ULIGHED & FÆLLES VELSTAND-KAMPAGNE // ANALYSE LONGREAD – Kinas stærke mand, Xi Jinping, har fundet et navn til den værktøjskasse, der skal føre landet til målet om at blive velstående og magtfuld i midten af dette århundrede. ”Fælles Velstand” kalder han det – en skarp politisk venstredrejning, der skal fjerne landets alvorlige økonomiske og sociale uligheder. Kinas store tech- og innovationsgiganter og den neoliberalistiske bølge holdes i kort snor, ekstrem rigdom og idoldyrkelse begrænses, og mere magt til partiet.
Intet synes for stort eller for småt til at være en del af kampagnen ”Fælles Velstand”. Den går lige fra regler for børns lektier, karaokebarer, total indskrænkning af teenageres spilletid på computere – over tvangsopkrævninger i milliardklassen hos landets største firmaer og rigeste personer – til optrapning af Kinas globale indflydelse.
Og det er lidt af en rodekasse med elementer fra opdragelse af befolkningen, slå ned på store brancher som tech, finans og boligbyggeri. Målet er at få bugt med de ekstreme uligheder og sociale skævheder, som Kina står tilbage med efter fire årtier med fuld fart på udvikling (og forurening), og som er så alvorlige, at man ikke skulle tro, det er et socialistisk land, vi taler om. Men det skal det være igen ifølge den magtfulde leder, generalsekretær Xi Jinping.
I sidste uge blev den ideologiske linje bekræftet og grunden lagt til, at Xi Jinping helt ekstraordinært kan vælges for en tredje periode som generalsekretær
Begrebet ”Fælles Velstand” er ikke nyt. Det har Xis to store forgængere som partiledere også brugt. Formand Mao i 1953 for at fremhæve socialismen fremfor kapitalismen, der gør få rige, men fastholder det store flertal i fattigdom. Hos Deng Xiaoping blev argumentet vendt på hovedet med argumentet ”at lade nogle få blive rige først, er en praktisk politik for at opnå fælles velstand”.
Nu 40 år efter må man konstatere, at det ikke er lykkedes. Kina er blevet rigt, og nogle er rigtigt rige, f.eks. landets over fem millioner dollarmillionærer. Men velstanden er ikke dryppet fra toppen ned på flertallet af kineserne.
Fattigdom i forskellige grader
Årene med boom og årlige vækstrater på over 14 pct. skabte boliger, jobs og mobilitet. Men også meget stor ulighed, så man måtte indlede en kamp for at fjerne fattigdommen. Den er langtfra udryddet, men under betegnelsen ”Kampen mod den ekstreme fattigdom”, kunne Xi Jinping i foråret fejre, at ingen kineser får under 10 kroner om dagen i Kina. Faktum er dog, som premierminister Li Keqiang modigt påpegede for nylig, at over 600 millioner kinesere stadig må klare sig for under tusind kroner om måneden – eller mindre”.
1 pct. af Kinas mest velhavende ejer mere end 30 pct. af landets rigdom. For ti år siden var det “blot” 20 pct.
Og det er jo også en slags fattigdom, når vi taler om en gruppe mennesker, der er næsten to gange større end indbyggertallet i EU – og bor i samme land, hvor stribevis af første-generations-milliardærer og millionærer køber halvdelen af de luksusvarer, der sælges i hele verden. Og hvor måleenheden for økonomisk ulighed, Gini-koefficienten, de sidste tyve år har ligget mellem 0,46 og 0,49, hvor alt over 0,40 normalt vurderes som faregrænsen for ulighed.
Derfor er Xi Jinpings mål med ”Fælles Velstand” også at ”tilpasse overdrevne indkomster og opfordre højindkomstgrupper og virksomheder til at give mere tilbage til samfundet”. Det er især rettet mod den uønskede form for kapitalisme, som styrer de store firmaer med internetplatforme, der har fjernet konkurrencen og skabt monopoler – og hvor en lille håndfuld medvirker til voldsomme stigninger i indkomstskævheder.
