Boris’ Brexit og hans stunt samt forståelsen indtil Halloween

af i EU/Politik & Samfund

NYHEDSANALYSE // BREXIT – Det har nærmest været en lettelse, at den britiske premierminister, Boris Johnson, har besluttet så direkte at manipulere med sit lands demokratiske system, skriver H.C. Andersen. Han beskriver desuden, hvordan det er nu efter at være bosat 40 år i Storbritannien og mener: Skråt op med fair play, nu gælder det selve demokratiet.

Newcastle upon Tyne – Onsdag i denne uge iværksatte Boris Johnson og hans regering en plan for sidste fase af United Kingdoms – UK’s – udtræden af EU.

Planen “camoufleres” som en standardprocedure i forbindelse med en ny regerings tiltræden, og regeringen Johnson er jo netop tiltrådt. Man vil sende parlamentet hjem for (siger man) at give plads til de årlige partikonferencer til oktober. Det er helt normalt og sker hvert år.

Og så vil den nye regering gerne komme med en sammenhængende præsentation af det kommende års lovgivningsprogram. Det skal nok blive spændende, antyder regeringen. Efter mange års smalhans bliver der flere penge til politi og sundhedsvæsen og militæret og skolelærerne skal omsider have den lønforhøjelse, de har fortjent. Det bliver værd at vente på, siger regeringen Johnson.

Det får vi alt sammen at se 14. oktober, når Hendes Majestæt dronning Elizabeth d. II af Storbritannien og Nordirland læser programmet højt, siddende på sin trone i det britiske parlaments overhus. Så spændende, så traditionelt, så britisk.

Og så et par dage senere, 17. oktober, begynder Det Europæiske Råd sit topmøde i Bruxelles. Det er rådets sidste møde før UK forlader EU 31. oktober, og man kan nemt forestille sig, at mødet meget kommer til at handle om Brexit.

Så regeringen Johnson har travlt, mon ikke alle parlamentsmedlemmerne kan se, at det er meget godt, man lukker ned en fem ugers tid..?

Det har vist sig ikke at være så ligetil. Der er hård og højlydt modstand mod Johnson-regeringens plan, hårdere og mere højlydt end man har være vant til i de sidste tre år, selvom bølgerne tit har gået højt rent politisk.

At forstå briterne

Nu er der jo flere måder at forstå (nutildags er man nok begyndt at sige ”prøve at forstå”) briterne på. Der er de sjove, skægge, lidt underlige, men også hyggelige og opfindsomme briter, hvis hovedstad, London, tusinder af danskere holder af at holde ferie i.

17 millioner stemte mod medlemskab, 16 millioner for. Men de fleste accepterede resultatet. Storbritannien er et demokrati, resultatet skulle accepteres, også selvom det gjorde ondt

De laver også sådan nogle glimrende tv-serier og biograffilm, Downton Abbey m.fl., og vi synes egentlig, de minder os meget om os selv: selvironiske, rolige, næsten stoiske. De tror på fair play, og siger ”may the right man/woman win”, og det gør vi også ofte, i hvert fald støtter vi tanken.

Men der er også de hårdføre, uregerlige, krigeriske briter, der engang (faktisk indtil forholdsvis for nylig) bestyrede verdenshistoriens største imperium, som konstant sender soldater ud at slås et eller andet sted i verden og kan være lige lovlig selvsikre. De har også noget at have det i, må man sige.

I 1945 kæmpede de sig frem til den danske grænse, så overgav tyskerne sig, og briterne – som vi gerne kalder ”englænderne” – kørte fredeligt i bil til København (og resten af Danmark, undtagen Bornholm) og befriede os. Det fejrer vi hvert år til maj.

Hvis taberne viste sig som gode tabere, viste vinderne sig ofte ikke at være særligt gode vindere

Siden folkeafstemningen om det britiske medlemskab af EU i juni 2016 er der gået tre år, og briterne har først og fremmest fremstået som disciplinerede demokrater. 17 millioner stemte mod medlemskab, 16 millioner for. Men de fleste accepterede resultatet. Storbritannien er et demokrati, resultatet skulle accepteres, også selvom det gjorde ondt.

Hvis taberne viste sig som gode tabere, viste vinderne sig ofte ikke at være særligt gode vindere.

Rent bortset fra, at der dukkede en mængde racisme frem, tydeligt inspireret af den nye Brexit højrefløjs fremmedhad, så blev det også normalt at håne briter, der insisterede på at tale om de fortsatte fordele ved EU-medlemskabet og det idiotiske i at melde sig ud.

Hvis man f.eks. talte om tab af britiske arbejdspladser og usikkerhed omkring landbrugets eller bilindustriens overleven, kunne man nemt blive angrebet for at være ”forræder”, et udtryk man ikke har været vant til at høre briterne bruge om hinanden i de 40 år, jeg har boet her.

