ARGENTINA // ANALYSE – Argentinas nyvalgte præsident, den selverklærede anarko-kapitalist Javier Milei, er kommet skidt fra start. Parlamentet forkastede hans første store lovinitiativ efter en ydmygende proces, og Arbejdsretten har kendt dele af hans andet store initiativ for grundlovsstridigt, og der er mulighed for, at det bliver suspenderet helt. I mellemtiden har meningsmålingerne svært ved at blive enige om hans popularitet, men flere peger på, at den allerede er faldet en del på kun to måneder.
SÃO PAULO – Da Javier Milei overtog præsidentposten 10. december, lagde han op til et stort og hurtigt opgør med det etablerede politiske og økonomiske system i al almindelighed og Peronistpartiet i særdeleshed. Kort efter sin indsættelse lancerede han derfor to omfattende initiativer i form af et såkaldt Decreto de Necesidad y Urgencia – et “Nødvendigt Hastedekret” – samt hvad der blev kendt som “Omnibus-loven”, der indeholdt knap 700 paragraffer inden for en lang række områder.
De to initiativer skulle være grundlaget for Mileis radikale omkalfatring af det argentinske samfund og hans forsøg på at rette op på landets endog meget skrantende økonomi. To måneder senere ser begge initiativer ud til at være fejlet i mødet med Argentinas parlamentariske virkelighed.
Milei gik til valg på en total liberalisering af økonomien, skaffe balance på statsbudgettet, bekæmpe inflationen samt afskaffe den argentinske peso og i stedet gøre amerikanske dollars til landets valuta.
Milei har imidlertid brug for omfattende alliancer i parlamentet for at få sin lovgivning igennem, da hans parti La Libertad Avanza – Friheden Vinder Frem – kun har 38 mandater i Repræsentanternes Hus. Der betyder, at der er langt til de 129 mandater, der kræves for at have et flertal. Situationen bliver ikke nemmere af, at den politisk urutinerede præsidents iltre temperament ser ud til at være en væsentlig forhindring for at få et parlamentarisk samarbejde til at fungere.
664 paragraffer skåret ned til det halve
Den første version af Omnibus-loven var på 664 paragraffer, og den kom vidt omkring. En skattereform, en ændring af valgsystemet, en grundlæggende deregulering af økonomien, omfattende privatiseringer af statslige virksomheder, en skærpelse af straffeloven samt et mandat til regeringen, så den i op til fire år kunne lovgive uden om parlamentet inden for 11 overordnede områder. Som udgangspunkt var loven ikke til forhandling, men det blev hurtigt omformuleret til, at Milei godt kunne gå med til “forbedringer”.
Tidligere præsident Mauricio Macris parti PRO så hurtigt ud til at støtte initiativet, men det var ikke tilstrækkeligt til at få et flertal bag loven. Herefter begyndte det at blive mere kompliceret, for Peronistpartiet var som forventet imod det hele. Det betød, at regeringen skulle i gang med at overbevise, hvad den argentinske presse kalder “den forhandlingsvillige opposition”. Her er det vigtigste parti Unión Civica Radical – Det Radikale Borgerparti – der historisk har været i opposition til peronisterne, men som også ligger et stykke fra Mileis ultraliberale profil.
Parterne så i første omgang ud til at kunne mødes, fordi regeringen hurtigt opgav store dele af den oprindelige lovtekst. Det var tilstrækkeligt til, at et flertal i parlamentet var principielt enige om loven, som derfor blev vedtaget som ét hele i starten af februar. Den parlamentariske proces er imidlertid, at når en sådan lov først er vedtaget i sin helhed, skal de enkelte paragraffer også vedtages én for én. Her gik det helt galt for regeringen.
Ydmyget for åben skærm
Selv efter at loven som sådan var vedtaget, fortsatte regeringen og den “forhandlingsvillige opposition” med at diskutere detaljerne i de enkelte paragraffer. Det fortsatte indtil sidste øjeblik, før paragraf for paragraf-afstemningen startede 7. februar. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det ikke var alle parter, som var taget i ed.
På live-streamingen fra parlamentet kunne man fra starten se, at der var forvirring om, hvad der egentlig var de endelige formuleringer af de mange paragraffer. Parlamentsformanden Martín Menem besluttede derfor efter noget forvirring i salen, at regeringens talsmand skulle læse paragrafferne op én for én, før der blev stemt. Dermed var alle i det mindste klar over, hvad der blev stemt om.
