DEMOKRATI // KRONIK – Kapitalismen har skabt en ulighed uden fortilfælde – så alvorlig, at selv paven advarer mod den. En lille milliardærklasse vokser frem med kontrol over både teknologi, medier og politik. Når deres interesser sættes over menneskers behov, mister demokratiet sin kraft. Alligevel fastholder stater rammer, der sikrer de rigestes fortsatte dominans.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 1966 hed et af de mest populære stykker musik i Danmark ”Sådan er kapitalismen”, skrevet og fremført af Per Dich. Sangen handler om en ung pige fra provinsen, som kommer til København for at søge lykken, men hvor hun i stedet bliver udnyttet af en rig og begærlig mand. Hun ender i prostitution og kaster sig til sidst i kanalen. Omkvædet lyder: ”Det’ de riges paradis, men jeg syn’s fan’me det er synd.”
I 2024 foreslog en underviser ved fagbevægelsens tillidsmandskurser, at sangen blev fjernet fra Arbejdersangbogen. Begrundelse: Den var fordomsfuld, sproget var krænkende, og dens rim var dårlige.
Paven: Vi har problemer
”Sådan er kapitalismen” var en landeplage i 1960’erne. I dag er kapitalismen blevet en global plage, hvis konsekvenser for kort tid siden fik paven til at sige, at ”vi er i store problemer” på grund af de enorme økonomiske forskelle mellem rige og fattige.
Det er ikke kun i Rusland, man kan se fremvæksten af et oligarkisk regime. Det er mindst lige så indlysende at tale om USA som et oligarki i vækst
Pavens hovedeksempel var de lønpakker, som bliver givet til virksomhedsledere, og han nævnte Elon Musk som et eksempel. ”Administrerende direktører, der for 60 år siden måske tjente fire til seks gange mere, end hvad arbejderne fik, får i dag 600 gange mere,” sagde paven i interviewet. Det skaber den polarisering, som er en af vores største udfordringer, mente han. Denne kritik peger lige ind i kernen af kapitalismens store og ødelæggende problem. Paven sagde det ikke direkte, men man kan næsten høre ham hviske: ”jeg syn’s fan’me det er synd.”
De ulighedsskabende problemer ved kapitalismen er alvorlige nok i sig selv. Der er imidlertid også den oligarkiske dimension, som paven ikke nævnte, men som bliver mere og mere tydelig. Oligarki betyder fåmandsvælde, altså et system, hvor en lille, men magtfuld gruppe styrer med det mål konstant at forbedre egne muligheder.
De superrige og oligarkiet
Det er ikke kun i Rusland, man kan se fremvæksten af et oligarkisk regime. Det er mindst lige så indlysende at tale om USA som et oligarki i vækst.
Hvis vi kort ser på de rigeste personer i verden, så ejer Elon Musk den sociale platform X. Larry Ellison ejer Paramount og sandsynligvis også snart TikTok. Jeff Bezos ejer The Washington Post. Mark Zuckerberg ejer både Facebook og Instagram. Det er naturligvis en forenkling at kalde dette for et rent amerikansk oligarki. Denne gruppe har suveræn kontrol over klodens væsentligste medier, dvs. hvad vi er i stand til at se, høre og læse – og naturligvis dermed også, hvad vi ikke, eller kun med besvær, kommer til at se, høre og læse.
I USA er alliancen mellem det regerende politiske niveau og den økonomiske elite ikke skjult, men foregår helt åbenlyst. Reelt er de superrige også blevet en slags politiske aktivister for at fremme de politiske og økonomiske vilkår, som tjener de rigeste til størst fordel.
Den form for oligarkiske magtenklaver skaber vilkår, som rent faktisk sætter det frie marked ud af kraft og i stedet skaber en slags styret økonomi. Så meget for det højt besungne frie marked. Mange af denne verdens rigeste har således tjent deres formue som ledere af virksomheder på markeder med begrænset konkurrence. Det betyder, at priserne kan hæves uden større risiko for, at kunderne går andre steder hen. I perioden 1980-2020 er avancen, dvs. forskellen mellem produktionsprisen og salgsprisen, på globalt plan steget fra 7 % til 59 %.
