BØGER // UDDRAG – “Vi var superprofessionelle, men det var en helt anden verden end i dag. Ej skærm, men håndarbejde. Og så kunne man tænke eller synge imens. Vi sendte ikke e-mails, men mødte op hos hinanden eller talte i telefon via fastnettelefoner. Ikke nødvendigvis bedre, men anderledes”, skriver Asger Schnack om sit venskab med Dan Turèll og Peder Bundgaard i bogen Karma Cowboys, der udkom d. 19. marts. “Det betød så også, at når vi færdedes i byen eller sad på et værtshus eller rejste rundt i landet, var vi i virkeligheden frie”.
Det var nogle hektiske år. Jeg mødte Dan i 1969, men det var først gennem Dan, nogle år senere, at jeg mødte Peder. Arbejde og ikke-arbejde, det kunne være det samme. Vi havde et projekt, som i et vist omfang var fælles, på kryds og tværs.
Jeg havde andet med Peder at gøre, som Dan ikke var en del af, og jeg havde andet med Dan at gøre, som Peder ikke var en del af, og Dan og Peder havde i høj grad andet med hinanden at gøre, som jeg ikke var en del af; men vi havde i fem hektiske år, fra 1975 til 1979 (inklusive) et meget levende fællesskab, som drejede sig om Dans forfatterskab, nærmere bestemt Dans bøger, indhold og omslag.
Peder og jeg var med på den praktiske side, Dan stod for linjen og vejen, og hvad der var på programmet, selv om vi var absolut meddigtende i oplevelsen af øjeblikket, hvilket skabte basis for samarbejdet.
Musikken betød meget
Tiden var kendetegnet ved store ændringer, musikken definerede tidsånden, rock blev til beat, og jazz blev til fornyelse og crossover og en frihed, der blev til rock i en cirkel, der dybest set betød, at flowerpower herskede. Om det så var Miles Davis eller Lou Reed.
Hvad angik produktionen, altså den, vi stillede os til rådighed for, var computeren ikke en opfindelse, der var blevet opfundet, så at sige, den var ikke allemandseje, og alt foregik på papir, sats i baner, montage på lysbord og omslag blev trykt i særskilte farver, en farve, to farver, tre farver, afleveret på hver sit ark, til repro og tryk.
Vi var superprofessionelle, men det var en helt anden verden end i dag. Ej skærm, men håndarbejde. Og så kunne man tænke eller synge imens. Vi sendte ikke e-mails, men mødte op hos hinanden eller talte i telefon via fastnettelefoner. Ikke nødvendigvis bedre, men anderledes.
Det betød så også, at når vi færdedes i byen eller sad på et værtshus eller rejste rundt i landet, var vi i virkeligheden frie. Her mødtes vi og udvekslede ideer eller nyheder, om det så var rock’n’roll eller poesi eller måden, hvorpå noget fandt sted som indhyllet i håb, dog uden naivitet eller tårer. Vi var cool.
Men oftest mødtes vi i arbejdssituationen, hvor vi arbejdede sammen om virkeliggørelsen af 17 titler af Dan Turèll på Borgen og Swing (hvis vi tæller det hele med). Hvorefter Peder og Dan fortsatte samarbejdet lige til Dans død i 1993. Og det var ikke hvilke som helst titler, flere af bøgerne hører til 1970’ernes klassikere i dag, i Dan Turèll-bibliografien, tænk bare på Storby-Trilogien og Live-Show Feed-Back, for ikke at tale om Medie-Montagerne. Det er hovedværker, der omdefinerede litteratur og formidling. Og som fandt et nyt publikum.
Dan Turèlls dybe venskaber
Peder og Dans venskab var grundlæggende og dybt. Historien fortæller, at de mødtes via Dans bestillinger af udenlandske bøger i Arnold Buscks boghandel, hvor Peder var ansat. Ja, at Peder gerne bestilte et ekstra eksemplar til sig selv, når han så, at ordren var fra Dan Turèll; så da de mødtes i virkelighedens verden, havde de læst de samme bøger.
Det understreger naturligvis, at de havde den samme baggrund i litteratur og musik og i øvrigt var næsten jævnaldrende Peder (født 1945) var et år ældre end Dan (født 1946) (begge i marts).
Jeg selv var tre år yngre end Dan, men vi tilhørte samme generation i litteraturen, og det var det afgørende. Generationen, der kom efter 1965-generationen med popkunst og konkretisme og den af Hans-Jørgen Nielsen formulerede attituderelativisme. Vi vidste, hvad det var, men det var ikke os.
Omkring 1975 blev Dan berømt, det var begyndt, måske nok, med Karma Cowboy i 1974, men det var snarere to kronikker i Politiken i 1975 og det, at han blev hyret til at skrive på bagsiden af samme avis, der satte berømmelsen i gang, som kulminerede med Vangede Billeder og de hundredvis af optrædener på landets gymnasier og biblioteker, foruden i radioen og i forskellige andre medier.
