KINA // BØRN & UNGE – Tre år med isolation og nedlukninger under corona har givet de unge kinesere et psykisk chok. Nu følger en svækket økonomi, der med en ungdomsarbejdsløshed på næsten 20 procent gør det svært at finde et job. Samtidig er ungdommen udsat for et ekstremt socialt pres fra forældre og samfund og har introduceret noget så usædvanligt i Kina som to nye protestbevægelser, ”ligge fladt” og ”lad det rådne”.
Generationen, der er født omkring årtusindskiftet, var udråbt til at blive den lykkeligste nogensinde. Den første i Kinas historie, der er vokset op i moderat velstand, veluddannede og i et samfund i en rivende udvikling. Og med mulighed for selv at vælge partner, job, bolig og uddannelse.
Men lykkelige er de ikke, de unge kinesere. De er, efter min mening, de mest pressede og stressede, jeg har mødt rundt om i verden. Og det er sådan set lige meget, om de kommer fra landet eller byerne, er middelklasse- eller arbejderbørn.
Uforberedt på chokket med corona
De unge var slet ikke forberedt på den nådesløse måde, som systemet tacklede corona-smitten. For de studerende, der havde set frem til et udviklende og sjovt socialt og fagligt liv, blev de tre corona-år i stedet lidelse efter lidelse. I næsten hele forløbet valgte Kina kun én måde at bekæmpe pandemien: Selv ved ganske få tilfælde af covid-19 lukkede myndighederne skoler, universiteter, ja hele millionbyer ned.
Pludselig blev ungdomslivet fyldt med krav om fysisk isolation, tvungne apps på mobilen, der begrænsede deres mobilitet og var en åben ladeport for kontrol helt ned i de mest private detaljer. Et forløb, der har været fyldt med kaos, manglende fleksibilitet og en masse tragedier.
Historisk høj ungdomsarbejdsløshed
Tragisk nok er forholdene for de unge kinesere næsten kun blevet værre efter corona. Helt slemt ser det ud med arbejdsløsheden blandt de 16-24-årige. Den er steget til den højeste nogensinde, 20 procent. Næsten fire gange højere end for den voksne befolkning, hvor 5,9 pct. er uden job.
Hvis vi tager pyramiden på det kinesiske arbejdsmarked nedefra, så er de 281 millioner migrantarbejdere ramt af den økonomiske nedtur, som virksomhederne i hele produktions-Kina lider under efter corona. Væksten i Kina faldt sidste år til rekordlave tre pct. – langt fra de tocifrede tal, der har været normen i over 20 år.
Lønnen betyder meget i Kina. For det er den, der er bestemmer, om de unge kan leve op til samfundets og familiens klassiske forventning til et barns liv og karriere
Millioner af unge er startet i job på fabrikkerne i ”verdens fabrik”. Men i dag er det svært for de unge at avancere eller blive ansat. Dels fordi de mangler erfaring, dels fordi jobbene ikke længere er så attraktive. Man får en månedsløn på 3-4.000 kroner, bor på sovesale på fabrikken og opholder sig langt væk fra venner og familie i et år ad gangen.
Indgreb mod store brancher
Sidste års politiske og overraskende indgreb mod den private del af den store tech-industri har også ført til omfattende nedskæringer – især i elektronikindustrien, der beskæftiger millioner af unge. Der er også store problemer for de mange unge beskæftiget i byggebranchen. Den har været hårdt ramt af konkurser – og nedgangen i byggeriet har været betragtelig.
Og for det ikke skal være løgn, er endnu et stort område blevet ramt af politiske nedskæringer. Det er den private undervisningssektor, som kommunistpartiet vil have skåret ned på. Den er blevet big business, fordi næsten alle kinesiske børn får privatundervisning, så de kan få de bedste eksamener og komme på de ”rigtige” skoler. Men nedskæringerne medfører afskedigelser af de fortrinsvis mange unge, der har givet skoleeleverne privat undervisning efter skoletid.
Plus 12 mio. nyuddannede
Oven i det vil rekordmange, næsten 12 millioner, i løbet af året stille sig i jobsøgningskøerne, efter de bliver færdige på faglige uddannelser eller universiteterne. Det giver endnu mere pres og konkurrence på jobmarkedet, med udsigt til lave lønninger, intensiv konkurrence om jobbene – og stor risiko for at ende i arbejdsløshed.
Den skærpede konkurrence har allerede skabt en gøgeungeeffekt, hvor man ser flere og flere med universitetsuddannelser tage de job, der er beregnet på dem med kortere uddannelser.
Løn betyder mest
Lønnen betyder meget i Kina. For det er den, der er bestemmer, om de unge kan leve op til samfundets og familiens klassiske forventning til et barns liv og karriere. Her gælder det om at få en uddannelse, hurtigt få et job – og her er så dét, der adskiller kinesiske studerende fra danske: få råd til at købe en bolig, bil og stifte familie – helst inden man fylder 27 år.
