sydhavnen med min telefon og en lommelygte. Tasken ligger stadig i Sydhavnen – nu dog lidt længere nede af Vasbygade.
Man ved jo aldrig rigtig, om Find iPhone er helt synkron med realtid, eller om det er sidste gang, der har været kontakt, eller hvad ved jeg klokken 2 om natten. Så jeg gennemsøger hele området med min lille lommelygte, da jeg kommer derud, og der er ikke noget at finde, selvom Find iPhone siger det. Bortset fra et stort rangér-terræn for Metroen.
Jeg prøver at finde en levende sjæl, men det er jo førerløse tog – og der er mange af dem. Men ingen levende sjæle. Det dystopiske billede på fremtidens offentlige sektor. Jeg kører slukøret hjem og går i seng.
Søndag morgen vågner jeg stadig i let panik, NU må jeg indfange min hjemløse identitet. Ikke at ”hvid”, ”halvgammel”, ”privilegieblind”, ”mand” er en særlig attråværdig samling af identitetsmarkører, heller ikke hvis vi tilføjer ”svigtende åndsevner”.
Men identitetstyveri forekommer jo alligevel, og med kombinationen af pas, iPad og USB i hænderne på de forkerte personer kan man risikere at vågne op som stråmand i et hvidvaskfirma i en TV 2-dokumentar.
Tasken er tilsyneladende stadig i Vasbygade i Sydhavnen. Jeg overvejer at ringe til Amira og Fasar, men prøver dog endnu en gang at finde et telefonnummer til Metro Service, som dur om søndagen.
Et godt råd og et telefonnummer fra ChatGPT
Det lykkes ikke. Tiden kalder på kunstig intelligens, da jeg helt åbenlyst ikke kan bero på min egen. Så jeg spørger ChatGPT:
Bent: ”Du er ekspert i alt om den københavnske Metro. Jeg har glemt en taske i Metroen i nat. Er der et sted, jeg kan ringe i dag søndag?”
ChatGPT henviser til Kundeservice med telefonnummer og links, og det har jeg prøvet, så jeg presser ChatGPT (det skal man nemlig gøre) og spørger igen:
Bent: ”Kan jeg ringe til nogen nu?”
Nu er svaret fra ChatGPT, at det er der desværre ikke, men så tilføjer den kloge kunstige intelligens følgende:
ChatGPT: ”Hvis det er en akut situation, kan du også prøve at kontakte politiet eller et vagtfirma, der eventuelt kan hjælpe dig med at få adgang til metroens rangerområde.”
Bent: ”Hvad er metroens vagtfirma?”
ChatGPT: ”Du kan forsøge at kontakte Dansk Sikkerhedsvagt, som håndterer sikkerhed og vagtservice for Københavns Metro. De er tilgængelige døgnet rundt og kan muligvis hjælpe dig med din situation. Du kan kontakte dem på telefonnummer 24 20 xx xx. De tilbyder akut responstid og kan håndtere adgangskontrol og andre sikkerhedsrelaterede opgaver
Disse oplysninger ligger selvfølgelig ikke på Metroens hjemmeside. Men ChatGPT har fundet dem dybt nede på Dansk Sikkerhedsvagts side, hvor jeg efterfølgende ikke kan finde dem, selv om jeg nu ved, at det er rigtigt. Hallo! Det er altså monster-godt gået.
Jeg er et fæ, men Ali er på min side, og han er et rigtigt menneske. Der er håb!
Jeg ringer til Dansk Sikkerhedsvagt, forklarer situationen og får besked om, at vagten vil checke, hvad de kan gøre. Får hurtigt en SMS med et telefonnummer til Metroen – men det er desværre til Kundeservice, hvis automatiske besked jeg efterhånden godt kender.
Jeg skriver tilbage til vagten, som igen lover at undersøge og vende tilbage. Og det sker lynhurtigt med en besked om at ringe til 114.
114. Hvem mon det er? Jeg spørger ChatGPT, og den svarer:
ChatGPT: ”I Danmark ringer man til 114 for at komme i kontakt med politiet i ikke-akutte situationer. Hvis du har efterladt dine ejendele i metroen, og det ikke er en akut situation, kan du overveje at bruge 114 for at få vejledning fra politiet om, hvad du kan gøre.”
Fremragende service
Jeg vil meget gerne have vejledning fra politiet og ringer på 114. Forklarer sagen for omstillingen og bliver stillet om til vagthavende. Han vil lige undersøge, om de kan gøre noget, og lover at vende tilbage.
To minutter senere har jeg ham i røret: ”Du vil om lidt modtage et opkald fra Metro Kundeservice, som måske kan hjælpe dig. De ringer fra et hemmeligt nummer, så du skal være opmærksom på at tage telefonen.”
Øjeblikket senere ringer Ali fra Metro Kundeservice. Han taler med svag amerikansk (?) accent og er topmålet af hjælpsomhed og empati. Han når at få alle relevante oplysninger, bede om screen dumps af placeringen på Find iPhone, udtrykke stor forståelse og sige, at det må føles utrygt at miste nøgler, pas, iPad og det hele på én gang, og jeg er lige ved at græde. Jeg er et fæ, men Ali er på min side, og han er et rigtigt menneske. Der er håb!!!
Ti minutter senere ringer Ali: ”Jeg har godt nyt til dig. Vi har fundet din taske, der er i hvert fald et pas i tasken med dit navn, så jeg tror, den er god nok. Du kan komme herud i morgen mandag efter kl. 8.00, eller du kan komme herud nu, så sender jeg en supervisor ned og møde dig i receptionen. Ring, når du er her.”
Hvor heldig kan man være, når man har været så dum?
Ned i bilen, ud til Sydhavnen, møde supervisor, som lidt utraditionelt lader mig udfylde og underskrive de relevante formularer, så alt går rigtigt til, selv om det er søndag. Han kontrollerer, at jeg kender indholdet, og checker passet. Og så får jeg den lille uartige taske igen.
I øvrigt vil jeg ALDRIG glemme min taske igen i Metroen. Og hvis jeg gør, ringer jeg til Ali. Service-mennesket bag systemerne. Dagens helt
Måske bøjer Metro Kundeservice en regel eller en ressourceallokeringsalgoritme. Men de giver HELT urimeligt god service uden for åbningstiden. Kæmpestor tak til min nye bedste ven Ali og alle de andre gode og top servicemindede mennesker i Metroen.
Og moralen er …
Historien giver anledning til lidt eftertanker:
Når du bliver gammel og glemsom – og det sker hurtigere, end du aner – kan du et stykke hen ad vejen have glæde af kunstig intelligens til at navigere rundt i og komme bag om systemerne.
Når det bliver værre, har du i den grad brug for servicemindede folk omkring dig og i de offentlige systemer, som du er i kontakt med. Hvad sker der, når man fjerner 1.000 stillinger om året i staten og prøver noget tilsvarende i kommunerne ved at digitalisere service og erstatte folk bag telefonerne med hjemmesider og AI-chatbotter, der venligt og forstående sender dig i ring?
Min ekskone mener, at jeg skal ”preppe” og som andre ældre mennesker udvikle rutiner, mens jeg stadig har nogle åndsevner tilbage. Såsom at lære at kramme min taske i det offentlige rum, så jeg ikke går og sjat-glemmer den. Og så skal jeg placere nøgler hos mindst 5 andre. (Mental note: Og skrive ned, hvem de er)
Men i øvrigt vil jeg ALDRIG glemme min taske igen i Metroen. Og hvis jeg gør, ringer jeg til Ali. Service-mennesket bag systemerne. Dagens helt. Men også fremtidens.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
