Børn skal hverken overbeskyttes eller hærdes men være i balance

af i Danmark/Featured/Liv & Mennesker

For mange forældre forfalder til ekstremer, når det gælder børneopdragelse. Kølige karriereforældre hærder børnene og risikerer at opfostre ’ensomme ulve’ – eller ender med at knække deres børn. Omvendt ser vi også omklamrende eller magtforskrækkede forældre, der behandler deres børn som porcelæn. Hvad med at prøve den gode gyldne middelvej, foreslår Dennis Larsen, der selv har en lille datter. Han har fundet sine gode råd til forældreskabet i Aristoteles’ dydsmoral.

Jeg skal være den første til at indrømme, at der ikke skal meget til at bringe mig ud af kurs, når det gælder opdragelse af min 6-årige datter. Alt for ofte havner jeg i ’for meget’ eller ’for lidt’ og oftest ved enten at være for blød eller for hård. Og når det sker, er jeg ikke sjældent forvirret. Jeg har det som om, jeg skal til at opfinde den dybe tallerken. Igen.

Mit grundlæggende problem har været, at jeg mangler håndgribelige normer at gå efter. Gang på gang har det fået mig til – typisk for sent – at indse, at jeg ikke har været god nok til at sætte grænser for mig selv eller for mit barn. Eksempelvis har jeg for nylig opdaget, at jeg kan få mit barn til rydde op, helt af sig selv, ved i en periode blot at stille krav om det uden yderligere argumenter eller diskussion. Det er, set i bakspejlet, selvfølgelig logik for burhøns – og alligevel har jeg altså ikke gjort det.

 Den store forvirring

Mit indtryk er imidlertid, at jeg langt fra er den eneste, der kæmper. Snarere er det min erfaring, at et betydeligt antal forældre ikke aner, hvor de vil hen med deres opdragelse, og derfor ender med enten at overbeskytte eller overhærde deres børn – eller at give op og lade især teenagere selv bestemme farten ud fra en misforstået opfattelse om, at børn og unge godt selv ved, hvad der er bedst for dem.

Baggrunden for miseren er vel stadigvæk, at det i årevis har været slut med at læne sig op ad af en forlængst svunden tids strenge, pligttyngede og overhæmmende moral, der leverede faste opskrifter for, hvordan ’man’ skulle opdrage. Men at mange forældre samtidig  også har en klar fornemmelse af, at normløshed, der i visse kredse for et årti eller to siden blev prædiket som alternativet, heller ikke bringer noget godt med sig.

Trods et hav af selvudråbte forældre- eller opdragelsesguruer, er det som om mange af os mangler noget, der er vigtigere end bøger og manualer. Nemlig et indre kompas.

Vi ved groft sagt godt, at det ikke skal være barnet, der skal styre, men os voksne. Men vi er ikke helt klar over, hvad det så er, vi selv styrer efter. Trods et hav af selvudråbte forældre- eller opdragelsesguruer, er det som om mange af os mangler noget, der er vigtigere end bøger og manualer. Nemlig et indre kompas. Derfor er vi endt som forvirrede – fordi vi står overfor at skulle udvikle vores egne forestillinger om, hvad der er godt og dårligt.

Og forældreguruernes mere eller mindre sammenhængende – typisk alt for udspecificerede – bud på, hvordan man bedst fostrer det kompetente barn, det glade og kreative barn, det selvstændige og kritiske barn, der husker at lege, sove, slappe af, forme venskaber og meget andet, mens konkurrencestaten ånder barnet – og forældrene i nakken med målinger og krav om at gå den snorlige vej gennem uddannelsessystemet, er ikke nemme at få styr på eller styre efter heller.

I årevis er vi for eksempel blevet rådet til at fremavle super-kompetente, selvhjulpne individualist-børn, der nærmest kunne overlades til dem selv. Omvendt, så har vi også lige har været igennem en bølge af anerkendende pædagogik, som har overladt de stadig mere normløse familier til et blødt forhandlingsregime, der har frataget forældre muligheden for at skælde ud og udøve magt.

Visdom

Til trods for, at der naturligvis er gode elementer i alle disse “skoler”, er mange forældre alligevel endt med en grumset cocktail. Mange af os higer efter absolutte og universelle svar, der får os til at køre ud af først den ene tangent og så den anden, alt imens vi tænker: ’det må gælde for alle, at…’ eller ’i alle tilfælde, bør du gøre således.’

Udvejen er, at vi må sætte ind på at udvikle nye værdier, der kan udstikke en retning henimod, hvordan man opdrager et afbalanceret barn med gode karaktertræk: ironisk nok ved hjælp af noget så gammeldags som visdom – herunder den velkendte devise om, at livet er én stor balancegang – her er jeg på linje med budskabet hos den bogatuelle psykolog Per Schultz Jørgensen.

Den gamle metafor om skibet, hvis optimale rute er et sted mellem brændingen og strømmen, er et godt billede. Livet – herunder familielivet – handler mest af alt om at undgå brændingen, hvor alt står stille (alt imens man gemmer sig væk nede i kahytten, fordi man er bange), samtidig med at man undgår, at skibet når derud, hvor alt flyder for hurtigt og voldsomt (hvor man ender med at stå ved roret konstant).

Udvejen er, at vi må sætte ind på at udvikle nye værdier, der kan udstikke en retning henimod, hvordan man opdrager et afbalanceret barn med gode karaktertræk: ironisk nok ved hjælp af noget så gammeldags som visdom

Med sådanne afbalancerende metaforer i baghovedet burde vi kunne åbne op for en mere intuitiv – frem for faktabaseret – fornemmelse for balanceret opdragelse, der skaber en optimal og kontekstfølsom rute mellem overbeskyttelse og underbeskyttelse af børnene. Vi får noget at sigte efter, idet det primære fokus bliver solide, moralske færdigheder (sandfærdighed, ambition, ordenssans, retfærdighed, generøsitet mv.), frem for eksempelvis at stirre sig blind på de kvantitative krav i form af en bestemt målbar opførsel, høje karakterer, godt CV eller en fyldt social kalender med bestemte aktiviteter.

