BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – Det grænseløse Europa viser sig endnu at eksistere her ved en tidligere skarpt bevogtet grænse, skriver Anne Haubek og Thomas Ubbesen, som i dette brev krydser grænsen mellem Tyskland og Polen under deres rejse i den gamle kommunistiske verden.
HOSTEL BILLIGE ZIMMER – FØRSTE NAT I POLEN
En taxa kører os fra mindelunden ned ad Seelow-højderne ud på 15 kilometer flodeng, der i Europas blodigste vinter var Küstrin-brohovedet. En fuldkommen flad slette uden synlige spor af fortidens slag. Men vi ved, at den sorte jord stadig gemmer resterne af utallige døde og aldrig begravede soldater. Chaufføren sætter os af ved broen over Oder – auf wiedersehn!
Vi hanker op i rygsækkene og vandrer ud over broens ståldrager med dagens allersidste solstråler i ryggen. Halvvejs ude slutter Oder, nu hedder den Odra. Nede mellem sivene på østbredden fisker mænd og drenge i det stille, sorte vand. Byen vi går mod, staves ikke længere Küstrin men Kostrzyn og landet hedder nu Polen. Indtil 1989 ”Folkerepublikken Polen”, næst efter Sovjetunionen det mest folkerige land i den gamle østblok. Partiet, kommunistpartiet, magtpartiet i landet kaldte sig Forenede Polske Arbejderparti.
Alt det er for længst historie, det er snart 30 år siden det hele brasede sammen, men her er millioner af mennesker, der har levet det meste af deres liv under kommunismen, utallige liv, der – på godt og ondt – er mærket af det system og den tid. Det er dem, vi skal besøge.
Vi er på østbredden, og nattemørket har sænket sig tæt nu, men vi går mod lyset. Det grænseløse Europa viser sig endnu at eksistere her ved en tidligere skarpt bevogtet grænse. Blegt projektørlys oplyser en grænsestation med mange bilbaner – men alle er gået hjem. Der er en postkasse, hvor man kan lægge et brev, hvis man har noget at oplyse myndighederne om. Terminalbygningen rummer et museum, står der på skiltet. Så trasker vi videre gennem ødemarken i retning af en fjern benzintank.
Truslen fra øst
”De var jo alle sammen gode mennesker,” siger Anne om dem, vi mødte på Seelow Gedänkstätte. ”De har ædt hele den putinske fortælling om vestlig aggression mod Rusland og krigshetz og alt det der råt. Men de er jo sådan set bare imod krig, og vil have dialog fremfor konfrontation. Det gør dem jo hverken skøre eller onde. Tværtimod på en måde.”
”Jeg kunne egentlig meget godt lide ham Gustav,” indrømmer jeg. ”Han virkede ærlig og oprigtig. Men gud-fader-bevares for en naivitet. Det minder mig om 70’erne. Fredsbevægelserne, der psykologiserede stormagtspolitikken – at vi i vesten bar rundt på et fjendebillede af Sovjet. Det var sgu ikke noget fjendebillede, der eksisterede rent faktisk en aggressiv, fjendtlig supermagt lige uden for vores dør, og faren fra øst var helt reel. Det var ikke noget, der kun eksisterede inde i hovedet på krigsmagere.”
”Jeg gik mest på diskotek dengang. Men vi græd på mit gymnasium, den dag Ronald Reagan blev valgt. Vi troede, at nu ville verden helt sikkert gå under.”
”Jeg diskuterede altid med DKP’erne dengang. Til festerne, når vi var blevet lidt fulde. Om hvem der var ansvarlig for republikkens nederlag i Den Spanske Borgerkrig. Om Sovjet var den internationale socialismes fyrtårn eller tværtimod repræsenterede det absolutte svigt af alle socialistiske og humanistiske idealer. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv på et diskotek, så jeg diskuterede.”
”Men vi var alle sammen venstreorienterede dengang.”
”Ikke DKP’erne. Det mener jeg. Gad vide, hvor de er henne nu?”
