Modstandsbevægelsen Humlebæk 5. maj 1945

Det fremmede i det almindelige: Hverdagsliv, begivenheder og skæbner i tre generationer

i Liv & Mennesker/Mindeord af
FAMILIE // ESSAY – Per definition er de fleste ”almindelige” menneskers hverdagsliv ikke særligt bemærkelsesværdige. Det gjaldt også mine forældre, som begge døde for nylig i en høj alder. Men da jeg samlede brudstykker sammen fra familien i et par generationer tilbage, skete der noget. Her dukkede der liv, begivenheder og skæbner op, som på mange områder lå meget langt fra verden af i dag. Det, vel at mærke, selvom der er tale om helt ”almindelige” mennesker, som hverken har sat sig store eller synlige varige spor.

Min far døde den 7. september, og det var ikke en stor overraskelse. Min mor var død fem uger før – på min fars 98-års fødselsdag – og da han i forvejen var træt af livet, havde vi på fornemmelsen, at det kun var et spørgsmål om kort tid, før han fulgte efter hende. De nåede at være gift i over 70 år.

Ud fra de fleste betragtninger levede min far ikke noget specielt bemærkelsesværdig liv. Han havde levet et stilfærdigt familieliv med min mor og tre fælles børn, han havde ikke gjort nogen stor karriere, og han var ikke kendt i en større kreds uden for familien. Han vil også forlade jorden uden synlige mindesmærker

Langt de fleste mennesker fødes, lever og dør i relativ ubemærkethed uden for en snæver kreds. Men når man graver bare et par generationer tilbage i folks hverdagsliv, så dukker der en ganske anden verden op end i dag

Det skyldes, at min far havde et usentimentalt forhold til døden, og tilbage i 1974 besluttede sig for at donere sin krop til forskning på universitetet. Rent praktisk betød det, at ganske få timer efter at min far var død, blev han hentet af en bedemand, som kørte ham på køl på universitet. Der kommer nu til at gå mellem tre måneder og to år, før universitetet udleverer ham til kremering, hvorefter vi børn får udleveret urnen.

Her har han bestemt, at der ikke skal være nogen ceremoni, og at hans aske skal spredes over havet. Han har også sagt, at der først skal en dødsannonce i avisen, efter at asken er spredt. Annoncen skal blot indeholde hans navn, fødsels- og dødsdato samt ordene ”Gone with the wind”.

Set udefra har min far således ikke sat sig store, synlige eller varige spor, hverken i levende live eller efter sin død. Det er i virkeligheden ganske normalt. Langt de fleste mennesker fødes, lever og dør i relativ ubemærkethed uden for en snæver kreds. Men når man graver bare et par generationer tilbage i folks hverdagsliv, så dukker der en ganske anden verden op end i dag, som man kan kalde ”det fremmede i det almindelige”.

Farfar var matros

Min far blev født i Korsør i 1922 som det andet af sine forældres fire børn. Hans far – min farfar – var matros og havde i sin barn- og ungdom sejlet på langfart på de sidste store sejlskibe. Min far og hans yngre bror ville også gerne ud at sejle, men det fik de forbud mod af min farfar. Livet til søs havde været ekstremt hårdt for min farfar, og for ham havde det ikke været et nemt valg at blive sømand.

Min oldefar havde i slutningen af 1800-tallet en mindre kystbåd, som han brugte til at sejle passagerer og fragt langs Øresundskysten mellem København og Helsingør. Den forretning fik en brat ende, da Kystbanen åbnede i 1897. Toget var hurtigere, billigere og mere fleksibelt og udkonkurrerede min oldefar og hans skib, så han gik konkurs. Det tog så hårdt på min oldefar, at han forlod kone og børn og var vagabond i resten af livet.

Min farfar var født i 1888, så han var kun et barn, da han af sin – nu enlige – mor blev stillet overfor et valg: Han kunne vælge mellem at komme ud at sejle eller ud at tjene på landet. Muligvis inspireret af sin forsvundne far valgte min farfar at komme ud at sejle. På trods af at han både har været syd om Kap Horn og i Australien, var det ikke mange historier, han siden fortalte sine børn. Livet var hårdt for en ung mand, eller måske snarere en dreng, omkring århundredeskiftet på et stort sejlskib.