Det afbalancerede barn

Vejen fremad er ikke, at vi skal holde op med at mærke efter inde i os selv, sådan som Svend Brinkmann f.eks. råder os til i den ellers udmærkede bog ’Stå fast’. Tværtimod, så tænker jeg, at kimen til en ny og bedre moral må være, at vi mærker endnu mere efter i os selv. Vi må nulstille og starte forfra.

Det indebærer ikke, at børn oplæres i en leverpostejs-agtig dømmekraft, men snarere at de opnår en sund fordøjelse af verden med indbygget evne til at sigte efter den optimale vej imellem ekstremerne, der kan løfte dem op over hele spektret. Med udgangspunkt i Aristoteles’ dydsmoral kan man sige, at målet hverken bliver at være overhæmmet eller uhæmmet, men mådeholden. Hverken selvisk behagesyg (læs: næstekærlig) eller brutal, men oprigtig generøs. Hverken skrøbelig eller hærdet, men modstandsdygtig. Hverken nøjsom eller ødsel, men modereret. Hverken overmodig eller mismodig, men livsmodig. Hverken vulgær eller indskrænket, men afbalanceret. Hverken prætentiøs eller sløvsindig, men ambitiøs med måde.

Livet, og herunder opdragelsen, handler i den forstand om at være i balance uden at vi behøver at svælge i ’de gode, gamle dage’, hvor dydens sti som bekendt endte som alt for smal. I virkeligheden er dydens sti langt bredere, end som så. Og hvis vi gerne vil ind på den, så skal vi til at genoverveje os selv og mærke bedre efter.

Hverken selvisk behagesyg (læs: næstekærlig) eller brutal, men oprigtig generøs. Hverken skrøbelig eller hærdet, men modstandsdygtig. Hverken nøjsom eller ødsel, men modereret. Hverken overmodig eller mismodig, men livsmodig. Hverken vulgær eller indskrænket, men afbalanceret. Hverken prætentiøs eller sløvsindig, men ambitiøs med måde.

Målet er at komme frem til, hvad jeg i mangel af bedre vil kalde et afbalanceret barn. Så vi kommer uden om den polarisering, hvis konsekvens allerede nu afslører sig ved en diagnose-forherligende børne- og ungdomsgeneration, hvoraf alt for mange er endt som overfølsomme eller ufølsomme.

Grøfterne og den gyldne middelvej

Dertil mener jeg i øvrigt, at vores børneinstitutioner bør følge trop, så de hverken ender som overbeskyttede miljøer eller gold opbevaring på overcentraliserede børnefabrikker. Ligeledes bør offentlige medier stramme op, så de ikke ender med at polarisere os gennem deres ensidige budskaber – som oftest leveret af ensporede og sørgeligt skingre debattører, der f.eks. udstiller snart sagt alle som problembørn eller som overbeskyttede og hjælpeløse curlingbørn, der vælter ved selv det mindste bump på vejen.

Med andre ord: Lad os komme væk fra yderpolerne – uanset om vi taler om pengegriske selvcentrerede forældre ræser efter den perfekte karriere, alt imens de overlader børnene til au-pairs, iPads og overbebyrdede ’institutionsforældre’ eller den modsatte lejr – uanset om det er “overivrige speltforældre” eller konfliktsky, forskræmte forældre, hvor familiemiljøet fremtræder nærmest fugtigt, indelukket og varmt, men mest af alt fordi den papirstynde hud klistrer mod hinanden. Her er det blot utrygge forældre, som klamrer sig til hinanden og til børnene, som igen klamrer tilbage. Samstemmigt afskærmes børnene fra omverdenen, hvorved de lærer at frygte den, alt imens de bliver mere hjælpeløse, kuldskære og eskapistiske for hver dag, der går.

Den sidste forældretype forarges over stort set alt, undtagen sig selv og taler ofte om børn som ofre for social arv, svigt, vanrøgt eller dårlige gener. Det lader med andre ord altid til at være nogle andre eller noget andet, som bærer ansvaret, og børnene opfattes som diagnose-ramte, ’særligt sensitive’ eller bare ekstremt skrøbelige. Derved overses den oplagte mulighed, at børnene kunne være pakket ind i vat og derved blevet skrøbelige.

I min optik fører ingen af disse ekstremer noget godt med sig – også selvom det givetvis kun ganske få forældre, der bonner helt ud på skalaen. Den gyldne middelvej er derimod vejen at gå. Det ville gavne dem, som det i hvert fald på papiret handler om – altså børnene – hvis flere voksne fandt frem til den.

Illustration: Wikipedia – Creative Commons, Kiefer Wolfowitz.

Dennis Larsen er uddannet i filosofi og psykologi. Han forsker uafhængigt i 'diagnosesamfundet' og blogger bl.a. for videnskab.dk. På POV International vil han forsøge at kaste kritisk lys på udviklingen i vores værdier: Hensigten er at bidrage til at sætte nye værdier på dagsordenen med fokus på at genlære at være generøse, mådeholdne og hensynsfulde. For at nå derhen, kræver det, at vi trænger ærligt ind i vores forvirring i stedet for skråsikkert at afvise den. Hvis du vil støtte Dennis Larsens blogposter, kan du kan donere et beløb til ham via MobilePay på 51 21 61 40.

Seneste artikler om Danmark