BØRN OG UNGE // ESSAY – Fra tæsk, eftersidninger og lydighed til frisatte unge med skærme og selvbestemmelse: Skolen har bevæget sig langt. Men diskussionen om karakterdannelse viser, at vi stadig leder efter balancen mellem frihed, ansvar og robusthed i børns udvikling, skriver Steen Beck.
Politikere har taget ordet til sig, skoleverdenen diskuterer det, og uddannelsesforskere er også begyndt at interessere sig for det: Begrebet karakterdannelse er oppe i tiden, og der ser ikke ud til at være tale om en døgnflue.
Dannelsesbegrebet har i næsten 200 år været på det pædagogiske repertoire, men dannelse med karakter foran – hvad er det egentlig for en sproglig fornyelse, hvorfor er den blevet populær som pædagogisk vision, og hvordan finder den vej til læreres omgang med børn og unge?
I det gamle nøjsomheds- og traditionssamfund handlede skole primært om at overlevere eksisterende viden til eleverne
Der var engang, hvor man som lærer kunne forvente, at elever gjorde nogenlunde, som man sagde. Gjorde de ikke det, kunne de få én over nakken, en eftersidning eller komme til skideballe hos skolelederen.
I det gamle nøjsomheds- og traditionssamfund handlede skole primært om at overlevere eksisterende viden til eleverne. Selvstændighed og selvautoritet var som regel ikke dyder, skolen skiltede med.
Lærere kunne gøre, som de gjorde, fordi de lukrerede på gratisværdier fra et patriarkalsk samfund med familiestrukturer, hvor far bestemte, og der også i de små hjem var hurtig afregning, hvis børn ikke opførte sig ordentligt.
Dannelsen var indtil videre for de få, altså primært den øvre middelklasses veldresserede børn
Med dannelsesbegrebet ændrede optikken på unge mennesker sig delvist. Den tyske filosof og uddannelsesreformator Wilhelm von Humboldt gjorde sig tanker om et menneske, der tilegner sig ånd og videnskab på selvstændige måder, og langsomt sivede idéen om eleven som én, der skal lære at tænke selv ind i skolen, ikke mindst den lærde skole, der skulle blive til det moderne gymnasium.
I Danmark sørgede professor og skolereformator Johan Nicolai Madvig i anden halvdel af 1800-tallet for, at forestillingerne om dannelse og almendannelse kom til at danne overskrift for den lærde skoles formål.
Dannelsen var indtil videre for de få, altså primært den øvre middelklasses veldresserede børn, men i løbet af det 20. århundrede nåede tankerne om eleven, der udvikler myndighed og ender som sin egen autoritet, ud til større befolkningsgrupper.
I 1970’erne ramte ungdomsoprøret den vestlige verden og også Danmark. Dannelsesbegrebet blev anklaget for at være en borgerlig fims, og brugte man det overhovedet, var det den politiske dannelse, der interesserede.
På den lidt længere bane var det dog ikke 70’ernes venstrefløj, der vandt kampen om elevernes sjæl, selvom idéen om eleven som et skabende og forandringsparat individ blev hængende i luften og snart fusionerede med al mulig anden tidsånd, fx nyliberale ideologier og fra nullerne også globaliseringsdiskursen og dens nervøse tale om omstillingsparathed.
For i årtierne efter 1970’erne satte nemlig også kulturel frisættelse og en grasserende individualisering ind: Mens tradition, kristendom og idéer om lydighed med en jetjagers hast forsvandt i den blå luft, blev hin enkelte efterladt med store håb om selvautoritet og mindst lige så store ambivalenser i forhold til selv at skulle stable en bæredygtig identitet på benene.
Siden vi var unge, har mine venner og jeg ført lange og indimellem også smertefulde samtaler om fraværende fædre og deraf følgende manglende forbilleder
For hvem er man egentlig, hvis mere bastante kollektive orienteringspunkter som klasse, køn og geografisk herkomst ikke længere understøtter ens identitet?
