
2. SØNDAG I ADVENT // KLUMME – “At vælge at lade Jesus komme til verden som alle andre er at vise, at det er helligt at bære et barn, og at kvinder skal prises. Det er ikke det, vi lærer gravide i dag. At Gud giver en ung kvinde selvværd i en kultur, der var dybt patriarkalsk, er bemærkelsesværdigt. Det må vil tale mere om”, skriver Charlotte Rørth.
Bagved mig og børnene på bænken kommer flere og flere og stiller sig op og ser på. Nogle går også forbi på vej til arbejde med mapper eller rygsække fulde af papirer, lommetørklæder og bærbare computere.
Mange har et papkrus i hånden med købekaffe. Som en slags sutteflaske, kommer jeg til at tænke, men måske er den sammenligning bare et eksempel på, hvor langt jeg er inde i fortællingen om, at Maria går der foran mig frem og tilbage i sneen arm i arm med Josef på vej til den stald, hvor der er lidt varme og læ til den snarlige fødsel.
Ingen ved, om fødslen fandt sted i en stald, men at det var et ydmygt sted, kom til at passe godt med den fortælling, der senere voksede op omkring Jesus.

Mens jeg ser den snedækkede scene i Gøteborg, kommer jeg i tanke om, hvad der står i Bibelen om Maria, der kun tre måneder henne i sin graviditet løber op til et hus i de golde, mellemøstlige bjerge. Her bor hendes slægtning Elisabeth, der er gravid med Johannes, der fødes et halvt år før Jesus.
Også Elisabeth er gravid efter Guds indgriben. Hun var ikke ung, længtes efter at få børn, og Gud gør det muligt for hende at blive gravid. Seks måneder før Maria skal føde Jesus, føder hun Johannes, der senere døber Jesus. Som Jesus er født ved midvinter, fødtes Johannes ved midsommer. Kristendommen raffinerer og udbygger de eksisterende religioner, og netop her kommer kvinderne til.
Det fortalte mig præcis, hvad det at vente et barn gjorde ved mig
Det er, da de to kvinder mødes, at Maria sætter ord på, hvad det gør ved hende og dermed senere ved Jesus, at hun ved, hvem hun venter. Englens klare besked gør, at hun kan forberede sig. Den slags informationer får vi andre ikke nødvendigvis, nogle får kønnet at vide, det gjorde jeg ikke, men mødet mellem de to kvinder var genkendeligt, fordi det fortalte mig præcis, hvad det at vente et barn gjorde ved mig. Eller rettere, det fortalte, hvad det at vente et barn kunne have gjort ved mig. Og kunne gøre ved alle andre kvinder, der venter et barn.

Maria fik at vide af englen, at hun skulle føde en søn, som “skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og at Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Hun fik at vide, at barnet er noget særligt. Hun fik at vide, at “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.”
Barnet er helligt, fordi det er Guds barn. Det er et helt særligt barn, hun venter. Når vi andre venter os eller er ventet, er vi dermed også særlige. Ikke konger, men Guds børn. Det er det, kristendommen fortæller os. Så også vi har lov at tage ved lære af, hvad der sker for Maria. Selv om det ikke er Jesus, vi skal føde, så er det Guds børn, vi bærer. Det er en ubegribelig tanke, men det er den, kristendommen bygger på. Det er den opfattelse af livets tilblivelse, englen lægger foran den unge Maria, det endnu ikke voksne menneske.
Maria siger ja. Og forandres.
Hun vokser og kommer til at se sig selv i et helt andet lys. Nu har hun en anden rolle og betydning end før. Hun er kvinden, der skal føde Guds søn. Det kan ikke andet end at have ændret synet på hende selv. Hun må have ranket sig. Det må Gud have vidst. Det er også en gave til hende, ligesom barnet er det. At se sådan på det at bære et barn, ville jeg gerne have hørt og talt om, da jeg ventede mig. Så havde jeg haft mere tro på, at jeg kunne gøre det godt, så havde jeg vel tænkt, at når Gud mener, at jeg kan, så kan jeg.
De mødes af mødre, der har fået styrke og står ved, at de har den. De har det mod, de to fædre skulle tvinges til at have
Fortællingen om Elisabeth og Maria lærer os, at det at vente et barn er at vente noget helligt. Maria siger endda, at det giver kvinder ære, for “herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.” Selvfølgelig mener hun, at hun skal prises, fordi det er Jesus, hun bærer, men der ligger også en betydning i, at netop den store ting, den Mægtige har gjort ved hende, gør den Mægtige dag efter dag ved kvinder verden over. At vælge at lade Jesus komme til verden som alle andre er at vise, at det er helligt at bære et barn, og at kvinder skal prises. Det er ikke det, vi lærer gravide i dag. At Gud giver en ung kvinde selvværd i en kultur, der var dybt patriarkalsk, er bemærkelsesværdigt. Det må vil tale mere om. Lære mere af.
Jeg tror, Gud gjorde det for at gøre det bedste for sin søn. Det er ham, der skal komme til verden. Gud ved, at det er godt for børn at vide, at de er elskede og ses som noget helt særligt af deres forældre. Mange har det ikke sådan, men her viser Gud, at det er sådan, det skal gøres. Du skal se dit barn som et elsket Guds barn. Måske var det sådan, Gud tænkte? I så fald var det et opgør med samfundsnormen, hvor det at være kvinde var alt andet end ophøjet.

Jesus og Johannes begynder deres liv som ventede væsener og mødes af forældre, der har fået at vide, at de venter et barn, som Gud har været med til at sætte i verden. De mødes af mødre, der har fået styrke og står ved, at de har den. De har det mod, de to fædre skulle tvinges til at have. Josef blev det i en drøm, og Zakarias sagde nej og blev derefter gjort stum af Gud.
Kvinderne sagde ja. De beslutter sig for at gå ind i det uvisse, det vilde, det vovede. De ranker ryggen, står ved sig selv og ved den kærlighed til drengene, de deler den dag i Elisabeths hus, hvor de mødes.
De to drenge har stærke, elskende mødre. Som voksne bliver de mænd, der spreder kærlighed. De bliver mænd med et andet syn på kvinder end deres jævnaldrende. De bliver de mænd, der indleder en bevægelse frem mod et syn på mennesker som lige, uanset køn, race og økonomisk status. En bevægelse, der ser forskellig ud, alt efter hvilke organiseringer, mennesker har skabt omkring den. Men det er kernen.
Uddrag af Charlotte Rørth: Jesuskalender – Decembersamtaler til livgivende forundring, Forlaget Eksistensen, 2022.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her