Hvad sagerne om Huawei egentlig handler om

af i Asien/Digitalt/POV Business

POV BUSINESS UDLAND // ANALYSE – Den kinesiske techgigant Huawei har så tætte bånd til kommunistpartiet og staten Kina, at det slet ikke burde betegnes som et privat firma. Det er ikke underligt, at det bliver anklaget for misbrug af udstyret til det avancerede 5G mobil-system, skriver Jan Larsen, der har gennemgået en række af firmaets aktiviteter i en lang række lande.

HONGKONG – Lad os begynde et helt andet sted, før vi ser nærmere på den sidste tids udvikling omkring Huawei, og hvorfor en nærmest eksplosiv lang række af lande afventer eller allerede har afvist at lade det kinesiske firma arbejde med sin teknologiudvikling.

Udover disse aktuelle eksempler, så ligger der stribevis af sager fra andre lande, hvor Huawei på forskellig vis er kommet på kant med myndighederne.

Hver eneste nat i over fem år sendte Huawei millioner af data fra det kinesisk byggede hovedkvarter for den Afrikanske Union til (for afrikanerne) ukendte servere i Shanghai. Foto: Flickr

Nu fylder Afrika ikke så meget i vestens bevidsthed, men for Kina er det et utrolig betydningsfuldt kontinent rent handelsmæssigt.

Derfor tog det fattige kontinent også mod en gave fra den kinesiske regering, da den kvit og frit tilbød at bygge og indrette et nyt hovedkvarter til Den Afrikanske Union (AU) i Addis Abeba. 20 etager til en værdi af 200 millioner dollar (1,3 mia.kr.).

Med i pakken var også avanceret it- og teleudstyr til konferencecentre og kontorer i hele det store kompleks.

Men for et år siden bragte avisen Le Monde en undersøgelse, der afslørede, at helt fra starten i 2012 og frem til sidste år havde serverne i AU’s hovedkvarter, hver eneste dag fra midnat til kl. 2 nat, overført tonsvis af data til servere i Shanghai.

Kineserne afviste anklagerne og kaldte dem ”latterlige”. Men snart stod det klart, at der var tale om datatyveri.

Men hvad først kommer frem nu er, at serverne og alt it-udstyret var leveret og drevet af … Huawei. Firmaet havde siden 2012 haft kontrollen over hele datadelen i unionens hovedkvarter.

Huawei udvikler overvågningsudstyr

Også et andet sted spiller Huawei en vigtig rolle. Det er i Kinas vestlige og muslimsk prægede provins, Xinjiang.

Her blev det for nylig afsløret, at op mod en million muslimer fra det tyrkisktalende uighur-mindretal bliver tilbageholdt i såkaldte genopdragelseslejre.

Huawei er gået i gang med at udvikle avanceret, digitalt overvågningsudstyr, der skal sikre ”Xinjiangs sociale stabilitet og sikkerhed på lang sigt”

Det sker efter flere års optrapning, hvor den kinesiske stat bruger alle tænkelige former for elektronisk overvågning af uighurerne.

Så meget, som tidligere beskrevet her i POV, at Xinjiang bliver betegnet som verdens største laboratorium for overvågning af mennesker.

Med kontrakten i Xinjiang har Huawei fået frit slag til at eksperimentere med avanceret overvågning af befolkningen. Foto: XNSB

Sidste år fik Huawei en kontrakt med politiledelsen i Xinjiang om at udvikle nyt udstyr til politiets overvågning og befolkningskontrol i provinsen.

Huawei er gået i gang med at udvikle avanceret, digitalt overvågningsudstyr, der skal sikre ”Xinjiangs sociale stabilitet og sikkerhed på lang sigt”, som politichefen udtrykker det – og som på godt kinesisk betyder, at det skal hindre muligheder for protester eller demonstrationer af nogen art fra de 10 millioner muslimer i Xinjiang.

Det viser, hvordan kinesiske teknologifirmaer som Huawei arbejder med, hvad der ligner militære opgaver – og i øvrigt foregår i et miljø udenfor sædvanlig kontrol.

Unægtelig en ønskesituation for et tech-firma at skulle udvikle dette udstyr – uden snærende regler eller lovgivning.

Huawei har peget på, at teknologien også kan sælges til andre lande, hvis de har valgt at tilslutte sig det store kinesiske Silkevejsprojekt, Belt and Road Initiative.