Klassesamfund og social ulighed

De tre år, der er gået siden folkeafstemningen, har været karakteriseret af stadigt større skel mellem befolkningsgrupperne, og det er en uvelkommen fornyelse i et samfund, hvor man har talt meget om klassesamfund og social ulighed, men aldrig rigtigt talt ud om det.

I de sidste tre år har den uvenlige side af debatten mest været domineret af den politiske Brexit-fløj, hvor man finder ikke bare Nigel Farage men også en meget stor del af det konservative parti, og det er jo netop det parti, der udskrev folkeafstemningen. Brexit-modstanderne har været langt mere tilbageholdende, tydeligt bevidste om, at slaget var tabt, Storbritannien forlader EU.

Den nyudnævnte premierminister, Boris Johnson – ”Boris”, kalder man ham, som det politiske brand han er blevet – stod i spidsen for ud-af-EU-fløjen i debatten omkring folkeafstemningen i 2016. Man kunne synes, det er meget rimeligt, at han nu får en tid som premierminister, det har han vel fortjent?

Men sådan ser man ikke på det i alle dele af debatten. For de første har Boris Johnson ikke noget særligt godt ry som ”EU-analytiker”.

Tværtimod, i den periode hvor han var britisk EU-korrespondent, var han berygtet – og i nogle britiske kredse elsket – for sine ofte usande historier om EU. Hvorfor han besluttede at bekæmpe et EU, han i den grad ikke forstod, er ikke nemt af forstå.

I otte år var han borgmester og viste sig at være netop den helt rigtige festlige bulderbasse til at gøre reklame for London som international storby. Markedsføring, det kan han

At han havde optjent et ry for dårlig moral i privatlivet er vel mindre interessant. Det blev mest omtalt, fordi hans modstandere håbede, det ville gøre ham et umuligt emne i et valg som formand for de konservative og dermed som premierminister, og det var jo netop ikke noget problem: han blev valgt til formand for kort tid siden.

Men som politiker er han mindre respekteret. To gange slog han Labour i valget til posten som londonborgmester, i otte år var han borgmester og viste sig at være netop den helt rigtige festlige bulderbasse til at gøre reklame for London som international storby. Markedsføring, det kan han.

Men som udenrigsminister i Theresa Mays regering var han tydeligvis ude at svømme, rent fagligt og personligt.

Koste hvad det vil

Hvad er nu hans plan som britisk premierminister? At føre Storbritannien ud af EU per 31. oktober som aftalt, koste hvad det vil. Gerne med en aftale med EU, så det bliver en afsked under ordnede forhold, siger han, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så bliver det uden en aftale. ”With a deal; or no deal”.

Det bliver kaotisk for alle parter uden en aftale, som han siger, for både Storbritannien og for EU. Men hvis det ikke kan være andet …

Hvis der er noget, ingen har glæde af, så er det, at kampen mellem protestanter og katolikker blusser op igen i Nordirland

Theresa May fik jo forhandlet en aftale igennem med EU, men den stemte det britiske parlament ned tre gange, på grund af den del af aftalen, der skal sikre en åben grænse mellem Irland og Nordirland, dét der hedder ”the backstop”.

EU insisterer på, at ”the backstop” skal findes i aftalen: det beskytter EU’s integritet og Irlands handel henover grænsen og, ikke mindst freden i Irland. Hvis der er noget, ingen har glæde af, så er det, at kampen mellem protestanter og katolikker blusser op igen i Nordirland.

Aftalens modstandere blandt britiske politikere insisterer på, at ”the backstop” skal fjernes: den del af aftalen risikerer at låse deres land fast i et endeløst forhold til EU uden indflydelse men med forpligtelser.

Så nu siger Boris Johnson, at så tager vi det på den hårde måde og siger til EU: ”Storbritannien er ude 31. oktober, uanset hvad. Det bliver uden ”the backstop”. Kan vi lave en anden aftale?”

EU siger ”Nej, ikke på vilkår.”

Og hvad med Boris Johnsons eget bagland? For det består jo ikke kun af hans egen regering og af vælgere, der vil ud af EU.

Der er også de 16 millioner, der stemte for medlemskab af EU i 2016 og de mange politikere, også indenfor det konservative parti, der hellere ville blive i EU, men som i hvert fald vil forlade EU under ordentlige forhold og med en aftale. Ikke noget med ”no deal”, tak, det er da den tåbeligste udgang på tre lange og frustrerende år i britisk politik.

Dem gør Boris Johnson sit bedste for at holde på afstand af debatten.

