For præcis et år siden ophævede Kina én af de mest kontroversielle og omstridte beslutninger i Folkerepublikkens historie: etbarnspolitikken. Siden har kineserne kunnet søge om at få barn nummer to. Ifølge de statslige medier var der forudset et veritabelt babyboom. Men det ser ikke ud til at komme. Af mange årsager. En ny rapport vurderer, at det vil tage omkring tyve år, før den nye tobørnspolitik får den ønskede effekt.
De sidste fire år har jeg holdt næsten 200 foredrag om Kina rundt om i Danmark. Og ingen af dem uden etbarnspolitikken er blevet bragt frem. Det er – retfærdigt eller ej – nok det emne danskere, verden og selvfølgelig kineserne selv, har fokuseret mest på i Kinas moderne historie.
Men det er nu et år siden, i nogle få linjer langt nede i en erklæring fra det netop overståede møde i Kommunistpartiets Centralkomité, at det officielt blev meddelt, at kinesiske familier fremover må få to børn.
Ingen undskyldninger, ingen forklaringer på opgivelsen af 36 års benhård og ofte brutal familiekontrol. Og tydeligvis var der ingen jubel på gaderne. For kineserne kommer ændringen nemlig alt for sent. Samfundet har ændret sig – og kommunistpartiet havde svært ved at forklare om den nye politik er et skridt fremad eller en forsinket undskyldning for hele etbarnspolitikken.
Økonomien styrer
Kinesisk politik tillader ikke megen plads til menneskelige følelser. Det er hensynet til økonomien, der styrer de fleste beslutninger. Også dem, der hører til de mest private og personlige. Som f.eks. at få børn. Både indførelsen af etbarnspolitikken i 1980 og dens videreførelse som tobørnspolitik fra i år er baseret på benhårde økonomiske kalkuler og er foregået uden nogen form for offentlig debat eller menneskelige hensyn. Hele forudsætningen for familiepolitikken var i øvrigt også baseret på en politisk og økonomisk beregning.
I et kronologisk forløb startede det med Mao, der i 1949 proklamerede, at ”hvis vi er flere mennesker, bliver Kina stærkere”. Han satte handling bag ordene ved at forbyde enhver form for fødselskontrol og selv import af kondomer blev gjort ulovlig. Kvinderne havde ikke andet valg end at følge anvisningerne. Så i Maos tid blev befolkningen fordoblet til en million. Fødselsraten var i 1970 oppe på 5,9, dvs. at hver kinesisk kvinde i gennemsnit fødte næsten seks børn.
Etbarnspolitikken var en benhård overvågning af en hel befolkning. Mine notesbøger, nethinde og indslags-manus er fyldt med rædselshistorier om kinesiske familier, der er blevet truet, fængslet og mishandlet, fordi de trodsede etbarnspolitikken – eller bare ville debattere den. Det er historier om tvangsaborter langt henne i graviditeten, trusler om fyring fra arbejdspladsen; chikane og hærværk mod boliger og tvangssterilisationer, som den evige forebyggelse.
Det satte efter Maos død den nye leder Deng Xiaoping i et klart dilemma. Hvis udviklingen fortsatte ville (det dengang tilbagestående) Kina knapt kunne brødføde sig selv. Derfor blev Deng, der var hovedarkitekten bag landets forvandling fra en bondestat til industrination, også ham, der indførte etbarnspolitikken. Målet var at dæmpe befolkningstilvæksten og øge den økonomiske udvikling.
Rædselshistorier om etbarnskontrol
I dag må vi konstatere, at begge dele lykkedes. Den økonomiske udvikling kræver vist ingen præsentation. Og ser vi på tallene, var fødselsraterne faldet fra de næsten seks til kun 1,5 – 1,7 barn pr. kvinde i slut 1990’erne. Der ligger de stadig, et stykke under grænsen for befolkningstilvækst. Og langt fra de 2,1, som demografer vurderer ville passe bedst til Kina. I det store regnestykke er Kina endt med at have 400 mio. færre indbyggere, end hvis der ikke havde været en etbarnspolitik.