Kineserne er ikke gået gennem studierne med SU. Og nok overraskende for mange, så er kinesiske studier præget af store udgifter til undervisning, især tuition fees, der på de højere uddannelser ligger på 10-20.000 kroner om året i gennemsnit, med de dyreste helt oppe på 40.000 kroner. Men hvem betaler dem og udgifterne til den unges bolig og forplejning, der kommer oveni? Jo, det er normalt far og mor (og familien), som finansierer børnenes uddannelser, ofte med lån.
Det er en slags investering for familien, der til gengæld forventer, at den unge følger normen og med et godt job er i stand til at ”betale” tilbage, når forældrene skal på pension og har brug for hjælp. Der er slet ikke pleje- og alderdomshjem nok til at opfylde behovet hos den aldrende og voksende forældregeneration. Kina er, ligesom når det gælder sundhedsvæsenet og undervisning, ikke en velfærdsstat.
De unge kinesere i dag, hvor de fleste er enebørn som følge af etbarnspolitikken, betegnes også som 4-2-1 børn, fordi et enebarn som voksen skal tage sig af fire bedsteforældre og de to forældre.
Markante ændringer i arbejdskulturen
Den stigende konkurrence om jobbene har også ført til nogle markante og interessante ændringer i arbejdskulturen. Så alvorlige, at de sammen med forældregenerationens (og samfundets) traditionelle krav til børnenes ønsker om at blive gift, få børn, hus og hjem har skabt nye protestbevægelser og afsløret nogle spændinger i samfundet, som ikke bare kan viftes bort, som det for det meste sker i den autoritære stat.
Det er store kinesiske firmaer som Alibaba (e-handel, hi-tech og finans) og den omstridte telegigant, Huawei, der er de bedste eksempler på firmaer med en ny og anderledes arbejdskultur. Nu kaldes den i Kina for ”996”-modellen, fordi medarbejdere i virksomheden må acceptere arbejdstider, der går fra 9 morgen til 9 aften – 6 dage om ugen. Det overskrider landets arbejdslove om 40 timers arbejdsuge. Men som (næsten) alt i Kina finder man alternative løsninger, så merarbejde fx udbetales som bonusser.
Et andet udbredt fænomen i mange brancher med unge er det såkaldt ”usynlige overarbejde”, hvor arbejdsgiveren sender en sms uden for arbejdstiden og beder medarbejderen kontakte klienter eller kolleger. Undersøgelser viser, at det giver en halv til en hel times ekstra arbejde hver dag – uden det bliver registreret som arbejdstid.
”996”-kulturen
Men hvordan kan ”996” med arbejdsuger på 72 timer accepteres af de unge (primært) i IT- og tech-industrierne? Forklaringen skal findes i den måde, Kina har organiseret sig på for at kunne indhente de vestlige konkurrenter. De sidste 10-15 år har kinesiske virksomheder kæmpet for at nå op på samme teknologiske og sofistikerede niveau, som konkurrenterne i USA og Europa. Men da kineserne ikke fra starten har haft unik eller avanceret teknologi, så har de til gengæld styrket de elementer, der har med omkostninger, hastighed og fleksibilitet at gøre.
Den klassiske erhvervshistorie i Vesten handler om geniet, der skaber et fantastisk produkt – og som følge af et åbent samfund, frie medier og en transparent økonomi opnår sin overlegenhed. Men i Kina er der flere forhindringer og nærmest ingen åbenhed. Derfor handler succes ikke kun om produktets kvalitet, men også om hvor godt holdet af udviklere udfører jobbet, og hvor hårdt de arbejder. Og arbejdsgiverne i de store tech-koncerner synes – ikke overraskende – at det er et godt koncept.
Mange unge kinesere vil ikke finde sig i den arbejdskultur, der med ”996” som skræmmebillede har spredt sig også til andre dele af kinesisk erhvervsliv. Ligesom de gør oprør mod de normer for deres livsbane, som partiet, forældrene og samfundet udstikker
Men det sidste års tid er modstanden vokset. Mange unge kinesere vil ikke finde sig i den arbejdskultur, der med ”996” som skræmmebillede har spredt sig også til andre dele af kinesisk erhvervsliv. Ligesom de gør oprør mod de normer for deres livsbane, som partiet, forældrene og samfundet udstikker.
Ungdomsoprør
To begreber er de seneste år vokset frem af de unges frustrationer. Først kom ”tang ping”, direkte oversat ”lægge sig fladt” – og senest ”ban lai”, der betyder ”lad det rådne”. I Vesten ville vi nok kalde dem for protestbevægelser. Men da der hverken er forenings- eller ytringsfrihed i Kina, kan de ikke udvikle sig til en organisation og slet ikke et parti. Men der er alligevel grund til at tage de unges begreber seriøst, fordi de udfordrer grundlæggende sociale traditioner og politisk tankegang i Kina.
