LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamanden, Jesper Grunwald, er vokset op i et såkaldt ”grundtvigsk” hjem. Det er jo til at forklare, når man kan pege på højskoler, andelsbevægelser og oplysning til FOLKET – fra den rige borger til den fattige bonde. Men gudstroen, den almindelige, hvor man går i kirke om søndagen, synger salmerne og lytter til ORDET – det er ikke noget, han har slået meget på tromme for i livet. Det er nærmest lidt pinligt i de kredse, han har levet i. Men barnetroen klistrer. Selv i de smertelige stunder må han konstatere, som den ræverøde danske forfatter, Jesper Jensen, skrev det i sangen ”Øjet” til folkesangeren Trille: “Gud er eddermame svær at få smidt ud!”
Du får ikke et dybt religiøst vidnesbyrd i denne klumme. Lige her passer det mig glimrende at tilhøre den lutherske del af kristendommen i Folkekirken, hvor der er en god tradition for, at forholdet mellem mennesket og Vorherre ikke blæses i trompeter eller udleves i dramatiske processioner (selv om det af og til kan føles lidt småkedeligt og introvert).
Helt ærlig, det passer mig måske også af bekvemmelighedshensyn, fordi mit religiøse tilhørsforhold – hverken i det rationalistiske DR eller i taxibranchen, hvor jeg bevæger mig – ikke ligefrem trækker stor opmærksomhed. Hvad angår det sidste: Jeg gætter på, at der er flere chauffør-kolleger, der lægger sig på bedetæpper ved opmarchbåsene i lufthavnen end der er trofaste gæster ved højmessen om søndagen.
Jeg kan ikke se mig selv stå i spidsen for at omvende eller trække folk ind i kirken ved overtalelse. Jeg kan ikke forestille mig, der er noget, der bør være mere frivilligt end gudstro
I mine helt unge dage overvejede jeg at læse teologi, men det var en længere akademisk vej, end jeg havde lyst til at vandre. Og så var der lige den med ”missionsbefalingen” – at ”gå ud og gøre alverden til mine disciple”, der dybest set vækkede min tvivl.
Jeg kan ikke se mig selv stå i spidsen for at omvende eller trække folk ind i kirken ved overtalelse. Jeg kan ikke forestille mig, der er noget, der bør være mere frivilligt end gudstro.
Og tvivlen er min følgesvend – sammen med mit lykkelige håb om, at der findes en styring og en omsorg, som er mere sikker og trofast end det menneskelige bedrag og alle de tomme løfter, vi ikke orker eller gider at holde.
Det var denne underlige blanding af skuffelse og håb, som var min stærkeste følelse, da Ghazaleh blev begravet fra en af Københavns kirker. En 34-årig powerkvinde, der blev ramt af pludselig sygdom – og døde. Jeg har ikke mødt det menneske, som kan forsvare det tab for venner, kæreste og familie.
Hendes egen gudstro, tror jeg, var minimal – også fordi hun som barn af iranske flygtninge netop var offer for militant religiøsitet i fødelandet. Og fordi hendes forældre bevidst kæmpede for hendes og søsterens frisættelse.
Midt under den vemodige, kristne ceremoni kom jeg til at mindes min taxi-ven, Seyed, som flygtede fra sit iranske hjemland under den første krig mod Irak.
Jeg prøvede engang at prakke min barnetro på ham i en af vores småfilosofiske diskussioner om livet, det vidunderlige og det fatale. Ikke at han skulle overtales til at tro på den kristne gud, men han skulle tage imod den trygge vision – drømmen om en højere magt end den intimiderede menneskemagt.
Seyed kiggede intenst på mig med de oftest blide øjne, der lige nu lynede i sekunder:
“Jesper, jeg er ateist. Og jeg synes selv, at jeg har rigtig gode grunde til at være det”.
Og så lod vi det emne ligge.
Inden Ghazalehs begravelse stødte jeg på døden og Vorherre.
Denne smukke forårsdag, hvor jeg mærkede kærligheden mellem ikke mindst de mange dansk-iranske deltagere, der gennemførte det kristne begravelsesritual i en respekt for den danske tradition.