Stilhed før stormen

Samtidig, et helt andet sted, i den sydkinesiske storby Dongguan, er Huawei for øjeblikket i gang med at opføre et nyt hovedkvarter. Byggeriet til de 25.000 ansatte består af 12 ”byer”, der hver er lavet som en kopi af forskellige europæiske byer, bl.a. Granada, Paris og Verona – og med en miniudgave af et Eurail tog, der skal forbinde bydelene med hinanden.

Fra Huaweis kommende hovedkvarter Foto: Beidu

Det var måske tænkt som en tak for alle de aftaler og milliardkontrakter som europæiske lande har indgået med Huawei for at udvikle og drive det avancerede 5G internet-system, der har gjort det til verdens næststørste tech-firma.

Byggeriet var da også planlagt, før europæerne sammen med USA, New Zealand og Australien for et års tid siden begyndte at slå hoveder og informationer sammen – og er blevet bekræftet i frygten for at kineserne kan udnytte mulighederne for at tappe det avancerede telekommunikationssystem for informationer, som den kinesiske stat kan bruge i kampen om fremtiden.

Giver ikke mening at tale om privat firma

Det virker som om, at det først nu er gået op for forretningsfolk og politikere i Vesten, at det fremadstormende Huawei ikke kun har været i stand til at give konkurrenter som Nokia og Ericsson baghjul, fordi det har en stor, dygtig og flittig medarbejderstab.

Men at Huawei har kunnet overhale konkurrenterne ved hjælp af ultrabillige tilbud, fordi den kinesiske stat og partiet har hjulpet med alle de værktøjer, der findes i den kinesiske statskasse, fine som ufine, uetiske som unfair – såvel nogle af dem, der overskrider internationale handelsaftaler.

På papiret er Huawei ganske vist et privat firma. Men båndene mellem topledelsen i Huawei og det politiske system i Kina er så tætte, at det ikke giver mening at tale om Huawei som et privat firma.

Det har i masser af år været udnævnt til én af Kinas mønstervirksomheder, der nyder al fremme økonomisk, juridisk og politisk fra både stat, provinsregeringer og det altoverskyggende parti.

Huawei producerer telekommunikationsudstyr lige fra hele mobilsortimentet (hvor de efter Apple er størst i verden) til hele grundlaget for at udvikle telekommunikationsudstyr og især det avancerede 5G-system, der om nogle år skal afløse det nuværende 4G – og vil være styrende for ikke kun telekommunikation, men også grundlaget for selvkørende biler og hele den netbaserede udvikling af samfundet.

Derfor er virksomheden også én af krumtappene i Kinas ”Made in China 2025”, der er en drejebog for hvilke områder staten Kina vil være verdensførende i næste årti. Her spiller telekommunikation en meget vigtig rolle – og de deraf følgende økonomiske tilskud og tilpasset lovgivning.

Partiet styrer alt

Huaweis gigantiske udvikling til en virksomhed, der efterhånden beskæftiger over 180.000 og med kontrakter over hele verden, har selv været dygtig til at udnytte samspillet med partiet.

Det er her vigtigt at forstå, at Kinas Kommunistiske Parti, både i loven og i praksis står hævet over staten og regeringen.

Partiet styrer alt – både samfundsmæssige institutioner lige fra politi, Folkekongressen, regeringen, militæret (hvor Huawei også har sit udgangspunkt) og til de statsejede virksomheder.

Også medierne er under partiets kontrol – ligesom de økonomiske institutioner og banker.

Huawei er om noget et firma der er som snydt ud af næsen på det ledende kommunistparti

Desuden er det vigtigt at forstå, at Kina ikke er en retsstat – med uafhængige domstole. Retssystemet er styret af partiet. Det står i loven, og sådan fungerer det i praksis.

Huawei totalt lukket

Huawei er om muligt mere lukket for offentligheden og medier end andre kinesiske virksomheder, fordi det ikke er børsnoteret, men i princippet er ejet af de ansatte.

Det betyder, at offentligheden ikke får nogen som helst oplysninger om virksomhedens økonomiske forhold eller firmaets struktur. Huawei er om noget et firma, der er som snydt ud af næsen på det ledende kommunistparti.

