BØGER // ANMELDELSE – I 2023 åbnede Mette Frederiksen en debat om at legalisere aktiv dødshjælp i Danmark. Den nye bog, Døden på recept, er en vigtig og relevant udgivelse i det tidehverv i vores sundhedssystem og samfund, som følger af statsministerens politiske åbning, skriver Lisbeth Riisager Henriksen, der anbefaler bogen som et stærkt partsindlæg i debatten.
Vi står i et tidehverv, hvor vores grundlæggende værdier og menneskesyn som samfund er på spil.
En ny flanke i dette tidehverv blev åbnet i 2023 med statsminister Mette Frederiksens debat om at legalisere aktiv dødshjælp (også kaldet eutanasi eller statsassisteret selvmord). Hun lovede dengang, at regeringen ikke vil lovgive herom i denne regeringsperiode, men i horisonten lurer risikoen for, at hun muligvis alligevel vil få det indført en dag. Og for nylig har regeringen således oprettet en arbejdsgruppe med embedsmænd fra fire ministerier, som skal se på forskellige modeller for dødshjælp.
Bogen vil åbne øjnene hos de politiske beslutningstagere, mediefolk og befolkningen for, at en legalisering af aktiv dødshjælp ville åbne en Pandoras æske af helt uoverskuelige, dybt bekymrende, gennemgribende konsekvenser
Midt i denne diskussion er bogantologien Døden på recept – begreber, refleksioner og erfaringer udkommet. Den er et partsindlæg og er redigeret af pensioneret overlæge, dr.med. og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling, forfatter Freja Marie Polonius og cand.theol., tidligere medlem af Det Etiske Råd Morten Bangsgaard og udspringer af netværket ”Nej til statsassisteret selvmord” fra 2024, som de alle tre var en del af initiativgruppen til.
Ud over disse bidrager et kompetent kollegium af forfattere, blandt andre en lang række læger, en sygeplejerske, psykologer, teologer og præster, en handicapforsker, journalister og forfattere. De fleste af dem er medlemmer af ”Nej til statsassisteret selvmord”, og nogle er også nuværende eller tidligere medlemmer af Det Etiske Råd.
Med bogen ønsker de ifølge dem selv at åbne øjnene hos de politiske beslutningstagere, mediefolk og befolkningen for, at en legalisering af aktiv dødshjælp ville åbne en Pandoras æske af helt uoverskuelige, dybt bekymrende, gennemgribende konsekvenser for hele vores samfund og menneskesyn.
Recept på liv og død
Ordet og fænomenet medicin handler grundlæggende om at helbrede, jævnfør dets latinske grundstamme mederi, som betyder ’at helbrede’. Lægens rolle har traditionelt været at helbrede, lindre, trøste, aldrig skade (jvf. den såkaldte hippokratiske ed). Når læger udsteder recepter, er det derfor en alvorlig og ansvarspåkrævende sag, og lægen må ikke slå ihjel. Det er grundlæggende.
Bogens omslag er gult, og på forsiden vises billedet af en gul, dansk papirrecept, som den så ud inden den obligatoriske digitalisering af recepter i Fælles Medicin Kort (FMK) ankom i 2019.
Denne første præsentation af bogen er genialt tænkt, fordi den visuelt indkapsler bogens hovedanliggende om, at de grundlæggende roller i sundhedssystemet og vores samfund er på spil. At sætte medicin sammen med et formål om at slå ihjel – at sætte døden på recept – er i fundamental modsætning til hele lægevidenskabens formål og eksistensberettigelse.
Hvem skal vurdere, hvem der skal leve, og hvem der skal dø? Hvem skal bestille ”medicinen” til dødssprøjten – og hvem skal give den? Begge insisterer på at sige nej til et eventuelt dødshjælpsprojekt
Bogen har, foruden et forord, en indledning og et efterskrift, 19 små letlæselige kapitler – nogle faglige, andre båret af personlige erfaringer.
For eksempel skriver palliativ overlæge Stine Novrup Clemmensen oplysende om, hvad der rent medicinsk sker under den naturlige dødsproces. Klinisk hospicesygeplejerske Helene Sejersgaard skriver om, at der allerede i dag er gode muligheder for at give lindrende (palliativ) behandling af den totale mængde af smerte (fysisk, psykisk, social, åndelig og eksistentiel smerte) hos meget syge eller døende mennesker. De allerfleste ville kunne få deres smerter dækket, hvis det bliver prioriteret på Finansloven, i regionerne og i kommunerne. Det gør det ikke i dag.
Ledende overlæge Niels Saxtrup og Peter Lund Madsen, som var dr.med., speciallæge i psykiatri og radiovært på P1-programmet Hjernekassen inden sin pludselige død i august måned, afdækker i to stærke kapitler lægens rolle og læge-patientforholdet i dag. De skriver hver især om, at deres opgave som læger er at søge at helbrede, lindre, trøste – eller med Peter Lund Madsens overskrift: ”Vi slår ikke hinanden ihjel.”
De forestiller sig, hvordan en legalisering konkret ville blive implementeret. Hvem skal vurdere, hvem der skal leve, og hvem der skal dø? Hvem skal bestille ”medicinen” til dødssprøjten – og hvem skal give den? Begge insisterer på at sige nej til et eventuelt dødshjælpsprojekt.