Set fra mit udkigstårn er der egentlig ikke så meget at begræde i forhold til sammenbruddet for nøjsomhedssamfundets familie.
Familiens funktionstømmelse
Siden vi var unge, har mine venner og jeg ført lange og indimellem også smertefulde samtaler om fraværende fædre og deraf følgende manglende forbilleder, og vi ser med glæde på nye generationer af mænd og deres langt mere nærværende og engagerede tilstedeværelse i familien.
Ligesom nye muligheder for kvinder på arbejdsmarkedet ikke bare har gjort noget godt for kvinderne selv, men også – i hvert fald på nogle stræk – har gjort arbejdsmarkedet mere humant og menneskevenligt.
De samfundsmæssige forandringer har imidlertid også ændret kernefamiliens grundlæggende strukturer og efterladt børn og voksne med nye udfordringer. De klassiske autoritetshierarkiers sammenbrud førte nemlig ikke kun til, at forældre blev mere nærværende og kærlige, men også til, at familien stille og roligt blev funktionstømt.
Opvasken, som i nøjsomhedssamfundet typisk var en opgave for børnene, blev afløst af opvaskemaskinen – og sådan var det så at sige hele vejen igennem. Forældre fik i stigende grad travlt med at tjene penge til selvsamme opvaskemaskine, TV-apparater osv., og meget af det skete af lutter kærlighed til de kære små.
Samtidig blev børnenes institutionsliv mere og mere omfattende med far og mor på et mere og mere tidskrævende arbejdsmarked.
I de seneste årtier er skærm og sociale medier ligefrem blevet hjemmets foretrukne barnepige, for far og mor har travlt i de få timer, de har i hjemmet, og er der ikke rigtig andet at tage sig til for børnene, er samvær pr. digital stedfortræder nærliggende. Hvad mon man lærer som barn i sådan en familie?
Relationelle forældre og lærere
I 2017 udgav Per Schultz Jørgensen, socialpsykolog og mangeårig formand for Børnerådet, bogen Robuste børn. Den handler om en tid præget af en grasserende usikkerhed i forhold til normer, ændringer af børne- og opdragelsessynet og et stedse mere komplekst samfund, som børn og unge nu skal kunne agere i.
Tendenserne ser også ud til at slå igennem i skolen, hvor lærere ømmer sig over en vis omsorgstræthed
Schultz Jørgensen er ikke i tvivl om, at der er sket gode og vigtige fremskridt i forhold til børneopdragelse og menneskesyn, men selvom vi de seneste årtier har haft stort fokus på, at børn skal trives og have en god barndom, så er en del børn i dag ikke synderlig robuste.
De kræver opmærksomhed, har svært ved at koncentrere sig og giver let op. Tendenserne ser også ud til at slå igennem i skolen, hvor lærere ømmer sig over en vis omsorgstræthed.
Schultz Jørgensen har et dobbelt blik på nutidens opdragelse. Han mener, at det er vigtigt at gøre børn mere modstandsdygtige gennem pligter, fællesskab og værdier, men det skal ske gennem dialog, anerkendelse og små arbejdsfællesskaber, hvor man erfarer vigtigheden af at høre til og ikke bare noget, vi tuder hinandens ører fulde med, mens vi ligger med hver vores mobiltelefon på sofaen.
Forældre skal se sig selv som myndige vejledere for børnene og gøre noget alvorligt ved den allestedsnærværende tendens til at servicere, overbeskytte og undgå, at ens børn gør sig egne erfaringer med livet.
Giv børnene nogle opgaver i hjemmet, lad dem indimellem være en del af et arbejdsfællesskab, så de mærker, at der er brug for deres medvirken i hjemmets rutiner – det er sådan, man internaliserer dyder, mener Schultz Jørgensen.
Det er i øvrigt nogenlunde samme pointer, trivselskommissionen nåede frem til, da den i 2025 udgav sin rapport.
