AMAZONAS // REPORTAGE – Amazonas er ofte i medierne, når der tales om klimakrise, skovfældning og global opvarmning. Men hvad gemmer der sig egentlig i det enorme område? Er alt enten uberørt regnskov eller uendelige markeder med soja? Begge dele findes, men der er også så meget andet, for Amazonas er fuld af kontraster. Dette er den anden af tre artikler, som tager læserne med rundt i nogle af de mindre kendte hjørner. Efter et besøg i Manaus fortsætter turen vestpå til Mamirauá.
SÃO PAULO – Manaus var kun et – om end velkomment – stopover på min tur i Amazonas. Næste mål på rejsen var den lille provinsby Tefé, som ligger 700 kilometer længere mod vest. Strengt taget ligger Tefé ikke ved Amazonfloden, fordi man i Brasilien siger, at den først starter ved Manaus, hvor floderne Solimões og Rio Negro løber sammen. Tefé ligger ved Solimões, hvis fjerneste kilde er en gletscher i Andesbjergene i nærheden af Arequipa i det sydlige Peru.
Det brasilianske lavprisselskab Azul flyver tre gange om ugen mellem Manaus og Tefé, og ellers er man henvist til at sejle mellem de to byer. Her er ingen veje ind. Sejlturen tager enten 13 timer i en ”hurtigbåd” eller 36 timer i en almindelig flodbåd, som fortsat bruges til transport overalt i Amazonas.
Jeg ”snød” og tog flyveren. Covid19-pandemien er ganske vist på tilbagetog i Amazonas, men jeg vurderede, at det trods alt var mere sikkert at flyve i én time end at være stuvet sammen mange timer på en båd.
Et naturreservat på størrelse med Sjælland og Fyn
Målet for min tur var Mamirauá, som er et reserva de desenvolvimento sustentável – det vil sige et reservatet for bæredygtig udvikling – som ligger en times sejlads fra Tefé. Mamirauá dækker et område på 11.240 kvadratkilometer, hvilket er godt og vel samme areal som Fyn og Sjælland tilsammen. På trods af størrelsen er der kun én overnatningsmulighed i reservatet i form af en lodge, så her havde jeg booket mig ind.
Den første aften fortalte en kvindelig biolog om reservatets historie. Den oprindelige befolkning har boet der længe – nok i årtusinder – men folk var også indvandret fra andre dele af Brasilien. Det drejede sig især om gummitappere, som ankom i 1800-tallet under det boom, der var grundlag for ”Teatro Amazonas”. De to grupper blandede sig efterhånden og dannede communidades, det vil sige små landsbyer med op til 200 indbyggere.
Tidligere tiders storfiskeri med både fra Manaus og Belem er blevet forbudt, og der er indført fiskekvoter og fredningsperioder. Sammen med andre tiltag har det givet dyrelivet en renæssance
Da gummiboomet sluttede i starten af 1900-tallet, skulle landsbybeboerne finde andre måder at overleve på. Det var ikke uden udfordringer, for området er en várzea-regnskov, hvor vandstanden i de mange floder og søer varierer voldsomt i løbet af året. Når vandstanden er højest i maj, juni og juli, er den cirka 11 meter højere end omkring jul og nytår.
Det betyder, at selv de højestliggende landområder står under vand i store dele af året. Alle huse står derfor på stylter eller er bygget på tømmerflåder. De forhold sætter naturligvis nogle ret store begrænsninger på, hvad man kan leve af. Landsbybeboerne klarede sig traditionelt ved at fiske, gå på jagt, dyrke maniok i den tørre tid og anlægge flydende køkkenhaver. Samtidig var oversvømmelserne og den isolerede placering med til at begrænse en kommerciel udnyttelsen af skoven.
Startede i en zoologisk have i Tyskland
Biologen forklarede herefter, at inspirationen til, at området blev til et reservat – besynderligt nok – startede i en zoologisk have i Tyskland i 1980’erne. Her så den brasilianske biolog José Márcio Ayres en rødhovedet uakari, som er en mindre abe med hvid pels og et knaldrødt skaldet hoved.
Márcio Ayres blev grebet af dens udseende og fandt ud af, at den kun fandtes i en mindre del af Brasilien og desuden var truet af udryddelse. Efter en ihærdig indsats i samarbejde med de lokale beboere lykkedes det for Márcio Ayres at få udlagt en del af den rødhovede uakaris habitat til reservat i 1999.
I dag bor der cirka 13.000 mennesker i Mamiauá-reservatet. De ejer stedets lodge i fællesskab og overskuddet bliver brugt til projekter, som kommer beboerne til gode. Det kan være en generator, så der er strøm i landsbyerne, eller knallerter, så beboere, som arbejder i Tefé, nemmere kan komme på arbejde, når de er kommet ind med båden. Den lille lodge – der er kun 10 værelser – skaber også direkte beskæftigelse, for 90 procent af medarbejderne er lokale. Målet er, at det kommer op på 100 procent indenfor de næste par år.
