AMAZONAS // REPORTAGE – Amazonas er ofte i medierne, når der tales om klimakrise, skovfældning og global opvarmning. Men hvad gemmer der sig egentlig i det enorme område? Er alt enten uberørt regnskov eller uendelige markeder med soja? Begge dele findes, men der er også så meget andet, for Amazonas er fuld af kontraster. Dette er den første af tre artikler, som tager læserne med rundt i nogle af de mindre kendte hjørner. Turen starter i Manaus.
Jeg landede i Manaus klokken lidt i 9 en lørdag morgen i starten af oktober. Jeg har været der to gange før og kan godt lide byens rå charme, som den deler med andre større byer i Amazonas som Belem og Santarém. Jeg ved, at det ikke er alles smag, men jeg er faldet for den kaotiske blanding af mere eller mindre forfaldne historiske bygninger fra byernes gummiboom i 1800-tallet og moderne men slidte bygninger, som har tydelige mugspor fra det tropiske klimas kombination af høj varme og høj fugtighed
Havnene giver også en særlig stemning i de tre byer, og de er stadigvæk knudepunkter for trafikken på Amazonfloden. Fra Manaus kan man således både sejle til Belem ved flodens udløb i Atlanterhavet, og, i den modsatte retning, til Tabatinga på grænsen til Peru og Colombia. Hver af disse ture tager cirka fem dage.
Havnene er altid et fascinerende leben af folk, som ankommer eller tager afsted, og dragere, som tjener til dagen og vejen ved at læsse eller losse alle tænkelige og utænkelige varer, som beboerne i byerne langs floderne har med på rejsen.
Hvor der er folk, er der også handel, så kajen er også fyldt med folk, som forsøger at sælge de sidste nødvendigheder til folk, der skal ud på de time- eller dagslange rejser, ofte henslængt i en hængekøje på de åbne dæk. En flodbådstur var dog ikke på programmet for denne rejse, men jeg havde sat et par dage af til at gense Manaus.
Teatro Amazonas
Jeg havde fundet et lille hotel tæt på operaen – eller retteligt “Teatro Amazonas” – som er det naturlige midtpunkt i Manaus. Forestillingerne var netop startet igen, efter at have været aflyst i halvandet år på grund af covid19-pandemien. Det var dog ikke opera, som var på plakaten, i de dage jeg var der, men en for mig ukendt brasiliansk standup-komiker. Han optrådte i to dage for udsolgte huse, hvilket betød, at rundvisningerne inde i huset var aflyst. Så jeg måtte – igen – nøjes med at se bygningen udefra.
”Teatro Amazonas” er fra 1890erne og troner på en let forhøjning på Praça São Sebastião – San Sebastian Pladsen – i det historiske centrum. Det blev bygget med forbillede i Paris’ opera, og bygningen er fortsat velholdt, hvilket er lidt af en undtagelse fra de omkringliggende huse. Murene fremstår rødlige, mens kuplen over scenetårnet er udsmykket med kakler i det brasilianske flags grønne, gule og blå farver.
På trods af det nationalistiske touch, er operaen bygget af europæiske materialer. Kaklerne på kuplen er fra Alsace i Frankrig, marmoret er fra Carrarra i Italien, og glasset i lysekronerne er fra Murano i Italien og så fremdeles. Alt blev sejlet hertil, selvom Manaus ligger 1.500 kilometer fra Amazonflodens udløb i Atlanterhavet.
Den stort set eneste undtagelse fra reglen om europæiske materialer var, at pladsen foran bygningen oprindeligt var belagt med gummi. Det betød, at tilskuere, som kom for sent til en forestilling, ikke forstyrrede dem, som allerede var indenfor, ved at hestehovene larmede, når de slog mod brostenene.
Gummiboomet og gummitapperne
Brugen af gummi på pladsen foran “Teatro Amazonas” var imidlertid ikke kun en praktisk foranstaltning men på sin vis også symbolsk. Grundlaget for Manaus’ rigdom i slutningen af 1800-tallet var nemlig rågummi, som blev udvundet fra ”Hevea brasiliensis”-træet, der vokser naturligt i Amazonas. Den hastige industrialisering i Europa og USA skabte et umætteligt marked for gummiprodukter, og sammen med et monopol på råvaren skabte det ufattelige rigdomme, som blandt andet gjorde det muligt at bygge ”Teatro Amazonas”.
Udvindingen af rågummi var meget lavpraktisk. Gummitappere gik dagligt rundt til regnskovens enkeltstående gummitræer og opsamlede den saft, som løb ud af barken. Saften stivnede og blev viklet om en pind, som blev røget over et bål. Med et møjsommeligt, langsomt og usundt arbejde samlede gummitapperne store klumper af rågummi, som blev solgt videre til mellemhandlere. De stod for transporten ud af junglen.