Fra ”svesketyveri” til Storebælt

Den eneste episode, min farfar fortalte sine børn, var om en gang, hvor han var sat til at hjælpe med at lave mad. Den pågældende dag stod menuen på en sammenkogt ret med svesker. Da min farfar generelt fik for lidt at spise men elskede svesker, fik han den idé at spise alle sveskerne og skjule ”tyveriet” ved at spytte stenene tilbage i retten. Da nogle i besætningen klagede over de manglede svesker, forklarede min farfar, at de var kogt helt ud, så kun var stenene tilbage.

Mens min farfar var kommet ud at sejle, var hans søster blevet ung pige i huset i København. I nabolejligheden til, hvor hans søster tjente, var der også en ung tjenestepige. Hun og min farfar endte med at forelske sig, og de blev gift i 1919. Imens havde min farfar ikke hørt fra min oldefar, siden han forlod familien og blev vagabond. Tilfældet vilde dog, at min farfar på sin bryllupsdag fik at vide, at hans far var død tidligere på året.

Min farfar fortsatte med at være matros, efter at han blev gift. I stedet for at sejle verden rundt, flyttede han dog til Korsør for at sejle på Storebæltsoverfarten. I Korsør fik han bygget et hus i to etager med bad i kælderen. Mens min farfar og hans familie boede på første sal, var stueetagen lejet ud.

Matrosens børn kom godt på vej

Så selvom min far havde fået forbud mod at tage ud at sejle, gik han alligevel delvist i min farfars fodspor: 17 år gammel – den 1. september 1939 – startede han som trafikelev i DSB. Det var et snusfornuftigt valg for en kvik ung mand fra et arbejderhjem, som var gået ud af skolen med gode karakterer. Som trafikelev i DSB var der udsigt til en alsidig uddannelse, et afvekslende job, en position som tjenestemand og, til sin tid, en statspension.

Min farbror fik heller ikke lov til at komme ud at sejle, men blev i stedet uddannet inden for handel. Det kombinerede han også med en karriere i DSB, da han i en lang række år var bestyrer af stationskiosker rundt om i landet. Mine to fastre kom også godt i vej fra matroshjemmet i Korsør. Den ældste blev sygeplejerske på Rigshospitalet, mens den yngste fik en kontoruddannelse.

Hverdagsliv i Korsør
Min far med sin lillebror og forældre i haven i huset i Korsør i 1930’erne (Privat foto).

Min fars uddannelse i DSB betød mange flytninger, og i slutningen af krigen var han landet i Humlebæk. Her blev han involveret i modstandsbevægelsen, men hvor meget og hvordan, var han aldrig meget for at fortælle.

Han havde dog gemt fire fotografier, hvoraf tre er taget den 5. maj. Han er selv med på det ene – 22 år gammel – iført hjelm, gevær og frihedskæmperarmbind. Han står sammen med en mand, som han på bagsiden af fotografiet blot har identificeret som ”John”. To andre fotografier viser interneringen af HIPO-folk på Krogerup, som var omdannet til HIPO-skole. Det sidste fotografi viser ”Humlebæk-gruppen” foran dens hovedkvarter.

Fra billetsalg til husmor

I slutningen af 1940’erne havde karrieren i DSB bragt min far til billetsalget på Københavns Hovedbanegård. Han var fortsat ungkarl og boede på et lejet værelse på Godsbanegården på hjørnet af Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge. Det var under én kilometer fra Hovedbanegården, men alligevel var der en af de kvindelige beboere på værelserne på Godsbanegården, som ikke brød sig om at gå alene hjem efter aftenvagterne i billetsalget. En dag spurgte hun derfor min far, om han ville hente hende efter arbejde og følge hende hjem.

På det tidspunkt var min mor kun 19 eller 20 år. Hun var gået ud af skolen i sommeren 1945, med en fin eksamen og ville gerne i gymnasiet. Det var der imidlertid ikke råd til, så løsningen blev også her en karriere i DSB startende som trafikelev. Forventningen har dog nok været, at det ikke ville blive en langstrakt karriere. Der var snarere tale om en midlertidig løsning, indtil hun blev gift og kunne skifte til rollen som hjemmegående husmor.

