CPH STAGE 2023 – Teatret fester i København frem til 10. juni, og der er noget for alle: Noget er inde, noget er ude, noget er endda gratis. Der er klassisk teater, drama, komedie, eksperimenter, dans, musik, talks, partybusser, nye forestillinger og gensyn. Du kan følge dagsfriske indtryk fra CPH Stage 2023, efterhånden som POV’s anmeldere oplever dem, i denne klumme.
En række af årets forestillinger på CPH Stage 2023 er allerede blevet anmeldt i POV. Det gælder I Am Gold, Ekspedienterne, Work Bitch, Rebound og The Disappeared. Nye anmeldelser og kommentarer tilføjes løbende herunder.
Festen flyver på sommerfuglevinger Til De Lyse Morgener
Dørene går op til ”Værtens bedste ølvogn”, og i åbningen står en festklædt kvinde, omhyllet af røg og med bassen dunkende inde fra det festlige køretøj: ”Der er I jo”, råber hun og inviterer den afventende skare ind i bussen og stikker en øl i hånden på dem, der vil have. Så er festen ligesom i gang.
Forestillingen Til de lyse morgener er en ekstatisk, fabulerende undersøgelse af festens natur. Som publikum tages vi ud af det vante teaterrum og bliver dermed konfronteret med egne minder om fester til den lyse morgen, komplet med skrålende fællessang.
Historien udspiller sig som en monolog, hvor Bobbie i Sofie Nolsøes skikkelse synger, skråler, plaprer og deler på bombastisk, desperat, men også følsom vis.
På vejen er der tid til en pause i naturen, og det er især her, forestillingen hæver sig fra gimmick til eftertænksomt værk. Ved at give plads til stilheden i festen, vækkes nuancerne i Bobbies fortælling.
Til De Lyse Morgener er en dristig fortælling, der rummer en forsigtig hyldest til festens eskapisme, for det er her vi kan få lov at sprede vores sommerfuglevinger ud for en stund og glemme livets råhed
Den fineste måde at nå dagens skridttællermål på Frederiksberg: Gå-Se-Gang
Junisolen skinner, bladene på alleens træer er lysegrønne, der er juice på de trådløse høretelefoner, sandalerne er spændt. Timingen er perfekt til “podwalken” Gå-Se-Gang, som Ømme Lægges teater-podcast-vandre-koncept kaldes.
Ruten, som tager omtrent en time i moderat tempo, starter og slutter på runddelen og guider lytteren ad den brede allé, ned ad sidegader, gennem skjulte haver og grimme smutveje, hvor det er bedre at slå op med nogen end i den smukke rosenhave.
Lytteren bliver bedt om at smile til fremmede. Jeg prøver lidt forceret i starten, men efter at være kommet mig over min frustration over ikke at kunne spotte noget, der skulle ligne en italiensk garage, kan jeg slet ikke lade være.
Der er tør humor, som minder om gode gamle Lex og Klatten, lækre ventebeats ved lyskryds, indlagt catwalk og en tilbagevendende usympatisk karakter, Pernille, hvis mor arbejder på kommunen.
Jeg ender med at klukke på Allégade, så folk vender sig og ser, om det mon er dem, jeg griner ad. Det er det faktisk lidt, for der bliver taget tykt pis på bydelen og dennes stereotype indbyggere, samtidig med at historien og kulturen hyldes.
Gå-Se-Gang er en sød, hyggelig og ganske gratis oplevelse lavet til FRB-Dage og CPH Stage 2023 og kan findes der, hvor du finder dine podcasts. Ud og gå: Der er intet tabt ved at give sig hen til Ømme Lægge en lille times tid!
The Potentials of Melancholy – dyster totaloplevelse
Det er mere en stemning end en koncert. Ligesom det i operaen mere handler om følelserne end om handlingen. En anden lighed med operaen er, at ordene i The Potentials of Melancholy kan være utroligt svære at høre. Men de kan føles.
Sophia Luna Portras vokal fylder rummet. Om i begravelsens klagesange eller death metal. Nogle gange en skrigende guitar, andre gange en sørgemarch. I dette lydunivers er det nok en forudsætning for en forståelse, at Sophia Luna også læser brudstykker af sangene mellem numrene. Nåh – det er der, vi skal hen.
