Hjemløsemarchen i 1928 – da tusindvis af hjemløse gik ind i glemslen

af i Essays/Historie

SOCIALPOLITIK // HISTORIE – 20. marts 1928 vandrede 15.000 – formentlig mange, mange flere – utilfredse hjemløse og arbejdsløse fra Valby Bakke og ind til Christiansborg for at protestere mod de trange socialpolitiske kår. Politiet havde fået udleveret skarpe skud og frygtede det værste. I dag er der stort set ingen, der ved noget om den store Hjemløsemarch, der havde bugtet sig gennem landet. Hvorfor endte de tusindvis af hjemløse og arbejdsløse med at marchere direkte ind i historiens glemsel?

København sitrede af spænding tirsdag 20. marts 1928. I de tidligste morgentimer havde politiet været forbi Kastellet på Østerbro for at få udleveret skarpe skud. Maskingeværreder var blevet etableret på flere af husets tage. Blikkene fra politifolkene, Københavns borgere og politikerne på Christiansborg var vendt mod Valby Bakke.

Hér havde tusindvis af utilfredse hjemløse og arbejdsløse samlet sig for at marchere mod hjertet af København. De var utilfredse med de socialpolitiske vilkår, som den daværende Venstre-regering under statsminister Thomas Madsen-Mygdal havde skabt. Regeringen havde skåret voldsomt ned på en række arbejdsløshedskasser og lukket flere essentielle hjælpekasser. Det betød blandt andet, at helt unge lærlinge ikke længere var berettiget til understøttelse efter endt svendeprøve – og flere af disse endte simpelthen på gaden, fordi de ikke havde penge til at betale for en bolig.

Protesterne denne tirsdag havde været planlagt i månedsvis. I starten af 1928 var en række aktivistiske hjemløse og arbejdsløse mødtes i Folkets Hus på Jagtvej 69. De var rasende over forholdene, de levede under, men også trætte af de evindelige slåskampe og konflikter med myndighederne. De havde derfor sat sig sammen for at tale om, hvorvidt man ikke kunne protestere på en anden måde – og samtidig virkelig vise, hvor mange, der ønskede en anden tilværelse og et andet samfund. Hvad nu hvis man mødtes et andet sted i landet og marcherede til København? Hvad nu hvis man sørgede for at holde sig indenfor lovens rammer og gøre alt efter bogen? Og så fuldende marchen ved at møde op med kravene på Christiansborg? Et helt kor af (primært mande-)stemmer, der krævede deres ret til et sted at bo og mad i maven?

Det var sådan, at Hjemløsemarchen blev til. Mødestedet blev den lille landsby Kjellerup, der ligger stort set i midten af Jylland – 22 kilometer syd for Viborg, 16 kilometer nordvest for Silkeborg, 18 kilometer øst for Karup og 12 kilometer vest for Ans. På herberg og andre steder, hvor hjemløse samledes i Danmark, blev der hængt plakater op, der fortalte, at marchen ville vandre ud af Kjellerup mandag 5. marts og at de, der ville deltage, skulle møde op i løbet af søndag 4. marts.

Politiet, myndighederne og politikerne i København havde således masser af tid til at forberede sig på ankomsten til København. Nerverne var på højkant – revolutionære tendenser florerede flere steder i Europa, og det var kun ti år siden, at arbejdsløse syndikalister 11. februar 1918 havde stormet Børsen i København og banket børsmæglere med køller. ”Spillebulen er lukket”, stod der på et stort banner, som syndikalisterne efterfølgende foldede ud foran indgangen til den gamle, snørklede bygning. Resten af dagen gik med slagsmål mellem politi og syndikalister flere steder i de københavnske brokvarterer.

I 1928 frygtede man en gentagelse af de dramatiske begivenheder. Og man var usikker på, hvem der egentlig deltog i den hjemløsemarch; hvor mange var kommunister med et revolutionært blod bankende i årene?

Hjemløsemarchen var i første omgang et triumftog på turen gennem Jylland. I flere større byer var der både bespisning og overnatning på byens regning.

Triumftoget

Deres frygt – og deres reaktion – stod i skarp kontrast til dét, der i virkeligheden skete i det jyske. Deltagerne fra planlægningsmødet på Jagtvej mødte op i Kjellerup og talte med bystyret om at give mad og husly til de hjemløse, der ville dukke op i løbet af søndag 4. marts. De lokale var positivt stemt. De mennesker, de mødte, virkede ordentlige, høflige og velforberedte – og de tjente en god sag. Og, spurgte de sig selv, hvor mange ville det egentlig deje sig om? En snes? Et par snese?