Det kunne mærkes og læses i de mange mørke øjne – selv om de fleste af dem enten for længst havde sluppet troen på den Allah, der bliver brugt til at smadre deres frihedsrettigheder – eller efterlever en gudstro i islam, som kan sammenlignes med det, vi kalder ”kulturkristendom”.
Men allerede inden.
Den røde veterans farvel
Det var Claus, der skulle køres til kapellet ved et af regionens store sygehuset. Den slags køreordrer tænder altid en særlig opmærksomhed hos taxichauffører.
Kapellet. Så har døden ramt igen. Nu er der måske brug for særlig omsorg – eller stilhed.
Da jeg holder ind til fortovskanten ved det navnkundige ejendomskompleks på Strandvejen, genkender jeg manden. En profileret mand på både venstrefløjen med rødder i ’68-generationen og toppen i universitetsverdenen.
Han skulle sige ”det sidste farvel” til en af veteranerne, og kunden og jeg fik en fantastisk samtale om paradokset mellem den aktivistiske kærlighed til livet og den uundgåelige død.
Jeg kunne ikke lade være med at fortælle om den begravelse, jeg selv skulle til senere på dagen – jordfæstelsen af et helt ungt menneske, som fløj herfra midt i anstrengelserne for at forandre verden til et lidt mere kærlighedsfyldt sted.
Og så nævnte jeg paradokset: Det alt, alt for tidligere farvel – og så min egen følelse af, at der trods denne åbenlyse uretfærdighed alligevel er en mening med det hele. Måske en skygge af Vorherre.
– Men den fortælling køber du nok ikke, sagde jeg for at stoppe enhver risiko for salvelsesfuldhed.
Kunne ikke lade være med at smile over mit åndssvage spørgsmål, hvor jeg kendte svaret, som kom helt klart og utvetydigt:
“Nej”, sagde Claus helt uden tvivl.
Så var vi fremme ved kapellet. Vi steg begge ud, og det korte møde og samtalen havde været så gensidigt nærværende, at vi trykkede hinanden fast i hænderne til farvel. Han forsvandt ud til de gamle partikammerater, der skulle sige farvel til den gamle ven uden kirkelige og religiøse falbelader.
Og selvfølgelig var sorgen en medspiller – med eller uden Gud. I ansigterne. I kroppene på de med tiden gråhårede og lidt foroverbøjede frontkæmpere
Sov sødt barnlille
Vemodet i kirken senere på dagen under afskeden med den unge kvinde havde sin egen utrolige skønhed trods den knusende sorg fra unge og gamle, kristne, muslimer – eller givetvis massevis af ateister, som for længst havde forladt troen på et skæbnesvangert forsyn. Mange givetvis med særdeles gode grunde, fordi en stram, fundamentalistisk religiøsitet har smadret deres drømme om hjemlandet.
Forældrene havde valgt en helt konventionel, dansk begravelse for at ære Ghazaleh, der havde kæmpet for at blive accepteret som dansker trods hendes rødder i en anden verden, som hun selvfølgelig også følte sig forbundet med.
Og selvfølgelig var Grundtvig med – også med en af sine salmer:
Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov
Og senere i salmen:
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen
En godnatsang – i alle nattens betydninger.
Jeg hørte min egen stemme tydeligere end sædvanligt i et begravelsesfølge, som formentlig ikke kendte Grundtvigs ord. Men jeg sang den vemodige og smukke sang sammen med den lyshårede kvinde på min venstre side. Også hun havde været i kirkerummet før – og slap blufærdigheden og lod håbet stige til himmels.
Sådan lød vi.
Øjet i det høje
Det var senere jeg i ceremonien – måske lidt upassende – at jeg tænkte tilbage til Trilles sang af Jesper Jensen. ”Øjet” hedder den, og den vakte total skandale, da hun sang den i 1970 på monopol-tv, fordi den er den ikke-troendes opgør med kristendommens moralske regelsæt. Jeg har aldrig forstået eller delt gudstroens indbyggede snerpethed
Modsætninger kan være smukke, synes jeg, og indeholde sandheder, som jeg vedkender mig, selv om jeg ikke deler forfatterens opgør med den tro, jeg ikke selv kan slippe:
Ham Gud,
han er eddermame svær at få smidt ud!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