Som Oxfam viser i rapporten INEQUALITY INC., så har der aldrig før i historien været så få, som ejer så meget, og heller aldrig en lignende ulighed i indkomst og velstand. Og aldrig før i historien har vi set en milliardærklasse med så meget politisk magt i selv de største nationalstater, som ellers sejler under demokratiets bekvemmelighedsflag.
Fra demokrati til oligarki
De rigeste mennesker i verden har formuer, som er ubegribelige. Hvis vi blot tager den rigeste håndfuld, så er deres rigdom større end den fattigste halvdel af menneskeheden. Det er næppe overdrevet at sige, at kapitalismen har sejret ad helvede til, siden kommunismen og socialismen blev spillet af banen.
Siden har regeringer overalt i verden medvirket til at skabe økonomiske regler, som entydigt favoriserer rigdom frem for arbejde. Som aktivisten og den politiske kommentator Grace Blakeley skriver i bogen Rovdyrkapitalisme: ”De har sænket skatterne for de rige, skabt smuthuller, som højtlønnede skatterådgivere kan udnytte, og ignoreret de omfattende skattely. De privatiserede offentlige aktiver og deregulerede finansverdenen, hvilket skabte de perfekte betingelser for, at de superrige kunne få endnu mere ud af resten af os.”
Det globale neoliberale økonomiske projekt handler om at skabe regler, som beskytter kapitalen mere, end den beskytter mennesker, samfund, demokrati og natur. Faktisk har de politiske projekter ofte handlet om at beskytte kapitalens vækstmuligheder mod demokratiske muligheder for at vælge noget andet.
Det er her, oligarkiet kommer ind i billedet: De superrige, kapitalejerne, har enorme muligheder for at lave lobbyarbejde mod enhver form for begrænsning i de økonomiske vækstmuligheder. Det kan fx være mod klimapolitik og i form af donationer til politiske partier, som forvandler de superriges formuer til et vigtigt politisk redskab med vetoret over, hvilke fremtidsmuligheder der kan realiseres. Denne form for planlægning har naturligvis fra begyndelsen et stærkt demokratisk underskud, men giver de rigeste endnu større økonomisk overskud.
Kapitalismen og den nye højrebølge
Den canadiske historiker Quinn Slobodian har skrevet, at skal vi tale om kapitalismen, må vi også tale om det populistiske højre. Kapitalismens fjende er simpelthen muteret, skriver han, og har taget samme form som den fjende, det populistiske højre har udpeget og gjort til genstand for en kulturkrig. Det er ikke længere ”de røde”, kommunisterne og socialisterne, som er kapitalismens hovedmodstander, men ”de grønne”.
Elon Musk mener, at miljø- og klimapolitik er en barriere for innovation, og Trump gennemfører en deregulering på området
Med ”de grønne” mener han især dem, der ønsker klimabeskyttelse og politisk fokus på menneskelivets grundvilkår i et bæredygtigt miljø. Men også de politiske grupper og aktivister, som kræver styrkelse af menneskerettigheder, lighed mellem mennesker, uanset køn og seksualitet, og som bekæmper racisme, kvindehad, og forsvarer frihed, demokrati, diversitet m.m. Set fra super-kapitalismens side vil det med andre ord sige alt det, som truer med at sætte begrænsninger for kapitalens ønske om ubegrænset vækst og fri udnyttelse af de menneskelige og naturlige ressourcer.