Det var et regulært triumftog. I de første store jyske byer blev de hundredvis af marcherende modtaget med jubelråb, musik og taler

De skulle blive klogere, for i løbet af søndag kom de hjemløse og de arbejdsløse strømmende til Kjellerup. Først en håndfuld. Så to håndfulde. Så endnu flere. På et tidspunkt var der 100 hjemløse i byen. Da aftenmørket faldt på, var der omkring 200. Men Kjellerup-borgerne holdt, hvad de havde lovet. Der var bespisning og overnatning. Rundstykker og gule ærter og halm på gulvet i byens gymnastiksal. Der blev indsamlet tøj, sko og tobak, ja selv byens barber holdt åben og klippede og barberede gratis.

Da marchen skulle begynde mandag 5. marts, dukkede yderligere 100 op, så da turen gik ud af Kjellerup traskede 300 hjemløse mænd mod Silkeborg.

Det var et regulært triumftog. I de første store jyske byer blev de hundredvis af marcherende modtaget med jubelråb, musik og taler. Og optoget svulmede op. Kommentatorer og øjenvidner talte omkring 600, der marcherede ind i Skanderborg – og endnu flere, da turen nåede til Horsens. Og de havde fået fint selskab i spidsen. En krigserfaren flyverløjtnant med aristokratisk baggrund havde med sin støvede motorcykel besluttet sig for at give en hånd med. Hans fulde navn var Knud Alexander Carl Christian Collis Frederik von Clausen Kaas, og han havde kæmpet på den hvide side under den finske borgerkrig i 1918.

Vendepunktet i Vejle

Da de hjemløse marcherede ud af Horsens med kurs mod Vejle, var der allerede truffet en dramatisk beslutning i København. Toge tætpakket med politifolk – de såkaldte ’panserbasser’ – var på vej over Sjælland og Fyn. Politikerne turde ikke lade marchen gå hele vejen til København. Og havde i den københavnske presse fået en god allieret. Historier blev plantet om det anarkistiske og revolutionære optog, der for ’russerpenge’ havde kurs mod byens hovedstad for at sætte ild til hele lortet og vende samfundet på hovedet. En lokal avis i Silkeborg påpegede faktisk diskrepansen mellem den virkelige verden og københavnerpressens fejlagtige og konstruerede ditto.

Historier blev plantet om det anarkistiske og revolutionære optog, der for ’russerpenge’ havde kurs mod byens hovedstad for at sætte ild til hele lortet

Men lige lidt hjalp det. Da de hjemløse nåede Vejle stod panserbasserne parat. På torvet foran den gamle teatersal kom marchen til at stå ansigt til ansigt med de uniformerede modparter, men dét, der kunne have udviklet sig til et større slagsmål, endte overraskende udramatisk – der røg en rude i døren ind til teatersalen, men de besindige ledere af marchen, herunder flyverløjtnanten, formåede at holde de marcherende i ro.

Under et dramatisk møde blandt disse ledere blev det besluttet at gøre, hvad politikerne havde beordret – og marchen blev opløst. Flyverløjtnanten, der blandt andet var blevet ringet op af sin far med trusler om, hvor ødelagt hans fremtidige liv og karriere ville være, hvis han fortsatte med at marchere med de hjemløse, trak sig fra ledelsen og kørte hjem på sin motorcykel. Hjemløse blev sat på toge og sendt tilbage til de byer i Jylland, hvor de oprindeligt var kommet fra inden de ankom til Kjellerup.

Det, der få dage forinden havde lignet en folkelig vindersag, var nu reduceret til et ydmygende politisk nederlag og de hundredvis af protesterende og marcherende hjemløse og arbejdsløse var ved at blive spredt for alle vinde. Færgerne blev nægtet at sejle dem over bælterne – og ved færgeovergangene stod politiet klar.

Billede af de – konservativt vurderet – 15.000 hjemløse og arbejdsløse foran Christiansborg 20. marts 1928.

Trodsighed i tusindtal

Politikerne og politiet havde imidlertid gjort regning uden vært. Enkeltvis eller i mindre grupper strømmede de hjemløse alligevel mod København. Og tirsdag 20. marts stod de i tusindtal på Valby Bakke med næserne og næverne vendt mod Christiansborg. Den protesterende skare var blevet polstret med tusindvis af arbejdsløse fra København og utilfredse dele af studenterbevægelsen. Det konservative bud på, hvor mange de var, er 15.000, men dengang lød buddene også på 20.000 og 25.000 (avisen Arbejderen mente, at der var hele 40.000).

De fik en fangedragt på og en seng at sove i. Og prygl af det fremmødte politi

Politiet havde indkaldt alt disponibelt mandskab. De skarpe skud var blevet udleveret. Stemningen var mere end anspændt, da marchen gik de sidste kilometer fra Valby Bakke og ned mod Christiansborg Slotsplads.