Ligesom ingen er i stand til at kunne gennemskue de motiver og diskussioner, der foregår i partiets hovedkvarter 800 meter fra den Forbudte By, lige så lidt har nogen kendskab til beslutningsprocesserne i Huaweis ledelse. For begge steder er hensigten, at ingen udefra skal vide, hvad der foregår.

Så selvom flertallet af kinesiske virksomheder i dag er private, fungerer de under helt specielle regler, hvor man kan spørge sig selv, om det giver mening at kalde dem private. Selv en kæmpevirksomhed som Huawei står og falder med, at partiet bakker det op.

Loven tvinger Huawei til efterretningsarbejde

Ren Zhengfei, grundlæggeren af Huawei, der har en fortid som officer i hæren. PR foto

Netop lovgivningen spiller en væsentlig rolle i hele debatten om Huawei, især i mistankerne om at firmaet kan have mulighed for teknisk at videregive følsomme oplysninger til den kinesiske stat.

Det lyder jo overbevisende, når Huawei gang på gang afviser, at det bryder loven – og som firmaets 74-årige stifter, Ren Zhengfei, for nylig gentog, så vil Huawei ”klart sige nej”, hvis den kinesiske regering beder om oplysninger eller såkaldte ”bagdøre” i firmaets internetsystemer. Men Huawei behøver slet ikke bryde loven.

Kinas nye lov om efterretningsvirksomhed bekræfter, hvad der i masser af år har været almindelig praksis: at virksomheder simpelthen er forpligtet til at udføre efterretningsarbejde.

I lovens artikel 7 hedder det, at ”enhver organisation og borger skal i henhold til loven, assistere og samarbejde i det nationale efterretningsarbejde” – og får omvendt også fuld hjælp, når det senere hedder at ”staten beskytter individer og organisationer, der støtter, samarbejder med og deltager i det nationale efterretningsarbejde”.

Partiets øgede kontrol

Det er en del af den formaliserede og stærkt øgede partikontrol, som præsident Xi Jinping har udvidet fra kun at gælde statsejede virksomheder til nu også at omfatte private virksomheder for at opfylde Kinas strategiske og økonomiske mål.

Huawei  er berygtet for sine ”9-9-6” arbejdstider og krav om ekstrem loyalitet og vild intern konkurrence

Virksomheder som Huawei er meget hurtige til at tilpasse sig disse strategier. Deres virksomheds- og medarbejderkultur er kendt for at være meget speciel og ligeså kinesisk som partiets.

Det er berygtet for sine ”9-9-6” arbejdstider (9 morgen til 9 aften 6 dage om ugen) og krav om ekstrem loyalitet og vild intern konkurrence. De fleste medarbejdere accepterer, at arbejdstidsregler, ferier osv. annulleres i de første år i firmaet.

Derfor er næsten ingen ikke-kinesere ansat, og så godt som alle job i udlandet udføres også kun af kinesere.

Informationsniveauet til såvel medarbejdere som offentligheden er nærmest lig nul. Det er i den sammenhæng værd at notere, at det nylige PR-interview med stifteren Ren Zhengfei kun var hans tredje i Huaweis over 30-årige historie. Derfor er det nok ikke helt skævt, når det siges, at Huawei er ikke en global virksomhed, men et kinesisk firma der arbejder i udlandet.

Australien har sagt stop

En anden del af Xi Jinpings plan er, at private virksomheder, herunder også udenlandske i Kina, skal oprette såkaldte partigrupper på alle virksomheder.

Herfra får partiets repræsentanter både indsigt i virksomhedernes arbejde og planer, og i nogle tilfælde må partigruppen fungere som en bestyrelse.

De kinesiske stramninger har fået den australske regering til at tage en konsekvent beslutning. Den vurderer simpelthen, at alle private kinesiske firmaer er under kontrol af Kommunistpartiet – og fremover er alle kinesiske bud på investering eller køb af australske firmaer tvunget til en grundig screening af ejerskab, kapital osv.

Tsunamien begynder

Det er i udlandet, Huawei har vokset sig stor, især i Europa. Og som sagerne dukker op også hér, er techgiganten løbet ind i problemer. Foreløbigt kulminerende med en nylig anholdelse af Huaweis (kinesiske) salgschef i Polen, der blev beskyldt for spionage til fordel for Kina.Han var ansvarlig for salg af teknologi til den polske regering, og Huawei svarede igen med at fyre ham øjeblikkeligt og nægtede kendskab til spionanklagen.