The Potentials of Melancholy er en hybrid, hvor et samarbejde mellem gruppen Bona Fide, Gyldendal, spillestedet Alice og nu Teater Sort/Hvid er blevet til denne koncert-totaloplevelse inspireret af digte af Theis Ørntoft. Og nu præsenteret på CPH Stage 2023.
Hvis vi lægger det med forståelse til side, og holder os til følelserne og oplevelsen, så får den ikke for lidt i scenerummet, hvor publikum faktisk sidder på slæbet til den kolossale rokokokjole, som Sophia Luna er stablet op i, og midt mellem musikerne i lidt mere bondske kostumer og omgivet af røg og lyseffekter.
Det er et kvindeunivers. Med kvindens sorger, arv gennem generationer, smerter, fødsel, død – men også forår og forelskelse. Og solen, der står op over en ny verden.
Stormen anno 2023
Barnets stemme skærer igennem: ”Idioter”. Shakespeare er landet solidt i H.C. Andersens fødeland, når en ung publikummer siger, hvad vi alle tænker om de latterlige figurer i en bestemt scene. Stormen er helt i øjenhøjde med publikum.
En sommeraften i Ørstedsparken sætter en overdådig baggrund for teatertruppen Shakes. Scenografi og skuespillere ankommer cyklende til tonerne af Wagners Valkyrieridt og fortsætter med lignende anakronismer i en underholdende og gakket version af Shakespeare.
Der interageres med publikum. Vi synger med på Medina-sange, der bare passer smukt ind i (denne version af) Stormen. Lejlighedsvis forfalder Anders Buddes Prospero til at deklamere formfuldendte Shakespeare-blankvers, men både han og vi er klar over, at de smukke ord er teatralske indskud.
I det hele taget giver skuespillerne den gas. Svigter en mikrofon, så taler de bare lidt højere. Marie Dalsgaard er måske den, der brænder bedst igennem i dobbeltrollen som ånden Ariel og kong Alfonso (og faktisk formår at være to steder på en gang).
Det er urkomisk og kan nydes helt uden forudsætninger. Det kræver bare, at man bliver introduceret til det. Den danske version af Shakespeare in the Park har udviklet sig til en succes i kraft af mund-til-mund-reklame. Stormen lever op til anbefalingerne.
Godnathistorier til nabolaget: Poe-sitter
Solen oplyser endnu himlen, når vi sætter os i gården. Forårsnattens mørke omslutter os, når det er slut. Godnathistorier til nabolaget er et godnatritual. Selv om en live podcast-optagelse til Iben Hjejles og Signe Lindkvists Sitter ikke er stort teater, så er det et hyggeligt teaterritual.
Emnet er på forårets sidste aften Døden. Det er netop det, der har skabt deres bonding – at de begge har mistet deres mødre på et tidligt tidspunkt i livet. Det bliver lidt småsludrende, som podcast-formatet gerne gør. Det er venindesnak – og vi er inkluderet i erfaringsudvekslingen.
Det inkluderer digtoplæsning, bl.a. Naja Maria Aidts digtsamling om sorg og tab, da hendes søn døde. Aidt optræder i øvrigt selv sammen med Caspar Eric d. 1. juni, og godnathistorierne afsluttes med Naja Maria Aidt-digte oplæst af Sarah Boberg og Anette Støvelbæk d. 9. juni.
Iben Hjejles valg af digt handler om behovet for ritualer omkring døden. Om at omfavne og ære det tab, som døden indebærer. Uanset om det er et barn eller en forælder eller en søskende eller en kær. Det vakte genklang hos hende.
Og så er vi tilbage ved ritualet med udendørs oplæsninger, minikoncerter, readings på Teatret ved Sorte Hest, hvor vi – eventuelt indpakket i tæpper – får en fælles oplevelse.
Imperiets tropper sejrer
De fremmede kommer. Kineserne kommer. Vi er bange for, at de kommer og tager det, der er vores. Vi er bange for at få stjålet vores identitet på de sociale medier. En identitet, som vi nok allerede har solgt til varemærker som Coca Cola, Adidas, Nike, Ikea. Er det dem eller os, der er Imperiets tropper?
Forestillingen læner sig op ad sci-fi-gyseren Invasion of the Bodysnatchers. Den handler også om fremmede fra rummet – eller aliens, som det hedder på engelsk, som vi alle taler (fordi: imperium).
Samtidig handler det om tre unge skuespillere, som påtager sig rollerne. Roller på scenen, som opfører rollerne i filmen. De filmer hinanden med kameraer og med deres mobiltelefoner i en scenografi, der kunne være hvor som helst med de Ikea-møbler, som vi alle har (fordi: forretningsimperium).
De tre unge kinesere taler mest engelsk, men også kinesisk, som vi får oversat i et tekstbånd. Når de da ikke taler tysk med tekstbånd på fransk. Mens de i øvrigt løber ud ad en paranoid tangent, hvor de betvivler hinanden og den objektive sandhed.
Imperiets tropper er på en gang underholdende og tankevækkende – og spiller i øvrigt ud over CPH Stage 2023. Og forestillingen fortjener en genopsætning, når vi i publikum som imperiets tropper fortæller andre, hvad vi har oplevet.
In C åbnede CPH Stage 2023 med en meditativ farveeksplosion
Som mørket falder på over publikum ved danseforestillingen In C, lyser et lærred på bagscenen op i rød, mens gulvet fyldes af kønsløse silhuetter, der begynder at bevæge sig målrettet rundt i uberegnelige ruter. Der er stille ud over lyden af bare fødder på linoleummet. Først da begynder Terry Rileys musiske værk.
Dansere i farverigt tøj afsløres, som lyset går op, og før man ved af det, er hver og en i gang med nøje koreograferede sekvenser. Blikket hviler en stund på en gruppe, der bevæger sig synkront, for senere at blive revet væk, fordi en anden danser er brudt ud i en ny sekvens. Der er en konstant spænding og symbiose dansere imellem, som synes at sende publikum i kollektiv trance.
Koreograf Sasha Waltz undersøger med In C, hvornår gruppen slutter, og hvor individet begynder. I de improvisatoriske serier inden for forudbestemte sekvenser holder danserne konstant hinanden på tæerne, som de bevæger sig ind og ud mellem hinanden og til tider sender et udfordrende smil på deres rejser på store scenes gulv.
In C er et orgie for øjet. Årets åbningsforestilling er et sanseligt bombardement og en flot fremvisning af, hvad scenekunsten kan uden for landets grænser. Og i øvrigt en tour de force i udholdenhed af både dansere og orkester.
Forestillingen spiller ikke mere, men i ægte festivalånd bør det være en udfordring til en selv under CPH Stage at kaste sig ud i de internationale gæsteforestillinger for en eksotisk teatergodbid.
Misantropia – living in art
Misantropia er ikke bare en modernisering af Molières Misantropen, den er også en inspireret hudfletning af kunstmiljøet og tiden modeluner. Manuskriptet må endnu være varmt fra printeren, for referencerne er helt opdaterede. For slet ikke at tale om stedspecifikke henvisninger til opførelsen i Valby under CPH Stage 2023.
Det må være topmålet af selvironi, når André (misantropen) harcelerer over, at opdateringer af klassiske værker kaldes kunst, når originalen er fuldt ud lige så god.
I det hele taget er der godt gang i satiren over en kindkyssende kunstverden, hvor folk har svært ved at skelne mellem, hvornår de er kunstnere, og hvornår de er bestyrelsesmedlemmer i en kunstfond. Det vrimler med rematerialiseringer og kunstneriske memes. Nogle gange kan man synes, at en ansøger bare har en vildt lækker krop … og what’s in it for me?
André er ikke villig til at tale andre efter munden og udsætter sig selv for at blive cancelled. Han risikerer derfor at miste sin elskede Celeste, for hun er optaget af at få foden indenfor, så hun kan få finansieret installationen Art in living.
Om du vil opfatte Misantropia som et sted eller en sindstilstand, må du selv om. Men du gør klogt i at betvivle folks motiver.
Der tilføjes flere omtaler af forestillinger på CPH Stage til denne klumme dagligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