Der er billeder af de mange tusinde fremmødte på pladsen for Christiansborg, men alligevel endte dagen i frustration og dyb skuffelse. En udvalgt skare af de protesterende fik lov til at få foretræde for indenrigsminister Oluf Kragh, der lyttede af nød og efterfølgende trak på skuldrene uden at give de fremmødte nogle indrømmelser eller tilnærmelser overhovedet. Selv den borgerlige presse, der var til stede ved mødet, fandt behandlingen arrogant.

Inden de udvalgte hjemløse fandt tilbage til pladsen for at tale med de tusindvis af fremmødte, har de formentlig trukket vejret dybt ind, inden de skulle redegøre for det manglende resultat af forhandlingerne med Kragh. For ikke at signalere den fulde resignation, foreslog de, at man i stedet gik til Københavns Rådhus, hvor den socialdemokratiske Viggo Christensen var overborgmester.

Her blev det til en ny, stor skuffelse. Christensen ville heller ikke hjælpe de hjemløse – og han ville i hvert fald ikke levere sovepladser og mad som i de jyske byer. Han pegede i stedet ud ad vinduerne mod Amager og Sundholm. Dér kunne de hjemløse tage hen og overnatte og få fattighjælp. Det ville være katastrofalt for de fremmødtes politiske engagement og muligheder. Modtog man penge fra det offentlige, mistede man stemmeretten.

I et sidste forsøg på at råbe systemet op valgte ledelsen af marchen dog at marchere mod Sundholm, for på den måde at lade først Sundholm og siden hele det socialpolitiske system bryde sammen under presset fra de tusindvis af protester. Desværre blev de tre en halv kilometer, der er mellem rådhuset og Sundholm, skæbnesvangre for marchen og for den store idé om at fylde Sundholm til mere end bristepunktet. Flere og flere begyndte at sive af frygt for, hvad der ville ske, når portene smækkede bag dem på Sundholm. Kun 700 lod sig registrere og låse inde. De fik en fangedragt på og en seng at sove i. Og prygl af det fremmødte politi.

Hjemløsemarchen, der var startet med et jubelbrøl i Kjellerup, var endt med smertensklynk i København.

De glemte protester

Med beslutningen om at gå til Sundholm – og de mange tusindes beslutning om ikke at gøre det alligevel og forlade marchen, da den forlod rådhuset – var vejen banet for den kurs ind i historiens glemsel, som hjemløsemarchen endte med at følge.

Dét, der startede som en velorkestreret og i vid udstrækning velgennemført protest, var endt i det rene ingenting. Tusindvis af hjemløse, arbejdsløse og unge var mødt op for at kræve deres ret og bede om forandringer. Og de fik ingenting af hverken venstre-ministeren eller den socialdemokratiske borgmester. Der var således ikke nogen store beslutninger eller sejre at overlevere til historiebøgerne, som jo i vid udstrækning skrives af dem, der har magt. Og hverken Venstre-regeringen eller Socialdemokratiet havde grund til at fortælle historien om, at de ikke ville eller kunne gøre noget, da det gjaldt. De hjemløse selv mistede stemmen – i mere end en forstand – og var således heller ikke i stand til at lade fortællingen om marchen brænde igennem i eftertidens historieskrivning.

Dét, der startede som en velorkestreret og i vid udstrækning velgennemført protest, var endt i det rene ingenting

På det socialpolitiske plan lå de næste store reformer nogle år ude i fremtiden – vi skal helt frem til K. K. Steinckes socialreformer i 1933. Det kan diskuteres, om de politiske paroler fra den store hjemløsemarch lå som et ekko i det arbejde, som Socialdemokratiet lagde i reformerne, men hverken marchen eller de aktivistiske ildsjæle blev nævnt, da reformerne blev stemt igennem i Rigsdagen. Måske fordi to af initiativtagerne til marchen, Willy Geslin og Charles Nielsen, i 1930 var involveret i en episode i folketingssalen, hvor skud blev affyret, mens Steincke var på talerstolen. I loftet kan man den dag i dag stadig se skudhullet, siges det. Dér er i hvert fald ét bevis på den aktivisme og de protester, der lå til grund for marchen. Marchen selv gled over i glemsel – indtil nu, i hvert fald.


En stor tak til historikeren og forfatteren Michael Valeur, der har gravet denne glemte historie frem og som har skrevet en skønlitterær roman om hjemløsemarchen. Den hedder ’Hjemløs’ og er udgivet af Chokoladefabrikken. Find den her.

I podcasten ’Vild Historie’ på Heartbeats handler dette afsnit om den store hjemløsemarch.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og historiker. Han har de seneste fem år arbejdet som freelancer, men har tidligere været journalist i Berlingske Media og redaktør på Hus Forbi.