Det var også en lignende frygt i USA, der for et lille år siden fik seks efterretningstjenester til at indstille, at de ikke havde tiltro til Huawei, og fra august fik den amerikanske regering til at forbyde de offentlige tjenester at bruge udstyr fra det kinesiske firma.

På samme tid fandt Storbritanniens statslige kontrolcenter, at der var fejl og mangler ved Huaweis tekniske processer, der gav anledning til frygt for sikkerhedsbrister. Det fik Huawei til at bruge over 17 milliarder kroner på at rette op på problemerne.

Fra Australien kom den første beslutning om at udelukke Huawei fra at deltage i landets udvikling af det nye 5G netværk. Kort efter fulgt op af anklager mod Huawei-ansatte for at have udført efterretningsarbejde til fordel for den kinesiske regering.

Herefter har New Zealand og Japan nægtet at have Huawei med ombord på udviklingen af deres 5G-net.

Det gælder også British Telecom og franske Orange. De har fået følgeskab af tyske Telekom. Norge og en lang række andre lande overvejer sagen, herunder Danmark.

Den danske situation

Den danske forbindelse med Huawei er på mange måder illustrativ for udviklingen, der sker for øjeblikket. TDC indgik i 2013 en seksårig aftale om, at Huawei skulle drive og levere udstyr til TDC’s mobilnet. En omstridt aftale, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde advaret mod risiko for spionage og overvågning.

Men Center for Cyber Sikkerhed (CFCS), der fører tilsyn med telenettet, sagde god for aftalen – dog med den klausul, at Huaweis medarbejdere skulle sikkerhedsgodkendes.

Det viste sig et par år senere, at det ikke var sket. Senere i 2015 fik CFCS udvidet beføjelserne og mulighed for at stille øgede krav. Men CFCS afviste, at det kinesiske firma var en trussel mod sikkerheden. Tværtimod, det ”har højnet cyber- og informationssikkerheden i Danmark”, skrev centret.

Heller ikke det australske forbud mod Huawei fik tvivlen frem hos den danske vagthund. Det gjorde derimod de kritiske meldinger i december fra den britiske eksterneefterretningstjeneste, MI6, der advarede mod at lukke kinesiske teknologigiganter ind i briternes kommende 5G-net.

Nu var det åbenbart gået op for FE-cheferne, at ”private” firmaer som Huawei fungerer på andre præmisser, end vi ellers kender til. Ærlig talt ikke betryggende for kvaliteten af deres arbejde eller indsigt.

Finansdirektøren på vej til USA?

Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke i sagerne indtil nu er fremlagt konkrete beviser på spionage mod Huawei.

Det gælder også omkring den meget omtalte anholdelse af Huaweis finansdirektør, Meng Wangzhou, der blev tilbageholdt i Canada efter anmodning fra de amerikanske myndigheder.

Meng, der i øvrigt er datter af Huaweis stifter, afventer en udleverings-sag i Canada til USA, der anklager Huawei for at have overtrådt sanktionerne mod Iran. En sag, der viser hvordan handelskrigen mellem USA og Kina også spiller ind.

Hvorfor kommer det først nu?

Man kan spørge, hvorfor den massive skepsis over for Kina i almindelighed og mod Huawei i særdeleshed, kommer lige nu. Det er trods alt flere år siden mange af landenes teleselskaber begyndte at samarbejde med Huawei.

Og ingen tvivl om at Huaweis lave tilbudspriser, dumping eller ej, har spillet en væsentlig rolle for manges valg af det kinesiske firma.

Det fælles mantra hos europæerne er, at nu må det være nok – nu må vi holde op med at være så naive overfor Kina

En anden udvikling har været Kinas tydelige markering af, at man har store ambitioner og er parat til hurtigt og for næsten alt i verden at gennemføre dem – uden smålig skelen til principper om fairness eller rettigheder.

Det sket samtidig med ø, at kinesiske virksomheder er gået på storindkøb i udlandet, både når det drejer sig om såkaldte kritiske samfundsinteresser (som havne og forsyningsselskaber) – såvel som i private sektorer som robot- og automatiseringsindustri.

Kina er blevet mere autoritært

Det spiller nok også ind, at Kina politisk set under Xi Jinping er blevet et meget mere autoritært og repressivt styre.

