KLUMME // KØN – I efteråret 2017 sad Hanne B. Stegemüller hos sin psykolog og overvejede, om hun skulle fortælle om sin største hemmelighed: at hun hellere ville have været en dreng eller en mand. Men der var noget, der strittede imod. Det førte hende ud på en længere udforskning af sin identitet og muligheden af at være både-og.
I efteråret 2017 sidder jeg hos min psykolog og overvejer, om jeg tør fortælle hende min største hemmelighed: Jeg ville hellere have været en dreng eller en mand. Jeg er cirka 54 år på det tidspunkt, så det er med at komme i gang, hvis jeg eventuelt skal have en kønsskifteoperation.
Men er det overhovedet det, jeg vil?
Psykologen ved ellers alt om mig. Hun har støttet mig i tykt og tyndt gennem flere år, men selv ikke til hende kan jeg få sagt de farlige ord. Jeg famler rundt. Det bliver til noget med, at jeg foretrak drengelegetøjet og ikke kan lide at have kjole på.
Jeg tog billeder med af min far og flere andre mænd i slægten. De var alle feminine, og de turde gøre noget ud af sig selv
Jeg er heller ikke som de andre kvinder: Jeg har aldrig haft makeup på, jeg røg pibe i 1980’erne og så videre. Til det sidste kan man sige, at 80’erne var en anden tid. Jeg synes, det var en dejlig tid. Kvinderne kom for alvor på barrikaderne, de tog på Femø Lejr, etablerede Dannerhuset og Kvindehuset i Gothersgade i København.
Disse steder var alligevel ikke rigtig noget for mig, for der var for mange mennesker til min smag. Men lesbisk, det blev jeg. Det lå ligesom i tiden, og det var dejligt.
Men et eller andet inden i mig strittede imod. Jeg følte mig forkert på flere planer. Jeg var ikke rigtig mand og ikke rigtig kvinde. Der gik 37 år, før jeg turde fortælle det til nogen.
Psykologen blev noget overrasket og sagde ligeud, at “det havde jeg ikke set komme”. Det havde jeg heller ikke selv, men som type er jeg en, der af og til tager det store spring fremad.
Jeg tog billeder med af min far og flere andre mænd i slægten. De var alle feminine, og de turde gøre noget ud af sig selv. De turde være feminine samtidig med, at de bestred maskuline topjobs selv i 60’erne og i starten af 70’erne.
Et par af de ældre billeder fra 20’erne ved jeg ikke helt, hvem forestiller, bortset fra at de er af en Stegemüller, og at de ligner hovedpersonen i filmen Den danske pige på en prik.
Det er en meget smuk mand med fine feminine træk.
Den store forvirring
Psykologen og jeg taler længe og indgående i flere sessioner, og de gamle billeder får lov at fylde. Det er især billederne af min far, der kommer i centrum. Han var et menneske, der forstod at være sirlig og feminin uden at være hverken transkønnet eller bøsse.
Min forvirring er total. Er det “bare” sådan, jeg er – dog med omvendt fortegn?
Enten skal jeg være mand, eller også skal jeg være kvinde. Problemet er, at jeg ikke kan finde mig til rette som nogen af delene
Vi taler om en kønsskifteoperation, men det kan jeg slet ikke forestille mig, og så er jeg vel heller ikke transkønnet? Hvis ordet “transkønnet” skal give mening, skal man vist ønske sig en kønsskifteoperation? Jeg indrømmer, at jeg kan være i tvivl om begreberne.
En anden mulighed er at klæde mig mere maskulint, end jeg allerede gør, i et forsøg på at blive den, jeg måske er og måske altid har været. Men noget i mig stritter imod. Jeg har jo aldrig ønsket mig at blive transvestit.
Enten skal jeg være mand, eller også skal jeg være kvinde. Problemet er, at jeg ikke kan finde mig til rette som nogen af delene.
Løsningen
Jeg kan godt lide ord. Jeg spiller Wordfeud, skriver til min blog og nu til POV International. Pludselig falder ordet “androgyn” mig ind. Efter Den Danske Ordbog betyder ordet: “Person med både mandlige og kvindelige legemlige eller psykiske træk; tvekønnet person.”
Det er sådan, det er. Jeg har både mandlige og kvindelige psykiske træk – ikke legemlige. Jeg er nærmest lettet, da jeg finder opslaget. Så er det alligevel ikke så slemt. Pludselig giver det hele mening.
Legetøjet i barndommen giver pludselig mening. Jeg kunne ikke lege forestillingslege med dukkerne, sådan som de andre piger kunne. Jeg kunne finde ud af at klæde af og på, men alt det med at køre med dukkevogn, have dialoger, made og så videre faldt mig ikke ind. Det skal dog siges, at dette lige så vel kan være træk fra mit Aspergers Syndrom.
Nu, hvor der er sat ord på forvirringen, har jeg det godt med den. Og som et kuriosum ved jeg, at min for længst afdøde far ville have været stolt af mig. Vi kunne det samme
Min uddannelse og karriere har været båret af emner med magt. Mit tøjvalg er maskulint, og det samme er mine ure. En speciallæge skrev på et tidspunkt, at jeg ikke brugte makeup, hvilket fik mig til at se ældre ud, end jeg egentlig var. Det kan jeg kun grine lidt af.
Jeg kan ikke ånde i en bh og kan ikke forestille mig mig selv i højhælede. På et tidspunkt var jeg dog til samtale til et fleksjob i et skofirma. Pludselig spurgte direktøren, hvad størrelse jeg brugte i sko. Jeg fremstammede 40, samtidig med at jeg syntes, det var et underligt spørgsmål til en jobsamtale.
Det viste sig, at jeg skulle gå catwalk i et par højhælede sko. Jeg tør godt sige, at jeg ikke fik jobbet.
Nu, hvor der er sat ord på forvirringen, har jeg det godt med den. Og som et kuriosum ved jeg, at min for længst afdøde far ville have været stolt af mig. Vi kunne det samme.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