Det lykkedes regeringen at få vedtaget de tre første paragraffer, som indeholdt lovkompleksets principielle grundlag. Det blev blandt andet fastlagt, at Argentina skal indrettes som en minimalstat, hvor man “begrænser al statslig indgriben, som ikke er nødvendig for at sikre borgerne en effektiv udøvelse af deres forfatningsmæssige rettigheder”. Resten af paragrafferne beskrev så, hvordan principperne skulle føres ud i livet.
Kun godt to måneder efter magtovertagelsen har Milei altså alvorlige problemer med at få gennemført sin politik. Det efterlader hele det politiske system i en meget uklar situation, for hvem gør så hvad nu?
Den “forhandlingsvillige opposition” sagde imidlertid, at den ikke kunne godkende hele paragraf 4, så herfra gik man over til at godkende eller forkaste de enkelte stykker i hver paragraf. Da man var nået til paragraf 7, stod det klart, at selv på styk-niveau blev regeringen stemt ned gang efter gang. Ydmyget for åben skærm smed regeringen derfor håndklædet i ringen og bad om at få sendt hele loven tilbage i en parlamentarisk kommission. Det betød samtidig, at den overordnede godkendelse af hele loven dermed også blev annulleret. En måneds intensive forhandlinger var dermed spildt.
Ifølge flere argentinske medier har regeringen nu opgivet at få “Omnibus-loven” igennem, og ingen ved, hvad der nu kommer til at ske. Måske vil regeringen forsøge sig med en ny forhandlingsrunde, måske vil den prøve at dele loven op i mindre bidder, eller måske vil den udskrive en folkeafstemning?
Javier Milei var på rejse i Israel, da regeringen kom i mindretal. Han reagerede ved på X – tidligere Twitter – at kalde dem, som havde stemt imod regeringen for “forrædere” og offentliggjorde navnene på alle dem, som havde stemt imod. Flere politikere fra “den forhandlingsvillige opposition” svarede igen med at sammenligne Mileis retorik med det, man kendte fra militærdiktaturet, som regerede Argentina fra 1976 til 1983. Det var således ikke alene et problem for regeringen, at den ikke fik sin lov igennem. Samarbejdsklimaet ser også ud til at have lidt et alvorligt knæk.
Hastedekret i limbo
Regeringens Nødvendige Hastedekret er heller ikke kommet problemløst fra start. Dekretet trådte i kraft umiddelbart efter, det blev udstedt af Milei, men det kan annulleres, hvis der er et flertal imod det i begge parlamentets kamre. Til gengæld kan indholdet ikke forhandles, så enten gælder hele dekretet, eller også skal parlamentet forkaste det i sin helhed.
I princippet skulle dekretet være behandlet i parlamentet i januar, startende i Senatet. Det er dog indtil nu lykkedes vicepræsidenten Victoria Villarruel, som også er formand for Senatet, at udskyde behandlingen ved simpelthen ikke at indkalde medlemmerne. Dekretet gælder altså fortsat, dog med undtagelse af et afsnit, som deregulerer arbejdsmarkedet. Her lykkedes det for den peronistiske fagforening CGT at få Arbejdsretten til at erklære afsnittet for grundlovsstridigt. Den afgørelse har regeringen appelleret til Højesteret.
Milei og regeringen ser altså ud til at være floppet både politisk og taktisk. Det er ikke nemt at se, hvordan Milei kommer videre herfra
Men Senatet mødes jo selvfølgelig en dag, og det er tvivlsomt, om dekretet overlever mødet med parlamentet. Ifølge den peronistiske avis Página12 håber Peronistpartiet på, at det kan få op mod 60 af de 72 senatorer til at stemme imod dekretet. De tror også på, at der er gode muligheder for, at det efterfølgende bliver nedstemt i Repræsentanternes Hus.
Problemer for Milei og andre politikere
Kun godt to måneder efter magtovertagelsen har Milei altså alvorlige problemer med at få gennemført sin politik. Det efterlader hele det politiske system i en meget uklar situation, for hvem gør så hvad nu?
