LIGESTILLING // REPORTAGE – I Argentina har den populistiske og højreradikale præsident, Milei, løftet sin politiske motorsav mod kvinders rettigheder. Efter de sidste års sejre i kampen for ligestillingen mellem køn går kvinder og ligestillingsforkæmpere igen på gaden i det sydamerikanske lands storbyer for at forsvare retten til at være kvinde.
BUENOS AIRES – I Argentina er ækvivalenten til en rødstrømpe en grønhætte. Mere præcist er der nærmere tale om en kvinde, der binder et tørklæde – der ses i både grønt og hvidt – om hovedet på den måde, man forestiller sig, at en ældre, svajrygget kone ville gøre det. Kendetegnet er en hyldest til bedstemødrene på Majpladsen, Abuelas de Plaza de Mayo.
De seneste måneder har man i den argentinske hovedstad, Buenos Aires, og i landets større byer kunnet se argentinere med tørklædet, der er blevet et feministisk symbol på årtiers kamp for fri abort, for antidiskrimination og for ligestilling mellem kønnene, langt hyppigere i gadebilledet. Kvinder, store som små, bærer det om halsen, og symbolet ses som klistermærker spredt omkring på bygningernes facader og tegnet med sort sprittusch på bannere og protestskilte.
Med den nye regering bliver vi nødt til at slå et endnu hårdere slag for at minde hinanden om det diktatur, vi tidligere har haft, og hvordan vi nu risikerer at få frataget alle rettigheder igen
De senere år er Argentina gået forrest blandt de latinamerikanske lande i den sejlivede kamp for at blive et bedre og mere sikkert sted for kvinder at være og leve. Men med indsættelsen af landets nye præsident i december – den 53-årige kontroversielle økonom og ultrahøjreradikale Javier Milei – frygter mange argentinere nu for et invaliderende tilbageslag for de rettigheder, kvinder og andre minoriteter har kæmpet for i årtier.
“Jeg er her for den næste generations skyld,” siger Débora Fiore, en 34-årig kvinde bosiddende i Buenos Aires, mens hun trækker sin niece til sig med et klem om skulderen.
Det er søndag den 24. marts, og mere end 400.000 argentinere er ligesom Débora Fiore mødt op foran regeringsbygningen på Plaza de Mayo, Buenos Aires’ politiske centrum, med bannere, papskilte og kampgejst i øjnene.
Det er Argentinas nationale mindedag, Day of Remembrance for Truth and Justice, hvor folk landet over ligesom her i Buenos Aires er stimlet sammen i optog for at mindes de omtrent 30.000 ofre, som menneskerettighedsorganisationer skønner forsvandt og blev henrettet under den beskidte krig af landets tidligere militærregime i årene 1976-1983.
Hvert år er den 24. marts en særlig dag i Argentina, forklarer Débora Fiore. Men hun oplever, at der i år, første år med Javier Milei som landets præsident, er en anderledes og mere presserende alvor i luften. De fremmødte er her ikke blot for at mindes fortiden. De er her for fremtidens skyld – for at demonstrere mod den nye regerings økonomiske politik, og hvad demonstranterne kalder dens både “aggressive” og “totale angreb” på argentinernes menneskerettigheder. I særlig grad kvindernes.
“Det er svært at være argentiner lige nu, man føler sig magtesløs. Men at se så mange mennesker her giver mig håb,” siger Débora Fiore.
Aldrig mere undertrykkelse
Som så mange andre på pladsen bærer Débora Fiore det hvide, symbolske halstørklæde om sin hals, og på hver kind har hun et strøg af grøn maling. Hun er her i dag med sin søster og dennes to døtre på 10 og 12 år for at vise støtte til landets menneskerettighedsorganisationer og for at vise de to niecer, at man som kvinde her til lands har meget at kæmpe for i ligestillingens navn, siger hun.
Næsten halvdelen af de argentinske kvinder har været udsat for enten fysisk eller psykisk kønsrelateret vold
“Det er vigtigt at lære den nye generation, at vi ikke vil tillade den nye regering at diktere, at kvinder er mindre værd. Vi kæmper for fremtidens argentinske kvinder og for at beholde de rettigheder, vi som kvinder og som folk har kæmpet så længe for at få.”
I 2020 fik Argentina som det kun fjerde og det langt største i Latinamerika indført fri abort. Det var en skelsættende begivenhed i pavens eget hjemland og en milesten for de argentinske feministiske bevægelser, der særligt i årtierne siden 1980 er vokset i styrke og stand i kampen for at gøre landet til et bedre sted at leve i som kvinde. Og der er endnu meget at tage fat på.
