Tilbagekoblingssignaler – ved du, hvad det er?

af i LIGESTILLING/Liv & Mennesker/Mænd

DAGENS POV // KØN – Der foregår noget, vi næppe registrerer, når vi taler sammen. Ud over de ord vi fylder i vores sætninger, signalerer vi til hinanden med hele kroppen, uden at vi egentlig selv lægger mærke til det, skriver Anette Dina Sørensen. Kønnet spiller en rolle for, hvilke signaler vi sender, og hvordan det aflæses af den anden, uanset om det er to mænd, der samtaler, to kvinder eller en kvinde og en mand.

En af Norges førende sprogforskere Helene Uri udgav sidste år bogen Hvem sa hva? – Kvinner, menn og språk. Samme år blev hun tildelt Norges største bogpris, Brageprisen, for bogen. Jeg er så heldig, at det aarhusbaserede Klim Forlag, har sat mig til at oversætte den til dansk. Og det er her, jeg er faldet over begrebet ”tilbagekoblingssignaler” blandt mange, mange andre sjove, tankevækkende og direkte alarmerende studier af køn og sprog.

Bogen udkommer på dansk i efteråret, og jeg glæder mig til, at det danske bogpublikum får lejlighed til at stifte bekendtskab med Uris analyser.

Hvis du ikke selv er sprogforsker, ved du sandsynligvis ikke, hvad det vil sige at sende tilbagekoblingssignaler i en samtale. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg var mig meget lidt bevidst om, i hvor stor udstrækning tale- og lyttepraksisser er kønnede og sætter sig igennem bag om ryggen på os, når vi taler med hinanden.

’It takes two to tango’, som man siger, og derfor bærer jeg selv et ansvar for at sidde hele aftenen flinkepige-agtig lyttende

Som kvinde oplever jeg ofte at være bænket til et middagsselskab med en bordherre, der taler og taler men sjældent eller aldrig spørger mig, hvad jeg mener og tænker, eller hvem jeg i det hele taget er. Den amerikanske feminist Rebecca Solnits begreb mansplaining har vundet global anerkendelse for at sætte præcis den situation på formel.

Men ’it takes two to tango’, som man siger, og derfor bærer jeg selv et ansvar for at sidde hele aftenen flinkepige-agtig lyttende, mens jeg i stilhed bryder min hjerne med, hvordan jeg kan flygte ud af samtalen tilbage til en subjektposition, hvor nogen respekterer mig som et tænkende, vidende og talende menneske.

Og det er i denne situation af lyttende nærvær, at det, Helene Uri kalder tilbagekoblingssignaler, kommer på banen. For selvom jeg er røvtræt af at lytte, nikker og nikker jeg til den talende herre, mens jeg kommer med små udbrud som ”hmm”, ”ha ha”, ”netop!”, ”ja da” og ”helt sikkert”.

Mine tilbagekoblinger er typiske for kvinder, fortæller Uri. Og de signalerer, at jeg er opmærksom, lytter og er interesseret.

Mænd lytter mindre tydeligt end kvinder i den forstand, at de tilbagekobler langt mindre end kvinder gør, skriver Helene Uri. Og når de tilbagekobler, er det som regel for at signalere enighed med det der bliver sagt.

Jeg har afprøvet at tilbagekoble som en mand. Det vil sige undlade at signalere noget overhovedet med mindre jeg er enig. Det føles ret uvant og ubehageligt

Så når mænd taler sammen, fyger det altså ikke just med tilbagekoblinger med mindre de er enige, mens kvinders indbyrdes samtaler er fyldt med tilbagekoblinger, også selvom de er uenige eller fuldstændig ligeglade med det der bliver sagt.

Når kvinder og mænd taler sammen, kan den forskel i lyttepraksis skabe en del forvirring og irritation. For når en kvinde, der har “ja’et” og “hmmm’et” sig igennem en hel samtale, afslutter mandens solosnak med at erklære sig uenig i noget af det, han sagde undervej, vil han sandsynligvis opleve det som dybt forvirrende og urimeligt. Ligesom mænd sikkert synes, kvinder fylder meget i samtalen med deres mange og intense tilbagekoblinger. Omvendt hører jeg ofte kvinder sige, at de oplever, at mænd ikke lytter. Men det gør de efter al sandsynlighed, de tilbagekobler bare ikke med samme iver som kvinder med mindre, de er enige i det sagte.

Når jeg altså nikker og kommer med småudbrud i overensstemmelse med det min kønnede lyttepraksis byder mig at gøre, understøtter jeg min bordherre i at fortsætte sin talestrøm. Han tror, at jeg er enig i det, han fortæller, og det virker i sig selv ansporende. Det er jeg naturligvis ikke altid, nogen gange holder jeg endda op med at lytte, men mit hoved nikker stadig, indtil jeg kan slippe afsted med at påstå, at jeg skal på toilettet. Hvis jeg omvendt maser et par sætninger ind i hans talestrøm, fordi jeg trods alt er et subjekt, der mener noget om verden men altså ikke får nogen som helst reaktion retur, prøver jeg måske en gang til og mister derefter modet. Han kan således fortsætte sin solosnak.

Jeg har afprøvet at tilbagekoble som en mand. Det vil sige undlade at signalere noget overhovedet med mindre jeg er enig. Det føles ret uvant og ubehageligt, fordi jeg (1) oplever at være endnu mere inaktiv, end hvis jeg tilbagekobler som en kvinde, og (2) tænker, at han må føle sig vildt ignoreret.

Så indtil jeg vænner mig til at gøre brug af andre tilbagekoblingsformer, eller lærer mig at tage ordet og holde på det uanfægtet af mænds begrænsede tilbagekoblinger, eller finder måder at få mænd til at ændre deres tilbagekoblinger, sidder jeg altså i fedtefadet med en solosnakkende bordherre også næste gang, jeg er til middag.

Forskellen er, at nu ved jeg i det mindste lidt mere om hvorfor.


Foto: Pexels.

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen.

Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen,
anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler.

Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding.

Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør.

Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet.

Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”.

Anette Dina skriver om køn og medier for POV.

Seneste artikler om LIGESTILLING