KATTE OG KATTEMENNESKER // ESSAY – Kæledyr er bare til besvær. Selv mod dyrlægen holdt forfatteren stand – ja, altså hans kone, som er dyrlæge og er vokset op med alle slags dyr i hjemmet. Men ikke i vores hjem, insisterede han. Indtil Mackenzie dukkede op ved sommerhuset og mjavede insisterende. Mikkel Stolt har svært ved at forklare, hvordan han er blevet kattemenneske – men her forsøger han i hvert fald at gøre det.
I lang tid havde vi ikke nogen kat. Eller andre dyr. Det gik naturligvis min dyrlæge-kone på, for det havde hun været vant til hjemmefra: katte, hunde, kaniner, marsvin, fisk og fugle. Mig gik det ikke på, for det var ikke noget, vi gad i min familie. De skal jo passes og plejes og gås tur med og fodres, eller æggene skal samles, kløerne skal klippes, vandet skal skiftes og buret skal muges ud.
Vi – eller mine forældre – havde vel andet at lave, tænker jeg. Og hunde var nok det værste efter vores mening. Eller rettere: deres ejere var, så sådan nogle ville vi ikke være, og dyr er nu mest fascinerende ude i skoven.
Dyrlægen kunne så fortælle, at den allerede hed Mackenzie. Hvor ved du det fra? spurgte jeg
Men der er noget med katte, og det har jeg nok altid syntes, dybt nede. For det er jo et rigtigt dyr, helt tydeligt i kontakt med naturen og (som oftest) med en helt umiddelbar lighed med dens forfædre.
Mormors kat
Mormor og morfar havde altid deres katte med til Anholt om sommeren, og på et ældgammelt foto, jeg så for nylig, ser jeg faktisk ud til at hygge mig med en af dem. Katten er blød, og oplevelsen har sikkert lagret sig i mig, ligesom lugten af udendørs tandbørstning blandt fyrretræer og smagen af sortebær og majdrik.
Så da dyrlægen en gang for adskillige år siden var alene i sommerhuset en kold og modbydelig februar-weekend, havde hun en kat med hjem, og det havde jeg det faktisk fint med.
Den var gråstribet og yndig og havde siddet og hylet udenfor i flere dage, og til sidst blev det for meget for dyrlægen. Så hun åbnede en dåse makrel i tomat, som katten åd på halvandet sekund. Så gik den indenfor og lagde sig på sofaen foran kakkelovnen og sagde ”ja tak, her vil jeg gerne bo”.
Mysteriet om Mackenzie
Da ingen åbenbart savnede katten og den ikke var chippet, så var det pludselig vores, og så skulle den jo have et navn. Dyrlægen kunne så fortælle, at den allerede hed Mackenzie. Hvor ved du det fra? spurgte jeg.
Jo, hun havde i samme uge på ”Genbrugsen” fundet den gamle, engelske børnebog, ”Katten Mackenzie” af Ursula Moray Williams, om en gråstribet kat, der er blevet væk, og så var det ligesom givet. Desuden reagerer hun allerede på navnet, fortalte hun. Men det er jo et drengenavn, tænkte jeg, men det kan faktisk også være et pigenavn, viste det sig, og så var det det, hun hed.
Så gik det rigtigt godt i flere år. Mackenzie var så sød og blev mere og mere knyttet til os, og hun pendlede glad mellem by og land.
For det viste sig desværre, at Mackenzie var lidt af en mandagsmodel
Efter et stykke tid opdagede jeg, at det at få et dyr indenfor væggene (og hækkene) faktisk gjorde noget ved mig, og så skete der jo hverken værre eller bedre end, at jeg måtte skrive en roman med udgangspunkt i netop dét. Jeg kaldte den først ”Kattens Kærlighed”, men min gode ven, Anders, påpegede, at det lød som titlen på en halvsløj Steffen Brandt-sang, og det var jo rigtigt nok.
Alley Cat?
Men hun var nu noget særligt, syntes vi. Hun lod aldrig til at være generet af – endsige overhovedet høre – når jeg spillede mine utålelige jazzplader eller Tom Waits-album, men når jeg satte mig til klaveret, var det ikke ualmindeligt, at hun kom trissende inde fra den seng eller lænestol hun lå i, og satte sig ved siden af mig.
Så spillede jeg naturligvis et ekstranummer kun til hende, og mit hjerte smeltede lidt mere.
Måske var hun en lidt sky og en anelse frygtsom type, men aldrig kom der et hvæs eller et riv fra hende. Heller ikke når hun blev undersøgt og vaccineret og fik taget blodprøver. For det viste sig desværre, at Mackenzie var lidt af en mandagsmodel.
Hun fik en slags lykkepiller, der skulle stimulere hendes spiselyst, idet nyrekatte har det med at miste appetitten
Begge hendes trommehinder havde været sprunget, da vi først fik hende, men de voksede dog sammen, og hørelsen var også kommet igen. Men så fik hun en tandsygdom, hvorfor vi blev nødsaget til at få trukket hendes tænder ud én efter én. De har nogle stærke kæber, så de kan sagtens spise alligevel.