Kort tid efter at min far havde fulgt min mor hjem, ville de gerne giftes. Hun var dog endnu ikke fyldt 21 år, så det krævede en godkendelse fra hendes forældre. Det passede imidlertid ikke hendes far, at hun skulle gifte sig så tidligt, eller også syntes han ikke om min far. Det problem løste mine forældre ved at blive borgerligt viet på min mors 21-års fødselsdag på Ebeltoft Rådhus. 13 måneder senere blev min ældste storesøster født, og efter først at have ”trådt uden for nummer” i et år, tog min mor herefter sin afsked fra DSB.

Mormor var ”wienerbarn” – og andre indvandrere

Min morfars modstand mod det tidlige giftermål kan skyldes hans egen historik. Han var ud af en familie af lærere, og var også selv blevet lærer på en kommuneskole i Aarhus. Min mormor var derimod fra Wien og var sammen med sin søster kommet til Danmark som ”wienerbarn” i forbindelse med første verdenskrig. Her havde hun boet hos en plejefamilie i Aarhus, men var siden vendt tilbage til Wien. En gang i starten af 1920’erne var hun på besøg hos sin tidligere plejefamilie i Aarhus, og her mødte hun så min morfar. De blev hurtigt gift, og da min mor blev født i 1928, var hun parrets tredje barn. På det tidspunkt var min mormor kun lige fyldt 22 år.

Min mor med tre af sine søskende og forældre
Min mor med tre af sine søstre og sine forældre – cirka 1932 (Privat foto).

Da min mor ville giftes i 1949, var lærerfamilien vokset til 6 børn, og ægteskabet var ikke, hvad det havde været. Dertil kom, at min ældste moster fået et barn uden for ægteskab med en polsk krigsfange, som havde været interneret i Danmark efter krigen. Min morfars modvilje mod mine forældres ægteskab kan således også være resultatet af familiens erfaringer med tidlige giftermål, og det der ligner.

Mens min mormor kom fra Wien, var der også flere tilfælde af indvandring på min fars side. Min fars mormor var født i Sverige og var – vistnok – sendt til Danmark, fordi hun var kommet i ”uheldige omstændigheder”. Min fars oldefar var også indvandret, i dette tilfælde fra det lille tyske fyrstendømme Lippe-Detmold. Han var uddannet håndværker og var kommet til Danmark som naver midt i 1800-tallet.

Den argentinske udvandring

De tre foregående generationer i min familie består imidlertid ikke kun af folk, som kom til Danmark. Der var også folk, som rejste den anden vej. Min morfar var en af otte søskende, som voksede op i Klovborg i nærheden af Horsens. Her var min oldefar fra slutningen af 1800-tallet den eneste lærer i den lokale landsbyskole. På skolen gik pigerne og drengene i hver deres klasse, med tre dage til hver i løbet af en uge.

Min oldefar var også degn i kirken og meget aktiv i det lokale miljø, hvor han arrangerede foredrag og studiekredse. Som hans yngste datter sagde til mig mange år senere: ”Han var den, som bragte kulturen til sognet”.

Min morfar og flere af hans brødre blev lærere som deres far, men tre af de otte søskende valgte et radikalt anderledes livsforløb. To brødre og en søster udvandrede til Argentina i tiden omkring første verdenskrig, hvor landet fremstod som en åbenbaring af muligheder. Den ene bror blev forretningsmand i Buenos Aires, mens den anden slog sig ned som landmand.

Skolen i Klovborg 1914
Min morfars familie foran skolen i Klovborg 1914. Min morfars søster er på besøg fra Argentina med sin mand og de to første af sine 10 børn (privat foto).

Søsteren tog af sted som ung pige i huset og mødte en landmandssøn fra Fyn, som allerede var i Argentina. Sammen fik de 10 børn på en gård langt ude på landet syd for Buenos Aires. I tiden før 1930’ernes verdenskrise var det gode tider, og familien havde en stor gård, biler og noget så eksotisk som egen flyvemaskine.

