KRIG // ESSAY – Uovertrufne krigsreportager fra 1. verdenskrig, der på banebrydende måde blev skrevet af den store spanske forfatter Valle-Inclán, udkommer snart på dansk. Gorm Rasmussen, der har oversat, gyser ved genkendelsen af krigens væsen anno 2023.
”Klokken er tolv om natten. Månen sejler på himle med lysende stjerner, på blå himle, på uklare himle. Fra bjergskovene i den alsaciske region til det nordlige havs vilde kyst belurer to hære hinanden fra deres skjul i forskansede fæstningsgrave, hvor det stinker af død som i et hyænebur. Franskmanden, søn af den latinske ulvinde, og den germanske barbar, al traditions bastard, er endnu engang i krig. Deres forsvarslinjer rækker to hundrede mil fra klipperandene ved havet til de bjerge der behersker Rhinens grønne slette. De er flere hundrede tusinder, og kun øjne fra stjernerne kan se dem kæmpe samtidig, i hver ende af denne lange linje, der uafbrudt fyldes af lynene fra krudtet og med kanonens rullende torden hen over sin himmel.” (citat slut)
Jeg sad midt i at oversætte en berømt reportage fra 1. verdenskrig, da nyhederne løb ind, “Russerne har invaderet Ukraine”, og mine øjne løb fulde af vand.
Prøv i det følgende at læse citaterne fra reportagen uden at tage parti for nogen af krigens parter, og skift nationalitetsbetegnelserne ud med ”ukrainere” og ”russere”.
“The war to end all wars”, Krigen der skulle slutte alle krige, ”The Great War”, Den store krig, to navne, 1. verdenskrig er tildelt. Begge navne blev overhalet af virkeligheden.
Som bekendt kom krigen til at vare godt 4 år, og ikke som varslet og forudset højst fire uger. Og som bekendt blev Den store krig indhentet af den endnu større 2. verdenskrig.
Hvor længe?
En militær operation kaldte Putin det, der indledtes den 24. februar 2022. Nu kalder alle det en krig. Hvor længe skal det her vare?
”Lange konvojer på vejene kører i nattens skygger til kampfronten med ammunition. Raketterne fra skyttegravene folder deres roser ud i luften, projektørerne undersøger landskabet lige til den fjerne grænses skove og bjerge. Pludselig viser der sig en spøgelseslandsby i ruiner, afbrændt og udplyndret, mens en eller anden herreløs hund på afveje kommer løbende. I ly af skovene venter rækkevis af standsede vogne på ordre om ruten, eskortens soldater hviler ud i vejkanten og ryger sig en pibe belgisk tobak. Kanonen høres, snart svagt snart i voldsomme stød af ild, og soldaterne udveksler korte gætterier, nærmest ligeglade. Der kommer en cyklist, ringer stædigt med klokken: Han bringer ordren med ruten som sergenten staver sig igennem ved lyset fra en lommelygte, og konvojen sætter i gang med at marchere. Alle bagtroppens veje mærker vægten af ammunitionsvognene, som, eskorteret af veteraner, slingrer afsted med en skærende lyd af jern. De kører med slukkede lygter, formløst under stjernerne, sommetider sunket ind i træbevoksningernes skygge, og andre gange med deres sorte linje i relief på en eller anden bleg og nøgen landevej. Der er så mange, at de ikke kan tælles, i hundredvis. De kører langsomt mod skyttegravene, tungt. Når de kommer tæt på en eller anden landsby, gør hundene og hanerne galer.” (citat slut)
Selvfølgelig er det et antikveret billede, han tegner, reporteren, den enarmede spanske digter Ramón María del Valle-Inclán, men sådan foregik det, og sådan foregår det nu.
Reportagen er fra 1916, altså godt 100 år gammel, men som journalistik er den revolutionerende. Valle-Inclán var den første, der rapporterede i “wide-screen”, nemlig fra en flyvemaskine, så han så hvad der skete over hele fronten fra ende til anden. Jeg finder ikke, at det er overgået. Moderne krigsreportager – fanden stå i nødvendigheden af dem – står til sammenligning, ligesom de stakkels soldater, fast i mudderet.
Han fortjener den stjernestatus, han tildeler sig selv alene i reportagens titel: Midnat. Et øjeblik af krigen set fra stjernerne.
Hadet
Grejet, de slås med, er forældet, men alle vegne blinker krigens evigt unge dødningegrin. Her er en scene med der vidner om de civile, ikke mindst de unge kvinders situation:
”Da lægen træder ind, lister den lille nonne tilbage til døren og venter der med sænket blik og hænderne over kors. Lægen er en gammel tør mand, med et stort snakke-træs lidenskabelige og udtryksfulde ansigt. Han hilser ved sin indtræden:
– Hvad fejler disse piger?
Da han så ser dem blive ulykkelige, mumler han med trøstende og sympatisk røst:
– Nå, nu kan jeg godt se, hvad der er med jer! I skal ikke være bekymrede, kære piger!
Han sætter sig tæt ved moderen:
– Først vil det nok være det bedste, om vi to holdt råd.
Moderen stirrer stædigt ned på sine krydsede hænder, og hæver øjenbrynene:
– Ja, hr, ja …. De har fået besked…?
– Om det hele, piger, om det hele … De siger, det er krigen …. Løgn! At nedbrænde og voldtage har aldrig været nødvendigt i krig. Det er det atavistiske barbari der breder sig … Disse mennesker er meget tæt på deres forfar i junglen, og i store tider kommer han til live i dem. Det er deres sande personlighed som krigen har defineret og sat i relief, sådan som vinen gør med drankerne.