Renæssance for dyrelivet
Etableringen af reservatet, fortsætter biologen, har også betydet, at der er kommet regler for beskyttelse af dyrelivet. Tidligere tiders storfiskeri med både fra Manaus og Belem er blevet forbudt, og der er indført fiskekvoter og fredningsperioder. Sammen med andre tiltag har det givet dyrelivet en renæssance.
Verdens største ferskvandsfisk – pirarucu – holder til i floderne, og efter at have været truet omkring årtusindeskiftet er den nu i stor fremgang. Den op til to meter lange og op til 200 kilo tunge fisk deler vandet med røde floddelfiner, sorte kaymaner, piratfisk og en syndflod af andre fisk og skaldyr.
Hun kom fra Paraná i det sydlige Brasilien, og opholdet var en livslang drøm, som var gået i opfyldelse – hun blev så bevæget, at øjnene løb i vand og stemmen knækkede over
På jorden – omend forvist til træerne, når jorden er oversvømmet – er der 50 pattedyrsarter inklusiv jaguarer, dovendyr og myreslugere, samt næsten 400 fuglearter. De har selskab af flere hundrede krybdyr og slanger, og et langt etcetera af insekter. Alt dette tiltrækker skoventusiaster, fuglekiggere og sportsfiskere. De betaler alle godt for at få et blik ind i en – relativt – uberørt natur, og leveforholdene i de lokale communidades.
Fuglefotografer og sportfiskere
Blandt dem, som ankom samme dag som mig, var en ældre brasiliansk dame, der var udstyret med et dyrt spejlreflekskamera med en enorm zoom-linse. Da vi nyankomne præsenterede os for hinanden den første aften, nåede hun lige akkurat at få sagt sit navn, at hun kom fra Paraná i det sydlige Brasilien, og at opholdet var en livslang drøm, som var gået i opfyldelse, før hun blev så bevæget, at øjnene løb i vand og stemmen knækkede over. I de næste otte dage tog hun tusindvis af billeder og registrerede hver aften minutiøst dagens ”fangst” af ørne, papegøjer, tukaner, kolibrier, og hvad hun ellers havde set.
Da jeg ankom var der også en amerikansk-baseret sydafrikaner på besøg. Han levede af at arrangere sportsfisketure, og han var der sammen med et par andre sportsfiskere og en brasiliansk guide. Formålet var at forberede nye ture til hans kunder – og så selvfølgelig at fiske. Når den lille gruppe ikke fiskede, så talte de om fisk, liner og fluer og udvekslede erfaringer om fisketure til Caribien, Afrika, Asien og Latinamerika. Derudover overvejede de en aften, om det ville give mening, at fremtidige kunder skulle ankomme i en privat vandflyver, så de ikke ville være afhængige af den begrænsede flyforbindelse mellem Manaus og Tefé.
Toppen for sportsfiskerne, som kommer til Mamirauá, er at fange en pirarucu, men hvis man som sportsfisker er så heldig at fange en, må man ikke slå den ihjel. Målet er derfor at få manøvreret fisken ind på lavt vand, så man kan hoppe i vandet, holde fisken i hænderne og – vigtigst af alt – få taget et billede, som dokumenterer trofæet. Samtidig skal sportsfiskeren satse på, at der ikke er sultne sorte kaymaner i nærheden. Og en dag lykkedes det faktisk for sydafrikaneren at fange en pirarucu og få taget det eftertragtede trofæbillede.
Der udbrød imidlertid en mindre krise i gruppen. De havde ikke fanget nogen pirarucu, og havde – hvad værre var – mistet en del fluer samt al deres medbragte sænkeline til sultne piranhaer
En gruppe californiske sportsfiskere, som ankom et par dage efter, var ikke så heldige. De vurderede på forhånd chancen for at fange en pirarucu til at være cirka 50 procent i løbet af deres ophold på otte dage. På slutningen af andendagen udbrød der imidlertid en mindre krise i gruppen. De havde ikke fanget nogen pirarucu, og havde – hvad værre var – mistet en del fluer samt al deres medbragte sænkeline til sultne piranhaer.
Sportsfiskerne mente, at den brasilianske fiskeguide, burde have haft et lager af sænkeline på stedet, mens han omvendt sagde, at erfarne californiske sportsfiskere burde vide, hvad de havde brug for af udstyr, når de tog på tur i Amazonas. Den nærmeste butik med sænkeline lå i Manaus, så der var ikke nogen nem løsning på det problem, og det gik hen over hovedet på mig, hvad udgangen blev.
Landsbyer på stylter
Men Manirauá er som nævnt ikke kun natur. Jeg fik derfor ikke kun set fugle, fisk, delfiner, krokodiller, aber, dovendyr og skildpaddeæg men også besøgt to communidades. Her stod alle husene selvfølgelig enten på stylter eller var bygget på tømmerflåder.
