ANMELDELSE – La Buca degli Artisti – kunstnernes vandingshul, som bl.a. Bruce Springsteen, Neil Young, Tom Waits, Nick Cave og Kylie Minogue har frekventeret gennem årene – er stadig i toppen af poppen, hvad italienske restauranter angår her i hovedstadsområdet, nærmere betegnet Godthåbsvej 209 lige på grænsen mellem Vanløse og Frederiksberg, skriver Kim Jong Andersen.
La Buca er efterhånden lidt en institution i restaurationsbranchen, og ikke meget – om noget – har forandret sig i de godt tre årtier, restauranten har holdt til på adressen. Lokalerne og indretningen er stadig forholdsvis rustik, næsten mere som i et trattoria, men der er hvid dug på bordene, et solidt a la carte menukort og betjeningen er både venlig og vidende på Ristorante-niveau og lidt mere til.
Hertil kommer det omfattende vinkort, der bl.a. afspejler, at Lolli-familien, der ejer både La Buca og Casa d’Antino i Dronningens Tværgade, også driver Adriat Vinimport. Det garanterer et særdeles righoldigt udvalg af nogle af de bedste italienske vine i landet, men også nogle af de vine, de ville ønske var italienske, som bl.a. store, franske bourgogne- og bordeauxvine.
Det betyder, at her kan man opnå den store fornøjelse det er, at drikke de bedste, franske slagnumre til sin pasta eller risotto – ligesom hos Enomania på Vesterbrogade, som er min anden yndlings-italiener i København (dog skal jeg ikke undlade også at nævne den noget oversete Il Grappolo Blu, som er det bedste Osteria i byen).
Det var ved at være et stykke tid siden sidst, så jeg valgte at drage mod Vanløse på selveste Store Bededag, da jeg synes, jeg havde fastet længe nok.
Såvel menu som vinvalg var hurtigt overstået. Jeg havde sat mig for at afprøve tre af mine hidtidige yndlingsretter for at se, om La Buca fortsat holder den høje standard, de er kendte for. Det kan vi vist roligt sige, at de gjorde
Jeg blev taget godt imod af den venlige værtinde og Guido, der har taget over fra Mor Ellis, men som stadig har bevaret den samme, hyggelige, lidt Lady & Vagabonden-romantiske stemning og fokus på de klassiske, italienske “livretter”, som mange af stamgæsterne valfarter til Vanløse for at opleve.
Såvel menu som vinvalg var hurtigt overstået. Jeg havde sat mig for at afprøve tre af mine hidtidige yndlingsretter for at se, om La Buca fortsat holder den høje standard, de er kendte for.
Det kan vi vist roligt sige, at de gjorde.
Men inden retterne begyndte at ankomme, fik jeg også lidt brød og olivenolie samt oliven stillet på bordet, og det er som regel en indikator for køkkenets dedikation eller mangel herpå, når det kommer til kvalitetssans.
Her er kvaliteten helt oppe at ringe, for brødet har en herlig, sprød krumme, olivenolien er frisk og olivenfrugterne smager af rigtige oliven.
Mht. vinen valgte jeg en Nuit St. Georges 1er Cru fra Prieure Roch fra 2014. En af mest respekterede topproducenter i Bourgogne, som har en lang og forbundet historie med de eksklusive superliga-producenter DRC og Domaine Leroy via den legendariske vinmager, Lalou Bize-Leroy (hendes far er bedstefar til stifteren af Prieure Roch).
Det var nok lidt et “barnemord” at drikke Prieure Roch i denne spæde årgang, men den udviste dog allerede sine karakteristiske kvaliteter: saftspændt, ren og utæmmet med tydelige florale noter, hvilket også skyldes, at vinen er ufiltreret og dyrket efter biodynamiske metoder.
Andet indslag, primien, var kødfyldte ravioli i smør og salvie. Jeg tror ikke, det er muligt at få mere velsmagende ravioli selv i Italien … Komfort- eller Yummy-faktoren sprænger næsten skalaen, og jeg tror minsandten, jeg sad og fik en lille madorgasme!
Først i rækken var en bruschetta, der nok er den bedste bruschetta, jeg nogensinde har sat til livs. Et stykke perfekt ristet brød gennemvædet af olivenolie, hvidløg og med helt friske, fint skårne, fuldmodne tomater og basilikum, så det kunne duftes langt væk. Helt simpelt, helt sublimt og meget aromatisk.
Andet indslag, primien, var kødfyldte ravioli i smør og salvie. Jeg tror ikke, det er muligt at få mere velsmagende ravioli selv i Italien. De perfekt tilberedte ravioli sammen med rigelig smør, parmesan og den kraftige, lidt gennemtrængende salvie, er en veritabel himmerigsmundfuld.
Komfort- eller Yummy-faktoren sprænger næsten skalaen, og jeg tror minsandten, jeg sad og fik en lille madorgasme!
Hovedretten, secondien, stod på Agnello al Forno – Lammeryg i ovn med rosmarin. En signaturret i alle årene på La Buca, og igen i en udgave, der ganske enkelt ikke overgås af andre, jeg har smagt.
På La Buca er der ikke skyggen af madteater. Køkkenet har ikke brug for at gemme sig bag smarte effekter og pyntesyge, så længe råvarerne er i orden
Kødet var smørmørt, velkrydret og smagfuldt, så lammet fremstod både blidt og blødt men helt uden “fåret” bismag. Tilbehøret er til gengæld ikke noget at skrive om – det er bare lidt stegte kartofler og grøntsager.
Men sådan er det italienske køkken nu engang, når det er bedst. Fuld fokus på det, der først og fremmest skal dominere på tallerkenen. På La Buca er der ikke skyggen af madteater. Køkkenet har ikke brug for at gemme sig bag smarte effekter og pyntesyge, så længe råvarerne er i orden.
Italiens engel synger i Vanløse
Og det er de her på gadehjørnet i Vanløse.
De italienske engle sang stadig om kap, da jeg forlod restauranten denne fredag aften i april, hvor mine bønner må være blevet hørt. Jeg havde jo lidt været nervøs for, om La Buca stadig ville være i storform efter så mange år på bagen, men jeg kan melde tilbage, at der er absolut ingen grund til nervøsitet.
Det er stadig et 100 procent ægte og helt suverænt, italiensk spisested, hvor mammas ånd fortsat flyder i såvel køkkenregionerne som i selve restauranten.
Afslutningen, dolce, desserten blev en tiramisu, der som forventet også sad lige i skabet. Se topfotoet.
Konklusionen er klar: jeg vil til enhver tid hellere indtage tre retter på La Buca end 30 på Noma
Ikke for sød og med godt opblødte lady fingers vædet i en tilpas stærk kaffe og uden at spare på amarettolikøren. Som Bo Jacobsen fra Restaurationen siger, så må man aldrig springe over desserten, da den sætter fordøjelsen i gang efter et stort måltid, og på den måde sørger desserten, paradoksalt nok for, at man ikke ender med for mange overflødige pund på sidebenene.
Konklusionen er klar: jeg vil til enhver tid hellere indtage tre retter på La Buca end 30 på Noma!
Hvad angår prisniveauet, er det muligvis i den højere ende af italienske restauranter i København, men der er også tale om lige så høj value for money, når man påtænker kvaliteten af, hvad gæsterne bliver forkælet med.
Fem ud af seks bamsepoter får La Buca for en yderst overbevisende servering ved denne lejlighed.
Alle fotos: Kim Jong Andersen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her