På gården blev børnene undervist af danske huslærere. Planen var at sende dem tilbage til Danmark med en pose penge under armen, så de kunne få en uddannelse. Den anden side af den plan var, at der blev set ned på ”argentinerne”. Det betød blandt andet, at da en af døtrene forelskede sig i en ”argentiner”, blev han henvist til at spise med de ansatte frem for ved familiens bord. Det var forbeholdt ”danskerne”.

Krisen i 1930’erne satte en stopper for de gode tider. Den private huslærer blev sendt hjem, og børnene blev sat til at sælge æg til naboerne, indtil de var store nok til at få et arbejde. Det var ofte hårdt og manuelt, hvor nogle blev bygningsarbejdere, mens andre blev fiskere.

På trods af familiens krise levede det nedladende forhold til ”argentinerne” videre i det lille danske samfund. Da en af sønnerne senere fik en kæreste af italiensk afstamning, blev han diskret trukket til side af en mand til en fest i den danske klub. Her fik han besked på, at ”her spiller vi ikke skak” – det vil sige, her blander vi ikke ”sort” og ”hvidt”. Sønnen holdt fast i sin italienske kæreste og nægtede at lære sine børn dansk.

Forflytninger og karriere i DSB

Hjemme i Danmark var min far blevet gift, fik børn, og som tjenestemand arbejdede han sig gennem diverse job i DSB. Københavns Hovedbanegård, Gelsted på Fyn, retur til København med tjeneste i Hellerup, et smut til Gedser, som blev anset for om ikke at være verdens ende så landets ende, retur til København, videre til Randers, fulgt af et kort ophold i Hedensted, for så til sidst at komme tilbage til Humlebæk i starten af 1970’erne.

Med årerne steg han også i graderne og i en sirligt ordnet mappe gemte han de medfølgende kongelige udnævnelser ”underskrevet” af Frederik d. IX. Familien fulgte med rundt i landet, men mine søstre stod af på rejsen, når de var klar til at flytte hjemmefra.

Udnævnelse til statiosnforstander
Den kongelig udnævnelse til stationsforstander i DSB i 1967 (privat foto).

Boligforholdene vekslede lige så meget som geografien. I Gelsted blev der fyret i kakkelovn, og der var kun koldt vand i hanen. I Randers lå tjenesteboligen lige overfor svineslagteriet, så min mor insisterede på at skifte den ud med et nyere parcelhus lidt uden for byen. I Humlebæk flyttede mine forældre først ind på stationen, men få år efter fandt de et gammelt sommerhus, som de købte til en billig penge. Sommerhuset blev revet ned og erstattet med et spritnyt svensk typehus med brændeovn, elvarme og carport, da der også var kommet en bil til undervejs.

Glansen gik af DSB

I løbet af denne årrække var DSB endt med at være en mindre attraktiv arbejdsplads, end den havde været som udgangspunkt. I Humlebæk var jobbet reduceret til at sælge månedskort og billetter, samt vise turister hvilken vej de skulle gå, når de skulle hen til Louisiana. Især det sidste anså min far for at være en vederstyggelighed, da han jo var ”jernbaneuddannet”.

Humlebæk station
Min far inspicerer opsætningen af en ny billetautomat på Humlebæk station (Foto: Kurt Jeppesen).

Personalet i Humlebæk var reduceret til tre jævnaldrende mænd: Min far, en overassistent som min far delte jobbet i billetsalget med, og en portør. Formelt set gjorde portøren rent i både Humlebæk og Nivå, men reelt set drak han vist mest kaffe og læste avis.

Portøren og overassistenten boede med deres respektive koner lidt længere ned ad ”Stationsvej” i et lille dobbelthus, som tilhørte DSB, og som givetvis var blevet bygget, da Kystbanen blev anlagt i 1897. Min far kendte i øvrigt portøren fra besættelsen, hvor de begge både havde arbejdet på stationen og været med i modstandsbevægelsen.

Da min far var 57, kunne han fejre sit 40-års jubilæum ved DSB. Han fik derfor mulighed for, men takkede nej til, at komme i audiens på Amalienborg. Han syntes, at det medfølgende gratiale var en vittighed efter så lang tjeneste, og han ville heller ikke gå baglæns ud efter audiensen. Tiden i DSB fik derfor en ende, da han 60 år gammel søgte og fik ”bevilget” sin afsked. Det var ikke en uoverlagt handling.