Den ene af pigerne mumler fortørnet:
– Det er hadet til Frankrig!
Lægen ser på hende med sympati og trykker hendes hånd:
– Hadet til den klassiske verden, min pige. Hittebarnets had til dem der har slægt.” (citat slut)
Had, had, had … det er brændstof i krig. Soldaterne, ”fjenderne”, er en flok rødmossede knægte, der – uden at blive spurgt først – er sendt ud i store sværme ud for at slå hinanden ihjel.
En flok mennesker der kunne have haft en anden fremtid.
Krigens absurditet
”Tusinder og tusinder af soldater falder i den store natlige kamp, og ligger stive og kolde under de sitrende stjerner. Eskadronerne kommer pludselig til syne: Sommetider når de river sig løs fra midten for at søge et flankeangreb, andre gange under en eksploderende bombe som åbner en breche i dem som i en borgmur. Ilden fra maskingeværerne danner linjer som krydser hinanden, de spyr deres skud ud over store vidder, smadrer soldaternes linjer: Nogle falder grotesk som kludedukker med eksende ben; andre med åbne arme ender fladt på jorden; andre igen ligger bøjede hen over kammeratens skulder. Og blandt alle de forskellige måder at dø på slæber de sårede sig afsted, mens de presser sig på det lemlæstede kød, mærker det lune blod flyde ud mellem fingrene, øjnene er opspærrede af rædslen for tilfangetagelse. Hundredvis af kanonbatterier åbner ild, og under de store projektilers fremdrift udvider luften sig med samme langtrukne og dybe klagen som hunkatte der føder.”
”Straks det gryr, har de allieredes infanteri kastet sig ud af deres skyttegrave og går i kamp mod de tyske forsvarsstyrker. Soldaterne løber, spredt ud i vinger, med sænket hoved, oplivede af ilden fra artilleriet; de glider, falder, sopper, sætter over grøfterne, skærer sig på pigtråden. Engang imellem forsvinder de i hullerne efter kanonkuglerne, synker langsomt, og det mudrede vand hvirvler rundt om deres hjelme. Kun deres hænder dukker op, beder om hjælp, så dybt har kanonerne gravet i jorden. Der er steder som er de rene hængemoser. De tyske maskingeværer krydser deres beskydning, og hele rækker falder som om de foldede sig sammen. Midt i skyerne af røg fortsætter nogle af soldaterne, meget bemærkelsesværdige, i løb, med en granat i næven. Angrebskolonnerne efterfølger hinanden i bølger: De døde ligger maste tilbage, oven på jorden, halvnøgne, med tøjet flænget itu af eksplosionerne: De sårede slæber sig afsted i vandrender, leder efter dækning, og, når sikkerhed er fundet, hæver de deres klageråb i bøn om hjælp”. (citat slut)
Forfatteren/reporteren har klart taget parti i Den store Krig, ja også for krigen som sådan, han er sine steder helt oppe at køre og ser den i glimt som et spirituelt-poetisk projekt, for han falder jævnt-hen i sit forfatterskab for sig selv som digter, ordmager, ekstatiker.
”Stormægtige raseri! Sikke fremstød og sikke modstød, hvilken mytisk kraft har de ikke, angrebene fra skyttegravene! Og hvilken blind livsimpuls over bund af smerte og død! Se dog som det store slag brydes op og splittes i mindre kamphandlinger, i marcher, i flankering, i overrumplinger, indtil overblikket fra stjernerne forsvinder i tumulten af krop mod krop, og det hele slutter med et skrig der er som hanens sejrsgal! Men den matematiske tanke, stærkere end liv og død, forbliver urokkelig i alle slagets former; den er lov i skyttegravens tumult, såvel som i artilleriets skudsalver.” (citat slut)
Men det er først og fremmest absurditeten i det store dræberprojekt, han afslører, mest gribende i den nærmest surrealistiske scene, hvor opsvulmede soldaterlig sendes til søs som i et polynesisk afskedsritual:
”Mandskabet smøger buksebenene op og pjasker ud i vandet, der er fuldt af morild. Langs stranden flyder mere end hundrede oppustede, svulmende tyske kadavere. Der er en der mangler hovedet; andre afslører mørkviolette, næsten sorte spor efter læsioner i maven og benene. Nu begynder sliddet med at rejse sejl for dem med stave og lærred fra boderne. De gør brug af bådshagerne, stikker huller i det hydropiske kød og sømmer skafterne til med sejldug. Og så, snilde og overtroiske som de er, skubber de dem ud, indtil de finder dybde: De skråsætter sejlet, for at finde, hvor vinden fylder det, og, enten ved anklen eller struben, fortøjer de skødesejlet. De døde fjerner sig fra stranden som en eskadrille feluker: Man kan se dem lægge sig på linje under månen, og sejle til søs ud mod horisonten skubbet af den friske brise der blæser fra tredje kvadrant. Der stiger et glædens åndedrag op fra disse barnlige og troskyldige sjæle. En skibsdreng, med kasketten i hånden, og lys fra stjernerne i de ivrige øjne, råber på sit gamle keltiske mål:
– Guds moder! Nu er jeg ikke længere bange for de døde!” (citat slut)
Ukraine-krigen. Det er næppe den, der vil slutte alle krige; det kan kun en atombombe sørge for.
(Et udvalg af Ramón-María del Valle-Incláns tekster udkommer i løbet af foråret på Det Poetiske Bureaus Forlag).
Læs mere i POV om Ukraine-krigen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