Fælles Velstand sætter dagordenen
Mao samlede Kina og grundlagde Folkerepublikken. Deng Xiaoping skabte væksten, der gjorde landet rigt. Xi Jinping vil gøre Kina til den stærkeste.
”Fælles Velstand” kampagnen er ikke en stor, forkromet plan med masser af tal, tidsfrister og tekstsider. Den er (endnu) ikke dukket op på gadernes bannere, men det er bare et spørgsmål om tid. Det bliver kinesernes buzzword de kommende år. Allerede nu har aviserne hver dag nye artikler om indgreb og nye sektorer, der melder sig under kampagnens faner.
På partiets vigtige plenummøde med hele Centralkomiteen og partitoppen i sidste uge blev den ideologiske linje bekræftet og grunden lagt til, at Xi Jinping helt ekstraordinært kan vælges for en tredje periode som generalsekretær på Partikongressen i oktober 2022.
Jack Ma – den nye type forretningsmand
Det er kun tre måneder siden, ”Fælles Velstand” officielt fik sit navn. Men det første meget markante og også ret spektakulære element skete allerede i oktober 2020. Det involverede Kinas vel nok mest kendte forretningsmand, Jack Ma.
Han er grundlægger af én af Kinas største moderne, private virksomheder, Alibaba. Den tidligere skolelærer fangede det nye handelsmønster med internet-handel og har skabt et imperium af selskaber i Alibaba-koncernen. Taobao hedder et af firmaerne, der organiserer hele landsbyer til at specialisere sig i at producere en enkelt vare som knapper, memory sticks eller droner – og så sælge dem i e-handelskonceptet, som mange kender herhjemme fra firmaet Wish.
Jack Ma så også hurtigt, at der var et kæmpe marked for at låne penge ud til firmaer og privatpersoner. Bankerne er statsligt styrede og svære at gøre veldrevne, fordi de også skal dække finansiering (og tab) i de offentligt ejede virksomheder. Ma stiftede ANT-gruppen, et såkaldt fin-tech firma med kviklån og åbenhed over for udlån til nye, private virksomheder.
Sidste år var ANT blevet så stort, at Jack Ma ville introducere den på børsen. Det ville blive verdens største børsintroduktion og give ANT en værdi på 37 milliarder US dollars. Men to dage før greb myndighederne ind og aflyste børsintroduktionen.
Det første offer for Fælles Velstand
Vi ved ikke, om det var angst for, at den gigantiske børsnotering ville give Ma og ANT for meget magt – og/eller det var hævn for den kritik, Jack Ma kort forinden havde givet af de kinesiske banker.
Det skete på et møde om finanssektoren, hvor han, der som alle kinesiske top-forretningsfolk selvfølgelig er medlem af Kommunistpartiet, meget direkte kritiserede banksystemet for at have en ”pantelåner-mentalitet”, og at deres inkompetence havde skabt et underudviklet finanssystem. På mødet skulle han have antydet, at hans ANT Financial kunne være kuren og løsningen.
Indgrebet betyder, at børn nu kun må spille computerspil i tre timer om ugen, én time fredag, lørdag og søndag aften mellem 20-21.
Men finansmand Ma var nok ikke klar over, at samme dag havde 14 ministerier indledt ”Operation Cyber Sword”, der skulle gennemtrawle den kinesiske tech-sektor. Mas skarpe analyser var ifølge tænketanken MERICS nok dråben, der ændrede Beijings forhold til tech-industrien fra tolerance til konfrontation.
Personligt betød det for Jack Ma, at han simpelthen forsvandt totalt fra overfladen i 88 dage. Formentlig på en meget langvarig ”kop te med partiet”. I hvert fald var han fuldstændig afdæmpet, da han endelig vendte tilbage. Nu parat til at betale en bod på tre milliarder og af egen lomme donere 100 mio. kr. til gode sociale projekter.
”Fælles Velstand” havde fået sit første ”offer”. Udover kæmpemæssige milliardtab har hele sektorer fået omskrevet og skærpet de regler og love, der styrer deres forretningsområder.