I årerne forud havde han taget nogle kurser i revision, så han skiftede jobbet hos DSB ud med et job i et lille revisionsfirma. Her sad han i fem år og lavede regnskaber for lokale håndværksmestre. I mellemtiden havde min mor også besluttet sig for at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter næsten 30 år som hjemmegående. Hun tog nogle kurser i tysk og fransk, som gjorde det muligt for hende at undervise på den lokale aftenskole. Siden fandt hun også et deltidsjob som sekretær på universitet.

Pensionister i Frankrig

I midten af 1980’erne så det derfor ud til, at mine forældre ville arbejde nogle år endnu og derefter leve som pensionister i Humlebæk resten af livet. Det holdt ikke stik. En dag så min far en artikel i avisen om et dansk par, som var gået tidligt på pension og flyttet til det sydvestlige Frankrig. Her havde de købt et landhus i ruiner, som de havde indrettet til ferieboliger, og der var endda en afdeling, som kunne bruges i vinterhalvåret. Det syntes mine forældre var attraktivt, så de sagde deres job op, solgte huset i Humlebæk, og flyttede til en egn i Frankrig, hvor de aldrig havde været før.

Da det første halve år var gået, fandt de et nyt sted i nærheden. Det var et lille landhus med rødder tilbage til det 14. århundrede, og her blev de boende i de næste 11-12 år.

Chateau de Peyriac
Chateau de Peyriac, Gascogne, hvor mine forældre boede i godt 10 år (privat foto).

Det var det stille liv på landet, hvor de passede en stor have, læste, spillede tennis, opbyggede en lille blandet omgangskreds af franskmænd og danskere, og udviklede smag for fransk gourmetmad. Rødvin blev også en – lille – del af hverdagen, hvor de fast delte en flaske over tre dage.

De udforskede det sydlige Frankrig, besøgte jævnligt min søster og svoger, som boede på Mallorca, og besøgte også min kone og mig, da vi i to omgange boede i Madrid.

Hjem igen og blodprop

Omkring årtusindeskiftet var min far tæt på 80 år, og selvom mine forældre var meget glade for at bo i Frankrig, besluttede de sig for, at det var bedst at ”blive gammel” i Danmark. De flyttede derfor til Aarhus, hvor de fandt et lille parcelhus med en overskuelig have. Desværre tog deres tilværelse en brat drejning til det værre.

I 2001 fik min mor en blodprop i hjernen, hvilket gjorde hende lam i højre side resten af livet. De holdt ud i huset i nogle år endnu, men til sidst blev det for hårdt for min far at passe haven, købe ind, lave mad, gøre rent og alle de andre praktiske ting. Næste stop blev derfor en lejlighed. På trods af min mors handikap var de fortsat ret mobile, og min kone og jeg holdt jævnligt ferie sammen med dem. To gange var vi tilbage i Frankrig, men ellers var det mest i DSBs sommerhuse i Danmark, som de fortsat havde adgang til.

Med årene blev alting dog mere besværligt. De blev begge ældre, og mere og mere afhængige af daglig hjælp fra min søster. Længe nægtede de at tage imod hjælp fra det offentlige, da de så det som en overskridelse af deres intimsfære. Udviklingen tog især hårdt på min far, som havde det svært med ikke længere at kunne klare det, han plejede, og samtidig ikke havde lyst til at flytte på plejehjem. I 2016, hvor min far var blevet 94, blev det imidlertid nødvendigt. Men hvor skulle det være?

Plejehjem – trods alt

Mine forældres jævnaldrende nabo fortalte, at hendes skleroseramte datter var på et meget fint sted i nærheden. Min mor og min søster tog derfor ud for at se, om det var noget. Min far ville ikke med. Stedet blev godkendt af min mor, og kort før jul i 2016 flyttede de begge på plejehjem, i hver deres bolig, men lige over for hinanden.