Tal fra landets nationale center for statistik og folketælling, INDEC, viser eksempelvis, at en argentinsk kvinde i 2021 i gennemsnit tjente 25 procent mindre end en argentinsk mand i et tilsvarende job. Og sidste år kunne det første studie nogensinde af vold begået mod kvinder i Argentina berette om, at næsten halvdelen af de argentinske kvinder har været udsat for enten fysisk eller psykisk kønsrelateret vold.
Det er blandt andet disse vilkår, som de fremmødte argentinere på Plaza de Mayo denne hede dag i marts frygter vil blive kraftigt forværret med Javier Milei som præsident. Og allerede under valgkampen frem mod valget i november, hvor Milei turnerede rundt med en motorsav for at symbolisere sine løfter om en total nedskæring af de offentlige budgetter med hensigten om en gang for alle at rette op på Argentinas årelange krise- og inflationsramte økonomi, gav han argentinerne god grund til at frygte, at også menneskerettighederne ville blive underlagt selvsamme sav.
Mileis motorsav er løftet mod ligestilling
Milei er åben kritiker af retten til abort, som han ved flere lejligheder har kaldt for “mord”, der blot “forværres af båndet mellem mor og barn”. Han gik blandt andet til valg med et løfte om at tage kvindernes frie abort op til revision ved en ny folkeafstemning. Og nu, kun knap fire måneder efter sin indsættelse, har han rettet sin politiske motorsavsmassakre mod flere ligestillings- og kønspolitiske mærkesager.
Præsidenten har tidligere omtalt feminisme som “en latterlig og unaturlig kamp mellem mænd og kvinder”. Allerede få dage efter indsættelsen i embedet i december annoncerede Milei nedlæggelsen af halvdelen af landets ministerier, herunder ministeriet for kvinder, køn og diversitet, der siden sin oprettelse i 2019 har arbejdet for ligestilling og bedre vilkår for kvinder.
Præsidenten har tidligere omtalt feminisme som “en latterlig og unaturlig kamp mellem mænd og kvinder”
I januar sørgede han for, at Argentinas landsforening for antidiskrimination blev lukket ned, og kort efter, i februar, forbød han al slags kønsinkluderende sprogbrug i militæret samt i alle landets offentlige instanser.
Mens Mileis tilhængere endnu afventer, om han virkelig kan redde den argentinske økonomi, har modstandere i måneder udtrykt bekymring for blandt andet hans kønsdiskriminerende politiske tiltag.
En kritik, der for alvor eskalerede, da seks af hans partifæller i partiet La Libertad Avanza i februar indsendte et lovforslag til den argentinske kongres, der vil afskaffe argentinernes ret til abort. Som lovforslaget lyder, vil det ikke kun tilbagerulle abortretten, hvis det bliver vedtaget, men også kriminalisere aborten og gøre det strafbart både at få foretaget samt at udføre en abort.
Selvom Javier Milei hævder, at han ikke selv har været involveret i sine partifællers lovforslag, har den samlede sum af regeringens nye tiltag sat ild under landets feministiske bevægelser og menneskerettighedsforkæmpere, der således i marts har været på gaderne ad flere omgange for at vise deres modstand.
På kvindernes internationale kampdag den 8. marts fandt store demonstrationer sted i flere af Argentinas større byer, præcis som det også er tilfældet denne søndag den 24. marts på Plaza de Mayo, hvor de fremmødte under eftermiddagens bagende sol nu er brudt ud i fælles opråb.
“Nunca más,” lyder det i kor. Aldrig mere. Aldrig mere diktatur, aldrig mere undertrykkelse. Det er dagens budskab.
Mens man venter på miraklet
Det øredøvende kor af protestsang ophører for en stund på pladsen, da den 93-årige Estela de Carlotto, forkvinde for den feministiske bevægelse og menneskerettighedsorganisation Abuelas de Plaza de Mayo, under store klapsalver indtager scenen foran menneskemængden.
“Han er en mærkelig karakter,” lyder det om præsidenten fra Estela de Carlotto, hvis stemme blæses ud over pladsen fra gigantiske højtalere. I sin tale fortsætter hun sin kritik af præsidenten, hans støtter og de angreb, som hun mener, regeringen allerede er i fuld gang med at udføre på argentinernes menneskerettigheder.