Et resultatet, der næppe kunne være opnået med en almindelig familiepolitik, baseret på råd, debat, oplysning og anvisninger. Etbarnspolitikken var en benhård overvågning af en hel befolkning. Mine notesbøger, nethinde og indslags-manus er fyldt med rædselshistorier om kinesiske familier, der er blevet truet, fængslet og mishandlet, fordi de trodsede etbarnspolitikken – eller bare ville debattere den. Det er historier om tvangsaborter langt henne i graviditeten, trusler om fyring fra arbejdspladsen; chikane og hærværk mod boliger og tvangssterilisationer, som den evige forebyggelse.
For mig var det helt uforståeligt, at allerede da jeg flyttede til Kina i 2005, var det åbenlyst, at etbarnspolitikken var ved at blive kvalt i sin egen succes. På den ene side udskrev myndighederne i stribevis af bøder svarende til 5-6 årslønninger til de familier, der fik barn nummer to. På den anden side viste den ene statistisk efter den anden, at om få år ville der blive mangel på arbejdskraft og at antallet af pensionister ville stige så meget, at om en generation ville næsten 40 procent af befolkningen være over pensionsalderen på 60 år. Oplagte løsning på de to problemer var at lade kineserne få flere børn.
Babyboom, der ikke kom
Men der skulle altså gå 11 år, før der skete noget. Det vil sige, lidt justeringer er der sket undervejs. Den første kom allerede fem år efter indførelsen af etbarnspolitikken. I 1984 fik befolkningen på landet lov til at føde et barn nummer to, hvis den førstefødte var en pige. Seneste store justering kom i 2013, da ægtepar kunne få to børn, hvis begge forældre var enebørn.
Og netop denne sidste ændring burde nok have fået parti og myndighederne til at indse at timeglasset var ved at løbe ud. For også i 2013 forudså man et babyboom. Men det kom ikke. Af de over 11 millioner par, der kunne få tilladelse, var det kun 13,2 procent der søgte – og endnu færre, der endte med at få det andet barn.
Nu prøver de så igen – med opfordringer fra partiet, som det er sket i Yichang, en millionby med én af landets laveste fødselsrater – om at partiets medlemmer skal ”gå forrest og tage det store ansvar for at sikre nationens lykkelige fremtid, folkets velfærd og deres egne efterkommere, ved grundigt at udføre ”tobørnspolitikken” og i praksis gå forrest for at efterleve partiets opfordring. De unge kammerater skal gøre det selv og ældre kammerater bør hjælpe og guide deres børn”.
Kun plads og råd til eet barn
Men hverken svulstigt sprog, trusler eller gulerod synes at hjælpe. Kineserne gider på ingen måde have partiet ind på lagnerne i soveværelset (igen). For hvad der i realiteten er sket i løbet af de sidste 20 år er, at etbarnsmodellen er blevet en integreret del af kinesisk samfund og kultur. Det kan godt være tobørnsmodellen passer ind i partiets økonomiske planer for at skabe mere vækst. Men kineserne er ikke indstillet på at betale endnu en høj personlig pris på familiens alter.
For at forstå dette er det vigtigt at forstå, at Kina ikke er en velfærdsstat. Kineserne har ikke goder som skattebetalte sygehuse og sundhedsbehandling – eller et gratis uddannelsessystem. De moderne unge familier jeg kender i Kina er meget mere pressede end danske familier. En familie i den kinesiske middelklasse afsætter en meget større andel af indkomsten til børnepasning end danske. Vuggestuer og børnehaver er få og meget dyre. Og grundskolen er ganske vist gratis, men de fleste familier er presset til at finde privat undervisning til deres barn efter skoledagen. Det kan meget vel løber op i 60-70.000 kr. årligt.