Mange gummitappere kom i et afhængighedsforhold til deres aftagere, som udover at købe gummien også forsynede tapperne med fødevarer og redskaber på kredit, indtil de kunne sælge årets høst. Det tog mellemhandlerne sig godt betalt for. Med få alternative forsyningskilder og få opkøbere af gummi i junglen landede gummitapperne nemt i en situation, hvor deres indtægter ikke dækkede udgifterne til de varer, som de købte fra mellemhandlerne. På den måde endte gummitapperne ofte i en gældsfælde, hvor de arbejdede under slavelignende vilkår.
Det var således ikke gummitapperne, på trods af deres helt fundamentale indsats for gummiproduktionen, som oplevede de europæiske og amerikanske operastjerner, der optrådte i ”Teatro Amazonas” i slutningen af 1800-tallet. Gummitapperne var næppe klar over, at ”Teatro Amazonas” overhovedet eksisterede.
Biotyveri
Gummibelægningen på pladsen for ”Teatro Amazonas” er for længst væk, ligesom gummiboomet også for længst er slut. Nedturen startede da englænderen Henry Wickham i 1876 smuglede frø af ”Hevea brasiliensis” ud af Brasilien. Efter en omplantning og spiring i Kew Gardens botanisk have i London blev de sendt til engelske og siden hollandske kolonier i Asien. Her kunne træerne dyrkes i plantager i modsætning til i Amazonas, hvor en svamp forhindrer ethvert forsøg på at have dem stående tæt sammen.
Hovedbyen i Amazonas – et af klodens største symboler på uberørt natur – er i dag en industrihub, som imidlertid fortsat er geografisk isoleret
De asiatiske gummiplantager blev derfor dødsstødet for det brasilianske gummiboom. Men ”Teatro Amazonas” overlevede nedturen og blev byens stolthed – dens ikoniske symbol. Det skete på trods af, at tagets farver, som symboliserer Brasilien, er lavet af franske kakler, og at hele bygningen er en parafrase over indbegrebet af europæisk finkultur – opera – bygget af importerede materialer.
Manaus gled – for en tid – tilbage til en mere søvnig tilværelse som en halvstor provinsby isoleret på bredden af Amazonfloden, langt fra Atlanterhavet og uden vejforbindelser til resten af Brasilien. Sådan er det ikke længere.
Amazonas skulle “udvikles”
1960’ernes brasilianske militærdiktatur havde en ambition om at ”udvikle” Amazonas. Det var ikke længere den europæiske finkultur, som var efterstræbelsesværdig og skulle importeres til junglen. Nu var det derimod den industrialiserede verdens økonomiske udvikling. For at opnå dette gjorde diktaturet Manaus til et toldfrit område og håbede, at det ville tiltrække investeringer og mennesker. Det virkede.
Multinationale virksomheder etablerede fabrikker i stor stil, og befolkningen voksede fra et par hundrede tusinder i slutningen af 1960’erne til cirka 3 millioner i dag. Hovedbyen i Amazonas – et af klodens største symboler på uberørt natur – er i dag en industrihub, som imidlertid fortsat er geografisk isoleret.
Pattedyrene ser dog ud til at mangle. Til gengæld er her kopier af skeletter efter dinosaurer og kæmpekrokodiller, som slog deres folder i Amazonas for mange tusinde år siden
Diktaturet fjernede noget af byens isolation ved at anlægge en landevej, som forbinder Manaus med Porto Velho i nabostaten Rodônia og dermed resten af Brasilien. Men næsten 500 kilometer af denne vej er fortsat ikke asfalteret og derfor ofte helt ufremkommelig i regntiden. Det betyder, at man fortsat sejler råvarer og halvfabrikata op ad floden i stor stil.
Ud af Manaus vælter så en lind strøm af produkter, der i stort omfang skal transporteres den anden vej for at blive afsat på det brasilianske marked, som primært ligger langs Atlanterhavskysten, eller i andre lande i Latinamerika. Det er således ikke i Manaus, at man skal lede efter regnskov.
Regnskoven i byen
Og dog. Jeg tog en taxi en halv times kørsel fra centrum og landede i Manaus’ botaniske have, som kommer lige i rap efter et fattigt forstadskvarter. Den botaniske have ligger i et naturreservat på 10.000 hektar regnskov, som af uforklarlige årsager har fået lov til at blive stående i udkanten af byen.
Og der er der biodiversitet så det basker. Der er store mængder forskellige arter af træer, planter og fugle. Pattedyrene ser dog ud til at mangle. Til gengæld er her kopier af skeletter efter dinosaurer og kæmpekrokodiller, som slog deres folder i Amazonas for mange tusinde år siden.
Men hvis man skal se, hvordan regnskoven egentlig ser ud på dette sted, så skal man overvinde det gamle problem om, at man ikke kan se skoven for bare træer. Amazonas er generelt fladt, og det gælder også her, så jeg måtte en tur op i et til formålet bygget tårn for at få udsyn over skoven. Det vil sige til den ene side, for det krævede kun, at jeg vendte mig om, for at jeg så den industrialiserede millionby til den anden side.
Næste stop på turen var så mere den ægte vare i form af et naturreservat på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen. Men der var dog fortsat ikke tale om uberørt natur.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
