LIV & MENNESKER // KLUMME – Hver adresse har sin egen historie – og nogle adresser har deres eget tema. Jeg er tilbage i det hjemområde, hvor jeg startede mit taxiliv. En af landets rigeste kommuner og et af de dyreste at bo i. Selv bor jeg her ikke længere, og det er lidt af et paradoks, at jeg har den her hjemme-fornemmelse, når jeg tænker på, at jeg stammer fra den østligste del af riget, hvor man ser klipper og ikke lystbåde, når man skuer over det blå hav. Men det er nok alligevel min indre granitperker, der tænder det sentimentale stearinlys midt i en kold tid. En slags hjemve efter 15 lykkelige år på guldkysten, mens mine børn voksede op. Og så er virkeligheden jo heller ikke indrettet således, at kærligheden inddeler sig efter postnumre eller skattepligtige indkomster. Her bor jo levende mennesker, for helvede. De glade og heldige. De, der flyder med strømmen – og de, der tager deres kampe.
Min næste adresse på vagten fortæller ofte historier over temaet overlevelse.
Den hektiske eftermiddagstrafik er ikke blevet mere tålmodig trods coronaen, og herude har de fleste husstande flere biler. Så der er ingen parkeringsplads på alléen.
Selv den provisoriske foran porten til fysioterapien er ulovligt blokeret, så jeg griber til selvtægt, da jeg ser kunden på vej ud ad døren fra klinikken. Diagnosen kender jeg på gangarten. Blodprop i hjernen eller hjerneblødning. Den ene side er ret stiv og hånden her er ”kold”. Ikke så bevægelig – og rent faktisk hvid af kulden under frostgraderne.
Jeg parkerer provokerende, men nødvendigt midt på vejen og gestikulerer til den irriterede fører af en SUV lige bag mig. Bornholmeren spiller italiensk taxichauffør. Skuldrene trækkes undskyldende opad, armene og udadvendte håndflader rækkes scusi-signore-agtigt ud tiden, mens jeg med hoved og ansigt viser retningen mod manden med gangbesværet. ”Italieneren” virker – på første bilist i rækken – de næste er allerede oppe på hornet. Og Taxamanden er nøjagtigt så ligeglad som de overskudsforladte trafikanter er sure.
Og ja, – det var en hjerneblødning, der ramte ham som en ond skæbne, han slet ikke havde forestillet sig det. Et overset, forhøjet blodtryk
Min kunde er yngre end jeg – omkring de 60. En flot, slank mand med et karakterfast ansigt. Han har haft sin første dag hos fysioterapeuten, fordi han har måttet droppe den personlige træner. Corona, you know!
Og ja, – det var en hjerneblødning, der ramte ham som en ond skæbne, han slet ikke havde forestillet sig. Et overset, forhøjet blodtryk. Husk det, gentlemen!
– Jeg var på vej i seng, da det skete. Det var min kone, der opdagede det. Hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg sikkert været død i dag.
Han er ikke cool, men fattet. Et dannet forstandsmenneske, som har beskæftiget sig med kunst og skrevet om emnet gennem hele sit voksne liv.
– Litterat, siger han og jeg erkender, at jeg har svedt ordet ud.
Jeg er en computermus ved siden af elefanten, men vi kender begge den der magnetiske kærlighed til sproget
Han har været tilknyttet de bedste tidsskrifter og forlag og arbejdet for det internationalt kendte museum for moderne kunst. Jeg er en computermus ved siden af elefanten, men vi kender begge den der magnetiske kærlighed til sproget. Flere sprog! Og jeg tænker selvfølgelig i mit indre, at hjerneblødningens risiko for at miste sproget er et mareridt på niveau med pludselig død.
– I den første måned lå jeg i sengen og kunne i det store og hele ikke tale. Men så begyndte jeg lige så langsomt – på engelsk. Det er et sprog, som jeg har brugt i hele mit professionelle arbejde som skribent, formidler og forfatter. Jeg har en stor kærlighed til det, og af en eller anden grund fandt jeg det lettere. For mig har det engelske mange flere ord. Det er et verdenssprog med påvirkninger fra alle verdensdele, og jeg talte simpelthen engelsk, fordi jeg på den måde endelig kunne udtrykke mig igen. Selvfølgelig er jeg glad for mit modersmål, men for mig er det mere et snakkesprog – hvor engelsk er et talesprog.
(Da jeg er hjemme efter arbejde, kan jeg simpelthen ikke lade være med at gå i research. Jeg anede ikke, at engelsk har mange flere ord end f.eks. det danske. Et universitetsspeciale drager dog denne anerkendte antagelse i tvivl. Men sproget er jo ikke bare eksakt – det er også en oplevelse).
Min kunde krydsede den første bro mod helbredelse, da han begyndte at tale. Den næste handlede om evnen til at skrive. Det han levede af, indtil hjerneblødningen. Det han allerede er begyndt at leve af igen.
– Faktisk var det lettere for mig at begyndte at skrive end at tale. Og det hænger nok sammen med, at skriveprocessen har et større fokus på overvejelsen. Man holder en pause. Man tænker sig om. Man sletter en linje og finder nye ord og vendinger. Sådan foregår skriveprocessen – uanset om man er rask eller syg. Man reviderer under vejs – finder synonymer og vendinger for at være helt sikker. Det er noget andet at tale. Det skal flyde.
Næsten flydende – men som om hvert ord krævede omtanke. Det virkede ikke som et handicap. Nærmest mere begavet end gennemsnittet
Kunden og jeg har totalt forladt kunde-leverandørforholdet, da vi holder stille i vinterkulden udenfor døren til hans lejlighed. Nu handler det om den fælles lidenskab. Jeg fortæller ham om min fascination, da jeg en gang i min tidlige ungdom i en tv-transmission fra Folketinget oplevede det konservative folketingsmedlem, Hagen Hagensen, der talte et formfuldendt ”landsretssagfører-sprog”.
Hagensen havde tydeligvis været stammer i sin barndom men taget kampen, så han både kunne procedere i landsretten og tale politik fra folketingets talerstol. Næsten flydende – men som om hvert ord krævede omtanke. Det virkede ikke som et handicap. Nærmest mere begavet end gennemsnittet. Jeg genkender denne lette søgen hos min kunde, og jeg siger det til ham
Han giver mig ret – midt i sin frihedskamp på vejen tilbage til sproget – og livet.
– Jeg genkender det. Jeg tænker mig nok lidt mere om. Jeg vil være sikker på, at det jeg siger, er det jeg mener. Men helt ærligt. Den teknik brugte jeg også jævnligt, inden jeg blev syg. Også som en måde og en stil.
Så siger vi farvel i vinterkulden.
Eller mere præcist:
– På gensyn!
LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