Oppositionen i Peronistpartiet er langt fra at have et flertal, og da valget af Milei i høj grad var et opgør mod netop Peronistpartiet, vil det givetvis få svært ved at samle et flertal for mange af partiets initiativer. Midterpartiet Unión Cívica Radical vil have behov for, at enten Peronistpartiet eller højrefløjen samt regeringen støtter dets initiativer, men det bliver heller ikke nemt at få på plads.
Regeringen har med Milei i spidsen malet sig op i et hjørne med udgangspunkt i en alt eller intet-taktik og en aggressiv retorik over for de andre politiske partier. Hvis regeringen skal have noget gennemført, skal den derfor lave et endnu større knæfald, end tilfældet var med det mislykkede forsøg på at få “Omnibus-loven” vedtaget. Milei og regeringen ser altså ud til at være floppet både politisk og taktisk. Det er ikke nemt at se, hvordan Milei kommer videre herfra.
Samtidig er det tid til selvransagelse i de fleste partier. Peronistpartiet tabte præsidentvalget og skal nu beslutte, om man skal tage et opgør med den såkaldte “Kirchnerisme” i et forsøg på at tiltrække midtervælgerne og muliggøre et samarbejde med Unión Cívica Radical. De skal på deres side beslutte, om de fortsat vil lægge op til et samarbejde med regeringen, med risiko for at blive kvalt i processen. Alternativt kan partiet bevæge sig over mod en skarpere opposition, men det vil potentielt sende det i armene på dets traditionelle modstandere i Peronistpartiet.
Tidligere præsident Macris parti, PRO, skal også beslutte sig for, hvor tæt det vil alliere sig med Milei og eventuelt indgå i regeringen. Sidst, men ikke mindst skal Milei beslutte sig for, om han vil fortsætte konfrontationskursen og risikere ikke at kunne få gennemført sin politik, eller om han skal nærme sig de andre partier og øge sandsynligheden for at få flere politiske resultater. Det sidste vil dog medføre en risiko for, at kulten omkring Milei og hans opgør med det etablerede politiske system falder fra hinanden.
Regeringens forventning og forhåbning er, at et ureguleret marked og en minimalstat i sig selv løser krisen. Selv hvis det er rigtigt på sigt, så er spørgsmålet lige nu, om argentinerne har tålmodighed og ikke mindst økonomi til at vente på, at det sker
Det er en meget vanskelig balancegang for alle parter. Serveretten, og dermed presset, ligger i første omgang mest på Milei, fordi han sidder på præsidentposten. Hvad den politiske proces bliver bare i det næste halve år, er imidlertid virkelig svært at forudsige.
Usikre meningsmålinger
De politiske aktører skæver givetvis til meningsmålingerne, når de skal finde et svar på, hvordan de kommer videre herfra. Men her er det ikke nemt at få et klart billede af situationen, for forskellige analyseinstitutter kommer med korte mellemrum med ret forskellige resultater.
Milei vandt anden runde af præsidentvalget med cirka 55 % af stemmerne. Flere meningsmålinger siger, at han på kun to måneder har tabt 10-15 procentpoint af disse vælgere. Det er ganske voldsomt på så kort tid. Samtidig er der dog også institutter, som siger, at Milei fortsat har opbakning fra et solidt flertal af befolkningen. Begge dele kan selvfølgelig ikke være rigtige på samme tid. Forskellene kan enten skyldes, at argentinernes holdninger til Milei flytter sig hurtigt, eller at institutterne har svært ved at udvælge “repræsentative argentinere” i forhold til deres holdning til Milei.
Milei gik til valg på et løfte om, at hans økonomiske kriseprogram ville blive betalt af, hvad han kaldte “den politiske kaste” og eliten. I første omgang er det imidlertid den menige argentiner, som holder for i form af fortsat høj inflation og faldende købekraft. Det betyder, at situationen hurtigt kan blive kritisk for regeringen. Hvis økonomien ikke retter sig i løbet af relativt få måneder, kan der komme sociale uroligheder og ikke mindst et dyk i regeringens popularitet.
Regeringens forventning og forhåbning er, at et ureguleret marked og en minimalstat i sig selv løser krisen. Selv hvis det er rigtigt på sigt, så er spørgsmålet lige nu, om argentinerne har tålmodighed og ikke mindst økonomi til at vente på, at det sker. 40 % af befolkningen lever allerede nu i fattigdom.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