Forsøg på at opdrage
Den 17. august i år blev kampagnen officiel efter et møde i den magtfulde Kommission for Finans og Økonomi, der har Xi Jinping for bordenden. Og så er det ellers gået slag i slag med daglige nyheder om Kinas private gigant-firmaer, der accepterer milliardstore tilbagebetalinger til samfundet. Det er hovedsagelig sket i brancher som teknologi, finans, sociale medier og e-handel.
Samtidig er der kommet en stribe indgreb af mere ”opdragelsesagtig” karakter, der rammer brancher, der anses for at have en ”negativ indflydelse”. Det gælder f.eks. gaming og online spillefirmaer og den kæmpemæssige undervisningsindustri, der er opstået, fordi især middelstandens forældre køber privatundervisning til deres børn.
Indgrebet betyder, at børn nu kun må spille computerspil i tre timer om ugen, én time fredag, lørdag og søndag aften mellem 20-21. Hvordan sørger man for, at det bliver overholdt? Ved at gøre spilfirmaerne ansvarlige og opkræve kæmpebøder, hvis det opdages, at børn har fået onlineadgang udenfor spilletiderne.
Herhjemme ville vi nok sige, at det er forældrenes rolle at administrere barnets fritidsaktiviteter. Men Kina vil vise, at det ikke har noget mod at påtage sig formynder-rollen for at ”beskytte ungdommens mentale og fysiske helbred”.
Mindre lektier og propaganda-skolebøger om Xi
Linjen er klar: I kinesisk kulturliv er der ikke behov for idoldyrkelse – og en mand skal være en mand. Det samme gælder i erhvervslivet, hvor partiet hellere ser, at virksomheder tjener penge og skaber job i brancher som hard tech og fremstillingsvirksomhed, så flere firmaer producerer halvledere, batterier og biotek – fremfor så mange, der arbejder med e-handel, algoritmer og forbrugerdelen af internettet.
Samtidig dukkede et regulativ op med 30 punkter, der ”skal reducere byrderne for skoleeleverne”. Kinesiske forældre er efter 40 år med 1 barns-politik meget ambitiøse med barnets uddannelse. Nu er den ganske vist ændret til en 3-barns-politik, men Kina er i praksis stadig et 1-barns land (som beskrevet hér).
Uden forvarsel blev den 300 mia. store industri med et fingerknips omdannet til en non-profit branche, hvor det er forbudt at tjene penge på privat undervisning.
Næsten alle børn bliver sendt til privat ekstra undervisning efter almindelig skoletid. Forældrenes mål er at sende dem på de bedste gymnasier og efterfølgende et godt universitet – for at give dem de bedste jobmuligheder. Men nu har partiet besluttet, at de mindste klasser slet ikke må få lektier for og i 3.- 4. klasse højst en halv time om dagen.
Som noget nyt skal der være skolebøger (også til de mindre årgange), der specifikt handler om ”Xi Jinping tanker”, den komprimerede samling af artikler og samtaler med landets absolutte leder. Om små klasser får noget ud af den slags tekster er tvivlsomt, men målet er nok også snarere, at børnene skal forstå, at det er Xi, der leder partiet og landet. Og at de skal følge ham.
Maskulinitet
En del af opdragelses-kampagnen er rettet mod ”kendis-kulturen” på TV, film og nettet. Det betyder farvel til f.eks. mandlige studieværter med lidt for feminine udtryk. Kvindelige kendisser er blevet kritiseret for deres tøjvalg eller fancy levestil. Andre er blevet tildelt bøder på et par hundrede mio. for skattefusk, mens landets mest kendte skuespiller af samme grund er blevet blacklistet og digitalt klippet ud af alle sine film og serier. Også de populære fanklubber for koreanske og kinesiske boy-bands er blevet lukket på nettet.
Slår ned på de dynamiske firmaer
Nu er det faktisk lige i de sidstnævnte brancher, at Kina har haft virkelig succes med at skabe jobs og spillet en afgørende rolle for Kinas økonomiske optur. De er mestre i at udvikle nye forretningsmodeller og har givet arbejdsmarkedet en helt ny dynamik. Men det er dem, der har stået forrest i skudlinjen af Fælles Velfærds-kampagnen. Af forskellige årsager.
