UGENS DESSERT – Efteråret er officielt startet og POV byder velkommen til en ny klummeserie om desserter. Bag opskrifterne står Julie Marie Nielsen, der er bageentusiast og som står bag bloggen juliemarieeats. Hun lover, at læserne vil blive belønnet for indsatsen i køkkenet med de lækreste desserter – i debuten i dag med en lækker chokoladekage, hvis top består af peanut crunch og en karamelliseret hvid chokolade ganache.
Efteråret er startet, vi går mod koldere vejr og dage brugt indenfor med et varmt tæppe, en god bog og måske også noget sødt at hygge sig med. Sådan er det i hvert fald for mig, hvor efteråret er lig med lange gåture i skoven, med knasende blade under fødderne og farver i alle toner af gul, orange og brun.
Derhjemme bruger jeg årstiden på lange aftener i venners og familiens selskab med stearinlysene tændt, mens duften fra køkkenet fylder hele huset med gyldne dufte og toner. Og så eksperimenterer jeg med desserter på min blog.
I min verden signalerer efteråret bl.a. mørk chokolade, karamel og nødder, hvis smag er skabt for hinanden
Min store kærlighed til efteråret startede for alvor, da mine forældre flyttede til Washington D.C. for omkring 6 år siden. Amerikanerne elsker efteråret, ja faktisk er de gode til at fejre alle årstider og værdsætter, hvad det skiftende vejr kan tilbyde. De kolde årstider skal ikke bare overstås, de skal også nydes.
Den amerikanske hovedstads begejstring for efteråret var smittende at opleve for mig. Lige meget, hvor man ser hen, ligger der græskar, grankogler og pynt, og i dag, hvor mine forældre er flyttet tilbage til Danmark, er jeg glad for at have oplevet den glæde ved efteråret.
På dessert- og bagefronten betyder efterårets ankomst, at vi igen kan trække på alle de mere rige og dybe smagsnuancer.
I min verden signalerer det bl.a. mørk chokolade, karamel og nødder, hvis smag er skabt for hinanden.
Og med de hovedingredienser in mente har jeg lavet ugens opskrift på en rig, mørk chokoladekage toppet med peanut crunch og karamelliseret hvid chokolade ganache.
Den er perfekt til at nyde her i weekenden. I opskriften har jeg brugt Callebaut Gold chokolade, (som du bl.a. kan købe her). Det er en fantastisk karamelliseret hvid chokolade, der smager af fløjlsblød karamel, så hvis du kan lide karamel, vil du elske denne chokolade. Og hvis du ikke kan få fat på Callebaut Gold, kan du nemt udskifte den med en anden type karamelliseret hvid chokolade.
INGREDIENSER TIL CHOKOLADEKAGE MED PEANUT CRUNCH OG HVID GANACHE
En rektangulær sandkageform
MØRK CHOKOLADEKAGE
55 g smør, stuetemperatur
75 g brun sukker
75 g sukker
1 æg, stuetemperatur
120 g sødmælk, stuetemperatur
1 tsk espresso shot
1/2 tsk vaniljeekstrakt
95 g mel
45 g kakaopulver, jeg bruger selv Valrhonas
1 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1/4 tsk salt
25 g mørke chokoladeknapper, jeg kan godt lide at bruge Callebaut N. 811
PEANUT KARAMEL
55 g sukker
20 g vand
30 g saltede peanuts
5g koldt smør
KARAMELLISERET HVID CHOKOLADE GANACHE
150 g Callebaut Gold – eller anden karamelliseret hvid chokolade
75 g fløde
5 g smør
Flagesalt til at drysse på toppen af kagen
FREMGANGSMÅDE
CHOKOLADEKAGE
Tænd ovnen på 180°C. Læg bagepapir i en sandkageform. Pisk smørret i en røremaskine eller med en håndmixer ved medium høj hastighed i et minuts tid.
Tilsæt sukker og brun sukker og pisk i 3 minutter, så det bliver en luftigere masse. Tilsæt ægget på lav til mellem hastighed.
I en skål bland sødmælk, espresso shot og vanilje sammen. I en tredje skål sigtes og blandes mel, kakao, natron, bagepulver og salt sammen. Ved lav til medium hastighed tilsættes mel og mælkeblanding til dejen ved skiftevis at tilføje ca. 1/3 af hver. Start med mælkeblandingen og slut med melblandingen. Skrab skålen ind imellem, så det hele er blandet i. Det er vigtigt, at du ikke over-mixer dejen. Pisk kun lige akkurat indtil alt er blevet inkorporeret. På lav hastighed tilsættes den mørke chokolade. Vend det i indtil den lige er foldet ind.
Hæld dejen i den forberedte sandkageform. Bag kagen i 20-30 minutter indtil den er bagt igennem.
Lad den køle ned i formen, i cirka 5 minutter, eller indtil du er i stand til at røre ved den, uden du brænder dig selv. Fjern derefter kagen fra formen, lad det køle helt ned på en rist.
PEANUT KARAMEL
Mens kagen køler ned, varmes sukker og vandet op i en lille gryde på lav til mellem varme.
Lad det koge indtil alt sukkeret er opløst, og det har fået en gylden farve. Du skal ikke røre i gryden, mens sukkeret koger, men bare lade det stå. Hold godt øje med gryden, da det går stærkt, så snart det begynder at blive gyldent.
Tag gryden af varmen og stil den på en bordskåner. Tilføj det kolde smør med det samme under konstant omrøring. Det vil boble op, men bare bliv ved at røre rundt i gryden til boblerne falder ned.
Tilføj de saltede peanuts og rør dem rundt i karamellen. Man skal arbejde lidt hurtigt før karamellen størkner. Hæld peanut karamellen ud på et stykke bagepapir eller silikonemåtte og lad det køle helt ned.
KARAMELLISERET HVID CHOKOLADE GANACHE
I en lille gryde varmes fløden op til lige under kogepunktet, eller indtil der begynder at danne små bobler rundt i kanten af gryden.
Hæld den varme fløde over Callebaut Gold chokoladen og smørret. Lad den stå i 1 min. Med en spatel, rør forsigtigt chokoladen, smørret og fløden sammen, til ganachen er homogen. Tag en stavblender og blend den sammen. Dæk skålen med husholdningsfilm og lad den stå på køkkenbordet i 20-30 min eller til den er håndvarm.
Hak peanut karamellen i mindre stykker og drys det ud over kagen. Hæld derefter den karamelliseret hvide chokolade ganachen ud over kagen og spred den ud til kanterne. Afslut
med at drys lidt flagesalt på toppen. Salten komplementerer karamellen rigtig godt og er med til at fremhæve Callebaut Gold chokoladen.
Rigtig god fornøjelse!
Hvis du har kommentarer til desserten eller har gode forslag til mig, kan du kommentere på POV’s Facebook-side under delingen af artiklen.
Eller du kan skrive direkte til mig på juliemarieeats@gmail.com
Alle fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her