“Vi er nødt til at trætte ham, før han går af,” fortsætter hun.
Abuelas de Plaza de Mayo, Bedstemødrene på Majpladsen, er blandt de ledende menneskerettighedsorganisationer i dagens protestmarch. Siden sin oprettelse under det tidligere militærdiktatur er organisationen med tørklædet som symbol for de bedstemødre, hvis børnebørn blev kidnappet og bortadopteret under regimet, vokset til en markant feministisk bevægelse, der går forrest i kampen for kvinders rettigheder.
“Jeg er katolik, og derfor tror jeg på mirakler. Måske vil et mirakel en dag lade dem [regeringen, red.] udvise medmenneskelig handling. I mellemtiden er vi her. Og vi vil fortsætte med at kæmpe,” siger Carlotto, før forsamlingen igen bryder ud i protestsang.
Glemmer ikke fortidens forbrydelser
På en sidegade tilbagetrukket fra den tætte menneskemasse har den 31-årige teknologiudvikler Manuela Cortéz søgt ly for at stille frokostsulten. Klokken er nu blevet 15, og Manuela Cortéz er langtfra den eneste, der er kommet på idéen om at skaffe sig et par empanadas at slutte dagen på. I den efterhånden lange kø til cafédisken fortæller hun om, hvorfor hun har valgt at tage turen til Plaza de Mayo i dag.
“I Argentina har vi en enormt stærk evne til at huske på de forbrydelser, der er blevet begået mod vores menneskerettigheder gennem historien. Men med den nye regering bliver vi nødt til at slå et endnu hårdere slag for at minde hinanden om det diktatur, vi tidligere har haft, og hvordan vi nu risikerer at få frataget alle rettigheder igen, hvis vi ikke kæmper for dem,” siger hun.
Man må huske på, at vores stemmer er kraftfulde, og vi er i en situation, hvor vi bliver nødt til at bruge dem og råbe højt
Manuela Córtez er halvt argentiner og halvt colombianer og har tilbragt sit liv spændt ud mellem de to lande. Hun er lesbisk, og som en del af lgbt-miljøet og som kvinde mener hun, at det er ekstra vigtigt at svinge det hvide tørklæde i dag. Gennem de seneste år har hun mærket en tiltagende tryghed ved at bevæge sig omkring i gadebilledet i Buenos Aires – også når hun holder sin kæreste i hånden. Og det er netop den tryghed, hun er bange for nu vil blive taget fra de argentinske kvinder.
“Heldigvis har vi her i Argentina friheden til at protestere. Det er en frihed, man mange andre steder, blandt andet i Colombia, ikke kan tage for givet,” siger hun, før køen til empanada-biksen og snart også den årets internationale mindedag er ved at være ved vejs ende.
Det samme kan dog langtfra siges om den kamp, som de argentinske menneskerettighedsforkæmpere nu står over for med Milei ved magten, mener Manuela Córtez: “Man må huske på, at vores stemmer er kraftfulde, og vi er i en situation, hvor vi bliver nødt til at bruge dem og råbe højt. Når jeg ser mig omkring her, ser jeg mennesker i hundredtusindvis, der er mere modige, end de er bange. Og det giver styrke og håb.”
FAKTA:
Abuelas de Plaza de Mayo, Bedstemødrene på Majpladsen, er en argentinsk menneskerettighedsorganisation grundlagt i 1977.
Organisationen blev oprettet af bedstemødrene til de omtrent 500 spædbørn, der i årene 1976-1983 blev stjålet fra kvinder, der var taget som politiske gidsler af det argentinske militærdiktatur, og bortadopteret.
Mens formålet med Abuelas de Plaza de Mayo dengang var at finde de stjålne børn, at få dem hjem og stille regimet til ansvar, så er Bedstemødrene på Majpladsen i dag en markant feministisk bevægelse, der med de hvide og grønne halstørklæder som symbol for bedstemødrene, går forrest i kampen for kvinders rettigheder, herunder også retten til fri abort, som tørklædet også forbindes med.
Siden 1989 har den nu 93-årige Estela de Carlotto været præsident for Mødrene på Majpladsen. Hun har været aktiv i organisationen siden 1979.
Bedstemødrene på Majpladsen har over flere omgange været nomineret til Nobels Fredspris, senest i 2018. I 1992 vandt de EU-Parlamentets menneskerettighedspris, Sakharov-prisen, og i 1999 modtog de Unescos Peace Education Prize.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