USA har med Trump reageret ensidigt ved at fokusere meget på handelsunderskuddet overfor Kina, som om kineserne har stjålet noget fra amerikanerne. Europæerne føler sig nok lidt mere snydt og snigløbet, fordi man synes at f.eks. EU over mange år har forsøgt at samarbejde og hjælpe Kina med at blive en større handelspartner og få mere gang i verdenshandelen.

Og nok også forventet at Kina ville holde sig til de skrevne og uskrevne regler for fair play, så meget det nu kan lade sig gøre. Men det er nu gået klart op for EU-landene, at det går helt den anden vej.

Det er som om det fælles mantra hos europæerne er, at nu må det være nok – nu må vi holde op med at være så naive overfor Kina. Og der står Huawei som det lysende symbol på en gæst, man har lukket ind og som er ved at er overtage hele hytten.

De tætte bånd mellem privat og stat

Hvad der end kommer ud af de mange aktuelle sager om og mod Huawei, så vil de i hvert fald være med til, at mange vil få øjnene op for, hvordan der er ekstremt tætte bånd mellem private virksomheder og stat/parti i Kina.

Ikke kun når det drejer sig om de klassiske Statsejede Virksomheder, der er skrumpet i antal, men til gengæld sidder på alt, hvad der har med bl.a. naturressourcer og såkaldte strategiske samfundsinteresser at gøre.

Men bestemt også når det gælder landets store private virksomheder, der ganske vist på papiret ligner konkurrenterne i Vesten, men i praksis er bundet på hænder og fødder af partiet. Ikke kun fordi topcheferne er medlem af Kommunistpartiet, som det gælder i Huaweis tilfælde, men også fordi lovgivning og regler i forbindelse med pengeoverførsler sikrer partiet kontrol med de private virksomheder.

Dét, der er det helt store problem med de kinesiske firmaer, er, at de ikke kan eller vil spille efter de samme regler som andre

Nu er der ikke noget galt i at være aktivt medlem af landets enerådende parti. Man må vel nærmest betegnes som et fjols, hvis man ikke som erhvervsleder udnytter muligheden for at sidde direkte til bords med dem, der bestemmer og sidder på anlægsbevillingerne.

Partiet har da også siden 2001 vrimlet med topchefer fra private virksomheder, og hvis møder i erhvervssammenhænge nogle gange mere minder mig om en VL-gruppe (virksomhedsledere) end et politisk parti, ovenikøbet i ordvalget af den mere bastante marxistiske udgave.

Kina ønsker ikke at spille efter regler

Dét, der er det helt store problem med de kinesiske firmaer, er, at de ikke kan eller vil spille efter de samme regler som andre. Masser af dem er, ligesom Huawei, meget dygtige på deres felt med masser af dedikerede medarbejdere, der prøver nyt og tænker mange opgaver helt anderledes.

Men som Huawei er de nærmest født og opfostret i en ganske snæver tilknytning til partiet (i Huaweis tilfælde også militæret), der lader dem prøve, og teste, men altid kontrolleret og overvåget, så det passer ind i partiets ideologi og planer.

Hvis nogle af dem forsøger at gå egne veje og ikke lytter, er det slut med opbakning og så kan selv store, lovende kinesiske firmaer forsvinde på meget kort tid.

Kina og dets ”private” firmaer har været dygtige til at udnytte forholdet, at både være udviklingsland og samtidig have så mange fattige mennesker, at det kan vælge om de i skal være i kategorien ”rige” eller ”fattige”.

Det gælder også krav om spilleregler i f.eks. Verdenshandelsorganisationen WTO, hvor Kina bevidst springer over hvor gærdet er lavest og ofte undlader at følge reglerne.

Og for nu at slutte af omkring Huawei, så er hverken etik eller fairness en del af de spilleregler, det tager med sig ud i verden. Ifølge FN-diplomaten Heli Tiirmaa-Klaar – med stort kendskab til teknologibranchen, så “er kineserne klart på vej væk fra den fælles vision, FN-systemet har om cyber-normer og hvordan vi skal følge international lov i cyberspace.

Som hun siger til New York Times: ”They have no willingness to play along in this space.”


Du kan læse flere af Jan Larsens reportager og analyser fra Kina hér.


Topfoto: Wikimedia.

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Asien