Lærere er simpelthen oppe mod resultaterne af en moderne opdragelseslogik, som er med til at skabe en del børn, der ikke er gearede til skolearbejdet
Ifølge Schultz Jørgensen og andre er der en omsiggribende tendens til, at unge bevæger sig igennem et barndoms- og ungdomsliv, hvor de i for lille grad udvikler eksistentielle erfaringer med retning mod brugbare dyder og myndighed.
Tendensen slår også igennem i omgangen lærere og elever imellem. Fænomener som koncentrationssvigt, manglende selvdisciplin, projektion af ansvar på andre osv. placerer både elever og lærere i en situation, hvor det er svært at få en ansvarliggørende undervisning til at fungere.
Lærere er simpelthen oppe mod resultaterne af en moderne opdragelseslogik, som er med til at skabe en del børn, der ikke er gearede til skolearbejdet.
Et aspekt af problemstillingen er, at lærerne – som i mange tilfælde selv er produkter af den moderne børneopdragelse og i deres eget liv bakser med senmodernitetens generationsforhold som forældre – måske slet ikke anerkender de mekanismer, Schultz Jørgensen peger på, eller står magtesløse over for opgaven.
Hermed kan man i yderste konsekvens frygte, at idéerne om mere tillid, mere anerkendelse, mere kærlighed af den bløde slags er utilstrækkelige i forhold til de praktiske udfordringer i undervisningen kl. 13 onsdag eftermiddag.
En dag tog min lærer, som jeg respekterede højt, mig til side og sagde, at jeg skulle styre mig og lade andre komme til
Lad mig inddrage en lille anekdote fra mit eget liv som elev i 1970’ernes gymnasium, altså lang tid før diskursen om karakterdannelse kom på dagsordenen. Jeg var en af den slags elever, som indimellem havde en tendens til at storsnakke uden hensyn til mere stille klassekammerater og nok også i et frigear, som ikke altid var lige gennemtænkt.
En dag tog min lærer, som jeg respekterede højt, mig til side og sagde, at jeg skulle styre mig og lade andre komme til. Jeg blev vred og såret, og i et stykke tid klappede jeg helt i.
Min erfaring med at møde modstand og miskendelse fra et mere modent menneske gav imidlertid anledning til noget, som jeg den dag i dag finder værdifuldt, også selvom resultatet jo ikke blev, at jeg blev tavs som en østers i mine voksenår og vel stadig skal tage mig i at snakke for meget.
Pointen er imidlertid, at min lærer tog mig alvorligt på en måde, som gav mit yngre jeg anledning til en revision af sin selvforståelse og ikke bare lod mig udvikle et problematisk karaktertræk, men viste mig andre veje – og tak for det!
Hvad bør der gøres?
Ifølge den dansk-amerikanske psykolog Erik Erikson udmærker teenageårene sig ved, at den unge eksperimenterer med forskellige roller, politiske og spirituelle ideologier, seksualitet og følelsesverden for at finde ud af, hvem man er, og ikke mindst hvem man er i relation til andre.
For de fleste unge er denne fase ikke noget, der går smertefrit og konfliktfrit for sig – og det skal den for så vidt heller ikke, for ingen genuin dannelsesproces uden at man handler, slår sig en smule, rejser sig igen og går videre, kort sagt danner erfaringer, som stimulerer til nye måder at tackle sig selv og omverdenen på.
Robusthed er med andre ord ikke noget, man har, men noget, man udvikler – ikke mindst i teenageårene, hvor voksenidentiteten så småt begynder at vise sig i horisonten
Formuleret i dannelsestermer skal det unge menneske i Eriksons forstand finde en balance mellem egenvilje og den sociale omverden, mellem tilbøjelighed og socialitet. Med andre ord: Ingen dannelse til selvstændighed og en voksen måde at være i verden på, uden at man slår sig lidt på relationerne og indimellem spørger sig selv, hvem man gerne vil være.
Robusthed er med andre ord ikke noget, man har, men noget man udvikler – ikke mindst i teenageårene, hvor voksenidentiteten så småt begynder at vise sig i horisonten.