Dele-køretjenesten Didi er Kinas svar på Uber. I en sådan grad at Didi formåede at banke det amerikanske firma helt ud af banen. Det fik dog systemets vrede at mærke, da firmaet lod sig børsintroducere – ikke i Kina, men i New York. I øvrigt ligesom Alibaba i sin tid.
Didis andet problem er, at de kinesiske myndigheder ikke synes om de store mængder personoplysninger, selskabet ligger inde med fra de millioner af daglige taxiture. Kina har ikke samme grad af privatlivsbeskyttelse som EU og USA, og det er store mængder viden, Didi har samlet om sine kunder. En del af deres apper er også dømt ulovlige, så myndighederne har i perioder fjernet Didi-appen fra nettet.
Hver dag vælter det ind med donationer både fra enkeltpersoner med milliarder på bankkontoen og fra alle de store firmaer
En anden type indgreb er mod firmaer, der i kinesisk sprogbrug har ”høj vækst på bekostning af almenvældets interesse”. De er i spil-branchen som f.eks. Tencent og ByteDance (TikToks moderselskab) – og så de store firmaer, der tjener milliarder på at udbyde kurser til privatundervisning af middelklassens børn. Uden forvarsel blev den 300 mia. store industri med et fingerknips omdannet til en non-profit branche, hvor det er forbudt at tjene penge på privat undervisning.
Masser af brancher, typisk dem med få, store udbydere – eller dem, der ikke er så relevante for de store nationale erhvervsmål – er oplagte mål for Fælles Velfærds-hammeren i den kommende tid. Hold øje med reklamesektoren, den altid krisevarme ejendomsbranche og det private sundhedsområde, der alle tre ligger lige til højrefoden – med deres kulturelle indflydelse fra Vesten, som de ofte agerer på – noget der i Kina betegnes som ”kapitalismens overdrev”.
Millionærerne skal op med pengene
Og så er der lige det med pengene. Det er firmaer, der har tjent milliarder og billioner til både ejere og aktionærer. Og én af målsætningerne med Fælles Velstand-kampagnen er, at disse mega-rige folk og firmaer skal levere noget tilbage til fællesskabet.
Ikke i form af skat eller afgifter, men donationer til gode formål, der kan gavne mange. Det kan være alt lige fra miljøprojekter til oprettelse af faglige grundskoler – eller løfter om at hæve lønnen til dårligt lønnede grupper som budene i udbringningsmastodonterne.
Indgrebene mod disse neo-liberale kæmpefirmaer har på få måneder betydet, at deres værdi er styrtdykket. Anslået har de mistet omkring 10 billioner kroner
Hver dag vælter det ind med donationer både fra enkeltpersoner med milliarder på bankkontoen og fra alle de store firmaer, der er gjort opmærksom på, at donationer er velset til projekter, der kommer samfundet og borgerne til gode.
Gennemsnitsdonationerne fra firmaer som Alibaba, Tencent og Xiaomi ligger i størrelsesordenen 100 milliarder kroner, hver. Hertil kommer topledernes private donationer, hvor grundlæggerne af firmaer som TikTok og Pinduoduo har donoret halve milliarder af egen lomme.
De såkaldt “frivillige” tilbagebetalinger
Det skal med, at så godt som alle firmaerne i årevis har fået masser af skattebegunstigelser og kæmpemæssige subsidier for at vokse sig store. Det har skabt den vækst, staten har ønsket. Standard-skattetaksten for firmaer er 25 pct., men f.eks. har Tencent i år kunnet nøjes med at betale 11 pct.
De personlige formuer hos direktører og grundlæggere er store og medvirkende til, at 1 pct. af Kinas mest velhavende ejer mere end 30 pct. af landets rigdom (ifølge Credit Suisse). For 10 år siden var det ”blot” 20 pct.
Men virkeligheden er nok, at de kæmpemæssige donationer snarere skyldes frygt for staten og partiet end ren uegennytte. Og der har da også blandt de store firmaer været ytret en vis uro for, at donationer kan trække vitaliteten ud af den private sektor.
