LIV // DIGT – Jesper Grunwald har aldrig lagt skjul på, at han fandt inspiration i den karismatiske storbydigter Dan Turèll og hans digt Jeg skulle have været taxachauffør, da han, Grunwald, sprang fra medieverdenens chefgange til taxaførersædet i den sorte Mercedes med den grøn-gule taglampe. 10 år på landevejen for at få smør på brødet. Men nu er dobbeltlivet slut.
Jamen, jeg blev sgu da taxachauffør. Det startede på ingen måde i romantik og glorværdighed.
Temmelig trøstesløst.
Jeg nåede kistebunden uden at ane guld.
På røven efter trygge år som embedsmand med ridderkors, et behandsket håndtryk fra dronningen og omgang med de kendte.
Men så blev jeg taxachauffør for at få plantemargarine på brødet og måtte tage plads i den firehjulede varmestue med læder og lugten af mange kulturer.
Jo, jeg blev taxachauffør,
akkompagneret af kommentaren fra min frue
i hendes blanding af kærlighed og overbærenhed.
Hun kommenterede mit besynderlige karriereforløb
fra min ungdomsdrøm om at læse teologi, der ændrede sig til en virkelighed i ordenes tjeneste på anden vis.
Præsten blev mediemenneske.
Og så blev jeg taxachauffør.
Et påduttet fællesskab, hvor jeg blev omskolet fra min uvane med at snakke for meget og lytte for lidt.
“Og der er en linje i galskaben”, sagde hun i sin sarkastiske kærlighedserklæring:
“Du er skabt til et job, hvor kunderne ikke kan slippe ud, når de først er kommet ind.”
Jeg slugte de vildeste historier om andre menneskers liv. Ikke om fjerne ofre.
Ikke om moralske principper.
Ikke mediernes kalkulerede storytelling og tilpasninger.
Ikke mikrofonholderi,
men skinbarlige sandheder med levende eksempler fra kundernes eget liv.
Jeg har mødt de unge og grimme og gamle og smukke.
Diplomater og forretningsfolk.
Politikere og SoMe-helte.
Bondske fodboldfreaks.
Gamle, døende mænd og koner.
Og de yngste.
(Den alleryngste blot to timer fra mors skød.)
Højlydte idioter.
Grinende og lykkelige medmennesker.
Og andre, frit grædende,
fordi jeg er et anonymt livsvidne, som de formodentlig aldrig vil møde igen.
Den alt for trænede alkoholist på vej hjem fra stamværtshuset. Jeg hører intet
og alt.
Kundens rasende kone på mobilen efter et samliv med skænderier gennem årtier.
Måske et halvt århundrede af gentagne skideballer.
“Jeg holder hende kraftedeme ikke ud”, siger han
og stikker mig sin mobil fra bagsædet.
Jeg er jo taxachauffør.
Jeg lever af servicemandens opportunistiske høflighed.
“Jeg kommer hjem med ham nu”, siger jeg til konen i min syntetiske medfølelse.
“Han kan rende mig i røven”, skriger hun i forståelig mangel på sympati for den sprutstinkende slapsvans.
Jeg er taxachauffør og har mødt sorg og vemod uden filter. “Min mand?” svarer kvinden på vej hjem fra julefrokosten med kollegerne på skolen.
Ikke fuld, men åbenhedsberuset.
Hjem til tre børn og manden.
Manden?
“Han skal snart dø. Han har ALS.”
En dødsdom en tidlig nat i forstaden.
Jeg er taxachauffør og kan klare alt.
Men lige nu er jeg stum.
Kigger bare på hende
her i Mercerens stue, der har forvandlet sig til en skriftestol.
Jeg holder kæft og lytter blot som den sjælesørger, jeg aldrig blev.
Jeg blev sgu taxachaufførog vidne til stævnemøder på bagsædet.
Nattens improviserede parforhold.
Forførerkunstens indledende fase, der fordrer succes, inden taxameteret slukker.
Hun synes, han er sød, eller i hvert fald ok.
Vi har øjenkontakt gennem bakspejlet.
Jeg genkender den feminine overbærenhed.
Og så
forførelsens ultimative fiasko.
Den reptile maskulinitet flyder fra hans læber.
“Du skal bare vide, hvor stor en pik jeg har.”
Hun tænder af.
Helt af
og beder mig om at blive kørt hjem til sig selv.
Jeg er taxachauffør.
Hendes redningsmorfar,
så hun kan slippe for hulemanden.
Jeg bærer med smil omvejen og mit underskud på turens faste pris.
Og jeg rammes selv af den forførende flirts mange aldre og ansigter. Den elegante, modne,
da jeg hjælper den blåhvidhårede kvinde med den dårlige fod ud af taxaen foran skadestuen.
Løfter hendes ømme fod ud over Mercerens bundpanel og holder om hende, så hun ikke falder.
“Tak, min skat”, siger hun og smiler, da jeg ser den orientalske tatovering på hendes ankel.
Hvordan?
Hvorfra?
Hvornår?
Hun svarer stolt som en falden nonne, der har betroet mig en hemmelighed.
Fik “tussen” af sine børnebørn til sin 85-års fødselsdag.
Lidt mere uhøvisk, da en hed kvinde i en gigabrandert skal køres fra Nyhavns-knejpen til
gaden, der har ry for aldrig at overgive sig.
Hun skal på arbejde i syndens tjeneste.
Der er knappet helt op til den pæonrøde bh med
de rundeste, kirurgisk reviderede bryster.
Jeg er jo for fanden en taxachauffør, men også en mand med øjne i hovedet.
Men hendes indgangsreplik, der helt sikkert ikke var ment som et retorisk spørgsmål:
“Hej skat, hvor langt kører du på et blowjob?”
Hun får Taxamanden derhen, hvor jeg næsten aldrig er.
Jeg holder
usynligt rødmende
min kæft på resten af turen.
Er jeg bange? Det spørger de mig ofte om,
om den forventede angst i skyggen af nattelivets voldsomme branderter.
Eller allerværst:
en cocktail af sprut og coke
og momentan sindssyge.
To psykopater slog en ukendt kollega på min alder ihjel for at negle hans tykke taxapung med nogle få sedler.
Et ukontrolleret slag i chaufførens baghoved med taxaens medbragte cykelstativ.
Men nej.
Fra day one slap jeg angsten, fordi den ville gøre mig uarbejdsdygtig allerede, inden jeg var kommet i gang.
Om end i baghovedet,
suppleret med en veltrænet evne til at snakke de største psykopater efter munden.
Jeg blev sgu da taxachauffør. Mødte det usminkede liv med folk fra alle klasser og verdensdele.
Jeg sender usynlige takkebreve til dem alle.
Og så, for et par dage siden,
efterlod jeg den nyvaskede hyrevogn for good.
Bankede måtter og sprittede af for sidste gang.
Jeg sagde bare farvel uden et ord og lod taxaen samle grønne kræfter fra en af de sorte jernmarker.
Ciao ciao til Dannys sværmeriske drøm
efter et hurtigt kig på de første seks cifre af mit CPR-nummer.
Min Gud.
Jeg er blevet gammel.
Nu er arbejdslivet slut.
Men jeg blev sgu da taxachauffør.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og