Boris har alvorlig modstand

Så når nu Boris Johnson opløser parlamentet og sender det hjem i tre uger, angiveligt for at gøre plads for partikonferencer og forberede ”the Queen’s Speech”, så har reaktionen været meget voldsom. Boris Johnsons politiske modstandere vil ikke forhindres i at have indflydelse på Brexit-debatten.

Det er på den måde, man kan føle sig lettet over reaktionen.

Endelig er tilhængerne af et fortsat godt forhold til EU blevet presset så meget, at de er blevet rigtigt vrede. I forvejen er der mange, der har svært ved at have tillid til Boris Johnson som politiker. De gennemskuer hans snak om partikonferencer og lovgivningsprogrammer. De ser bare et helt åbenlyst forsøg på at gøre det umuligt for hans politiske modstandere at debattere i parlamentet og at undergrave hans planer.

Det er nok at gå for vidt, men Boris Johnson har presset demokratiet for hårdt, og briterne finder sig ikke i det. Skråt op med fair play, nu gælder det demokratiet selv

Der var spontane demonstrationer mod regeringen i britiske byer onsdag aften, større og bedre organiserede demonstrationer følger, der opfordres til civil ulydighed, endda til en folkestrejke.

Og man omtaler Boris Johnson som smådiktator og om hans plan om at sende parlamentet hjem som et kup.

Det er nok at gå for vidt, men Boris Johnson har presset demokratiet for hårdt, og briterne finder sig ikke i det. Skråt op med fair play, nu gælder det demokratiet selv.

Britisk lovgivning er anderledes

I Skotland har man endda prøvet at få en domstol til at dømme hjemsendelsen af parlamentet for ulovlig. Den skotske domstol ser ikke ud til at være med på den, men en London-domstol skal også se på sagen i næste uge, hvor Gina Miller for anden gang trækker den britiske regering i retten for at få den til at respektere det britiske parlament og tvinge den til at rådføre sig med hele parlamentet, før den tager drastiske og muligvis katastrofale beslutninger på nationens vegne.

Læg lige mærke til det: for anden gang siden 2016 trækker en borger (men ikke en helt almindelig af slagsen) sin egen regering i retten for at tvinge den til at rådføre sig med folkets valgte repræsentanter, før den tager beslutninger, der vil ændre nationens historie.

Det er ret utroligt, at det skulle være nødvendigt i et stort, gammelt og respekteret europæisk demokrati i det enogtyvende århundrede. Men der er meget, der kan virke usædvanligt for os danskere i det britiske demokrati.

For eksempel har briterne ikke en nedskrevet grundlov. De holder sig til et århundred-gammelt princip om ”præcedens”, dvs. om anerkendt juridisk praksis. Man ser på, hvordan man plejer at gøre tingene, og hvis der er fortilfælde – præcedens – ja, så kan man jo tage en lignende beslutning næste gang, men skal tage en beslutning i en retssal eller i parlamentet.

Det giver briterne en vældig dynamik i den måde, de gør tingene på i parlamentet, og det giver underhusets formand kolossal magt som parlamentets leder.

Den nuværende formand, John Bercow, har set sig gal på den britiske regerings måde at prøve at gennemføre Brexit på. Han kan netop se, at den prøver at formindske parlamentarikernes indflydelse på Brexit-debatten, og han slås nu for at bevare et aktivt demokrati, hvor regeringen respekterer, at den udgår af parlamentet: parlamentet kan ikke køres ud på et sidespor af regeringen.

Boris Johnson er begyndt at opføre sig som en slags præsident. Når han f.eks. trues med et mistillidsvotum i parlamentet, truer han med bare at blive siddende indtil videre

John Bercow fordømte øjeblikkeligt Boris Johnsons plan om at sende parlamentet hjem, så det ikke kan debattere Johnsons ”no deal” strategi. Faktisk er der parlamentsmedlemmer, der overvejer at ”besætte” parlamentet: de vil nægte at tage hjem og vil i stedet blive i bygningen og fortsætte deres arbejde.

I den nærmeste fremtid vil tv-kanalen Channel4 holder en ekstraordinær debat om det britiske demokrati.

Hvad har Boris Johnson gang i

Der er dem, der mener, at Johnson er en britisk version af Donald Trump og at han er ved at gennemføre en ny, populistisk styreform i sit land. Hans forgænger David Cameron ændrede loven, så en regering nu sidder i fem år, og det er svært at vippe en premierminister af pinden. Det minder lidt om at sidde i fire år som præsident i USA, og Boris Johnson er begyndt at opføre sig som en slags præsident. Når han f.eks. trues med et mistillidsvotum i parlamentet, truer han med bare at blive siddende indtil videre.