En direktør fra Pinduoduo vil ikke kritisere Fælles Velstand-kampagnen, men indrømmer at det kræver ”lang tids tålmodighed”, før firmaet kan omdanne et bidrag på 10 milliarder til udbytter til aktionærerne. Nogle firmaer har oplyst, at donationerne har skåret 70 pct. af årets overskud.
Giver det mening at straffe firmaer på den måde
Og det får jo én til at stille spørgsmålet, om Fælles Velfærds-kampagnen mod de store gigantfirmaer overhovedet giver nogen mening? Indgrebene mod disse neo-liberale kæmpefirmaer har på få måneder betydet, at deres værdi er styrtdykket. Anslået har de mistet omkring 10 billioner kroner (10.000.000.000.000 kr.) på børserne – alene på grund af Fælles Velfærds-kampagnen.
Men hvad er formålet med, at partiet ødelægger det for mange af de virksomheder, der har givet Kina en god del prestige i udlandet, skabt masser af arbejdspladser i nye brancher og masser af værdi?
Parti, regering og økonomiske eksperter har da også hurtigt været ude og forklare, at dette ikke har nogen lighed med Maos kulturrevolution – eller at Xi Jinping vil føre Robin Hood-politik ved at tage fra de rige for at hjælpe de fattige. Og slet ikke, at man har mistet troen på markedskræfterne.
Partiets frygt for specielt de nye tech-milliardærer og deres konglomerater er selvfølgelig også, at de kan true partiet på nogle af dets sikre monopoler: information og organisering
Vice-premierminister Liu He har understreget, at de private entreprenører og markedet er en central årsag til Kinas succes. ”Den private sektor bidrager med mere end 50 pct. af skatteindtægterne, mere end 60 pct. af landets samlede omsætning og over 70 pct. af de teknologiske fornyelser”, sagde Liu for nylig. ”De står for mere end 80 pct. af jobbene i byerne og mere end 90 pct. af virksomhederne i Kina”.
Ulighederne er en potentiel trussel mod partiets magt
Overordnet kan man i hvert fald konstatere, at alle, befolkning, lokalregeringer, partiets organer og det store private erhvervsliv har forstået delmålet: at det fortsat er Partiet, der bestemmer.
Nu bliver landets ledere ganske vist ikke valgt af folket, men de ved godt, at der helst ikke skal være for stor forskel på, hvad den brede befolkning vil acceptere og den førte politik. Og der er mange elementer i kampagnen, et flertal af kineserne ser positivt på. Det gælder kampen mod korruption, regulering af arbejdstider og at gøre det lettere og billigere af være forældre. Det kan Fælles Velfærd forbedre. Også at der i stigende grad bliver sat ind overfor koncentrationen af penge, social magt og data.
Af samme grund har det kinesiske kommunistparti altid forbudt uafhængige fagforeninger
Når partiets leder tager den skarpe venstredrejning, som Fælles Velfærd vitterlig er, så skyldes det selvfølgelig også, at den store ulighed i samfundet er en potentiel trussel mod Kommunistpartiets magt. I 70 år har partiet holdt sammen på Kina og langt de fleste år ved at sikre de basale trygheder som arbejde, bolig, sundhed og social sikkerhed.
Det gælder ikke længere for alle. Boligmarkedet er vildt opskruet i pris og spekulation – det kinesiske sundhedsvæsen er dyrt og dårligt – der er et kæmpegab mellem lønnen til de 288 mio. migrantarbejdere og middelklassen – og forskellen i levevilkår på land og by er som to verdener.
Partiets monopol på information og organisering truet
Det ser godt ud for de rige og rimeligt for de ca. 340 millioner i middelklassen (der øges med 30-40 mio. om året) med årlige indkomster på mellem 100-500.000 kr. Men så er der som nævnt de 40 pct. af folket, der må klare sig for under tusind kroner om måneden.
Partiets frygt for specielt de nye tech-milliardærer og deres konglomerater er selvfølgelig også, at de kan true partiet på nogle af dets sikre monopoler: information og organisering.