Hverken svulstigt sprog, trusler eller gulerod synes at hjælpe. Kineserne gider på ingen måde have partiet ind på lagnerne i soveværelset (igen). For hvad der i realiteten er sket i løbet af de sidste 20 år er, at etbarnsmodellen er blevet en integreret del af kinesisk samfund og kultur. Det kan godt være tobørnsmodellen passer ind i partiets økonomiske planer for at skabe mere vækst. Men kineserne er ikke indstillet på at betale endnu en høj personlig pris på familiens alter.
Og i det hele taget er alt, hvad der har med børnefamiliers liv at gøre, er blevet meget dyrt i Kina. Priserne på huse og lejligheder, uddannelserne og sundhed er steget ekstraordinært meget, fordi det hele er baseret på at familierne kun får eet barn – et høj-kvalitetsbarn.
Og tiden de bruger på børnene er ligeså travl som i Danmark – med at nå at få barnet til tennis, musik, engelsk og ekstra matematiktimer. Derfor er jeg helt holdt op med at undre mig over, at de unge familier har droppet tanken om et barn nummer to.
Og netop organiseringen af den nye tobørnspolitik har nogle indbyggede økonomiske udfordringer. Det skal stadig være de kinesiske provinser – og ikke staten – der skal gennemføre den nye familiepolitik. Men hvor provinserne tidligere har haft massive milliard-indtægter fra bøder for overtrædelse af etbarnspolitikken, står de nu overfor mindre indtægter og væsentligt større udgifter.
Eksempelvis er en del af tobørnspakken, at børnefamilierne har fået lovning på gratis medicinsk behandling, længere barsel end de normalt 128 dage og flere daginstitutioner og skoler. Også i Kina er alt dette nogle meget dyre foranstaltninger. Og læg hertil at landet i dag mangler ikke færre end 190.000 børnelæger.
Overvågningsapparatet intakt
Man skulle tro, at hele kontrol- og overvågningsapparatet fra etbarnspolitikken kunne spares væk. Her taler vi om en kæmpeorganisation under ”Den nationale Sundheds og Familieplanlægnings Kommission”. Der er en halv million ansatte. Hertil kommer 1,2 millioner medarbejdere fra partiet, der assisterer i kommuner og amter – plus millioner (tallet svinger mellem 60-85) af hjælpere, angivere og frivillige. Men der er ikke udsigt til, at der bliver væsentligt færre. For i praksis fortsætter kommissionens arbejde.
Alle par skal fremover stadig søge om tilladelse til at føde et barn – det gælder også, når det er det andet. Enhver fødsel skal autoriseres ved at indhente journaler om kvinden fra hospitaler, læger og klinikker – samt samtaler. Desuden gælder den nye tobørnspolitik kun for gifte par. Samboende uden vielsesattest eller enlige har ikke ret til barn nummer to og skal stadig overvåges.
En overtrædelse af reglerne med et barn nummer to (og formentlig nu med barn nummer tre) har hidtil ført til heftige bøder. Typisk 5-6 gange årslønnen. Bøden, der kaldes en ”social afgift”, har skæppet godt i de lokale kasser. Den eneste ikke-statslige undersøgelse, jeg har set om systemet, viste, at ingen af de undersøgte 24 provinsregeringer kunne fremlægge et regnskab for, hvad pengene var brugt til. Ikke godt i et land kendt for sin notoriske korruption.
Udover at befolkningen som nævnt ikke er vokset med ca. 400 millioner, så har der været nogle mærkbare konsekvenser af den strikte etbarnspolitik. På den positive side har der generelt været et markant løft til de kinesiske kvinder. De har fået meget bedre uddannelse end deres søstre i sammenlignelige lande. De er bedre repræsenteret på arbejdsmarkedet. De er næsten usynlige i politik men godt fremme i erhvervslivet.
Negativt står Kina med 13 millioner såkaldte ”sorte børn” (flere end hele befolkningen i Portugal). Børn, der er født som nummer to, og som forældrene har skjult for myndighederne, og derfor ikke har kunnet få det vigtige hukou-bevis, et fødestedsdokument, der giver adgang til f.eks. skole og sundhedssystem.
