ANALYSE – Bystyret i Beijing er med en voldsom udrensningsaktion ved at smide titusinder af migrantarbejdere ud af byen. Det er dem, der tager de hårde job som beijingerne ikke selv vil have. Den brutale fremfærd demonstrerer, at det kommunistisk-styrede Kina ikke er en social mønsterstat, men derimod et råt og usolidarisk samfund – især hvis du hører til underklassen af mere end 280 millioner migrantarbejdere.
I den kinesiske hovedstad, Beijing, er myndighederne i disse uger i gang med en udrensning i byens mindre velstående forstæder. Ordren kommer fra chefen for byens magtfulde Kommunistparti – og lyder på straks at rive tusindvis af boliger ned, som ikke er lovlige. Dermed smider man en stor del af de migrantarbejdere ud, der i årevis har opholdt sig i byens yderområder.
Daxing er én af de mange forstæder til Beijing, hvor Kinas såkaldte flydende arbejdskraft, migrantarbejderne, har slået sig ned. Her arbejder de på små fabrikker med tvivlsomt arbejdsmiljø eller på nogle af byens store byggeprojekter; andre er ansatte i servicejob i Kinas boomende e-handelssektor som knallertbude eller i restaurationsbranchen med ringe løn og arbejdstider. Ret beset de jobs som ingen andre i Beijing vil tage.
Og det er også dem, der bor i forstadens små og ringeste lejligheder. For de har ikke andet valg, det er de billigste og eneste, de har råd til at leje. Den månedlige husleje er her i gennemsnit 2600 kr., hvad der næsten svarer til hele månedslønnen for en migrantarbejder.
Siden markedsøkonomien blev indført omkring 1980 har millioner af kinesiske bønder forladt det hårde liv på landet og er flyttet til de store byer for at arbejde. Men nu er de største byer blevet overbefolkede. Alene i Beijing bor der er et par millioner for mange, og de skal være væk inden 2020, siger bystyret. Den letteste måde at løse problemet er at få fjernet en stor del af de over tre millioner migrantarbejdere, der bor i byens forstæder.
Rydningsaktionen er sket med lynets hast, og beboerne har kun fået to dages frist til at flytte ud
Chefen for byens Kommunistparti, Cai Qi, har beordret nedrivning af tusindvis af boliger (nogle medier siger over 25.000), der er udpeget som ikke-lovlige. Aktionen er sket med lynets hast, og beboerne har kun fået få dages frist til at flytte. På 40 dage – og senest nytårsaften – skal nedrivningsaktionen være afsluttet. Alene hastigheden viser, at dét myndighederne kalder et forsøg på at forbedre boligmassen, snarere handler om at komme af med en stor del af byens migrantarbejdere.
Rygter om nedrivningsplan
Der har været hvisket om, at en nedrivningsplan måske ville komme, men det var en tragisk brand 18. november i en toetages industribygning i Daxing, der blev anledning til overraskelsesaktionen. 19 mennesker omkom, næsten alle migrantarbejdere.
Inden der var gået et døgn havde partichefen på et pressemøde fremlagt en plan for at rydde størstedelen af forstaden for bygninger og boliger, der ikke lever op til brandsikkerhedskravene.
Ikke kun i Daxing, men også i mange andre forstæder, blev der sat plakater op og delt besked ud til beboerne om, at de skulle flytte ud i løbet af et døgn eller to. Alene i Daxing bor der 175.000 mennesker, hvoraf de 120.000 er migrantarbejdere.
Store politistyrker blev sat ind for at forhindre uro. Panik opstod mange steder, fordi beboerne måtte flygte over hals og hoved. Nedbrydningsholdene var rykket ind, døre blev banket ind, tagene på husene revet ned, og flere steder blev vand og elektricitet lukket på en aften, hvor frostgraderne meldte vinterens komme i Beijing.
Videoklip fra mobiltelefoner viser lange rækker af migrantarbejdere der, som krigsflygtninge andre steder i verden, har samlet deres vigtigste ejendele og i al hast forlader byen. De heldige har fået fat i elektriske scootere eller ladvogne og pakket ladet med senge og ejendele.
Fra højttalere kørte indspillede oplæsninger i båndsløjfe, der fortalte, at ”by-forbedringerne skal gavne alle, og vi beder beboerne om at samarbejde”. Kontrasten var slående flere steder. Huse og kontorer blev hurtigt tømt for mennesker, og i gaderne flød det med affald og efterladt tøj og ejendele, som de flygtende ikke kunne have med.
Boet i Beijing i over 10 år
Dem, der måtte flygte ud af byen, var ikke midlertidige beboere. Nogle har været her siden det store byggeboom startede for 12-14 år siden, da nybyggerier skød op overalt i forberedelserne til OL i 2008.
Det var dengang, man ikke kunne vende blikket nogetsteds, uden at der var mindst 10-15 kraner i synsfeltet. En af de nu flygtende migrantarbejdere mindes, at dengang hed legenes kendingsmelodi ”Beijing siger velkommen”.
”De sagde velkommen til os dengang. Men sidste år begyndte de at chikanere os – og nu prøver de at smide os ud alle sammen”, fortæller en kvindelig migrantarbejder radiostationen NPR.
På de sociale medier reagerede mange skarpt på myndighedernes aktion og lidt usædvanlig underskrev 100 intellektuelle en protest, der betegnede myndighederne fremfærd som ”ondsindet og et brud på love og menneskerettigheder”. Det har også undret og vakt vrede, at myndighederne officielt brugte den meget direkte betegnelse ”low-end population” om byens migrantarbejdere.
Benhård censur
Reaktionen på kritikken var klassisk: benhård censur, der på få timer slettede kommentarer på internet og sociale medier og fjernede alle avisartikler om emnet. I kommunikation siden da har kun de censurerede artikler fra det statslige nyhedsbureau Xinhua været benyttet.
Også nogle af byens middelklasseborgere har udvist en forståelse og solidaritet med de ramte migrantarbejdere – og især mod den meget brutale fremfærd og inhumane krav til øjeblikkelig flytning ud af byen.
Men det er muligt, sympatien for de fattige arbejdere går hurtigt over, for kinesere plejer sjældent at vise forståelse, endsige empati, for folk længere nede på den sociale rangstige. Og her har landets migrantarbejdere altid ligget nederst.
Migrantarbejdere – hvem er de?
Hvem er de så, disse migrantarbejdere? Lidt enkelt sagt er det folk fra Kinas fattige landområder, typisk manden, der hvert år i februar siger farvel til konen, til barnet, til vennerne i landsbyen – og til bedsteforældrene.
Så drager de afsted, ofte tusindvis af kilometer, for at finde job i bygningsindustrien i de store byer – eller på fabrikker i industribæltet langs kysten syd for Shanghai.
Her bor de på sovesale af varierende kvalitet på den fabrik, de får ansættelse på. Og så er det ellers bare at knokle for at tjene penge de næste 11 måneder (den sidste måned tager de hjem og fejrer kinesisk nytår).
Arbejdstiden overskrider oftest lovens tilladte maksimale 48 timer om ugen – de er der jo for at tjene penge, og hvad skal man ellers lave?
Men lønnen er ikke noget at råbe hurra for. De første gange, jeg stødte på migrantarbejderne, troede jeg, at det var noget de gjorde 2-3 år, så de kunne spare op til at starte en biks eller et værksted i hjembyen. Men sådan hænger det ikke sammen.
Da jeg flyttede til Kina i 2005 var en migrantarbejders løn under 500 kr. om måneden. Det var jo ikke nok til at spare ret meget op, når der også skulle købes tøj, cigaretter og mad og sendes penge hjem til bedsteforældre og barn.
Ifølge de seneste statistikker er der 281 millioner migrantarbejdere i Kina. Ja, 281 millioner, hvoraf langt de fleste er rejst ud alene, uden familien
Realiteten er da også, at Kina nu er langt inde i 2. generation af fuldtids migrantarbejdere. Det er simpelthen blevet Kinas største profession. Og læg lige mærke til antallet: ifølge de seneste statistikker er der 281 millioner migrantarbejdere i Kina. Ja, 281 millioner, hvoraf langt de fleste er rejst alene ud, og så langt væk at de kun kan komme hjem én gang om året, til nytår.
Eneste sted i verden
Det er set i globalt perspektiv helt unikt. Ingen andre steder i verden har man en arbejdskraft på over en kvart milliard mennesker, der ofrer deres privatliv for at rejse væk fra deres hjemby, bo på triste sovesale og arbejde på fabrikker og arbejdspladser med ofte ringe arbejdsmiljø og meget få udfordringer. Og så til en løn de kun lige kan leve af.
I gennemsnit får migrantarbejderne i dag 3275 RMB i månedsløn, svarende til ca. 3150 kroner. I byerne får de 30-40 pct. mere i løn. Procentvis har der i mange år været tale om årlige stigninger på over 10 pct. En imponerende stigningstakt, der dog ikke skyldes de store All-China fagforeninger. Det er ikke frie fagforeninger, men organisationer tæt forbundet til kommunistpartiet – og derfor ikke kamporganisationer.
Lønstigningerne kommer af de minimumslønninger, som de lokale provinsregeringer fastsætter – og som især er steget grundet den interne konkurrence om at tiltrække arbejdere til provinsernes fabrikker. De sidste to år er stigningskurven dog knækket, da regeringen i Beijing ikke ønsker at lønniveauet i industri og servicefag bliver for højt.
De har alle de hårde og beskidte job
Første gang jeg mødte migrantarbejderne var i februar 2006, da de i Beijing samlede sig i bestemte områder i byen og falbød deres arbejdskraft. Det foregik ved, at arbejdsgivere kom forbi i små busser og samlede dem op. Efter hastige forhandlinger på stedet om løn- og arbejdsforhold, blev de så kørt til byggepladser eller fabrikker – deres arbejdsplads for det kommende år.
Lige meget hvor, jeg har mødt dem i Kina, er mønstret det samme; det er dem, der laver det hårde, beskidte og dårligt betalte arbejde
Senere har jeg besøgt migrantarbejdere på deres fabrikker over hele Kina og i de små landsbyer ude på landet. Og selvfølgelig i min egen hjemby gennem seks år, Beijing, hvor de især i årene op til OL fyldte meget i gadebilledet på grund af den enorme byggeaktivitet.
Lige meget hvor, jeg har mødt dem i Kina, er mønstret det samme; det er dem, der laver det hårde, beskidte og dårligt betalte arbejde. Og de har ikke råd til at selv at være del af det gode liv i byerne.
Til gengæld bliver de set ned på overalt – og bliver behandlet som sådan. Specielt de nyrige i den stærkt voksende middelklasse foragter dem, selvom de godt ved, de ikke kan undvære deres billige arbejdskraft som håndværkere, hushjælp eller bude og servicemedarbejdere i dagens moderne samfund.
Især omkring det kinesiske nytår opstår mange konflikter for migrantarbejderne. Selvom der er kommet meget mere styr på de kontrakter, de indgår med arbejdsgiverne, så har jeg mange gange oplevet de hjerteskærende scener, hvor arbejdsgiveren pludselig er forsvundet (eller gået konkurs) lige op til nytåret, hvor sidste halvdel af årslønnen til arbejderne ellers skulle udbetales. Og så står arbejderne der, uden halvdelen af årets løn – og ikke engang til togbilletten hjem.
Hukou
Men den allerstørste diskrimination mod migrantarbejderne er de fødestedsbeviser, som alle kinesere skal have. Det kaldes hukou og findes i to udgaver: en slags til dem, der er født på landet – og en anden til dem fra byerne. Dokumentet giver ret til velfærdsydelser som uddannelse og sundhed, men kun der, hvor du oprindelig hører til og har et hukou-bevis.
Teknisk set er migrantarbejderne selv efter 8-10 års arbejde og ophold i byen stadig landboere
I praksis er et manglende hukou-bevis, hvad der forhindrer en mandlig migrantarbejder i at tage familien med til f.eks. Beijing fra landet. Konen og barnet får nemlig ikke adgang til offentlig sygdomsbehandling på de offentlige hospitaler – og barnet har ikke ret til skolegang. Selv ikke de migrantarbejderbørn, der f.eks. er født i Beijing, får denne ret, hvis ikke forældrene har en hukou til byen.
Og det er meget, meget svært at få flyttet hukou fra land til by. Teknisk set er de selv efter 8-10 års arbejde og ophold i byen stadig landboere. Det er en meget diskriminerende, men effektiv stopklods for permanent migration i Kina. I 30 år har partiet løbende drøftet en ændring af systemet, men en reform er det ikke blevet til, kun småjusteringer.
Mennesker betyder ikke noget
I det hele taget er det ud fra alle økonomiske, demografiske og sociale vurderinger en utrolig værdi, disse migrantarbejdere har for Kina. Men jeg har aldrig set en statue, en mindeplade – eller andet klassisk kinesisk tegn på respekt og ære for deres indsats for landet og samfundet.
Det er dem, der har skabt fundamentet for det økonomiske mirakel, indførelsen af markedsøkonomiske træk i en ellers styret planøkonomi for 40 år siden har betydet. Men det enkelte menneske tæller ikke for meget i Kina. Den sociale solidaritet fylder ikke meget i et samfund, hvor der konkurreres hele livet igennem: om at komme i den rigtige skole, få den rigtige bolig, få den bedste eksamen, komme på det bedste universitet.
Det enkelte menneske betyder heller ikke noget, hvis regeringen f.eks. vil bygge en dæmning. At fjerne 20.000 mennesker med et pennestrøg – uden høring, tak, eller med minimal erstatning er ikke ualmindeligt.
Og den bredere solidaritet – med andre grupper, minoriteter eller f.eks. folk med handicap – er i praksis ligeså fraværende i samfundet. Trods sin socialistiske ideologi slår det ikke igennem. Konkurrencesamfundet har totalsejret i etpartistaten.
Kampagnen slutter til 31. december
Derfor vil oprydningskampagnen nok, som bebudet, være midlertidigt afsluttet i Daxing i slutningen af december, og et sted mellem 100-200.000 migrantarbejderne vil måske være flyttet eller smidt hjem til provinsen, de kom fra – og protesterne vil være bragt til tavshed.
Men udrensningen fortsætter i andre bydele og i byer over hele Kina. Migrantarbejderne passer ikke længere ind i byen, selvom den også på mange måder også er deres. Nu sendes de hjem til de små byer og landsbyer i Hunan, Henan, Sichuan, Anhui og hvilke provinser de ellers kommer fra – uden at deres kvalifikationer eller uddannelsesniveau er forbedret, og uden at de har fået mange penge på lommen.
Og de vender ikke tilbage til Daxing eller de andre fattigkvarterer i Beijing. Medier melder, at huslejerne i omkringliggende kvarterer, der kunne være alternativ til migrantarbejdernes nedrevne boliger, allerede er steget, nogle steder til næsten det dobbelte. Mission completed.
Du kan læse flere af Jan Larsens analyser og reportager fra Kina her.
Topfoto: Yuan Zeng
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her