REJSEBERETNING // KLUMME – Jesper Koerstz Jensen er taget med familien til Vietnam, og sammen har de udforsket storbyen Hanoi, der trods størrelsen, travlheden og en vild trafik har masser af børnevenlige oplevelser at byde på.
”Far, hvad betyder skiltet?”
”At man ikke må tygge tyggegummi.”
”Hvorfor? Manden er da ligeglad. Han er jo død og ligger i balsam.”
”Han ligger ikke i balsam. Han er balsameret. Det betyder, at de bliver ved med at vedligeholde hans krop, så den ikke rådner.”
”Ad, hvor er det ulækkert.”
Ja, der er en del, der skal forklares, når man tager en syvårig med ind og se Ho Chi Minhs balsamerede legeme i Hanoi. Som for eksempel hvorfor der er så mange soldater. Og så mange skilte. Og hvorfor vietnameserne står i kø i timevis for at kigge på en død mand.
Jeg prøvede at sige, at han er mere vigtig for dem end kong Pingo og Jesus tilsammen, men ved ikke helt, om det gav mening for ham.
De kæmpede ellers en brav kamp for at skabe højtidelig stemning om deres landsfader, med massevis af soldater, kommunistiske symboler og et mausoleum i bedste stalinistiske byggestil (røde flag og kommunistiske souvenirs med billeder af typer som Lenin, Fidel Castro og selv Nordkoreas diktator Kim Jong Un er en stor salgsvare hernede).
Hvis du vil krydse en af de store gader, tager du dit barn i hånden og går roligt ud i kaos, med hjertet oppe i halsen
Men det er ikke nemt at bevare højtideligheden, når køen konstant infiltreres af vestlige turister, der insisterer på retten til at være ”loose” og tage billeder. Vi gik bag en flok knipsende hollændere, der tydeligvis betragtede de uniformerede soldater som en form for statister i deres personlige rejseshow.
Men det var nu alligevel en stor oplevelse at se en af historiens store skikkelser og tænke på, hvordan han med sin guerillahær bekæmpede først franskmænd og senere amerikanere og gennemførte en revolution, som nu har varet i 80 år (hvilket markeres overalt).
Flere af vietnameserne i køen var også synligt berørte, og en ældre mand i uniform havde svært ved at holde tårerne tilbage.
Så hvis du beslutter dig for at tage til Hanoi, så kig forbi, også med ungerne. Og lad dig ikke afskrække af køen, for selv om den er lang, så er den næsten hele tiden i bevægelse, og man får nye impulser og undgår den allerværste rastløshed (noget som Legoland og Tivoli kunne lære af).
Gå – ikke løb! – for livet
Og så ellers ud i trafikken igen. For det mest karakteristiske ved Hanoi er trafikken. Den er absurd.
Hvis du vil krydse en af de store gader, tager du dit barn i hånden og går roligt ud i kaos, med hjertet oppe i halsen, mens du satser på, at scooterfolket med deres tætpakkede køretøjer registrerer jer og undviger i sidste sekund, hvilket de heldigvis altid gør.
Hvis du altså ikke løber. Du må for Guds skyld ikke løbe. Så bliver scootisterne (et nyt ord) nemlig forvirrede, og så kan alt ske.
Bliver du træt af trafikspændingen, kan du tage en Grab, som er en taxa, du bestiller på en app, som er så smart, at man ikke fatter det. Du kan næsten ikke nå at taste din rute ind fra A til B, inden der holder en chauffør og viser dig en telefon med dit navn på. Og betalingen er allerede klaret over kreditkort.
Du slipper med andre ord for kommunikationen, forhandlingen og utrygheden over, om du bliver snydt af en grådig taxachauffør.
Og det er selvfølgelig lidt upersonligt, fordi du så ikke får snakket så meget, ligesom de lokale ikke bliver ”tvunget” til at lære nogle engelske brokker, men både chauffører og turister virker ærlig talt lettede over, at transport pludselig er blevet nemt og elegant (selvom min hjerne aldrig lærer at forstå, hvordan sådan en app kan fungere, ligesom den ikke forstår, at man kan sende rejsebeskrivelser og billeder om på den anden side af jorden på et splitsekund).
Guillotiner og vietnamesiske vanddukker
Du kan eventuelt vælge at grabbe (også et nyt ord) dig og familien i fængsel. Altså museumsfængsel. Hoa Lo Prison er et glimrende sted at besøge med ungerne, fordi de har fundet den helt rette balance mellem det farlige og det dramatiske.
Her bliver både formidlet fangeflugter og guillotine-henrettelser, men det bliver gjort ved hjælp af menneskedukker på en måde, der ikke skræmmer livet af ungerne.
Eller I kan tage til vanddukketeater med Thang Long Water Puppet Theatre, hvilket dog mest er en se-nogle-flotte-kostumer-og-nej-hvor-er-det-asiatisk-agtigt-oplevelse, men så er det jo fint, at det kun varer en lille time.
Ja, der er meget, man kan foretage sig i en storby som Hanoi, hvor folk er utrolig søde og maden virkelig lækker. Og når I er blevet rigtig trætte, kan I ligge og stene fjernsyn på hotellet.
Her vil I typisk finde to kanaler med kommunistisk propaganda, to med spansk fodbold og to, der viser gamle Hollywood-klassikere i døgndrift (og så siger man, at der ikke er valgfrihed i kommunistiske stater).
Som om det vietnamesiske styre har besluttet, at det gode liv bør indeholde en tilpasset dosis socialisme, fodbold og vestlig underholdning.
Spørgsmålet er, om de har ret.
Tak fordi du læste med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
