Claus Ankersen: Sandheden er (også) løgn

Claus Ankersen Forfatter 04.09.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Samsam er renset, Sass Larsen dømt, og der er masser af emner, vi kan fortsætte med at undgå at snakke om, fordi vi ækles så meget ved den anden position, at vi kun ser Endlösung i brilleglasset. Udfordringen er at snakke om det alligevel.

Vi lever i de store kriges tid. Godt hjulpet af algoritmernes flimren på de sociale medier og på en stærkt trivselstruet baggrund af hverdagsliv med højfrekvent stress, økonomisk og socialt pres samt generaliseret angst for verdens og menneskets tilstand, er vi nu som befolkning meget tæt på at være i enhver herskers idealtilstand: komplet splittede. Ude af stand til at samtale om det tvingende nødvendige uden straks rasende at søge tilflugt bag bolværkerne i vores allerede befæstede meningspositioner.

I alle forhold, som har bare en snert af betydning, er viljen – og evnen – til at favne den andens position så godt som forsvundet. Som befolkning efterlader det os stort set hjælpeløse og uden anden mulighed end, ligesom sivet i mosen, at blæse med vinden. Snart den ene, snart den anden vej.

Vi må klare os, som vi nu kan. Med kognitiv udfordring fra livet i skærmenes blå lys, som langsomt omstrukturerer vores hjerners neurologi

Hvis der nogensinde fandtes information så overbevisende, at man kunne tale om, at den udgjorde en reel sandhedsværdi, er bunden slået ud af tønden, og vi plasker mere eller mindre hjælpeløse rundt i et miskmask af politisk lobbyisme, betalt forskning, PR og reklame, påvirkningskampagner og offentlig nudging, politiseret embedsførelse og den mere eller mindre hjernedøde virkelighedsfiktion, som kunstig intelligens klamper sammen af fundne og stjålne stumper binære koder.

Er det for abstrakt, kære læser? Trump eller ikke Trump? Grønland eller ikke Grønland? Woke eller ikke-woke? Mellemøsten? Ukraine og Rusland? Kina? Kød eller ikke kød? Indvandring og islam? Israel? Eller tech-giganternes nye (oldgamle) falske modsætning: ophavsret eller innovation? De kan selv fortsætte listen, for den fortsætter ad infinitum og omfatter stort og småt – alt, som potentielt kunne samle os som befolkning om at fordre og formentlig også få reel forandring.

Det kunne fx være en global fordelingspolitik, som byggede på cirkulær økonomi, eller brug af kunstig intelligens til at omdirigere og genudnytte varige forbrugsgoder efter et evt. globalt produktionsloft. Det kunne være reformer af det politiske system. Af infrastruktur, jernbane, busruter, skolemad, sundhedssektor og ældrepleje. Det hele – lokalt, nationalt, regionalt og globalt.

Desværre er der ikke udsigt til nogen af delene. Vi må klare os, som vi nu kan. Med kognitiv udfordring fra livet i skærmenes blå lys, som langsomt omstrukturerer vores hjerners neurologi.

Med et voksende antal funktionelle analfabeter og et generelt dannelsestab, som gør det endnu mere vanskeligt at skelne den ene ytrings validitet fra den anden, nærmer vi os en morgendag med total værdirelativisme. En ideel pøbel af såkaldte verdensborgere i tech-baronernes nye feudalsamfund.

Selvfølgelig kan man indvende, at sådan har det altid været, og sådan er det godt. Det er der heller ikke noget revolutionerende nyt i. Som den første magtudredning fastslog, er den primære betingelse for at kunne optages og operere i samfundets magtfulde cirkler, at man er enig i, at den nuværende orden i store træk er perfekt. Alt andet er antidemokratisk – undtagen det virkeligt antidemokratiske, nemlig knæfaldet for denne nye transhumane teknologi.

Enhver, som har internetadgang, kan finde interviewet, hvor PayPal-mafiaens top-cheese, Palantir-stifteren Peter Thiel – som møffede JD Vance og til dels Trump ind i Det Hvide Hus – tøver og mumler påfaldende længe, da han bliver spurgt, om menneskeheden har fortjent at overleve.

Sandheden – og det er ikke løgn – er, at samfundets absolutte top historisk har anset klodens befolkning som for stor, for forstyrrende og for ulækker til at dele rumtid med. Sådan er det stadig. Forskellen er, at denne meget lille gruppe mennesker er blevet meget mindre og har desto mere kontrol. (Jeg taler ikke om selvudråbt dansk elite fra Tisvilde eller Gentofte.) Og at deres våde drømme indbefatter autonom kunstig intelligens, små autonome østater og formentlig en eller anden governance-slash-tech-paraply, som vi ny-slaver så kan nulre rundt og more os under.

Nå, solen skinner. Samsam er renset, Sass Larsen dømt, og der er masser af emner, vi kan fortsætte med at undgå at snakke om, fordi vi ækles så meget ved den anden position, at vi kun ser Endlösung i brilleglasset. Udfordringen er at snakke om det alligevel. At forsøge at forstå den anden position og det andet synspunkt. Det er hverken sjovt eller sikkert, at det flytter noget. Men måske gør det. Og måske kan det bringe os lidt tættere sammen.

Om ikke andet, kan du have det i baghovedet, kære læser. Det er her, frøene til paradisets have sås. Lige i nuet. Bare spørg din chatbot – og husk, du læste det her først.

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere og bestyrelsesmedlem i European Writers' Council. Han er forfatter til 19 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurt, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam, makedonsk, græsk, tyrkisk, portugisisk og kinesisk.