Xi Jinping kan sin Sovjet- og Østeuropahistorie på fingrene. Og han ved godt, at f.eks. den uafhængige fagforening Solidaritet spillede en afgørende rolle for at fælde det kommunistiske styre i Polen. Især fordi den var i stand til at samle og organisere alle utilfredse polakker, ikke kun medlemmerne.
Af samme grund har det kinesiske kommunistparti altid forbudt uafhængige fagforeninger, haft et jerngreb om de få tilladte religioner i Kina og de bevægelser, som f.eks. Falun Gong, der potentielt har mulighed for at samle utilfredse kinesere.
Super-kapitalisme og mangel på regulering
Socialismen har som ideologi ikke haft det særlig godt i Kina i mange årtier. Man har gemt det bag konceptet ”socialisme med kinesiske karakteristika”. Det har i praksis givet parti og regering spillerum til at føre en politik, der ikke var spor socialistisk.
I visse perioder og brancher har der ligefrem været tale om ekstreme former for kapitalisme. Ikke at man nødvendigvis har søgt den yderligtgående form, men fordi nye teknologier, nye brancher og helt anderledes organisationsformer har udviklet sig langt hurtigere end institutionerne og den lovgivning, der skulle regulere dem. Det er hele den digitale udvikling i Kina et godt eksempel på, hvor den på tyve år eksplosivt har ændret et af de mest traditionelle fremstillingssamfund til et digitalt førerland.
Det vil nok overraske mange, at i Kina er der ingen national formueskat, ejendomsskat eller arveskat – de klassiske midler til at skabe rimelig fordeling af indkomsterne
Den digitale udvikling – med apps, algoritmer og kunstig intelligens – er nået til reguleringsfasen nu. Og dette formål ser hele konceptet bag Fælles Velfærd ud til, måske, at kunne lykkes med. At få bugt med koncentrationen af penge, social magt og data, som styres af lille gruppe firmaer, entreprenører og pengemænd.
De mest effektive værktøjer tør Kina ikke bruge
Men det er selvfølgelig også interessant at se på, hvilke værktøjer Xi Jinping ikke benytter sig af. Det er især de klassiske metoder med at bruge skattesystemet til at inddrage midler, der kan sikre en mere rimelig fordeling af indkomsterne.
Det vil nok overraske mange, at i Kina er der så godt som ingen national formueskat, ingen national ejendomsskat og ingen national arveskat. Det kan godt være, det er meget konventionelt, men de fleste fagfolk vil nok medgive, at de tre slags skatter (plus en mere skarp progressiv indkomstskat) vil være ret effektive, når det gælder om at fordele samfundets rigdom, øge muligheden for sociale forbedringer og bekæmpe social ulighed.
Så det ender med et forsøg – om fem år
Sandheden er nok, at det et svært i partiets bestemmende forsamlinger, som det nyligt afholdt såkaldte 6. plenum, at vedtage den slags store ændringer. Her sidder 340 privilegerede fra partiets Centralkomité og opefter, der formentlig hører til de 10 pct. af byboerne, der ifølge undersøgelser ejer tre eller flere ejendomme – og derfor ikke overraskende ikke synes om indførelse af ejendomsskatter. Skattesystemet for både privat- og erhvervsskatter ser udadtil meget reguleret ud i Kina, men er i praksis meget præget af individuelle aftaler.
Der har i årevis været snak om at indføre den slags skatter som et middel mod ulighederne. Men hver gang er det blevet udskudt. Denne gang har man lovet, at der fra nytår bliver sat nogle forsøgsordninger i gang med en slags formue, ejendoms- og arveskat i den velhavende Zhejiang provins. Men forsøget skal først være færdigt… om fem år.
I stedet for at bruge skatte værktøjerne til udligning som i de skandinaviske velfærdsmodeller har Xi Jinping valgt at bruge den klassiske donationsmodel – og lade de brancher og firmaer, der skal reguleres, om ”frivilligt” at indbetale kæmpebeløb, der kan bruges til gode formål.
Det giver partiet og Xi mere magt og kontrol over midlerne, og det er næppe en utilsigtet sidegevinst ved Fælles Velstand-projektet. Og den ambitiøse Xi Jinping vil stå tilbage som den, der reddede partiet og gjorde Kina stærkt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