Lys i mørket
Vi skal overnatte på Hostel Billige Zimmer, men der er ingen mobildækning, og vi vandrer i mørket på kanten af en motorvej uden trafik. Der står en ung fyr og lurer i mørket. Han taler kun polsk, men mener at kende Billige Zimmer, og han har en fungerende mobiltelefon. Finder noget. Peger hen mod en frakørsel i mørket. Den vej, siger han muligvis, og vi fortsætter ind i en oplyst rundkørsel ned ad frakørslen. Den ender blindt i det absolutte mørke mellem buske og affald.
Vi er i Polen. Drikker pivo. Alkoholikerne råber eder og forbandelser ude i mørket, men vi er trygge nok her i vores rum. Vores billige værelse
Længe går vi igen mod lyset fra en tankstation. Der står en kvinde med brintoveriltefarvet hår og lilla kittel bag disken blandt store og små sprutflasker, brankede pølser og et utal af varianter af Østeuropas favoritchokolade, Milka. Lilla pause. Hun taler kun polsk og er uinteresseret i vores videre skæbne. Hun peger tilbage mod den lukkede grænsestation, der ligger et hotel, hotel Bastion, der synes hun, vi skal gå hen.
”Jeg så det, da vi gik forbi,” hvisker jeg, selvom jeg ved, at hun ikke forstår noget. ”Det er et luderhotel, helt sikkert. Lad os prøve at få en taxa.”
Længe står vi i det gule lys foran stationen, så kommer vognen. Jo, han kender udmærket Hostel Billige Zimmer og kører os derhen gennem øde gader, hvor mørke skikkelser dingler omkring på græsplæner mellem buske og betonkarréer i denne sært sommerlune oktober-aften. Jo, det er udmærket, vandrehjemmet. Det er billigt, og der er en køjeseng, og det må være godt nok til vores første nat i Polen – vi skal bare have noget mad, vi har ikke fået en bid siden Berlin.
”What do you want?”
Den tilsyneladende bedste af de to spisesteder, der endnu er åbne, ser ud til at være restaurant ”Hej”. Der sidder maskinklippede eller skaldede mænd og drikker Tyskie Pils og æder schnitzel fra enorme tallerkener. To storskærme viser mænd med abnorme muskler og olierede, hårløse kroppe kæmpe mod hinanden i et bur, mens en lille dommer med hvid skjorte og butterfly desperat danser rundt og forsøger at overleve i det velkoreograferede volds-ragnarok.
Vi får … noget… at spise. Og en stor Tyskie. Så går vi tilbage gennem mørket mod Billige Zimmer og køjesengen. I lyset foran ”Sklep Alkohol” – en kiosk – hænger en gruppe surladne og tavse unge mænd og glor på os. Men vi går derind. Nej, de har ingen vino. Ja, de har masser af pivo – øl. Tyskie eller Lech, what do you want?
Vi drikker øl på køjekanten. Der råbes nede ved Sklep Alkohol. Jeg er ikke færdig med Seelow-højderne og Zhukov og Gustav.
”Jeg kan bare ikke holde ud, at ordentlige, fredsommelige mennesker lader sig forføre af den slags snak om dialog og god vilje. Ikke når det kommer fra en fuldstændig åbenlys aggressor, som Putin. Man gør folk til nyttige idioter. Det er synd, det er politisk misbrug af de bedste viljer.”
”Jeg kunne meget godt lide hende der fredsaktivisten fra Berlin. Jeg tror, det var hende, som havde arrangeret Zhukovs besøg.”
”Det kunne jeg også. Og også Gustav. Og også Zhukov. Måske.”
Vi er i Polen. Drikker pivo. Alkoholikerne råber eder og forbandelser ude i mørket, men vi er trygge nok her i vores rum. Vores billige værelse.
Læs de tidligere afsnit her: 1# Kommunismens Spøgelser, 2# Man lærer ingenting, 3# Med Zhukov på Seelow højderne, 4# DDR: Trygt, gennemsnitligt, forudsigeligt – og slet ikke så dårligt
Alle fotos: Skribenterne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