Nogle år senere kunne vi konstatere, at hun også var nyrepatient, og derfor skulle på en evig og kedelig nyrediæt, som vi heldigvis måtte supplere med frisk fisk og kød, og hun var da også i stand til at fange og æde mus og andre uskyldige skabninger, der kom i vejen for hende. Faktisk spillede hun som dyreæder en uheldig rolle i min sidste film, men du har ikke lyst til at se det!
Så hun levede videre på trods af, at det måske kostede hende et par af hendes ni liv, men først og fremmest kostede det os andre flere år af vores liv i form af bekymringer og græmmelse.
Men hun var kun lige kommet i gang, viste det sig.
Nyremedicin og epilepsi
Diæten og nyremedicinen, som hun fik morgen og aften, lod til at virke (at dømme efter blodprøver taget med mellemrum), men så fik hun nogle uhyggelige kramper, som vi måske troede var en bivirkning.
Hun fik en slags lykkepiller, der skulle stimulere hendes spiselyst, idet nyrekatte har det med at miste appetitten, men hendes anfald stoppede ikke, selvom vi droppede pillerne.
Så fik hun i stedet dagligt krampestillende medicin, og indimellem var hun sit sædvanlige, søde selv – legende og hoppende op og ned ad verandaer og mure i vores nye hus, som hun havde indtaget med stor selvfølgelighed. Når andre katte passerede gennem haven, jog hun dem væk med en busket vaskebjørnehale, og kom så tilbage til os og så selvtilfreds ud.
Men anfaldene tog til, og de var temmelig uhyggelige at være vidne til. Så dyrlægen fik fat i en specialist-kollega på universitetshospitalet, der mente, at det desværre lød som om, at Mackenzie havde en tumor i hjernen. Så døde vi jo lidt indeni, men besluttede at lade henne scanne, så vi kunne tage stilling til det videre forløb.
Det gjorde hende så ør og konfus, at hun gik og drattede ned fra ting og ikke kunne gå op og ned ad trappen uden at snuble
Personalet blev imponerede af hendes blide sind, men billederne viste ikke noget. Konklusionen og diagnosen lød derfor på epilepsi. En sygdom hun måske altid havde haft, og som var blusset op af en eller anden grund. Måske efter den mystiske febersygdom hun havde i vinter, hvor ingen kunne finde ud af, hvad hun fejlede, og hvor selv jeg som lægmand var så godt som sikker på, at det var ude med vores lille ven.
Men den kom hun sig altså over, og mange måneder efter kom hun så på epilepsimedicin. Desværre kunne vi ikke få doseringen til at passe. Hun fik stadig anfald – om end noget mindre dramatiske, men i serier.
For at stoppe dem fik hun så et mere potent middel i et par dage, men det gjorde hende så ør og konfus, at hun gik og drattede ned fra ting og ikke kunne gå op og ned ad trappen uden at snuble. Det var næsten ikke til at holde ud at se på, for hun forstår jo ingenting selv.
Og vi kunne heller ikke altid få hende til at spise pillerne. Det betød, at vi nogle gange måtte holde hende og proppe pillen ned i halsen på hende. Det lyder måske som et mere invasivt indgreb end det egentlig var, men dyrlægen opdagede, at Mackenzie bagefter undgik hende en lille smule. Mackenzie, som ellers er så morsyg, at hun gerne ligger på maven af hende i timevis, så min kone dårligt kan se, om det er ”Downton Abbey” eller ”Kender Du Typen?”, der kører.
Hey, wait a darn minute! – hvorfor får jeg rejer så tit nu? Der må stikke noget under
Så fandt vi ud af, at vi kunne stikke pillerne ind i en reje, som katten altid har elsket, så på den måde går selve pillegivningen let nok.
Det var kattens
Hvor er vi så nu? Mackenzie er glad og normal, lader det til. Men til gengæld skal hun have en pille på helt bestemte tidspunkter, fire gange i løbet af døgnet. Det er jo noget upraktisk, hvis der ikke lige er en pandemi i gang, der holder alle hjemme. Her for lidt siden gav jeg hende endnu en pille, som sædvanligt gemt inde i en reje.
Men pludselig kunne jeg se, hvad hun tænkte: ”Hey, wait a darn minute! – hvorfor får jeg rejer så tit nu? Der må stikke noget under”. Så jeg forudser, at vi må finde nye metoder i nær fremtid. Vildlaks fra Stillehavet skulle være godt, har jeg læst (og kun med dobbelt så høj kilopris som rejer), og frisk fisk kan i det hele taget få hende til at komme fræsende rundt om hjørner som en tegnefilmskat.
Jeg håber jo, at hun mod alle odds stadig har to-tre liv tilbage, for dyrlægen har allerede proklameret, at hun efter Mackenzies tid vil have en hund. En hund!? Man kan sgu da ikke skrive romaner eller lave film om hunde, og den vil næppe kunne lide mit klaverspil.
Så dét bliver over vores lig, ikke sandt, Mackenzie?
LÆS FLERE INDLÆG AF MIKKEL STOLT HER
Alle fotos: Mikkel Stolt
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
