TEATER // ANMELDELSE – Instruktør Niels Erling har med manuskript af Ida Marie Hede skabt forestillingen Work Bitch – et stykke om Britney Spears, arbejde, identitet, vrede og fjendebilleder. Vi befinder os under hele stykket i det, der ligner en futuristisk klinik, hvor de medvirkende er indlagt på rehab. Og det er ikke drugs eller alkohol, de er afhængige af, men arbejdet mod et bedre liv.
Work Bitch er navnet på et Britney Spears-hit. Sangen er bygget op om et hidsigt elektronisk grundbeat, der driver Spears gennem sin tale (mere end sang) om prisen for skønhed, rigdom og popularitet: You better work, bitch! Hittet, sammen med sangerindens umyndiggørelse, fanbevægelsen #freeBritney og hendes nylige genvundne frihed er stykkets forståelseshorisont.
Med sparson regi – et lille springvand, et køleskab, kunstige blomster og et Big Brother-stort Britney Spears-ansigt – er det skuespillerne, der skal fylde scenen ud, og det gør de i dén grad.
Hvem er fjenden?
De fire skuespillere – Joachim Kubel, Laura Skjoldborg, Hamun Maghsoldo og Nanna Cecilie Bang – inkarnerer de indlagte, der kæmper med at befri sig fra den identitet, som alt i samfundet gennem hele deres liv har pålagt dem. I deres hvide, sporty outfits ligner de drømmen om cool wellness, men de er ikke andet working bitches i hamsterhjulet med alt, hvad det medfører af stress og udmattelse.
Man begynder med at rive den fjerde væg ned. De indlagte har ikke andre navne end deres egne, ser publikum i øjnene, og der er ikke en egentlig handling. Work Bitch er en kabaret i stil med “Sort Samvittigheds” omgang med tekster fra Anne Linnet og Tove Ditlevsen. Tilføjet agurker. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange agurker i en forestilling før.
Forestillingen er bygget op af forskellige scenetyper, som jeg vil kalde: 1) Talescener, hvor skuespillerne taler direkte til og med publikum, 2) Britneyscener, hvor Britney Spears historie og kontrafaktiske historie fortælles og spilles, 3) Uddrivelsesscener, hvor de indlagte kæmper fysisk med deres afhængighed, 4) Sange og 5) Temascener om sex, søvn, angst, jalousi og skam.
Det er Line Knutzon next generation, der skriver sådan en scene, og det er vildt godt
Uddrivelses- og temascenerne er de bedste, for det er her, Ida Marie Hedes tekster spiller bedst sammen med skuespillernes fysik. Hendes replikker bliver mere sande af at blive sagt af eller omgivet af kroppe under ekstremt pres.
Hele tiden er de indlagte i tvivl om, hvor det egentlige problem ligger – hvad er årsagen til deres lidelser, hvem er fjenden? Er det mor, chefen, vennerne eller mig selv? Og kampen med den rolle, man har påtaget sig i livet, bliver mere morsom og forfærdelig, når et print af skuespillerens eget ansigt sat på en pinyata gennemtæves med bat, eller fæstnes på en væg, som skuespilleren kaster sin krop imod igen og igen.
Jeg synes, at den fysiske drift mod udfrielse bliver spillet ekstremt godt. Kroppens kamp mod hovedet og dets tvangstanker om belønning (som aldrig kommer), udføres særligt kraftfuldt af Hamun Maghsoldo, som bruger sin krop på imponerende vis. Alle skuespillerne må i det hele taget være temmelig slidte efter endt fremvisning. Det er sjovt, at forestillingen i sig selv også er hårdt arbejde.
Hvorfor skal jeg sammenlægge banklån?
Særlig stærk og sjov er scenen om længslen mod befrielse fra parforholdet og den private ejendomsret, hvor Nanna Cecilie Bang pinefuldt stiller de spørgsmål, vi alle sammen har stillet os selv over tid, men som sammenstillet bliver til et grotesk manifest om at drukne i privilegier.
”Hvorfor skal jeg på kurophold for to? Jeg vil ikke på kurophold for to. Hvorfor skal jeg fejre årsdag? Jeg vil ikke fejre årsdag. Hvorfor skal jeg lave et fotoalbum? Jeg vil ikke lave et fotoalbum. Hvorfor skal jeg have svigerforældre? Jeg vil ikke have svigerforældre. Hvorfor skal jeg i parterapi? Jeg vil ikke i parterapi. Hvorfor skal jeg sammenlægge banklån? Jeg vil ikke sammenlægge banklån. Hvorfor skal jeg leje en feriebolig med pool? Jeg vil ikke leje en feriebolig med pool.”
Det er Line Knutzon next generation, der skriver sådan en scene, og det er vildt godt.
Som det siges i en af de sidste scener: ”Evigheden er sukkerfri.” Et mål er bare et trin på en ny og højere stige
Skiftet mellem de forskellige scener ligner opbygningen, vi som forbrugere kender fra de serier, vi binger, og gør, at publikum aldrig når at blive træt af det, der foregår på scenen; alt føles frisk og overraskende hele tiden.
Og heri ligger også forestillingens egentlige budskab: Samfundet driver os hele tiden mod nyt og mere, men vi er i virkeligheden sindssygt trætte af nyt og mere, og vi er så udmattede af aldrig at nå til slutningen. Når man har fået uddannelsen, stillingen, lønforhøjelsen, bonussen, forfremmelsen – hvad så? Som det siges i en af de sidste scener: ”Evigheden er sukkerfri.” Et mål er bare et trin på en ny og højere stige.
Hen mod slutningen afmattes intensiteten lidt. En kannibalistisk scene overtydeliggør pointen, og det samme gør slutscenen, en talescene, hvor de pointer, der gennem stykket er blevet udtrykt visuelt og symbolsk siges lige ud af posen. Det, synes jeg, er ærgerligt. Men se stykket, og husk at købe det fine program. I dét kan du genlæse alle scener, se, hvordan scenens koncept blev opbygget og finde billeder af både Britney, stykket og behind the scenes.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