Og så har etbarnspolitikken i det familiemæssige konservative land betydet, at der i mange provinser er sket en skævvridning i fordelingen af køn. I nogle provinser er der op til 116 drenge for hver 100 piger. Ja, nogle landsbyer er nærmest rene testosteronbomber, kun befolket af unge, ugifte mænd. På landsplan taler vi om et overskud af unge ugifte mænd på ca. 30 millioner.
Sprogligt er omtalen af disse mænd skærpet, så de ikke blot er ”ugifte mænd”, de betegnes ligefrem som ugiftbare. Ligesom de har fået betegnelsen ”nøgne grene” – for deres ufrugtbare position på stamtræet. I den anden ende kaldes den voksende del af veluddannede og ugifte kvinder over 27 år til gengæld for ”rest-kvinder”.
De store mål først opfyldt om 20 år
Det er tydeligvis en kæmpeopgave, Kina står overfor, når det i mere end en generation med alle midler har forhindret befolkningen i at få flere børn, og nu skal få dem til nærmest at fordoble børnetallet.Men spørgsmålet er om to af de ønskede effekter overhovedet vil kunne mærkes i de kommende årtier. En helt ny undersøgelse offentliggjort i det medicinske tidsskrift The Lancet tyder ikke på det.
Etbarnspolitikken har i det familiemæssige konservative land betydet, at der i mange provinser er sket en skævvridning i fordelingen af køn. I nogle provinser er der op til 116 drenge for hver 100 piger. Ja, nogle landsbyer er nærmest rene testosteronbomber, kun befolket af unge, ugifte mænd. På landsplan taler vi om et overskud af unge ugifte mænd på ca. 30 millioner.
De to store konsekvenser af 36 år med etbarnspolitik er, at arbejdsstyrken er faldet markant og at antallet af ældre omvendt er steget så meget, at Kina har svært ved at se en løsning på problemet. Overordnet viser undersøgelse fra britiske og kinesiske forskere, at den nye tobarnpolitik vil have relativ lille indflydelse på befolkningstilvæksten de næste 10-15 år. Der bliver 50 mio. flere kinesere, når befolkningstallet topper med tobørnssystemet i 2029, end hvis etbarnpolitikken var fortsat. Det er først henne ved 2050, forskellen kan mærkes med 150 mio. flere.
Det der nok bekymrer styret mest er, at tobørnspolitikken ikke får brudt det bratte fald i antallet af unge i arbejdsstyrken. Det vil tage mindst 20 år før befolkningstilvæksten kan mærkes på arbejdsmarkedet.
De mange ældre i Kina
Bedre ser det ikke ud i den anden ende af aldersskalaen. Kineserne lever næsten lige så længe som i Vesten og samtidig har de noget, der ligner verdens laveste pensionsalder, 55 år for kvinder og 60 for mænd. Det giver udsigt til, at næsten en tredjedel af befolkningen om 30 år vil være over 65 år. Omregnet til et land ville de +65 årige i Kina være verdens tredjestørste land.
Her er den store udfordring, at Kina ikke har – eller har tradition for – plejehjem eller hjemmepleje. Og de unge enebørn har ikke tid og mulighed for at passe de ældre. Men tobørnspolitikken når ikke de næste par årtier at rette op på dette forhold. Og slet ikke, når de unge familier – som mange andre steder i verden – nøjes med at få eet barn.
Men partiet har kun sig selv at takke for den manglende opbakning til den nye tobørnspolitik. Kina kunne jo f.eks. have valgt den helt enkle model ganske enkelt at ophæve etbarnspolitikken. Så kunne folk selv vælge om de ville have et, to eller tre børn – og politikerne kunne sove roligt om natten, vel vidende at kineserne ikke kaster sig ud i det store babyboom. I stedet valgte partiet at beholde linjen og blot gøre etbarns- til tobørnspolitik. Det er tydeligvis mest trygt så længe hele overvågningsapparatet og den store organisation er intakt.
Topfoto: Jan Larsen. 1-barns familie, Beijing, Maj 2016
Læs flere af Jan Larsens Kina artikler her
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