Vi er altid allerede viklet ind i hinanden og samfundets grundstrukturer, og derfor er mennesket i sidste ende aldrig helt autonomt
Der er kapitler af autoriseret psykolog Lone Gerup Adamsen og af socialpædagog og journalist Anne Hjernøe om, hvordan de har oplevet dét at stå som pårørende ved siden af døende familiemedlemmer. Et forord af Folketingets formand Søren Gade (V) og folketingsmedlem Ida Auken (S) nævner også sådanne erfaringer.
Om plads til empati og omsorg
Med legalisering af dødshjælp følger, at alle påføres et valg om, hvorvidt de vil leve eller dø – det valg vil ingen i givet fald kunne blive fri for. Salmedigter Iben Krogsdal spørger i to kapitler, om der i et sådant samfund vil være plads til syge, gamle og svækkede mennesker eller til empati og omsorg. Vil man som borger og mulig patient blive påført et implicit pres med en indre stemme, som spørger: ”Er du sikker på, at dit liv er værd at leve? Er du sikker på, at du ikke ligger nogen for meget til last? (…) Kender du egentligt nogen, der kan hjælpe dig med at holde livet ud, hvis det bliver rigtig svært?”
Samme tema forfølges på forskellige måder i et uddrag af cand.mag. i litteraturvidenskab, digter og handicapaktivist Caspar Erics nye digtsamling CRIP og i et kapitel af ph.d. i socialvidenskab, handicapforsker Emil Falster.
Sidstnævnte giver et kontekstuelt perspektiv på aktiv dødshjælp med begrebet ableisme, som handler om, at diskrimination af mennesker med handicap gennemsyrer vores samfund på mange niveauer. Den diskrimination, skriver Emil Falster, vil uundgåeligt have indflydelse på vores opfattelser af og valg i verden. Vi er altid allerede viklet ind i hinanden og samfundets grundstrukturer, og derfor er mennesket i sidste ende aldrig helt autonomt.
Tilhængere anfører, at mennesket er uafhængigt af andre og ”selv” kan tage stilling til, om det vil leve eller dø – modstanderne viser, at vi alle altid allerede er indskrevet i en samfundsdagsorden og menneskelige relationer, som, måske ubevidst og subtilt, præger vores vurderinger
Stærkt indtryk gør også Freja Marie Polonius’ kapitel. Hendes ven, smeden Preben Nielsen, blev efter en arbejdsulykke lam fra halsen og ned. Derfor ønskede han – noget af tiden – at dø, og Polonius kom til at love ham at hjælpe med at få organiseret dødshjælp i Belgien. Hun fik undervejs idéen til, at DR kunne dokumentere forløbet frem til hans dødssprøjte. Grundpræmissen og aftalen var, at han skulle udfordres på sit dødsønske. Det blev til tv-dokumentaren På tirsdag skal jeg dø (2022). Hun fik også udgivet bogen Min ven vil dø – en personlig fortælling om aktiv dødshjælp (2023).
Efterfølgende har hun haft skyldfølelse over, at hun medvirkede til, at han lod sig tage af dage. Hun mener også, at DR vinklede hans historie for skarpt, når de ikke viste, at ”en del af Preben samtidig også ønskede at leve videre…” Hun skriver om den store magt, medier som DR har til at manipulere med sandheden, og at det får betydning for samfundsdebatten og den politik, den fører frem til.
Bogen indeholder også et fint kapitel af sognepræst, tidligere lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Mikkel Wold. Han skriver om de senere årtiers konkurrencestat: om økonomistisk reformpolitik, managementkultur og om økonomismens ensidige måle-økonomiske logik og sprog. Han skriver om gøgeungeretorik og det økonomistiske, nytteetiske menneskesyn, som har gennemsyret dansk politik i en årrække. Han minder om, at vi fodres med sådan en økonomisme, mens skiftende regeringer har beskåret velfærdsstaten og den basale livshjælp til f.eks. mennesker med handicap.
Grundig og overbevisende – værd at læse
Bogen analyserer argumentationen for aktiv dødshjælp grundigt. Tilhængere påstår f.eks., at det er uværdigt at være afhængig af hjælp i sidste ende af livet, mens modstandere i lighed med værdighedsbegrebet bag FN’s menneskerettigheder fastholder, at ethvert menneske er værdigt qua, at det er menneske.
Tilhængere anfører, at mennesket er uafhængigt af andre og ”selv” kan tage stilling til, om det vil leve eller dø – modstanderne viser, at vi alle altid allerede er indskrevet i en samfundsdagsorden og menneskelige relationer, som, måske ubevidst og subtilt, præger vores vurderinger.
De kapitler er skrevet, dels af sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, dels af overlæge i intern medicin, formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke og Ole Hartling, dels af overlæge, dr.med. i psykiatri og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Merete Nordentoft og tidligere formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed Knud Kristensen.
Her er også et væsentligt kapitel af den hollandske lektor i etik Theo Boer. I Holland legaliserede man aktiv dødshjælp i 2001, og Theo Boer skriver om de alvorlige erfaringer derfra.
Alt i alt er bogen en overbevisende, vigtig og relevant udgivelse, som jeg varmt vil anbefale.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og