På trods af stylterne var den nederste halve meter af husenes ydervægge markant mørkere end resten af huset. Den mørke farve skyldtes, at vandstanden i 2015 var højere end normalt, så vandet havde været tæt på at løbe ind gennem de glasløse vinduesrammer. Inden vandet nåede så højt op, havde beboerne dog nået at hæve gulvene inde i husene med en god halv meter, så de kunne opholdet sig tørskoet indendørs.
I oktober er det imidlertid lavvandet. Jeg kunne derfor gå rundt i området, afgrøderne i køkkenhaverne stod flot, høns løb rundt på jorden, og fodboldbanen kunne bruges til weekendens kamp mod nabolandsbyen.
I den ene landsby løb jeg ind i stedets borgmester, som sad på terrassen udenfor sit hus. Han havde, forklarede han, tidligere arbejdet på lodgen, og her havde han været guide for både Bill Gates, den tidligere brasilianske præsident Fernando Henrique Cardoso og repræsentanter fra det canadiske Cirques du Soleil. Borgmesteren var, fortalte han, glad for de indtægter, som reservatet gav. De gjorde det muligt at udbygge landsbyens faciliteter lidt efter lidt.
Landsbyen har nu et lille bibliotek og en skole, hvor man underviser op til sjette klasse. Det var et stort fremskridt i forhold til hans egen barndom. Han havde kun gået tre år i skole, så han havde svært ved at læse og skrive. Borgmesteren fortalte også, at der var sikkert i landsbyen, så ingen behøvede at låse dørene. Godt det samme, tænkte jeg, for faktisk ville det næppe gøre nogen forskel at låse døren, da man blot kunne kravle ind gennem vinduerne.
Sårbarhed under covid19-pandemien
Borgmesteren berettede imidlertid også, at befolkningen i landsbyerne var sårbar. Lodgen var lige genåbnet efter at have været lukket i halvandet år på grund af pandemien. Først da alle beboerne var vaccineret to gange turde de igen modtage besøg udefra. Amazonas’ eneste hospital, som kan håndtere covid19-patienter, ligger i Manaus. Og selv hvis det lykkedes at klare en 36-timers tur i flodbåd, så – som det gik verden rundt i medierne – løb hospitalet på et tidspunkt tør for ilt til de patienter, som lå i respirator.
Selvom jeg så to communidades og blev introduceret til livet der af både vores guider og borgmesteren, sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg egentlig ikke forstod, hvad det var, jeg så
Selvom jeg så to communidades og blev introduceret til livet der af både vores guider og borgmesteren, sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg egentlig ikke forstod, hvad det var, jeg så.
Hvordan er det i virkeligheden at bo i et hus på stylter i et communidade med godt 100 indbyggere i et várzea-område, hvor de færreste beboere har været længere væk end Tefé – hvor det normale er, at to familier deler et hus på måske 50 kvadratmeter, hvor strømmen kommer fra en generator, som kun kører om aftenen, hvor et par lokale lærere underviser børnene i de første 6 år, hvorefter de skal med ”skolebåden” til Tefé, og hvor 3.000 brasilianske reais – knapt 3.500 kroner – er en god månedsløn?
Amazonas i den globale oplevelsesøkonomi
Alt i alt er naturreservatet og dermed også landsbyerne dybt integreret i den globale oplevelsesøkonomi. Europæere, amerikanere og brasilianere fra andre dele af landet betaler dyrt for at se den oprindelige natur i Amazonas, uanset om det nu er for at være fuglefotograf, sportsfisker eller – som jeg – blot generelt interesseret i både natur og kultur. Ironisk nok når vi turister at udlede store mængder CO2, før vi når frem til, hvad der med et lidt forslidt udtryk bliver kaldt jordens lunge.
Samtidig må både fuglefotografering og sportsfiskeri være nærmest værdiløse aktiviteter for befolkningen i landsbyerne. For dem er der næppe nogen pointe i at fotografere det dyreliv, som de nemt kan se med det blotte øje hver enest dag. Og der er næppe heller nogen pointe i at bruge dage måske uger på at fange en fisk for at tage et fotografi af den og derefter slippe den løs. For den lokale befolkning er fiskeri en måde at overleve på ved enten at spise fangsten eller sælge den i Tefé, og børnene lærer det i en tidlig alder.
Alt det sker i en kontekst, hvor den gode lokale månedsløn på 3.000 reais er cirka en tredjedel af, hvad det koster for to personer at bo på lodgen i otte dage. Hertil skal man lægge udgifterne til flybilletter fra et sted i verden til Tefé. Resultatet er, at to personer fra USA eller Europa nemt betaler ,hvad der svarer til 8-9 lokale månedslønninger for at være otte dage i Mamirauá og lave aktiviteter, som nok stort set er meningsløse for den lokale befolkning.
Men jeg vil alligevel gerne tilbage til Mamirauá og se området, når jorden er totalt oversvømmet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
