
PORTRÆTINTERVIEW//POV BUSINESS – Det lå i kortene, at boghandlersønnen Carsten Schwartz også selv skulle blive boghandler. I dag er hans boghandel, der var lige ved at lukke, da Arnold Busck-kæden pludselig gik konkurs, den eneste boghandel i Gribskov kommune. Men den 69-årige boghandler er overbevist om, at både papirbogen og den fysiske boghandel har en fin fremtid for sig. Derfor har han ingen planer om at gå på pension foreløbig, fortæller han POV’s Poul Arnedal.
Da boghandlerkæden Arnold Busck pludselig gik konkurs i slutningen af april, dukkede der en helt ny trafik op i Helsinges Østergade, som er den centrale gågade i den nordsjællandske stationsby.
Det var boghandlere fra kæden Bog & Idé, som lige skulle forbi Carsten Schwartz Sørensens nu lukkede Arnold Busck-butik for at se, om der var potentiale til en overtagelse.
Unge mennesker har i dag ikke den samme almene dannelse, når det gælder kendskab til blot lidt ældre forfattere. Det er ikke noget, som nødvendigvis indgår i undervisningen i gymnasierne
Og det var der. Køberen viste sig at være Rasmus og Svend Rasmussen, som i forvejen var ejere af en række boghandler under Bog & Idé-kæden i bl.a. Køge, hvor både Carsten Schwartz og hans far Poul Schwartz havde startet deres boghandlerkarrierer.
Dermed var Helsinge-boghandlens fremtid sikret.
”Og det er jo ikke så dårligt at blive købt til at drive en boghandel videre, når man er fyldt 69 år,” siger Carsten Schwartz, hvis far åbnede boghandlen i Helsinge allerede i 1953.
Det hører med til historien, at alle forretninger i Arnold Busck-kæden var centralt ejet af Arnold Busks efterkommere, mens Bog & Idé er en frivillig kæde af en række selvstændige boghandlere, som hver især godt kan eje flere forretninger.
Af de 29 tidligere Arnold Busck-butikker genåbnede 14 i Bog& Idé-regi, mens JP/Politiken overtog flagskibet i Købmagergade i København samt retten til Arnold Busck-navnet.
Eneste boghandel i Gribskov Kommune
Der gik nærmest et chok gennem den danske bogverden, da Arnold Busck den 27. april lukkede alle sine butikker over night.
Umiddelbart så det ud, som om det var coronakrisen og nedlukningen, der havde forårsaget konkursen. Men det var blot det endelige dødsstød. Økonomien havde skrantet længe som følge af en uheldig investering i et nyt edb-system, der havde kostet bogkoncernen uforholdsmæssigt dyrt og havde tømt pengekassen.
Når man læser en e-bog mister man 20 pct. af bogens indhold i forhold til at læse en papirbog
At der var problemer med kædens it-system, kan Carsten Schwartz kun bekræfte. ”Det fungerede simpelthen ikke,” siger han, men alligevel kom konkursen som lige dele overraskelse og ærgrelse for ham.
Butikken i Helsinge havde nemlig i sig selv ingen økonomiske problemer. Med sine 10.000 titler på hylderne og yderligere 20.000 varenumre i papirafdelingen har den i mange år haft et stort kundegrundlag i sit nordsjællandske opland, hvor man skal helt til Hillerød, Helsingør eller Frederiksværk for at finde en anden boghandel.
Derfor er det ikke blot blandt de godt 8.000 indbyggere i selve Helsinge, man finder de faste kunder. De kommer fra hele Gribskov kommune samt lidt til, og kommunen i sig selv tæller godt 40.000 beboere og bliver i sommersæsonen mangedoblet med sine tusindvis af landliggere og feriegæster.
Selv Amazon åbner fysiske boghandler
Og Carsten Schwartz tror både på papirbogens og de fysiske boghandlers fremtid.
”For 15 år siden så det ikke så godt ud. Da troede alle, at nettet og e-bøgerne ville udkonkurrere papirbogen. Men det holdt jo ikke stik. I dag er selv Amazon begyndt at åbne fysiske boghandler for at være tæt på kunderne.”
“Videnskabelige undersøgelser viser, at når man læser en e-bog mister man 20 pct. af bogens indhold i forhold til at læse en papirbog. Det skyldes bl.a., at man ikke umiddelbart bladrer tilbage i en e-bog, hvis der er noget, man indser, man har misset eller glemt undervejs, men det gør man, når man sidder med en fysisk bog i hænderne,” siger Carsten Schwartz, der også oplever, at kunderne gerne vil komme ind i butikken og have personlig betjening og vejledning af et kompetent bogmenneske.