Erikson udviklede sine teorier i midten af det 20. århundrede, og kulturel frisættelse og individualisering har i nogen grad kompliceret billedet af, hvad det vil sige at være et ungt menneske.
Men hans pointe er fortsat spot on: Udvikler man ikke betydningsfulde erfaringer, som kan give anledning til følelsesmæssig og kognitiv modning og afklaring, er der fare for, at man forbliver umoden og måske endda udvikler egenskaber, som er svært forenelige med skolens formål om demokrati og fællesskab.
Det nagende spørgsmål er på baggrund af Schultz Jørgensens og Eriksons overvejelser, om vi har gjort børns og unges subjektive erfaringer med en ”objektiv” verden, som kræver noget af dem, for svage og utydelige.
Hvordan ser en pædagogik ud, som ud over at skabe engagerende og motiverende læringsbaner har øje for dyder som udholdenhed og behovsudsættelse og ikke i en fart oversætter omsorg til eftergivenhed?
Lad mig give et lille opbyggeligt eksempel fra et af mine forskningsprojekter i gymnasiet, hvor forsker og lærere eksperimenterede med dialogisk undervisning. En historielærer lægger i begyndelsen af lektionen op til et gruppearbejde, og han konstaterer indledningsvist, at der var stort fravær i forrige modul.
Dagens arbejde, hvor eleverne skal undersøge og diskutere sammen, forudsætter, siger han, at man er på et vist forberedelsesniveau. Han beder eleverne om at stille sig op på en linje ved tavlen, dem, der ikke har forberedt sig, til højre, dem, der har skimmet lektien, i midten, og dem, der har læst grundigt, til venstre.
Eleverne stiller sig på en række; der er fire, som ikke har forberedt sig, tre i midten og en del, som faktisk har lavet deres lektier. Læreren organiserer hurtigt grupperne: Man arbejder sammen med andre på samme forberedelsesniveau, og dem, der ikke har forberedt sig, skal læse teksten, inden de kan gå i gang med gruppearbejdet, hvis der bliver tid.
I et efterfølgende interview med elever spørger jeg ind til lærerens gruppedannelsesmetode. En elev mener, at det indimellem er en rigtig god idé at lave grupper i forhold til forberedelse. Somme tider har han ikke forberedt sig, og han har oplevet på sin egen krop, at det giver meget lidt mening at være i gruppe med folk, som har sat sig ind i tingene.
En anden elev er enig, men hun synes også, at det er ”sygt nervepirrende” at blive udstillet som én, der ikke har forberedt sig.
Karakterdannelse med den rette dosering
At blive udstillet som én, der ikke har forberedt sig, er ikke rart, men hvis det doseres rigtigt, kan ubehaget måske danne baggrund for noget godt, for det kan hænde, at eleven, der synes, at det er sygt nervepirrende (hvilket sandsynligvis er ungdomslingo for ”irriterende”) lærer noget af oplevelsen, for ingen har sagt, at erfaringer med at være elev skal være aldeles friktionsløse og frustrationsløse.
Der er brug for lærere, som i lighed med ovenstående historielærer kommunikerer med en indbygget ærlighed og situationstilpasset konsekvens, og som skaber mulighed for en erfaringsfunderet selvrefleksion hos det unge menneske.
Det handler ikke om at have løftede pegefingre – og denne lærer skælder faktisk ikke ud – men det handler heller ikke om at skåne elever for de ambivalenser og indre tilstande af frustration, der indimellem kan og skal gribe dem i mødet med fag og lærer.
Lidt ligesom i den familie, hvor søn eller datter lærer, at der er en sammenhæng mellem rettigheder og pligter.
Måske har lærere og elever det bedste til gode, hvis det i fremtiden lykkes at kombinere moderne og motiverende pædagogik med en lærerautoritet, der tør sige: ”Du skal …” og ”Yder du ikke din del af arbejdet, må du lave noget andet, til du er klar …”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og