Hermed, siger Quinn Slobodian, har kapitalismen og den nye højrepopulisme faktisk fået fælles fjende. I modsætning til, hvad man ofte tror, så ønsker neoliberalismen og turbokapitalismen ikke en verden uden stater og med udbredt frihed. Den ønsker stater, som kan sikre friktionsløs kapitalisme gennem en stram lovgivning, som fremmer kapitalens interesser, og lukker enhver modstand og forhindring ned. Den slags lovgivning lever fint op til højrepopulismens ønsker om opgør med mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, klimabeskyttelse, grøn energi, demokrati og ikke mindst undertrykkelse af enhver form for kritik.
Demokratiet ødelægger økonomien
Politisk frihed har ikke nødvendigvis noget med økonomisk frihed at gøre. Som et eksempel citerer Quinn Slobodian den amerikanske økonom og nobelpristager Milton Friedman: ”Der er beviser for, at et demokratisk samfund, når det først er etableret, ødelægger en fri økonomi.” Friedman mener, at demokrati er blevet en ”pseudoreligion, inficeret af ’omfordelingens gift’”.
Mange af de højrepopulistiske politiske bevægelser må derfor virke som en levendegjort drøm for den neoliberale vision om en friktionsløs kapitalisme. Et eksempel: Elon Musk mener, at miljø- og klimapolitik er en barriere for innovation, og Trump gennemfører en deregulering på området, melder USA ud af internationale klimaaftaler og ønsker at drive USA som en forretning.
I USA viser meningsmålinger, at støtten blandt de unge til ”socialisme” overgår støtten til fri kapitalistisk udfoldelse. I aldersgruppen 18-29 år har kun 40 % af amerikanerne et positivt syn på kapitalismen
Og så er der selvfølgelig skattelettelserne til de rigeste. Håndhævelse af deregulering, skattelettelser og markedets overherredømme i det hele taget kræver en stærk stat. Den skal jo kunne modstå kritisk pres fra det, som højrepopulisterne frygtsomt kalder for woke, klimaaktivisme og menneskerettighedsfortalere m.m. En kapitalistisk vækstøkonomi kræver beskyttelse mod demokratiet og dermed mod den menneskelige forskellighed, som kunne true økonomiens grænseløse effektivitet og ukvalificerede vækst. Det er en beskyttelse, som det populistiske højre gerne stiller op som forkæmper for.
Ny kritik af kapitalismen
Men der er også synlig modstand. Forsøget på at opnå en friktionsløs kapitalistisk udvikling ser ud til at møde nye bump på vejen. I USA viser meningsmålinger, at støtten blandt de unge til ”socialisme” overgår støtten til fri kapitalistisk udfoldelse. I aldersgruppen 18-29 år har kun 40 % af amerikanerne et positivt syn på kapitalismen. Og i Storbritannien vil omkring to tredjedele af de unge foretrække et socialistisk systemskifte.
I Frankrig er der på tværs af generationer 62 %, som har et negativt syn på kapitalismen. Det er altså ikke indlysende, at kapitalismen og den økonomiske individualisme er en naturlig reference, når der skal tænkes samfund og politik i fremtiden. I Frankrig er man fx midt i en diskussion om øget beskatning af superrige. Forslaget bliver støttet af de grønne og venstreorienterede parlamentsstemmer.
Mens vi venter på den slags resultater rundtomkring i Europa, undersøger Det Konservative Folkeparti i Danmark mulighederne for at give skattelettelser, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er klar til et kompromis om topskatten.
Etisk og moralsk – kunne vi sige menneskeligt? – ønsker mange ganske givet at leve i et andet samfund; uden menneskelig, social og naturmæssig ødelæggelse. Men måske undermineres dette ønske af, at vi er blevet afhængige af alt det, som kapitalismen tilbyder os. Måske er det derfor, der så let erklæres kulturkrig mellem positionerne. Det er svært at sige, om der virkelig er et seriøst ønske om at ændre noget af det, som skaber store ødelæggelser i dag, og som reelt truer vores fremtid. Ethvert politisk program, som ikke tager udgangspunkt i dette spørgsmåls menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser, handler imidlertid ikke om politik, men om ansvarsfralæggelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og