Dan kom med et forslag til Peder, og Peder udførte det, eller Peder kom med et forslag, og Dan godkendte det, og jeg var mere eller mindre den, der sørgede for, at det gik videre i produktion og blev realiseret
Han blev vistnok den eneste, der skrev fast i både Ekstra Bladet og Politiken. Så kunne han møde sig selv i kantinen. Som det gælder alle andre berømtheder, er det en medalje med en bagside, og her kommer venskabet med først og fremmest Peder, men også Jakob Ludvigsen og Tom Iversen, ind som noget vigtigt og virkeligt, midt i alt det uvirkelige, såsom folk, der hilser og ikke kender én. Dan kunne bare være Dan og behøvede ikke at være Onkel Danny.
Sammen med Peder var jeg også en af de gamle venner og derfor fortrolig. Der var også Peter Laugesen, selvfølgelig; fælles for alle de nævnte var, at vi havde været venner før populariteten. Alle de efterfølgende var nytilkomne og blev mødt i byen af masken, personaen, den fra tv kendte med sorte negle og showrutinerne. Der var også, nu vi er i Aarhus, Henning Mortensen og Kristen Bjørnkjær. Dan havde sine fristeder.
Men det var alt sammen kolleger på samværssiden, og hvad angik udveksling af ideer, for ikke at sige samskrift, var det en anden sag. Peders og mit ’Team Dan Turèll’ var med baggrund i redaktion og produktion af konkrete bøger, hvoraf der hele tiden kom nye til i en stadig strøm. Og bagved var der en helt særlig venskabsfølelse i tilfældet Peder. Det er mit indtryk, at Peder var Dans bedste ven overhovedet. Deraf tilnavnet Peder ”Mein Freund” Bundgaard.
I evig dialog om bøger i fremtiden
Dan kom med et forslag til Peder, og Peder udførte det, eller Peder kom med et forslag, og Dan godkendte det, og jeg var mere eller mindre den, der sørgede for, at det gik videre i produktion og blev realiseret. Således omslaget. Hvad angik indholdet, var det Dan og mig, der i disse år var i en stadig dialog, gerne flere bøger fremme i tiden, i den serietankegang, der var typisk for Dan Turèll.
Og jeg kan roligt sige, at udstyr og omslag var medtænkt fra begyndelsen, bogen som genstand, dens karakter af visuelt statement, egentlig provokerende, ved det håndgjorte, det tegneseriebestemte, undergrundsalluderende, rock’n’roll-signalerende. På den måde var Peder med, selv når han ikke var i lokalet, hans ånd svævede over samtalen, og han var en del af planlægningen uden nødvendigvis at være nævnt med et ord. Hans bidrag var noget forud givet.
Der lå også en humor og rullede nedenunder sætningerne, en indforståethed, som måske ikke ville være morsom for andre eller fortalt, for slet ikke at sige genfortalt, men som i øjeblikket var bevis på venskab, det særlige kammeratskab, man kan møde i arbejdssituationer. Noget afgørende, der ikke udsiges, men som driver værket, så at sige.
Ja, Dan og jeg talte ikke bare om bøgerne, vi monterede dem sammen – i alle tilfælde i begyndelsen – både hvad angik Swing-bøger og Borgen-bøger, og Swing-bøgerne havde jeg selv sat om søndagen på forlagets IBM Composer – med Jarl Borgens velsignelse. Det skal hertil siges, at vi var unge og kunne tænke på mange ting på én gang, handle og agere, lytte til Jerry Lee Lewis og vide noget om livet, som vi troede, vi var de eneste, der vidste, inklusive Peder, inkarnationen af Vesterbro, hvor vinden blæste.
Det herlige og heldige var, at missionen lykkedes, bøgerne udkom – flere om året – og blev læst, ikke mindst af en ny generation, og anmeldt, ofte positivt, men også i nogle tilfælde forfærdet, på det nærmeste, dette var ikke noget for Kristeligt Dagblads anmelder, og hvad var det for nogle omslag? Var det for børn, som faktoren på trykkeriet spurgte Peder om allerede ved Karma Cowboy.
Men langt den overvejende modtagelse var, at tiden tog imod dette portræt af sig selv. Det være sig i de alternative medier eller på gaden, hvor rygtet gik om Dan og alt, hvad Dan havde på hjerte, suppleret af Peder, der også, det skal ikke glemmes, samtidig var kendt som Gasolins cover artist og i det hele taget ’håndtegner’ par excellence. Grundstemningen var på en vis måde sejrssikker, selv om tiden ikke var til at hvile og se tiden an, nej, vi befandt os midt i dens dannelse.
Til et venskab hører også dette blot at være sammen om timerne, at udveksle musik. Dengang kunne det være på kassettebånd, hvis ikke lp-plader blev bragt i plasticposer til låns eller blot for at lytte i fællesskab. Natlige telefonopkald, telegrammer og postkort ved udlandsrejser hørte med som en del af kommunikationen. Digtet havde karakter af collage, som offset greb om sig, og brevet havde karakter af digt, således også i overført forstand Øjeblikket var en strofe med lag af referencer ud i verden og tilbage til den snævre samhørigheds intertekstualitet.
Det hele varede den tid, det varede, for Peder og Dans vedkommende i tyve år. Jeg overdrog Swing til Borgen og holdt op på Borgens Forlag den 31. maj 1979, som det fremgår af ”Producer-Prisen”, som Dan og Peder overrakte mig på Mynstersvej på dagen. En epoke var slut.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og