Jeg er ikke sikker på, at det er nødvendigt at analysere Boris Johnson som fornyer (og måske ødelægger) af det britiske demokrati. Jeg tror, situationen er langt mere prosaisk, men også at den kræver vores opmærksomhed.

Hvis man nu prøver at sætte sig i Boris Johnsons situation som premierminister, så der det jo netop ikke nogen nem opgave, han har givet sig selv. Han har ikke noget egentligt flertal i parlamentet, hans udnævnelse hviler på en valgsejr som konservativ partiformand for et parti med et sted mellem 140.000 og 160.000 medlemmer, forsvindende lidt i forhold til en befolkning på 66 millioner. Så han har ikke rigtigt noget personligt mandat. Og så er hans erfaring som politiker på det store plan jo ærligt talt meget begrænset.

Nervepirrende periode i UK

Jeg tror, at han gør som ledere i store internationale firmaer. Han har fået en præcis opgave: Storbritannien skal ud af EU. Ligesom en firmaleder af de store, der har en forpligtelse overfor sine aktionærer og sin bestyrelse, så har Boris Johnson fået fat i en god konsulent. Et firma ville måske have kontaktet McKinsey. Boris Johnson har ansat en rådgiver, Dominic Cummings, der er ekspert i at få det mest mulige ud af de systemer og ressourcer, der skal bruges for at skubbe Brexit over stregen.

Det er spekulation fra min side, men det virker meget tydeligt, at de politiske strukturer manipuleres på ekspertvis, så Brexit kommer over stregen, til tiden. I de store firmaer er det netop en meget almindelig – og meget nødvendig – fremgangsmåde. Vi skal have resultaterne hjem!

Men det er noget andet i et demokrati, og det er det, Boris Johnson nu render ind i. For demokratiet handler ikke om resultater. Det handler også om resultater, men ligeså meget om, hvordan de opnås: gennem debat, hvor man tager den tid, det tager, alle bliver hørt og i den sidste ende kan man konstatere, at på en eller anden måde har vi set, at folket har styret gennem sine repræsentanter.

Jeg ser taktikken som svag: i virkeligheden beder briterne om hjælp til at få løst et problem. De søger politisk uafhængighed ved at melde sig ud af EU, personligt ser jeg kun afhængighed

Det er en ufatteligt spændende og nervepirrende periode i britisk politik. Siden folkeafstemningen i 2016 har der været stor interesse for politik i Storbritannien, og interessen bliver ikke mindre. Hvis det lykkes for Boris Johnson at forhindre den parlamentariske debat, så vil det netop danne en meget negativ præcedens: der vil være fortilfælde for, at en premierminister kan omgå kravet om at tage de store beslutninger udenom de folkevalgtes forum. Det er værd at kæmpe om.

Kan Boris opnå et positivt resultat?

Hans plan er tydeligvis at prøve at tvinge EU til at komme med et bedre bud på en Brexit-aftale. EU siger nej, men briterne har jo desværre vist, at de ikke evner at tage en beslutning om sådan en aftale selv. Boris Johnsons taktik skal sikkert virke hård: ”EU skal da nok give efter, i sidste øjeblik”.

Jeg ser taktikken som svag: i virkeligheden beder briterne om hjælp til at få løst et problem. De søger politisk uafhængighed ved at melde sig ud af EU, personligt ser jeg kun afhængighed. Og måske EU viser sig nådig, selvom det vil gøre ondt: hvordan skulle briterne nu have gjort sig fortjent til det? De vil jo bare prale af, at de fik tvunget Bruxelles i knæ. Men tænk lige på de 16 millioner, der stemte for fortsat medlemskab. Det er alligevel mange, der har brug for den hjælp, og som nu kæmper for at bevare deres demokrati og et fortsat godt forhold til resten af den europæiske union.

Snart er det Halloween..

Boris Johnson planlægger helt tydeligt at holde parlamentsvalg her til efteråret. Hvis han ikke får en aftale igennem inden 31. oktober, så bliver han en Brexit-partileder, og det vil gå ud over Nigel Farages Brexit-parti, der så ikke får de konservative anti-EU stemmer. Måske vi så får en Johnson regering, der sidder i fem år. Det kan blive svært nok for sådan en at finde tilstrækkeligt menneskemateriale til at styre i så lang tid.

Hvis han får en aftale med EU igennem inden da, så kan det styrke Nigel Farage og EU-modstanderne, men man kan også forestille sig, at EU-modstanderne accepterer, at det denne gang er dem, der har tabt, og at vi jo så må se, om Labour og de Liberale Demokrater kan få stemmer nok til at danne regering på en eller anden måde.

Men først skal Boris Johnson gennem næste uge, og så de næste to måneder, indtil Halloween. Det kan komme til at føles som årtusinder i Boris Johnsons politiske liv.


Foto: Pixabay

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU