Kina opgiver ”Et og To-barnspolitikken” – men det løser ikke befolkningskrisen

i Børn & unge/Kina af
1 OG 2-BARNS POLITIK // KINA – Kinas børnebegrænsningspolitik udvikler sig foruroligende. I 35 år med den brutale ”et-barns-politik” faldt børnetallet drastisk, for at Kina kunne blive rigere. De seneste fem år har Kina haft en ”to-barns politik” der skulle rette op på skævhederne med alt for få børn og unge – og alt for mange ældre. Men den er endt i fiasko: familierne vil ikke have flere børn, tværtimod. Og det truer Xi Jinpings visioner om et rigt og mægtigt Kina. Så nu skal familierne måske tvinges til at få flere børn, skriver Jan Larsen i denne analyse af verdens største befolkningseksperiment.

Tre provinser i det nordøstlige Kina bliver de første til at fjerne de strikse restriktioner for, hvor mange børn kineserne må få og skal finde løsninger, der kan få det ekstremt lave børnetal i vejret. For aldrig i før i Folkerepublikkens 70-årige historie er der født så få børn som nu.

Kina er blevet for gammel, med for mange mænd og alt for få i den arbejdsduelige alder

Efter en formel vedtagelse på Folkekongressen i næste uge, begynder de tre provinser med over 100 mio. indbyggere forsøgene – og derefter er det meningen, at resten af landet følger efter.

Det er helt modsat, hvad myndighederne havde regnet med for blot fem år siden. Da troede man, at den netop indførte to-barns-politik skulle blive vendepunktet i befolkningsudviklingen. Årtiers markante tilbagegang under 1-barns-politikken skulle afløses af vækst i fødsler, så man kunne gå videre med at tillade en planlagt tre-barns-politik fra i år – og få udlignet det katastrofale gab, der betyder, at Kina er blevet for gammel, med for mange mænd og alt for få i den arbejdsduelige alder.

Forventning om en tre-barns-politik

Foto: Pixabay

Håbet blev udtrykt i det frimærke, postvæsenet udgav for to år siden, da man ved indgangen til Grisens år viste en tegning med et par stolte grise og deres tre (3) unger. Men de seneste fødselstal viser, at Kina er helt ude af kurs i forhold til deres forventninger. Man står overfor en befolkningskrise, der kan true Xi Jinpings store ambitioner for de næste 30 år.

Fødselsraterne i de tre nordøstlige provinser er så langt nede, at kvinderne i gennemsnit kun føder 1,2 barn. For hele Kina er det 1,65 barn pr. kvinde. Så der er langt op til de 2,1 barn, der skal til for at befolkningstallet holder sig stabilt. Og det skal endnu højere op for at opfylde ambitionen om, at Kina skal øge fødselstallet.

Ingen ved, om den nye politik vil lykkes. Og måske ender det med en omvendt politik, så der igen skal tvang til. Denne gang for at få børnetallet op. For der mangler unge i produktionen til at betale for de ældre; om tyve år vil en fjerdedel af kineserne være pensionister og kønsfordelingen er blevet meget skæv. Oveni er der hele spørgsmålet om de store ændringer i normer og mentalitet, som børnebegrænsningen har ført med sig.

Der er nu gået 40 år siden Kommunistpartiet begyndte at blande sig i kinesernes ønsker til at få børn. I den periode er den gennemsnitlige familiestørrelse gået ned fra otte (to voksne og seks børn) til tre i byerne (to voksne og et barn) og fire (to voksne og to børn) på landet.

Familiepolitik handler om benhårde kalkyler

Kinesisk politik er sjældent styret af hensyn til borgernes personlige velbefindende. Drivkraften har altid været samfundets økonomi og partiets magt. Det gælder også de forhold, der hører til de mest private og personlige, som f.eks. at få børn. Både indførelsen af et-barns-politikken i 1980, og dens videreførelse som to-barns-politik fra 2016 er baseret på benhårde økonomiske kalkuler.

Ifølge forfatteren Ma Jian opfatter Kommunistpartiet befolkningen som en ansigtsløs masse, som man kan øge eller minimere, som man lyster – og ikke en samling individer med egne ønsker og ukrænkelige rettigheder.

Med et snuptag havde en lille gruppe elitære videnskabsfolk skabt en politik, der gjorde børn i Kina til en del af statens mål og kvoter, som var de korn, maskiner eller stål

Familiepolitikken, som den officielt hedder, startede med, at Mao i 1949 proklamerede, at ”hvis vi er flere mennesker, bliver Kina stærkere”. Han satte handling bag ordene ved at forbyde enhver form for prævention og aborter. Nu skulle der arbejdere til landbruget og soldater til Folkets Befrielseshær. Og kvinderne blev belønnet med præmier og ekstra madrationer pr. barn og havde i øvrigt ikke andet valg end at følge anvisningerne.

Så i Maos tid blev befolkningen næsten fordoblet til en milliard. I 1970 betød det, at hver kinesisk kvinde i gennemsnit fødte næsten seks børn.

Det var noget af en udfordring. Fortsatte den udvikling, ville (det dengang tilbagestående) Kina knapt kunne brødføde sig selv. Så allerede i starten af 1970’erne begyndte man faktisk på en kampagne, hvor man med forskellige incitamenter søgte at overtale befolkningen til at dæmpe fødselstallet. Den blev kaldt ”Senere, Længere, Færre” og opfordrede familierne til at blive gift senere, lade gå længere mellem de fik børn – og få færre børn. I 1977 blev det konkretiseret til max. to børn.

Det er tankevækkende, at demografer nu vurderer, at denne kampagne var næsten lige så effektiv til at få sænket fødselstallet som den brutale et-barns-politik, der fulgte efter fra 1979.

Raketekspert bag ”et-barns-politikken”

Kina stod tilbage med nogle alvorlige, ideologiske tømmermænd. Ikke blot var Mao død. Det var også troen på den kommunistiske ideologi efter den såkaldte Kulturrevolution. Mao’ s efterfølger, Deng Xiaoping, vidste godt, at skulle partiet genvinde sin troværdighed, måtte det være ved at sikre en økonomisk vækst. I hans hoved ved at forvandle Kina fra en bondestat til en industrination og gøre Kina så rigt, at man kunne bruge pengene på at give de unge uddannelse og forbedre sundhedsvæsenet.

Song Jian, Raketekspert og et-barns-teoretiker FOTO: CASS

Men en lille gruppe af Mao’s tidligere militær- og videnskabsfolk fik overtalt Deng til at udskifte den humane ”Senere, Længere, Færre”-kampagne med den strikte Et-barns-politik. I spidsen stod en af landets førende raketvidenskabsmænd, Song Jian, der havde strikket en befolkningsteori sammen. Ifølge denne Population Control Theory, ville Kina bryde sammen økonomisk, hvis indbyggertallet oversteg 1,2 milliard.

Rent matematisk betød det, at hvert par i Kina kun måtte få et barn – to på landet, hvis det første var en dreng. Med et snuptag havde en lille gruppe elitære videnskabsfolk skabt en politik, der gjorde børn i Kina til en del af statens mål og kvoter, som var de korn, maskiner eller stål.

Børnetallene dykker katastrofalt

I dag må vi konstatere, at begge dele lykkedes. Den økonomiske udvikling kræver næppe nogen præsentation, hvor Kina i dag er verdens næststørste økonomi.

Og ser vi på børnetallene, så faldt fødselsraten fra de næsten 6 børn pr. kvinde til kun 1,5 – 1,7 barn i slutningen af 1990’erne. Dér ligger tallet stadig, et pænt stykke under grænsen for befolkningstilvækst. Og langt fra de 2,1, som demografer vurderer, at Kina som minimum burde ligge på for at udligne befolkningsskævheden.

I det store regnestykke, som Kina altid officielt fremlægger, så har Kina i dag 400 mio. færre indbyggere, end hvis der ikke havde været en et-barns-politik.

Tvangsaborter og sterilisationer

Den nye familiepolitik blev gennemført med benhård overvågning, kontrol og straf af alle, der ikke fulgte den. Mine notesbøger, indslags-manuskripter og erindringer fra mine seks år som korrespondent i Kina er fyldt med rædselshistorier fra familier, der er blevet truet, fængslet og mishandlet, fordi de trodsede et-barns-politikken – eller bare ville debattere den.

Det er historier om tvangsaborter langt henne i graviditeten (helt frem til 8. måned), trusler om fyring fra arbejdspladsen; chikane og hærværk mod familiens bolig. Og tvangssterilisationer, som den evige forebyggelse.

Billedet af Jin Yani, der blev tvunget til abort i 8. måned med sit andet barn, udløste vrede i Kina. Foto: Wikipedia

Ifølge officielle tal for perioden med et-barns-politikken blev der gennemført 196 millioner sterilisationer og 336 mio. aborter (antallet af indgreb med tvang er ikke opgjort). F.eks. blev der i 2015 gennemført 23 mio. aborter. Det er 63.013 hver dag. Sammenlignet med USA er det 23 gange større i forhold til befolkningsstørrelse.

For mig var det helt uforståeligt, fordi allerede da jeg flyttede til Kina i 2005, var et-barns-politikken ved at blive kvalt i sin egen succes. På den ene side udskrev myndighederne i stribevis af bøder svarende til flere årslønninger til de familier, der fik barn nummer to. På den anden side viste den ene officielle statistik efter den anden, at om få år ville der blive mangel på arbejdskraft, fordi antallet af unge dalede drastisk – samtidig med at antallet af ældre og pensionister ville stige så meget, at de kunne ende med at udgøre op imod 40 procent af befolkningen. Et demografisk mareridts-scenarie.

Hvorfor varede et-barns-politikken så længe?

Men hvordan fik de kinesiske ledere en så upopulær politik til at virke – og hvorfor fortsatte den så længe? For det første stod et-barns-politikken højt på den politiske agenda, så højt at det ikke var til diskussion. At kunne styre befolkningens reproduktion er vigtigt i en et-parti-stat.

For det andet blev der hurtigt opbygget et stort og magtfuldt bureaukrati. Det var centreret omkring Familie Planlægnings Kommissionen, der fra 1981 og indtil den blev integreret i den kinesiske Sundhedskommission (2015), styrede et-barns-politikken med en jernnæve.

Spørgsmålet var, om de kinesiske ledere kunne læse befolkningens vilje og ønsker rigtigt – og slet ikke havde opdaget det store skift i mentalitet og holdning til både barn/børn og ægteskab, og fremfor alt de både økonomiske og tidsmæssige investeringer det kræver at være forældre i dagens Kina

Der var en halv million ansatte i Kommissionen til at administrere og lede projektet. Hertil kommer 1,2 millioner kadrer, medlemmer af partiet, der var ansat lokalt ude i provinserne. Og så var der millioner (tallet svinger mellem 60-82 mio.) af medlemmer af de lokale Familie Planlægnings foreninger, der helt ned i landsbyerne og i hver enkelt af byernes boligblokke underviste i børnebegrænsning – og samtidig var en del overvågning af alle familier, for at opdage og angive dem der brød loven.

Embedsmænd truet med fyringer

Politikken blev gennemført med en blanding af lige dele råhed, nidkærhed og magt. Kommunistpartiet havde givet de lave fødselstal førsteprioritet. Det betød at alle embedsfolk – ikke kun dem i Familie Planlægningen – blev udsat for censur, bøder og ligefrem fyringer, hvis deres distrikt eller område ikke kunne holde sig under kvote-grænsen.

En nok så væsentlig forklaring på et-barns-politikkens lange liv, er, at økonomi og finansiering ikke var noget problem. Et- (og den senere) to-barns-politik har været de rene pengemaskiner for de kinesiske provinser, der administrerede de gigantiske midler, der kom ind fra bøder og gebyrer.

Ifølge tidsskriftet The Diplomat skulle indkomsterne i de fire årtier være et stykke over 2 billioner kroner (2.000.000.000.000 kr.).  Det er svært at verificere. Den eneste ikke-statslige undersøgelse jeg har set, viste, at ingen af de 24 undersøgte provinsregeringer kunne fremlægge regnskab for, hvad de 20 milliarder kroner, de i 2012 havde fået ind fra bøder, var brugt til.

På den måde kunne den hårde linje fortsætte i årevis. Og det gjorde den. De kinesiske ledere glædede sig mest over beregninger, der viste, at et-barns-politikken betød, at der var født 400 mio. færre kinesere.

Plakater med lykkelige et-barns-familier finder man stadig rundt omkring i Kina. Foto: Wu Jin

På positivlisten var også et markant løft til de kinesiske kvinder, især dem i byerne. De fik næringsrig kost, bedre jobs og uddannelser, fordi de ikke skulle konkurrere med søskende. Internationalt blev Kina fremhævet for sin indsats. FN og demografer anerkendte og roste Kina for at være med til at gå op imod mod den befolkningsvækst, der i årtier har været vurderet som en stor trussel mod kloden.

”Sorte børn” og for mange mænd

Men ud over de lidelser og afsavn, som millioner af kvinder og familier har gennemgået, så er det kinesiske samfund også blevet påvirket. Et nyt begreb dukkede op, ”sorte børn”, der er betegnelsen for et ulovligt barn nummer to, som forældrene har holdt skjult for myndighederne. Der er omkring 13 mio. – svarende til hele befolkningen i Portugal – og de har betalt prisen ved, at de ikke har fået det vigtige hukou-bevis, det fødestedsbevis, som alle kinesere skal have og sikrer adgang til f.eks. skole- og sundhedssystemet.

I det familiemæssige konservative land har etbarnspolitikken betydet, at der i mange provinser er sket en skævvridning i forholdet mellem kønnene. Med kinesernes traditionelle præferencer for drengebørn er der i nogle provinser op til 116 drenge for hver 100 piger. Der er flere eksempler på  landsbyer (8), der nærmest er rene testosteronbomber, kun befolket af unge, ugifte mænd. På landsplan taler vi om et overskud af unge ugifte mænd på 30 millioner, der har meget svært ved at finde en kæreste.

Mod en to-barns-politik

Men trods alle de tydelige tegn på skævvridning i befolkningen er det først I 2013, der bliver taget et indledende skridt mod at lempe et-barns-politikken. Anledningen er, at der for første gang i 30 år var udsigt til et fald i arbejdsstyrken. Det betød meget for Kinas økonomi, fordi den med verdens største befolkning, en femtedel af jordens indbyggere, har været Kinas vigtigste ressource i industrialiseringen og opbygningen af ”Verdens fabrik” langs den kinesiske østkyst.

Men nu kunne man se, at der ikke var nok unge til at bemande fabrikkerne, tech-branchen og videnskaben. Og heller ikke til at betale for den stigende gruppe af ældre.

Det fik partiet til at nikke ja til at tillade en lempelse af familie-politikken, så hvis bare én af ægtefællerne var et enebarn, så kunne de få lov til at få to børn.

Der var store forventninger til muligheden for at få barn nr. 2. Men det var kun godt 10 pct. der ansøgte. Foto: Flickr

Der var store forventninger til lovændringen. Beregningerne lød på, at op til 20 millioner familier kunne udnytte muligheden – og forventningen var, at omkring halvdelen ville gøre det. Men i stedet for 10.000.000 var der blot 271.600 par, der søgte om tilladelse til en ekstra fødsel.

Det var en fiasko for styret. Spørgsmålet var, om de kinesiske ledere kunne læse befolkningens vilje og ønsker rigtigt – og slet ikke havde opdaget det store skift i mentalitet og holdning til både barn/børn og ægteskab, og fremfor alt de både økonomiske og tidsmæssige investeringer det kræver at være forældre i dagens Kina.

Det skulle stå sin prøve året efter, i 2015, da et-barns-politikken pludseligt og kortfattet blev lagt i graven. Det skete efter et tre-dages lukket møde i partiets Centralkomité, der endte med en lakonisk kort omtale i slutningen af et langt communiqué om landets økonomi.

”Kina vil indføre en politik, der tillader hvert par at få to børn, som en konsekvens af en aldrende befolkning”. Sådan sluttede verdens største befolkningsmæssige eksperiment, et-barns-politikken, efter 35 år.

Fra børnebegrænsning til børnevækst

Så siden 1. januar 2016 var Kina’s familiepolitik pludselig ændret, så målet ikke længere var at begrænse børnetallet, men derimod øge det.

To-barns-politikken blev taget positivt imod af alle. Og især de store producenter af barnevogne, børnetøj, modermælkserstatning og legetøj havde en fest, hvor deres aktier steg med raketfart i dagene efter. Til gengæld kunne andre se, at det ville tage en snes år før alle disse ”ekstra” børn kunne komme på arbejdsmarkedet. Igen andre undrede sig over at man ikke tidligere havde afviklet familiepolitikken. For hele det store apparat skulle jo fortsætte med sin overvågning, kontrol, udstedelse af bøder, nu for barn nummer tre i stedet for nummer to.

De første tal under den nye to-barns-politik var også positive, om end fremgangen i ansøgninger om barn nummer to lå alenlangt fra de meget høje forventninger. Og myndighedernes glæde varede kort, For siden 2017 er fødselstallet bare fortsat med at falde, år efter år. Det gælder også de nyeste tal for 2020.

det er meget interessant at dykke ned i årsagerne til, at de unge og familierne nu stemmer nej til partiet med fødderne

Der er heller ingen optimisme ved at kigge fremad. For der er en ligefrem katastrofal nedgang i antallet af vielser, der fra 2013 og til 2019 er faldet ikke mindre end 41 pct.

De unge familier følger ikke partiets linje

Så nu er der krise under opsejling. Det er tydeligt at de unge kinesere ikke længere bare følger partiets og regeringens ønsker. Og advarslerne kommer også fra landets eksperter, bl.a. fra det statsstyrede Chinese Academy of Social Sciences, der i en rapport (10) slår fast, at Kina nærmer sig en demografisk krise. Den videnskabelige tænketank forudser, at nedgangen i befolkningstallet bliver en stor byrde for den kinesiske økonomi og arbejdsmarked. Det svindende antal folk i den arbejdsduelige alder vil påvirke forbruget og dermed svække økonomien.

med Familieplanlægningens lange historie med ekstrem tvang, så er der ingen tvivl om, at regeringen igen kan tage tvangs-midler i brug

Og det samtidig med at Kina i den kommende Fem-Års-Plan (2021-25) lægger vægt på, at det er kinesernes privatforbrug, der skal være vækstfaktor i økonomien. Samtidig bliver der flere ældre, der skal forsørges. Og de lever længere, alene de sidste 40 år er kinesernes levealder steget fra 67 til 77 år.

Partiet ventes dog i forbindelse med Fem-Års-Planen at komme med forslag til ændringer i pensionsalderen, så den bliver sat op. Det vil dog nok tage en del år, før det kan mærkes på økonomien.

Hvorfor de unge ikke adlyder

Så der er utrolig meget på spil – og derfor er det meget interessant at dykke ned i nogle af årsagerne til, at de unge og familierne stemmer nej med fødderne – og hvad parti og regering har tænkt sig at gøre ved det.

Der er nemlig en verden til forskel mellem de forslag og den propaganda som partiet nu kører frem med – og så den virkelighed som de unge – og især de yngre kvinder ser i hverdagen.

Det mægtige Kommunistpartis talerør, Folkets Dagblad, har i flere omgange ryddet forsiden for på lederplads at give løsninger på problemet med befolkningsnedgang og det store fald i ægteskaber. Det munder hver gang ud i nye slogans, som ”at føde er en opgave for familien og for staten” (CNN 9-2-21).  Samtidig forsøger Partiets ungdomsforbund at lege Kirsten Giftekniv ved at lave datingarrangementer, så der skabes flere faste forhold mellem medlemmerne.

Som tommelfingerregel bruger familier i USA eller Europa omkring 20 pct. af familieindkomsten på et barn, hvorimod kineserne bruger mellem 30-50 procent af indkomsten

Der er mange eksempler på, hvor langt der er mellem partiets og de unges, især kvindernes, syn på kærlighed og ægteskab. De unge i dag er vokset op med meget mere personlig frihed og velstand end forældregenerationen. Hvor (de ofte arrangerede) ægteskaber tidligere var en del af opbygningen af det socialistiske fællesskab, så opfatter de unge ikke længere ægteskab som en nødvendighed, men et personligt valg.

Masser af unge kinesere bor sammen uden papir, for dem handler det om følelser, ikke reproduktion. Når de endelig bliver gift er de i gennemsnit i slutningen af tyverne, i storbyerne over 30. Men færre bliver gift, antallet af ægteskaber er de sidste seks år faldet fra 23,8 mio. til 13,9 mio.

Specielt for kvinderne gælder det, at de har fået gode uddannelser, som de gerne vil bruge, før de indgår ægteskab. Men med to-barns-politikken mærker mange et pres fra både arbejdsmarked, myndigheder og forældre, at de bør gå hjemme og passe børn og familie.

Det får mange af Kinas kvinder til at vælge vielsesringen fra. Der har også været meget kritik af nye regler, der skal forsøge at knække skilsmisseprocenten. Den har været støt stigende siden 2012, og for nylig blev der indført en måneds ”nedkølingsperiode”, før der kan anmodes om skilsmisse, hvad der har ramt de mange kvinder, der vil skilles som følge af vold i hjemmet.

Meget dyrt at have et barn i Kina

Men de største årsager til at de unge kinesere ikke får flere børn er kærlighed, ambitioner og penge.

Efter der i over en generation ikke har været valgmulighed, så kan den kinesiske familie i dag selv vælge, hvor mange børn, de vil have. Men det koster. At have et barn i dagens Kina er meget dyrt. Meget dyrere end vi er vant til i Vesten. Som tommelfingerregel bruger familier i USA eller Europa omkring 20 pct. af familieindkomsten på et barn, hvorimod kineserne bruger mellem 30-50 procent af indkomsten på et barn.

De har snart i to generationer været vant til, at der kun er et barn pr. familie, familiestrukturen er i smadder og de er vokset op uden søskende, onkler, tanter og fætre/kusiner.

Jeg har aldrig tøvet med at kalde de unge kinesere – fra 18-36 år – for de mest stressede unge i verden

Det har betydet at ikke kun fokus, men også mange penge, er gået i ene-barnets retning. Kinesiske forældre forsøger selvfølgelig at give barnet det bedst mulige – både med hensyn til materielle goder som legetøj, elektronik og tøj. Men også i forhold til undervisning – både i skolesammenhæng og fritid som sport og musik.

Og her er det vigtigt at forstå, at Kina langtfra er et velfærdssamfund. En kinesisk familie sparer stadig en meget stor del af indkomsten op til at betale barnets uddannelse efter folkeskolen; de har også et  sundhedssystem, der ikke er velfungerende og hvor egenbetalingen er meget dyr.

Regnestykket for et barn i Kina

Sociologen Ma Chunhun har beskrevet, hvordan en gennemsnits middelklassefamilie i en storby, med 200.000 kr. i årsindkomst bruger 78.000 kr. på barnet om året. Pengene får hurtigt ben at gå på, fordi nogle udgifter er uforholdsmæssigt dyre.

Det gælder f.eks. vuggestuer og børnehaver, der slet ikke findes i samme omfang, som vi kender til. Folkeskolen er i princippet gratis. Men forældrene – og her taler vi stort set om alle forældre – vil gøre så meget som muligt, for at barnet kan få en god uddannelse. Og det er i Kina lig med en højere uddannelse, universitetsniveau.

Men det kræver gode karakterer. Og det opnår man i Kina kun ved at eleven får ekstraundervisning i vigtige fag som matematik og sprog. Og her taler vi om (dyr) privatundervisning, som det også er for de musiktimer, idræts- eller danseundervisning, som de fleste kinesiske børn også skal gå til. Og når de kommer på universitet, er der (udover fortsat behov for privatundervisning) også de meget dyre tuition fees.

Læg hertil at midddelklasseforældre bruger ekstra på optagelsesprøver, for at barnet kommer på byernes bedste folkeskoler – og til den store Gaokao prøve på gymnasiets sidste år.

Typisk billede fra parkerne. Det lille 4-2-1 barn med forældrene og bedsteforældre. Foto  Jan Larsen.

Samlet stiller det den moderne middelklassefamilie i et dilemma: Har vi råd til barn nummer to? Svaret finder vi i fødselsstatistikkerne: Nej. Nu findes 1,2 eller 1,5 barn jo kun i statistikkerne, så hvis jeg skal koge de argumenter ned, jeg hører fra kinesiske forældre, så er det lige meget hvilket indkomstniveau, vi taler om: ”Vi kan ikke give begge børn samme mulighed, derfor vil vi hellere nøjes med ét kvalitetsbarn”.

Barnet som sikkerhed for forældrene

Nu kan man sige, at udviklingen andre steder på kloden også er gået i retning af jo rigere samfundet blive, desto færre børn. Men på grund af tvangselementet i Kinas børnepolitik er udviklingen fra storfamilie til et-barns samfund sket på rekordtid, ganske få årtier – og ikke gradvist. På samme måde som overgangen til industrisamfund skete på 25 år i Kina, hvor vi i Vesten brugte 100 år på omstillingen.

Et andet element handler om børns rolle som ”sikkerhed” for forældrenes alderdom. Med fem-seks børn var der altid eet af børnene tilbage i landsbyen til at tage sig af forældrene, når de blev gamle. Det mønster sluttede med et-barns-politikken.

Men det er ikke blevet overtaget af et velfungerende pensionssystem. Det findes, men kun i meget svingende og nødtørftige versioner. Faktum er, at langt de fleste fattige i Kina hører til blandt landets ældre generationer, som jeg for nylig har skrevet om hér.

De ”små kejsere”

Men familie-politikkens største forandringer har nok ramt de millioner af unge, der er og vokser op som ene-børn. På den ene side er de, specielt mens de er børn, nogle små overforkælede unger, der får al opmærksomhed fra forældre og bedsteforældre. Gå en tur i enhver kinesisk park og du vil se de ”små kejsere”, som de ofte benævnes – omgivet af bedsteforældre og forældrene.

Men når de kommer i teenage-alderen, så begynder de at mærke, at de på mange måder også er på vej mod at blive ”små slaver”.  Kineserne betegner dem 4-2-1 børn, fordi de som ene-barn skal tage sig af 4 bedsteforældre og 2 forældre når de bliver ældre.

Men først skal barnet leve op til forældrenes meget store forventninger om, at de tager nogle fine eksamener, får en god uddannelse og ender i et (godt og velbetalt) job. Må jeg bare minde om, at det ikke er for ingenting, at begrebet tigermødre (14) stammer fra Asien.

En dejlig gut som ham her koster familien 40 pct. af indkomsten. De kaldes de små ”kejsere” – men mange mener, de vokser op til at blive de små ”slaver”. Foto: Flickr

Oven i det kommer så kravet om at de også skal leve op til de meget stærke traditioner for at stifte familie. Det kommer indefra i familien, men også officielt. Det store parti-styrede kvindeforbund, All-China Womens Federation, introducerede begrebet ”overskuds-kvinder” om de kvinder der var fyldt 27 år uden at være gift. I ligestillingens navn skal det nævnes, at mænd uden samme status kaldes ”nøgne grene” (på stamtræet).

Og i sidste ende ligger ansvaret for de ældre i familien også hos enebarnet. Og da Kina heller ikke på ældreområdet har en udbygget ældreforsorg – der er få plejehjem og dagplejetilbud – så er det tidskrævende og dyrt at tage sig af de ældre, der med de unge kineseres stigende mobilitet kan bo langt fra hinanden.

Verdens mest stressede unge

Jeg har aldrig tøvet med at kalde de unge kinesere – dem fra 18-36 år – for de mest stressede unge i verden. En generation der både skal leve op til egne, og mest forældrenes ambitioner, samfundets krav og bedsteforældrenes forventninger.

Den store solidaritet er væk, de socialistiske idealer er svære at finde, når ideologien kun eksisterer i partiets cirkler

Nu vælger de fleste af dem at fortsætte et-barns-linjen. Denne gang dog frivilligt. Men det er stadig med at kravet om, at de skal have et kvalitetsbarn – og som man ser de små kinesiske børn i dag, nærmest med målet at de skal være perfekte.

Det er egentlig påfaldende, hvor lidt der i Kina er forsket i konsekvenserne af et-barns-politikken i forhold til mentalitet og opførsel. Der er ingen klare konklusioner, men flere undersøgelser ser en tendens til at kinesiske enebørn er mere pessimistiske, ikke så parat til at tage risici og med hang til en god del egoisme.

Personligt synes jeg, at et-barns-generationen nu i anden generation udstråler, at her handler det kun om mig om min familie. Den store solidaritet er væk, de socialistiske idealer er svære at finde, når ideologien kun eksisterer i partiets cirkler.

Konkret skubber man sig selv – eller sit eget barn frem, sin egen nære familie, når man nu ikke har den store familie med søskende, fætre og kusiner. Det gør man i skolen, på arbejdspladsen og i offentligheden. Der er ikke plads til de anderledes, de handicappede, dem der klæder sig på en anden måde, psykisk syge, minoriteter eller bare fremmede. Det er et meget markant fodaftryk et-barns-politikken har sat i befolkningens mentalitet.

Børn skal finansiere de ældre

Men helt konkret koncentrerer styret sig om den store udfordring, at samfundet skal finde løsninger på, hvordan man får fyldt de huller, der opstår som følge af den manglende arbejdskraft. Og om der findes løsninger, så man kan få de unge til at vælge barn nummer to og tre. For ellers ser det truende ud, hvordan Kina skal kunne finansiere de over 300 millioner pensionister, der vil være, samtidig med Xi Jinping har lovet, at Kina i 2035 vil være et moderne samfund.

Meget er blevet prøvet, lige fra fuld dækning for fødsler på hospital, kontante præmier pr. nyfødt barn til den mest benyttede, at udvide den fire måneders barselsorlov med en måned

I 2015 var der 6,9 arbejdere (20-64 år) til at finansiere en enkelt pensionist (over 65 år). I 2030 vil der være blot 3,6 arbejdere pr. pensionist – og ifølge prognosen vil Kina i 2050 være helt nede på, at der kun er 1,7 arbejder for hver pensionist.

Ender det med tvang … igen?

Så gode råd er dyre. De seneste år har kinesiske byer og provinser afprøvet en hel række forslag i kategorierne mildt pres, let nudging, kontante tilskud eller flere fridage til potentielle forældre.

Meget er blevet prøvet, lige fra fuld dækning for fødsler på hospital, kontante præmier pr. nyfødt barn til den mest benyttede, at udvide den fire måneders barselsorlov med en måned.

Der er dog også en stigende frygt for at det omfattende familie planlægnings-apparat, der har 35 års erfaring med at bruge bøder og tvungne aborter for at hindre fødsler, nu kan bruges til omvendt at anspore og muliggøre flere fødsler. Når det bløde pres og opfordringer ikke har virket, så er næste skridt måske brug af tvang.

Forfatteren Leta Hong Fincher siger, at ”med Familieplanlægningens lange historie med ekstrem tvang, så er der ingen tvivl om, at regeringen igen kan tage tvangs-midler i brug”.  Hun peger på at i nogle provinser er grænsen for abort for nylig sat ned, andre steder kræver myndighederne underskrifter fra tre læger før abort kan gennemføres.

I de næste uger på Folkekongressens møde i Beijing – bliver processen sat i gang og et nyt kapitel i Kinas dramatiske familie-politik starter.


LÆS FLERE AF JAN LARSENs ANALYSER OG REPORTAGER FRA KINA HER


Topfoto:  Flickr / Yuyan9686

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Børn & unge

Hyldest til ungdommen

CORONA-KRISE // KLUMME – Ungdommen er fortvivlet over nedlukningen af skolerne og