STRESS // ESSAY – “Min mission er at holde et spejl op med min fortælling. At stille mig op og vise, at skam ikke må være en skam. At vi kan hele hinanden, at vi kan blive raske, når vi tør stole på, at det, der er på vores inderside, bliver mødt med varsomhed. Mit håb er, at de, som oplever skamstressen, føler sig set gennem mine ord.” Dette er 2. del af Ann-Helene Maacks essayserie om skamstress.
Dette er del 2 af serien om skamstress, første del kan læses her og handler om, hvordan jeg opdagede, at min stress hang sammen med skamfulde oplevelser og psykologisk utryghed på jobbet. Med baggrund som lærer har jeg flere gange oplevet stress med afsæt i skam, der sætter spor i krop og sind.
Skamtriggere, der kan føre til stress
Når det kommer til at opleve skam og forkerthed i arbejdet, kan det trigges af:
Ydmygelse:
Det kan være den vrede teenager, der afviser kontakten med den voksne ved at mobbe, ignorere eller lange ud. Det kan være en pårørende, der overfuser os i afmagt over, at du ikke havde taget blå futter på, da du skulle ind og nå alt for meget hos hans mor på de af visitationen afmålte 8 minutters besøg.
Det kan være konen til manden, der lige har fået beskeden om terminal cancer, som vil lægge sag an mod dig som læge, og i sit livs sorg beskylder dig for lægesjusk. Det kan være en kollega eller leder, der får os til at føle os forkerte eller udenfor.
Der er evidens for, at verbale overgreb og det, at andre udtrykker sig negativt om en, er lige så̊ sygdomsfremkaldende som fysiske eller seksuelle overgreb.
Når skam går fra en følelse til en tilstand, bliver det til en toksisk respons, der gør, at vi vil være på vagt
Afmagt, magtesløshed og ender, der ikke mødes:
Når vi i jobbet må undlade at gøre det, vi bør, fordi der ikke er tid eller ressourcer til rådighed. Når vi er ressourcemæssigt maxet ud og ikke føler, vi har mulighed for at løse vores opgaver tilfredsstillende.
Skyld:
Når vi laver fejl, hvis vi har skældt ud eller forsømt, kan vi skamme os så meget, at vi ikke tager ansvar. Det er for smertefuldt at bære. Mennesker, der arbejder med mennesker, er til frit skue, og vi bærer relationen og kan ikke slippe væk, trods vores naturlige kamp/flugt-respons ofte vil være aktiveret i belastende situationer. Når der er mange af disse skamtriggere i vores hverdag, tapper det ind i krop og sjæl og hænger ved.
Når vi laver fejl, hvis vi har skældt ud eller forsømt, kan vi skamme os så meget, at vi ikke tager ansvar. Det er for smertefuldt at bære.
Iblandet en stærk professionel selvmonitorering er vi i særlig risiko for at falde i skamfælden, og de skamvækkende hændelser i jobbet kan være glatte trædesten hen mod en stresssygemelding.
Skam er en følelse af at være forkert og uværdig, som vi kan opleve, når vi kommer til kort, laver fejl eller vores grænser bliver overtrådt på jobbet. Skam er en normal respons, der kan blive til en vedvarende tilstand i jobs, hvor vi arbejder med mennesker.
Skamstress er en særlig form for stress, der ikke kun handler om for meget arbejde, men om arbejdsvilkår, der er følelsesmæssigt belastende, Hvis vi bliver overfuset, mobbet eller ydmyget, hvis der dukker mange uventede opgaver ind fra højre, eller hvis vilkår i jobbet gør, at der er uklare grænser eller vi laver fejl. Høje følelsesmæssige krav i arbejdet blandet med psykologisk utryghed kan være en giftig cocktail.
Den professionelle maske og det sårede selv
Vi har en kollektiv forestilling om ”den usårlige hjælper”, det ligger stærkt indlejret i vores professionsideal. Lægens hippokratiske ed. Den evige Mother Theresa, Den evige Tine Bryld, ophøjet og tilgængelig døgnet rundt, hvis lokummet virkelig brænder.
I fag, hvor vi skal hjælpe medmennesker, er der store krav til vores etik, dømmekraft og evne til at sætte os ud over os selv. Min lærerpersona sikrer, at modstanden mod undervisningen ikke handler om mig, men om min rolle.
Da jeg kom til kort, ramte det ind bag min professionelle maske, der ellers holder mit personlige og private selv distanceret til de vilkår, jeg som professionel oplever i jobbet. Men vi har et nervesystem, der instinktivt reagerer på udefrakommende stimuli.
At vi kan føle skam, gør også, at vi er til holde ud
Når de følelsesmæssige krav overstiger de ressourcer, vi har til rådighed, og når vi bliver spejlet negativt af os selv eller andre. Skam er en særlig form for angst, en reaktion, der sanses i kroppen og vores ubevidste sind, der, hvor ordet ikke findes.
At vi kan føle skam, gør også, at vi er til at holde ud. Det er en socialiseringsmekanisme, som også sikrer os en pejling af, hvor andre er socialt. At vi ved, når vi er gået for langt, og at vi kan mærke hinanden. Det er et nødvendigt vilkår i vores sameksistens, men når skam går fra en følelse til en tilstand, bliver det til en toksisk respons, der gør, at vi vil være på vagt og kronisk ængstelige, og hjernens trusselssystem vil være overaktivt. Ligesom ved den traditionelle kliniske definition af stress.
Psykologisk tryghed på arbejdspladser, hvor mennesker arbejder med mennesker
Heldigvis er der ved at komme lys på sammenhængen mellem stress og skam. I Danmark har Pernille Steen Pedersen forsket i problematikken. En af hendes centrale pointer er, at vi skal få et sprog for det skamfulde. Fordi vi først kan forholde os til vores skamfølelser, når de bliver legitimeret gennem sproget.
Når vi får et sprog for skam, kan vi skabe kollektive løsninger.
Skam og stress må aldrig være et individuelt problem. For skam er ensomt, og når der er fare for at blive påført yderligere skam, vil vi gemme den endnu længere væk.
Der er en række farer ved, at der er skam på spil i vores professionelle virker. Både for den enkelte medarbejder, som holder andre menneskers hjerter i deres hænder, og for de mennesker, vi har til opdrag at være der for. For oplever vi skam med afsæt i ydmygelse, afmagt eller skyld, kan vi ikke tænke og føle klart, og vi kan blive ulykkelige og gøre fortræd.
Med fare for at begå professionelt selvmord som både psykoterapeut og underviser tager jeg en for holdet og fortæller, hvordan det ramte mig
Når vi taler om forråelse udbrændthed og omsorgstræthed, må vi anerkende disse vilkår, der kan være en selvbeskyttelsesstrategi.
Vi har også brug for en forståelse for, at emnet er sårbart. Med fare for at begå professionelt selvmord som både psykoterapeut og underviser tager jeg en for holdet og fortæller, hvordan det ramte mig, da jeg følte mig mobbet og ekskluderet i det fællesskab, jeg skulle stå i spidsen for.
Jeg føler, der står INKOMPETENT i panden på mig. Men det er vigtigt, det her, og jeg kan godt tage ansvar for min faglighed.
Hvis jeg tør sige det, er der måske andre, der også kan stå ved deres smerte. Så lad os tale, sætte grænser, holde hinandens hjerter i vores hænder, så vi kan være trygge. Lad os sætte tid af til dialog og heling, så vores borgere kan opleve trygge og hele mennesker i deres liv.
Vi må se hinanden, før vi ser på hinanden. Når hjernens trusselssystem er i rødt, er vi ikke modtagelige for evaluering og feedback. Det kan endda være en fordel at have et skam-beredskab på arbejdspladsen. Et sted at gå hen med sin skam og følelse af forkerthed. En leder, en kollega, en AMR.
Vi har brug for et sprog
Skam kan ikke overleve empati, og når vi kigger på os selv og hinanden med medfølelse, kan vi blive endnu dygtigere.
Vi har brug for at få et sprog og et fokus på jobrelateret skam og stress, der kan hjælpe til at afgifte følelserne af skam og forkerthed, hvis de kommer til at hobe sig op og dumpe ned som kattegrus i sengen mellem kl. 2 og kl. 5 om natten og forriver sjælen med dårlig samvittighed og forladthed.
Nu tænker du måske: ”Det har vi ikke råd til.”
Jeg tror ikke, vi har råd til at lade være.
Vi kan hele hinanden, at vi kan blive raske, når vi tør stole på, at det, der er på vores inderside, bliver mødt med varsomhed
Stress rammer hver fjerde, hver dag er der 35.000 danskere sygemeldt med stress. Og 250.000 – 300.000 lider af alvorlig stress. Det rammer den enkeltes arbejdsevne, livskvalitet og førlighed og deres familier, det rammer arbejdspladserne, det rammer alle.
Arbejdspladser med vitale samfundsfunktioner har massive rekrutteringsvanskeligheder, dels grundet løn, dels grundet arbejdsmiljø.
Min mission er at holde et spejl op med min fortælling. At stille mig op og vise, at skam ikke må være en skam. At vi kan hele hinanden, at vi kan blive raske, når vi tør stole på, at det, der er på vores inderside, bliver mødt med varsomhed.
Når det sker, kan vi tage ansvar.
Mit håb er, at de, som oplever skamstressen, føler sig set gennem mine ord. At kolleger, familie og ledelser tager det her til efterretning, så vi kan blive endnu bedre til at løse vigtige relationelle opgaver i vores samfund.
Kilder
Paul Gilbert, reference til https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/16741199/ Teicher, Samson, Polari og McGreenery
Lars J Sørensen, Skam, medfødt og tillært.
Pernille Steen Pedersen, Stress og skam i arbejdslivet.
Med inspiration fra K. E. Løgstrup
Dorthe Birkmose, Når gode mennesker handler ondt
Brene Browne
https://blog.as3transition.dk/stress-statistik
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