Min far måtte indrømme, at det var langt bedre end han havde frygtet og de historier der jævnligt dukker op om omsorgssvigt på plejehjem. Og så passede mine forældre ellers stort set sig selv i det omfang, det var muligt. De spiste altid sammen, men aldrig sammen med de andre beboere, og det var kun ganske få gange, at min mor deltog i nogle fælles arrangementer med de andre beboere. Min far gjorde det aldrig. Mine forældre forsatte med at læse bøger og aviser, og gætte kryds og tværs. Min mor så også lidt fjernsyn om aftenen, mens min far fastholdt et 30 år gammelt princip om ikke at spilde sin tid på at se fjernsyn.

Min kone og jeg flyttede til Brasilien for to år siden. Det gjorde vi med bevidstheden om, at hver gang vi sagde farvel til dem efter et besøg i Danmark, kunne det være sidste gang, at vi så dem. Begge mine forældre var også lidt triste over, at min kone og jeg var rejst så langt væk. Men som min mor sagde: ”Hvad kan vi sige, når vi selv boede i Frankrig i over 10 år.” Min far sagde, at det var ærgerligt, at han var blevet så gammel. Han havde altid godt kunnet tænke sig at se Sydamerika og ville gerne have besøgt os.

Træt af livet og død

På trods af de gode forhold på plejehjemmet blev min far mere og mere træt af livet, og udsigten til, at det kun gik ned af bakke. Hans korttidshukommelse blev dårligere og hans rygproblemer blev værre, men ellers fejlede han ikke noget. De sidste par år var hans faste godnatreplik til min mor, at ”jeg håber, at jeg er død, når jeg vågner i morgen”. Med hans gode helbred var der imidlertid ikke udsigt til, at det gik i opfyldelse lige med det samme. I de sidste år fik det ham tit til at stille spørgsmålet: ”Jeg synes, jeg har haft et godt liv, men hvorfor skal det ende på den her måde?”
Det var der ikke noget godt svar på.

Min far på plejehjem – 98 år gammel – og med sin uundværlige pibe (Foto: Nanna Schalck).

I sommer fik min mor en banal infektion, men den sendte hende noget mere i gulvet end det plejede, når hun før havde været syg. Hun havde en meget stor vilje og stædighed, der i mange år havde holdt hende godt i gang trods hendes handikap. Men nu orkede hun ikke endnu en genoptræning. I løbet af knapt tre uger gik hun derfor fra at være sit normale jeg fra de seneste år til at være død. Det tog meget hårdt på min far. Efter min mors død holdt han stort set op med at spise og drikke, og fem uger senere var han også død.

Historisk hverdagsliv er det “fremmede i det almindelige”

Min mor blev 91 og min far 98, og de nåede at være gift i mere end 70 år. De var børn, unge, voksne og til sidst gamle i deres tid. De levede et hverdagsliv, der på nogle områder var helt almindeligt, på andre områder adskilte sig lidt fra det normale – men det var aldrig bemærkelsesværdigt.

Det samme gælder for de to generationer, som gik forud for dem. De oplevede gode og mindre gode begivenheder, var udsat for tilfældigheder, oplevede dårlige tider og bedre tider, tog risici, men valgte også nogle gange det sikre – og nogle indvandrede, mens andre udvandrede. Alt i alt var der tale om helt ”almindelige” mennesker, som ikke har sat sig store, synlige eller varige spor. Men alligevel er nedslagene i fortiden fulde af liv, begivenheder og skæbner, som på mange områder lå meget langt fra verden af i dag.

Verden er på få generationer forandret i et omfang, så mine oldeforældres hverdagsliv i midten og slutningen af 1800-tallet har meget lidt til fælles med en hverdag i starten af det 21. århundrede. Der er endda kun to generationer mellem mig og min farfar, der blev sendt ud at sejle som ung dreng, og der er også kun to generationer mellem mig og min mormor, som ankom som wienerbarn til Danmark i forlængelse af første verdenskrig.

Biografier af markante personligheder kan være meget interessante, med de repræsenterer ikke nødvendigvis det normale. Her skal man have fat i de liv, der ikke var bemærkelsesværdige og ikke efterlader sig mindesmærker. Her kan alle være med. For at finde det fremmede i det almindelige, skal man blot tale med sine forældre, bedsteforældre eller oldeforældre om deres hverdagsliv.


LÆS FLERE TEKSTER AF THOMAS CHRISTIANSEN HER.


Fotos: Private.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School, PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science, Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net