”Tang ping” (lægge sig fladt) er i første omgang et opgør med den (over)arbejdskultur som bl.a. ”996” har introduceret. Det er en afvisning af de lange arbejdsdage for i stedet at nøjes med at arbejde minimalt. Populariteten af begrebet, som florerer mest på sociale medier (i det omfang censuren tillader), afspejler den stress og de frustrationer, som de unge har over det ekstreme konkurrencesamfund, Kina har udviklet sig til.
Begrebet ”ban lai” (lad det rådne) går et skridt videre, hvor de unge simpelthen opgiver samfundets og forældrenes idealer om karriere og familieliv, fordi de er for svære at opnå – og signalerer, at de trækker sig ud af ”ræset”. Det er mere vidtgående end ”tang ping” (lægge sig fladt), fordi det ikke prøver at gå op mod en udvikling, men nærmest omfavner den og siger, så ”kan det også være lige meget, vi lader det hele rådne op”.
Karrierestop og minimalisme
Der er mange måder at ”praktisere” ”tang ping” og ”bai lan”. Millioner af unge har på de store sociale medier som WeChat og Weibo delt deres historier om, hvordan de har opgivet karrieren og ambitionerne til fordel for en minimalistisk livsstil.
Det er de færreste, der tager det bogstaveligt og melder sig helt ud af fællesskabet. De fleste er kørt træt i hamsterhjulet og vil sætte tempoet ned. De bliver en slags freelancere i midlertidige job, som ikke er for krævende, men giver nok indkomst til at holde fri i perioder. Andre, trætte af at sende hundredvis af ansøgninger og gå til jobsamtaler uden at komme i nærheden af en ansættelse, tager en slags sabbat-år – eller vælge at åbne en nudel- eller kaffeshop. De fleste fortsætter altså med at arbejde, men i uforpligtende job.
Protest mod det kinesiske succesbegreb
Men begge begreber står i skarp modsætning til definitionen på succes i Kina: at kunne købe en lejlighed, en bil, få en familie, et godt job og penge. For det handler ikke kun om arbejdet. Boligen er sværere at opnå end det gode job. 90 pct. af lejlighederne i Kinas store byer er ejerboliger, der har nået uhyrlige priser.
En lejlighed koster i gennemsnit 12 årslønninger. Værdien af danske ejerboliger er i gennemsnit 2,3 gange højere end indkomsten. I Kina er tallet over 12. Det koster altså forholdsmæssigt fem gange mere at købe en ejerlejlighed i Kina end i fx Danmark. Lejligheder i storbyer som Shanghai og Beijing er slet ikke til at komme i nærheden af for unge kinesere. Boligpriserne hindrer også det, man kalder social mobilitet, at man kan rykke fra arbejderklasse til middelklasse.
Stemmer med fødderne
På et punkt kan de unges vrede over systemet dog mærkes tydeligt og helt konkret. På demografien. De unge kinesere har ikke kun i ord, men i praksis vist, at de ikke kan eller vil være med længere. De sætter nye bundrekorder i antallet af ægteskaber og endnu mere i antallet af nyfødte.
Antallet af ægteskaber er på otte år faldet over 40 pct. I 2013 blev 13,8 mio. gift i Kina. Ved sidste optælling i 2021 var det faldet til 7,6 mio. Antallet af nyfødte var i 2020 på 12 mio. Året efter faldt det til 10,6 mio. Foreløbige tal for 2022 viser en fortsat årlig nedgang på 10 pct. til 9,56 mio. Med den udvikling viser selv konservative beregninger, at om 30 år vil der være op mod 300 mio. færre kinesere. Det er en økonomisk trussel mod generalsekretær Xi Jinpings ambitioner om, at Kina skal være et moderat velstående land i 2049.
En trussel mod demografien
Det er en udvikling der startede før ”tang ping” og ”ban lai”, men som ser ud til at forstærkes, selvom partiet desperat (og alt for sent) fik afviklet etbarnspolitikken i 2016 og nu har gjort den til en 3-barns politik. Men som nævnt uden at ændre på de forudsætninger, der betyder, at enebarnet i dag stadig er det eneste, de unge kinesere kan få til at passe ind i deres økonomi og arbejdsliv – hvis de altså overhovedet vil have børn.
Og det er en alvorlig trussel mod både demografien og på lang sigt også økonomien. Når Xi Jinping i taler på det seneste henvender sig til ungdommen, så er det kun med kendte patriotiske paroler om, at de unge skal ”tænke stort” og ”arbejde hårdt” for at nå deres mål. I de statslige medier bliver de unges ”tang ping” og ”bai lan” udskammet og kaldt u-patriotiske. Og ikke kun retorisk. De bliver også chikaneret fysisk og censureret på sociale medier.
Der er ikke noget, der tyder på, at budskaberne i de to ”oprørs-begreber” indgår i overvejelserne i partiets top. Og det kan blive farligt, hvis styret ikke opfanger de signaler, de unge sender om samfundets udvikling.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