Det var ikke så smart, at bøgerne lugtede af ost, så allerede året efter købte han byens oprindelige boghandel, som lå blot 100 meter nede ad Østergade
”Et af problemerne er, at der ikke bliver uddannet særlig mange nye boghandlere. Og unge mennesker har i dag ikke den samme almene dannelse, når det gælder kendskab til blot lidt ældre forfattere. Det er ikke noget, som nødvendigvis indgår i undervisningen i gymnasierne.”
Og det er ikke, fordi det er noget helt nyt. Allerede da Carsten Schwartz som nyuddannet boghandler fik job i en boghandel i Aarhus, blev han overrasket over, at der var en lærling, som ikke anede, hvem Klaus Rifbjerg var.
Startede boghandel i en oste- og mælkeforretning
Med videreførelsen af boghandlen i Bog & Idé-regi er den en lokal tradition, der går 123 år tilbage, og som nu kan fortsætte.
Den første boghandel i Helsinge blev etableret allerede i 1897 af ægteparret Svegaard, hvis søn overtog forretningen kort før anden verdenskrig. I 1953 åbner Carsten Schwartz’ far Poul sin egen boghandel i byen.
”Det vil sige, det var ikke en boghandel, da han overtog den, men en oste- og mælkeforretning, hvor han så også begyndte at sælge bøger. Pengene til at investere i butik og varelager lånte han af sin gavmilde lærermester i Køge.”
“Men det var ikke så smart, at bøgerne lugtede af ost, så allerede året efter købte han byens oprindelige boghandel, som lå blot 100 meter nede ad Østergade. Og så lukkede han den og overtog varelageret, samtidig med at han også lukkede for oste- og mælkesalget i den her butik,” fortæller boghandlersønnen fra Helsinge og understreger, at det ikke var nogen ’fjendtlig overtagelse’.
Under krigen havde boghandleren været i tysk kz-lejr, efter som modstandsmand at være blevet taget af tyskerne, hvilket havde ført til svækkelse af helbredet.
Da man spåede papirbogens snarlige død
I starten af 80’erne vendte Carsten Schwartz hjem fra Aarhus for at blive partner i sin fars boghandel. På det tidspunkt gik den så godt, at faren også havde overtaget naboens slagterbutik, så han kunne fordoble boghandelens butiksareal.
Efter farens død fortsatte sønnen som eneindehaver, men efterhånden følte han, at det blev lidt ensomt at være eneejer af foretagendet. Det var på det tidspunkt, hvor man begyndte at spå om papirbogens snarlige død.
Samtidig mistede han også bogsalget til skoler og biblioteker, så i 2005 sælger Carsten Schwartz sin boghandel til kæden B.0. Bøger, som var ejet af boghandler Jørn Bach fra Lyngby, der tre år senere sælger alle sine boghandler til Arnold Busck. Men stadig med Schwartz ved roret i Helsinge.
Dan Turèll insisterede på, at vi først skulle standse ved et værtshus, hvor han skulle have et par øl.
Boghandler-jobbet har også ændret sig meget gennem årene. Tilbage i 80’erne kunne forfatteraftener trække mange interesserede kunder af huse. Carsten Schwartz husker bl.a. da Dan Turèll skulle optræde i boghandlen på Østergade.
”Jeg skulle hente ham ved toget i Hillerød, og allerede da jeg tog af sted herfra i bil, stod folk utålmodigt i en lang kø ned ad gaden for at komme ind, derfor handlede det om at komme hurtigt tilbage med den populære forfatter.”
“Men Dan Turèll insisterede på, at vi først skulle standse ved et værtshus, hvor han skulle have et par øl. ’Det har vi ikke tid til. Folk står og venter på dig,’ prøvede jeg at forklare ham. ’Jamen, hvis jeg ikke får mine øl, så er jeg slet ikke i stand til at optræde for folk, så det bliver vi nødt til’,” fortæller Carsten Schwartz.
Lokale forfattere trækker folk til
”I dag, hvor alle forfattere er meget aktive på de sociale medier, er der ikke det samme behov blandt bogkøberne for at møde forfatterne ansigt til ansigt.
Derfor er det fortrinsvis lokale forfattere som f.eks. Ane Riel fra Liseleje og Leonora Christina Skov, som er vokset op i Helsinge, der kan trække folk af huse, når de kommer her og signerer deres bøger,” slutter boghandleren fra Helsinge, der trods sine 69 år ikke har planer om at gå på pension foreløbigt.
Dertil er bogbranchen og mødet med kunderne i butikken alt for spændende.
LÆS FLERE ERHVERVSPORTRÆTTER FRA POUL ARNEDALS HÅND HER
Topfoto og øvrige fotos: Carsten Schwartz i boghandlen i Helsinge. Foto: Poul Arnedal.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her