Mens hun venter på Fedtmule

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME –  Nogle mennesker elsker dem. Andre hader dem. Katte. En af taxamand Jesper Grunwalds kunder i den forgangne uge hører til den første kategori. Hun vandt 3000 kroner i banko, og nu skal gevinsten bruges på en racekatSelv om Grunwald i lang tiden kæmpede imod at lukke en kat ind i sit hjem og aldrig kunne drømme om at betale så mange penge for et dyr, er han alligevel blevet katteven.  

Jeg kæmpede imod til det sidste. 

Men jeg måtte begynde kapitulationen for 15 år siden. Jeg er blevet katteven. 

Gud bedre det! Jeg elsker Frandsen, min grå huskat, selv om det strider mod mit kulturradikale hjerte at indlede et emotionelt kærlighedsforhold til et egocentrisk husdyr. 

Kærlighed? Det er måske snarere respekt for dens ubetingede magtovertagelse. 

Det startede med en armene-over-kors-fanneme-nej-jeg-nægter-at-have-husdyr-holdning, der kollapsede mod overmagten: Et frontalangreb fra husets feministiske majoritet – en kvindelig ægtefælle og tre døtre. (Hvordan kan det egentlig være, at børn fatter særlig kærlighed til husdyr, få år før de flytter hjemmefra?). 

Jeg er bare en dum bonderøv, der tror, at en kat er en kat. At den skal være sulten for at vedligeholde sit dræberinstinkt

”Jamen er den ikke bare søøøøøøøød?” 

”Det er bare en kat. Det er et dyr”, sagde jeg, – blot kommenteret af fruens og børnenes hovedrysten. 

Det hele stammer fra min bondske baggrund. Hunde klapper man og bruger til jagt. Katte er halvvilde dyr, der holder til uden for huset. De skal have så tilpas lidt affodring, at de lever op til landlivets vigtigste livsopgave for disse kønne mini-tigre. De skal holde bestanden af mus og rotter nede på et minimum. De må ikke sultes målrettet, gårdkattene. Men generelt er attituden en blanding af Darwins udviklingslære og Joachim B. Olsens holdning til de fattige: De svageste vil dø og de øvrige må ikke have det for godt, for så bliver de for fede og dovne. 

Min kunde denne søndag eftermiddag skal til bingo på københavnske Nørrebro. I den mest etniske del af det gamle proletarkvarter, side om side med et islamisk kulturcenter, ligger spilleklubben, hvor flere hundrede samles i dag til drømmen om en stor gevinst.

”Jeg elsker banko og bingo”, siger den midaldrende kvinde. 

”Den store gevinst”, spørger jeg ? 

På Nørrebro handler det om pengegevinster! 

”Jeg var faktisk ret heldig for ikke så lang tid siden. Mit sidste tal på pladen, nr. 40, blev råbt op. Min veninde blev sur af misundelse – jeg blev 3000 kroner rigere.” 

Jeg er jo selv faldet for katten som skabning. Eller rettere. Dyret har trukket patriarken ud af min krop, og jeg er blevet sådan en, som følger Frandsens vilje

Hun tilhører ikke et velhaver-segment, men er fuldt klar over, hvad præmien skal gå til: En ny kat. Den sidste døde i hendes arme for nogle få måneder siden.

En kat? Så dyr kan den vel ikke være!

Jeg er bare en dum bonderøv, der tror, at en kat er en kat. At den skal være sulten for at vedligeholde sit dræberinstinkt. Og at man hele tiden får tilbudt en gratis killing, fordi hankatte er evigt liderlige og hunkatte hele tiden bliver frugtsommelige.

”Jeg har faktisk bestilt en kat af racen Devon Rex. En smuk og intelligent racekat, hvor jeg måske er heldig at få den til en billig pris. Måske bare de 3000, jeg vandt i Bingo.” 

3000 kr.! For en kat? 

Jeg siger ikke noget, men har min egen indre monolog om forholdet mellem vare og pris. Og så sætter min kunde prisen i perspektiv: 

”Devon Rex sælges over hele verden til helt andre priser. Jeg vil tro, at killingerne fra Swansea kan sælges for måske 25.000 til Australien. Det er klart. Transportudgiften er temmelig høj.” 

Jeg er skakmat.

Devon Rex. Foto: Pixabay.

Så tager hun sin smartphone frem for at vise mig sit nye barn. Eller rettere, moren, med det pompøse navn Swansea. Vi kigger på skærmen, vi smiler som forældre til børn. Men endnu er drømmen om en ny kattekilling blot et foster i maven på katten med de store, strittende ører. 

Jeg er jo selv faldet for katten som skabning. Eller rettere. Dyret har trukket patriarken ud af min krop, og jeg er blevet sådan en, som følger Frandsens vilje. Selv om jeg ville håne giveren ved at tildele dyret min ven, kunstmalerens efternavn. Jeg gennemtvang navnet frøken Frandsen. En mandschauvinistisk hån. Katten blev formelt transkønnet ved kastrationen i teenageårene. Neutraliseret kalder man det i katte-universet.

Jeg kunne ikke tilgive vennen, at han lokkede min familie til et dyrehold, husherren ikke ønskede sig.

Hun har allerede givet den ufødte misser et navn, som måske vil gøre racekatten mindre højrøvet end ”gadekrydset” Frandsen på min egen matrikel

Faktisk røg min status som husets herre ved samme lejlighed. Efter kort tid var det Frandsen, der lå tættest på min kone, når vi sover. Når jeg vil kysse hende diskret godnat, vender katten sit tigeransigt mod mig og mjaver aggressivt som ville den flænse mig, hvis ikke dens realitetssans var stærkere end dens selvværd. Men betydningen er god nok: F… off, jeg gider dig ikke. Og så alligevel, når jeg har lagt mig diskret, lige før jeg sover, kommer den højt spindende, blødt vandrende over min dyne og mit hoved for at blive kløet på maven. Hvis ikke jeg reagerer, kilder den mig med sine knurhår i ansigtet, mens den ånder på mig med en sød lugt af Whiskas. 

Så overgiver jeg mig! 

Vi er fremme ved Bingohallen, og min kunde viser mig flere kattebilleder. Vi smiler til hinanden og kalder det en sød ventetid. Hun har allerede givet den ufødte misser et navn, som måske vil gøre racekatten mindre højrøvet end ”gadekrydset” Frandsen på min egen matrikel. 

Den skal – uanset køn – hedde Fedtmule!


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topfoto: Skribenten

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark