TEATER // ANMELDELSE – Saynab Farah Dahir har allerede bevist sin succes som forfatter af young-adult romaner, der fortæller klassiske ungdomshistorier, men fra synsvinklen af danskere, der sjældent har fået lov til at være hovedpersoner. Med sin dramatikerdebut, Rebound, bringer hun sin formfuldendte og perspektivudvidende skrivekunst til et mere modent publikum.
Ved premieren var det umuligt for tilskuerne ikke at grine hjerteligt af Marie-Lydie Melono Nokoukadas kraftfulde præstation som kvinden Imani i foyeren på Mungo Park.
Rebound præsenteres som “et teater-take på romcom genren”, og det er en meget præcis beskrivelse. Forestillingen er sprængfyldt med klicheer præcis som genren foreskriver: En kvinde, der pludselig skal genopfinde sig selv efter et brud med sin romantiske partner, og ak og ve – hun er barnløs.
Det skaber en følelse af spænding og urgency i handlingen og sender Imani ud på nogle vanvittige dating-eventyr i sin jagt på en baby-daddy
På mange måder kan det lyde som en begrænsende handling. Historien og “æggeuret, der tikker”, har fare for at reducere kvindens ultimative mål og succeskriterium i livet til blot at blive mor.
Alligevel formår holdet bag Rebound at skildre Imanis rejse på en frisk, engagerende og meget relaterbar måde.
Alvor bag humoren
Det, der redder præmissen, er, at Imani står over for nogle benspænd: Hun lider ikke blot af én, men to hormonsygdomme, der gør, at hun er ved at miste alle æggene i kurven. Med andre ord er hun ved at løbe tør og skal derfor i gang med at blive mor – nu.
Dette er katalysatoren for bruddet og den rejse, Imani skal på i Rebound. Det skaber en følelse af spænding og urgency i handlingen og sender Imani ud på nogle vanvittige dating-eventyr i sin jagt på en baby-daddy.
Det er lidt uklart, hvorfor det ikke var tilstrækkeligt at give karakteren blot én af disse sygdomme. Endometriose og PCOS er to lidelser, der berører mange, og ved at tage dem med i forestillingen kan det få nogen til at føle sig set.
Marie-Lydie er charmerende som bare fanden som den ”rodede” kvinde Imani, og netop hendes præsentation er essentiel for, hvor godt fortællingen forløses
Det er svært at vurdere, om de misbruges som plotpunkter, fordi det er vanskeligt at sende Imani ud på denne dating-quest uden en katalysator, eller om Saynab ønsker at sætte fokus på disse diagnoser.
Hvidvinsforestilling
Ikke desto mindre, er det hysterisk morsomt, når Imani går på date efter date i en montageagtig sekvens, hvor scenografien ”får en ordentlig omgang”. Der er umuligt ikke at grine af de stereotype mænd, hun møder: Bootycall Benjamin, Pumpe Patrick og svenskeren, som jeg ikke fik navnet på i farten (det hænder).
Det er især latterligt relaterbart, hvis man har været på Tinder som kvinde, skal jeg hilse og sige. Netop disse sekvenser gør forestillingen til en oplagt teatertur med vennegruppen – man må i øvrigt gerne drikke et glas vin imens. Hvidvin og rosé vil gå særligt godt til denne teatermenu.
Marie-Lydie er charmerende som bare fanden som den ”rodede” kvinde Imani, og netop hendes præsentation er essentiel for, hvor godt fortællingen forløses.
Grebet med at gøre romcom genren til et meget teateragtigt one-woman show fungerer. Med mod og humor slynger Marie-Lydie sig ind i publikums hjerter og blotter sig på scenen – og i særdeleshed i stilladset, som også gør det ud for gynækologens briks.
Mangfoldig scenekunst
Chokoladecysterne på hendes æggestokke – og hold nu op, hvor får Sayneb meget morskab ud af den betegnelse – er det tragikomiske element, der klarest berører Imanis refleksion over sin racemæssige identitet.
For Rebound er ikke et stykke om race, men for en karakter som Imani, som i Marie-Lydies skikkelse er afrodansker, er det ikke irrelevant. Det er meget elegant skrevet ind i Rebound og understreger i øvrigt, hvorfor teater danskdansk er så vigtig en spiller i den danske teaterbranche.
Rebound er et eksempel på, at denne indsats er alt andet end et kedeligt kvoteprojekt
Sandra Yi Sencindiver er både instruktør af Rebound og forkvinde bag teater danskdansk. Det var på hendes opfordring, Sayneb kastede sig ud i dramatikken til readingen “Død over troper” på Mungo Park tilbage i 2021, der havde til formål at invitere en mere mangfoldig gruppe af talenter ind på den danske teaterscene.
I parentes bemærket er Sandra også en af de store drivkræfter bag projektet ”Et Større Billede”, som tidligere i år satte mangfoldighed i filmbranchen på dagsordenen.
Den danske kultur skal også i scenekunsten afspejle de mange aspekter af, hvad det vil sige at være dansker i 2020’erne. Rebound er et eksempel på, at denne indsats er alt andet end et kedeligt kvoteprojekt. Det er helt enkelt en nødvendig proces, der begaver os med mere forskelligartet talent, som vi alle som teatergængere får lov at opleve og relatere til.
Rebound er sprudlende sommerteater
For hold nu op Rebound er relaterbart. For undertegnede, der som 28-årig stod i kølvandet på et brud, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Rebound kan jeg kun anbefale det til mine jævnaldrende.
Men også fans af film romcoms som Den eneste Ene og Elsker dig for tiden (for at nævne et par danske eksempler) vil æde dette festfyrværkeri af en sommerforestilling råt. Det er så spiseligt, som chokoladecyster lyder – skyllet ned med Cocio.
For jo, Imani er rodet, men det viser sig, at det er alle andre egentlig også. Så få styr på dit eget rod og skynd dig at nappe billetter til denne romcom fest med alvor og morskab. Forestillingen spiller lige nu på Mungo Park og er også på programmet på landets biblioteker, blandt andet under CPH Stage.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
